Den grænseløse utopi

Vi lever i en tid uden grænser. Både abstrakt og konkret.

Kører man ud i Europa, kan Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal glide forbi i en lind strøm. Grænserne, nationers fysiske kendetegn, er udviskede. Skillelinjen mellem dansk og tysk er svær at få øje på, ligesom skillelinjen mellem tysk og fransk. Den nationale selvbestemmelsesret, statsborgernes førstefødselsret, er snart en saga blot. Den europæiske utopi og den grænseløse utopi går hånd i hånd, og udsletter i fællesskab nationernes klassiske kendetegn: Grænserne og retten til at bestemme, hvem der må opholde sig på nationens territorium. Der må ikke skelnes, diskrimineres, gøres forskel. Alt er lige gyldigt - asyl og arbejdstilladelse til alle, uanset hvor de nyder deres statsborgerrettigheder, og uanset hvor mange gange deres sag er blevet behandlet.

EU-monsteret marcher samtidig mod flere flertalsafgørelser, ikke så megen besvær, den besværlige vetoret skal væk. Der skal træffes flere beslutninger, men spørgsmålet er om det er flere beslutninger der er brug for, og ikke færre? Unionen skal dog, uden ophør, gøres stadigt snævrere, det ligger i selve grundabstraktionen. Nationalstaternes rolle er dårligt camoufleret - de er delstaterne, der står i forhold til en forbundsmagt, der konstant tilraner sig mere magt. Rækker den politiske magt ikke, træder et kompliceret domstolssystem ind, og det er bekvemt: Fra politisk hold må man nemlig ikke kritisere domstolene, for i klassisk statsret er det netop at overtræde en skillelinje, en af dem der, for en gangs skyld, kan være bekvem at have. Er samme domstolssystem pålagt såkaldt dynamiske fortolkninger, af 'integrationistisk perspektiv', bliver bagdøren lukket, selv for de politikere der kunne tænkes at obstruere processen. Er selvsamme politikere bundet af krav om enstemmighed, er det dog godt med en dynamisk fortolkende domstol, der kan sætte tempo på fællesskabslovgivningen. Når de folkevalgte har besvær med den økonomiske og politiske union, træder dommerstanden til. De indrømmer det selv.

Er der håb? Irerne viste vejen sidste sommer, og den 2. oktober skal de til stemmeurnerne igen. Lad os håbe de igen tør sige nej.

Er konservatismen rationel? - Kai Sørlander i Critique

Den danske filosof Kai Sørlander, der er aktuel med bogen “Forsvar for rationaliteten” leverer sit bud på en konsistent konservativ politisk filosofi, der erkender rationalitetens kulturelle forudsætninger og derfor gør op med en multikulturalisme og en radikal relativisme, der i sin rod relativerer alle sandheder foruden den, at alle sandheder netop er relative. Samtidig tager Sørlander afstand fra en ureflekteret konservatisme, der blot ønsker at bevare hvad der nu engang tilfældigivis er. Konservatismen bliver derfor hos Sørlander et nødvendigt udgangspunkt for forsvaret af en rationel og fornuftigt samfundsorden.



“Således må vi forstå, at konservatismen er en politisk holdning eller ideologi, som står i modsætning til andre politiske ideologier som fx liberalisme og socialisme. Og vi må forstå, at det at spørge, om en sådan holdning er rationel, er ensbetydende med at spørge, om der kan gives alment forpligtende argumenter for at foretrække den frem for alternativerne. Så det helt simple spørgsmål er, om der kan gives en alment forpligtende argumentation for at foretrække konservatismen frem for de alternative politiske ideologier.”

Læs mere på http://www.critique.ksaa.dk/

Bliv Fan af Critique på Facebook:

Årsskriftet Critique on Facebook

Ny skribent på bloggen II

Det hører til sjældenhederne, at der optages nye folk i reaktionen. Faktisk er det hidtil kun sket een gang. Processen er lang og omstændig og overvejelserne mange. Det er derfor med den allerstørste glæde, at Konservativ Reaktion kan præsentere den seneste nye reaktionære ånds- og kampfælle. En konservativ, der er mere end almindelig ideologisk velfunderet og ejer en viden om snart sagt alt, der er intet mindre end imponerende. Formand for en af landets største KU foreninger og tidligere redaktør for KUs medlemsblad, og ikke mindst stud. mag i historie sammesteds som den ærværdige J.Aa

Et hjerteligt velkommen til den nyeste konservative polemiker A.O. Må dine indlæg blive mange og skarpe!

Værdier og klassisk konservatisme

I egen selvforståelse står Peter Norsk for den sande konservatisme, som prædiker ubegrænset globalisme, ubegrænset frihed og derfor ubegrænset værdirelativisme.

Det konservative hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk nyder sine 15 minutters berømmelse, efter at han har sat sig i spidsen for et opgør med Det Konservative Folkepartis nye værdipolitiske linje. Det kan man naturligvis ikke fortænke ham i. Havde han været yngre eller udstyret med et godt sangorgan, havde han velsagtens stillet op i ”X Factor” eller et andet af tidens utallige talentshows. Men tage Norsk alvorligt kan man ikke.

I egen selvforståelse står han for den sande konservatisme, som prædiker ubegrænset globalisme, ubegrænset frihed og derfor ubegrænset værdirelativisme. Desværre har flere taget Norsk på ordet og troet, at han vitterlig er den sidste eksponent for en klassisk konservatisme, der er ved at blive kvalt i højrepopulisme. Intet kunne dog være fjernere fra sandheden. Peter Norsk er ikke klassisk konservativ og står ikke i et direkte forhold til den store åndslinje i dansk konservatisme, som går over Alfred Bindslev, Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller.

Snarere er Norsk eksponent for den liberalisme, som i stigende grad har bemægtiget sig Det Konservative Folkeparti. Peter Norsk understreger gang på gang dette, når han som flittig debattør i de danske medier udbasunerer, at konservatismen ikke har noget med kristendom, tradition og fædreland at gøre. Konservatismen skal ifølge Norsk kun bevare én ting: Friheden.
Historiens køkkenmødding

Hvad der ellers måtte findes af kultur, traditioner og institutioner, har i det norsk'e univers kun plads på historiens køkkenmødding. Op imod dette synspunkt hævder klassisk konservatisme, at friheden altid er et historisk produkt. Friheden, som vi kender den, er af vestlig egenart, og den understøttes af vores traditioner, kultur og institutioner.

Hvor konservatismen således besinder sig på at måtte opstille et forsvar for samfundets konstituerende værdier og kultur, kender Peter Norsks liberalisme kun én reaktion, multikulturalismens kritikløse omfavnelse af alverdens skikke. Peter Norsks frihedsbegreb er tomt.Det er som om, frihed for Norsk og hans ligesindede alene er friheden til at slippe for at tage stilling til rigtige konkrete menneskers rigtige konkrete problemer.

Det er en frihed, der tillader den liberale spidsborger at vende ryggen til problemer med henvisning til, at man sandelig ikke kan tillade sig at gøre sig til dommer over andre kulturers skikke. Men sagen er, at burkaen og yderligtgående islam er undertrykkende, hvad vi rent konkret kan se ved, at 70 pct. af kvinderne på danske krisecentre er fra muslimske hjem.Konservatismen ved, at lovgivning og frihed ikke er hinandens modsætninger. Loven er en forudsætning for frihed.

Derfor er konservative ikke bange for at lovgive, når man gennem loven kan komme samfundets kulturelt og socialt nødstedte til hjælp. Der er blandt Norsks støtter mange, der påberåber sig at være (de eneste) anstændige, humanistiske konservative. Men kun en politik, som beskytter samfundets svageste grupper mod overgreb, kan kalde sig anstændig og humanistisk, og kun politikere, der ikke er bange for at tage fat om problemets rod, og som kaster sig ud i værdikampen på den vestlige livsforms side, kan i det hele taget kalde sig konservative.

indlægget er bragt som stort læserbrev i dagens JP

Hvorfor burkaforbud er konservativt

Den konservative folketingskandidat Henrik Sørensen skrev forleden et indlæg på den liberale netavis www.180grader.dk hvor han ville forklare, hvorfor burkaforbud slet ikke er konservativt.

Henrik Sørensens klumme betegner meget godt, det der er problemet i Det Konservative Folkeparti, nemlig tilstedeværelsen af en række politikere og tillidsfolk, som egentlig ikke har sans for, hvad det vil sige at være konservativ, og som når de forsøger at forklare deres ideologiske udgangspunkt egentlig blot lyder som moderate liberalister fremfor velfunderede konservative.

Det er rigtig, at der skal være grænser for politik. Men grænsen for politik er ikke det offentlige rum. Det offentlige rum er tværtimod, der hvor politikken har sin berettigelse. Måske derfor har meget liberale som redaktøren af 180 grader, Ole Birk set sig sure på ideen om det offentlige rum i det hele taget. Det afgørende spørgsmål er således blot, hvad der skal drive os til reguleringer af det offentlige rum, og hvad der derfor skal reguleres.

Før jeg vender tilbage til dette, vil jeg dog nævne et andet forhold, som karakteriserer problemet med Det Konservative Folkeparti. Nemlig den spidsborgerlige bonerthed, som desværre især står stærkt i det storkøbenhavnske konservative miljø.En bonerthed, som dels gør, at man uden så meget som at blinke med øjnene tillader at betegne sig selv som "anstændige borgerlige" ( naturligvis i modsætning til de andre, som så er uanstændige borgerlige forstås) og som sætter så stor pris på forestillingen om egen anstændighed, at man er parat til at lukke øjnene for nogle meget konkrete problemer i samfundet.

Man vil kun nødigt tale om indvandring og islam som problemer, selvom indvandringen vil føre til den mest markante demografiske ændring i landets historie, og selvom Islam som værdisæt i det store og hele er en negation af den frihed, som vi som vesterlændinge ynder at kalde vores. Derfor kan du også blive forarget over, at vi ikke har alvet love mod tvangsægteskaber for hinduer, når vi har lavet love for muslimer.

Dertil er der to ting at sige. Loven om tvangsægteskaber gælder for både muslimer, hinduer og alle andre, det burde man som folketingskandidat vide. For det andet er der i forhold til debatten om tvangsægteskab det at sige, at skønt der uden tvivl er et problem med hinduernes skikke i indien, så udgør hinduer ikke nogen markant befolkningsgruppe herhjemme, og det er derfor muslimmernes skikke, der sprænger i øjet. Med mindre man da for at bevare sin antstændighed helt har lukket sine øjne herfor.

Tilbage til det egentlige spørgsmål, hvornår skal det offentlige rum reguleres. Det skal det når vi kan bruge loven til normativt at danne rammen om det frie samfund. Frihed består ikke i at undgå lovgivning, men i at lovgive med friheden in mente, at afstemme tvang og frihed, som allerede Edmund Burke gjorde opmærksom på. ( En tænker man måske burde læse, før man kaster sig ud i liberale søforklaringer om hvad konservatisme er)

I Det offentlige rum laver vi regler således at det, som vi som samfund opfatter som forkert og forkasteligt, ikke kan tilkæmpe sig en plads her. En af de ting, som vi alle, tror jeg, ( selv folketingskandidater fra gladsaxe) finder forkert og forkasteligt, er den kvindeundertrykkelse, som burkaen er et resultat af og et symbol på. Nej lovgivning mod burkaer ophæver ikke problemet. Men det sætter et skart normativt skel for hvad vi vil acceptere i det offentlige rum og dermed i vores samfund. Yderligtgående, kvindeundertrykke islam sendes lige lukt i skammekrogen, og kvinder, der ønsker friheden får et våben, som er det stærkeste i en retsstat, nemlig loven.

Det er konservativ politik. At erkende at frihed ikke nødvendigvis bare opstår, hvis vi blander os uden om, og vender det blinde øje til, når folk har det skidt og undertrykkes af deres medmennesker. At gribe ind, når vi ser uretfærdigheden i vores samfund, og at erkende at lov er frihedens forudsætning og ikke dens modsætning.

indlægget er en svagt omskrevet udgave af min kommentar til klummen
link: http://www.180grader.dk/klumme/Gr_nser_for_politik.php

Phillip Blonds opgør med værdirelativisme og neoliberalisme

Udgivelsen af Årsskriftet Critique 2009, der ved siden af Nomos er det centrale konservative tidsskrift herhjemme nærmer sig. I den følgende tid vil jeg kort præsentere artiklerne i Critique 2009.

Den konservative, britiske filosof Phillip Blond bidrager med en artikel, der søger at formulere grundtrækkende i en ny "rød" konservatisme. Blonds artikel er et opgør med konservatismens arv efter Thatcher. Ifølge Blond udgør den moderne kapitalisme økonomisk og moralsk en udfordring for konservative værdier og har i Storbritannien vist sig at nedbryde snarere end at styrke civilsamfundet. Blond, der herhjemme bl.a. er kendt fra tv programmet “Den 11. Time” efterlyser en konservativ kommunitarisme, der tager afstand fra neo-liberalismen og omfordeler samfundets velstand efter en grundlæggende konservativ “en-nations” agenda

Udgangspunktet for artiklen er, at den dominerende politiske tænkning i dag, som er økonomisk liberal og kulturelt venstreorienteret er slået fejl. Blond skriver

“Det liberale venstre dominerer nu; og dets overherredømme har ud fra ethvert objektivt tænkeligt mål været en jammerlig og åbenlys fiasko. Uligheden nærmer sig et niveau, vi ikke har set siden den edwardianske periode, den sociale mobilitet er på førkrigsniveau, og almindelige arbejdere modtager en mindre procentdel af BNP end de gjorde under Macmillan Overalt plejer økonomien de meget fås monopolinteresser på bekostning og til forarmelse af de stadigt flere. Ydermere har Labour-regeringen ført en virkningsløs autoritær politik ved en hver given lejlighed - herunder dens forsøg på at afskaffe habeas corpus-princippet og dets hemmelige samarbejde med fremmede magter om torturhandlinger og ulovlige fangetransporter.”

I lyset af dette må konservative gøre op med både venstrefløjen og det som Blond beskriver som den neo-liberale arv efter Thatcher.

“Men hvis konservatismen skal være mere end moralisme plus markedet, må en genrejst konservatismes tanker også bringes i anvendelse på det økonomiske område. Det er en forudsætning for, at vi kan forandre vores liv, at vi udvikler en økonomi, der reelt fordeler vækstens goder.”

Mens opgøret med Thatcher er et opgør med økonomisk liberalisme, er opgøret med venstrefløjen et opgør med værdirelativisme og foragt for finkultur.

“Men det mest afgørende er, at vi får en interaktivitets- og en gensidighedskultur til at udfylde dette tomrum. For tiden mangler vi fuldkommen, med vores fokus på glamour og stillesiddende velbehag, et forsvar for finkulturen”

Du kan læse mere om Critique 2009, samt bestille det her http://www.critique.ksaa.dk/

husk at blive fan af Critique på Facebook

Årsskriftet Critique on Facebook

Forbud mod Burka: Den borgerlige borgerkrigs fronter

Burkadebatten raser. Skønt jeg personlig er blevet ret led over sagen pga. den umanerligt dårlige håndtering af sagen fra Lene Espersens side. Burkaforbuddet bliver ikke vedtaget og debatten har helt skygget for langt vigtigere forslag i Konservatives integrationspakke. Når debatten alligevel skal berøres er det fordi den også siger noget om fronterne i Det Konservative Folkeparti netop nu.

Den afgørende skillelinie på den borgerlige fløj idag, går ikke mellem socialt og liberalt orienterede i økonomisk forstand men mellem socialt og liberalt orienterede i værdimæssig forstand. En værdiliberal sætter en forudsætningsløs pluralisme op som politikkens mål og udgangspunkt.

I Det Konservative Folkeparti og bevægelsen omkring har bl.a. HB-medlem Peter Norsk, KU formand Rune Kristensen, Formand for Københavns vælgerforening Rene Offersen, Folketingskandidat i Gladsaxe Henrik Sørensen og folketingsmedlem Charlotte Dyremose.

I de værdiliberales argumentation går især to ledetemaer igen. Det ene er ideen om frihedens kulturelle forudsætningsløshed. Tanken om friheden som princip snaere end som noget der må være levet kulturel virkelighed.
Det andet er en spidsborgerlig bonerthed overfor Dansk Folkeparti og en konstant påberåben sig af et anstændighedsmonopol. Her har især Offersen, Peter Norsk og Rune Kristensen ekcelleret.

De værdimæssigt socialt orienteredes udgangspunkt er en betoning af friheden som et samfundsmæssigt produkt, og som noget der derfor kræver et ganske bestemt samfund og nogle ganske besteme normer. Friheden er ikke først og fremmest et princip men noget der er vokset frem lige præcis her som følge af en meget lang og kompliceret historisk udviklingslinie. Samtidig er linien social orienteret på den måde at man opfatter loven som et redskab til at hjælpe den svagere part i samfundet. In casu muslimske kvinder.

Ikke alle de socialt orienterede støtter dog op om burkaforbudet. Deres kritik af det, adskiller sig dog fra de værdiliberale ved at mangle de to centrale temaer der kendertegne disse. Ofte vil deres kritik af forbuddet tage udgangspunkt i en futilitetstese,hvor man ikke regner med at en sådan lov vil få den ønskede effekt, og at man derfor ikke kan forsvare det indgreb i friheden, som enhver lov i udgangspunktet er. En realistisk funderet socialt orienteret modstand mod burkaforbuddet vil også spørge til, hvem et forbud egentlig vil ramme. Man vil pege på at subjektet for overtrædelsen er forkert i forhold til hvem vi ønsker som objekt for straffen.

I sidste ende er det ikke for eller imod burkaforbudet, der er det centrale, men den måde en evt. modstand formuleres på. For disse formuleringen afslører, hvor centrale aktører står i den store borgerlige borgerkrig mellem sociale og liberale.

Burkaer, forbud og konservative pinligheder

Konservative med Naser Khader, Lene Espersen og Brian Mikkelsen i spidsen har endelig taget mod til sig og kastet sig ud i værdikampen. Partiet har lanceret et ambitiøst integrationsudspil, et forbud mod Burkaer samt en tanke om større konsekvens overfor folk, der angriber politifolk, ambulancefolk og brandvæsen sådan som vi ofte ser det i ghettoerne.


Mest omtalt er burkaforbudet blevet. Selvom det internt i partiet har skabt forbløffende få spændinger er et par af de allermest yderligtgående og marginaliserede grupper på den værdiliberale fløj anført af det fallerede HB medlem Peter Norsk og KUs landsformand Rune Kristensen. Begge har de kastet sig ud i vilde tirader, hvor hivedbudskabet var at Naser Khader slet ikke var konservativ men i virkeligheden burde melde sig ind i DF.

Rune Kristensen har således sagt ( i øvrigt på vegne af hele KU, der jo ellers bestemt ikke er enig med ham).

Med dagens forslag fra Naser Khader om, at forbyde burkaer i Danmark, så har han allieret sig med de fremmedfjendske politikere i Dansk Folkeparti. Han lyder faktisk selv som en god DF’er i denne sag

Måske er det denne kritik, der har fået Moster skrap til at blive helt blød i knæene. For allerede dagen efter forslaget er lanceret er partiet nu igang med at trække i land, kan Berlingske Tidende berette. Espersen siger således

Forudsætningen for, at De Konservative stemmer for, er, at der ikke er problemer i forhold til grundloven og konventionerne, men hvis der ikke er det, så er jeg helt overbevist om, at den konservative gruppe stemmer for forslaget. Til gengæld vil jeg sige, at de ministre, der er i regeringen, vil stemme kollektivt med regeringen, så det afhænger af, hvad vi kan blive enige om. Der vil vi stemme ens, siger Lene Espersen.

Altså ville vi kunne forestille os en situation, hvor konservative ministre kollektivt stemmer imod det forslag, som Konservative selv har foreslået, mens resten af gruppen stemmer som de har lyst til.

Khader, Espersen og Brian Mikkelsen har helt uomtvisteligt fat i den lange ende, og deres forslag er et fremsynet forsvar mod den undertrykkelse, der foregår i islamistiske miljøer og som desværre pga. folk som Rune Kristensen og Peter Norsk er tabu blandt pæne borgerlige. Men hvor er det pinligt ikke at kunne støtte fuldhjertet op om sit eget forslag. Dommen må være klar og hård. Lene Espersen er dumpet som værdipolitiker for denne gang.

Debat om konservatisme og liberalisme

Henrik Gade Jensen: Debat efter fordraget konservatisme og liberalisme from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.

Nu er debatten efter Henrik Gade Jensens foredrag i Critique 5. marts endelig lagt op. Henrik Gade Jensens synspunkt om at konservatisme og liberalisme ikke er i modstrid mod hinanden udfordres og debatteres.

Se mere på www.critique.ksaa.dk

Fra Hans & Kurt til Nik & Jay

Der er mange, der taler om det, de kalder for fremskridtet. Jeg kom til at tænke på disse to sange. Egentlig handler de om det samme, den samme indstilling osv. Man kan overveje om det er gået fremad civilisatorisk siden Hans Kurt potrætterede år 1900 i 50erne og frem til Nik & Jays lidt nyere sange.

Kort nyt om Critique 2009

Her det seneste nye om 2009 udgaven af Årsskriftet Critique, der udkommer i Oktober.


Critiques 2009 udgave vil som sin forgænger indeholde en lang række artikler, der viser spændvidden i det konservative og borgerlige Danmark og ud fra forskellige positioner behandler en række områder, der er centrale for konservative kredse.

Udover en aktuel artikel fra den konservative miljø- og energiminister Connie Hedegaard, der igennem sin politiske karriere altid har lagt vægt på konservatismens særlige åndstradition, bringer Critique i år en artikel af den bogaktuelle filosof Kai Sørlander om konservatismens forhold til rationalitet, imellem hvilke der ifølge Sørlander ikke er strid. Jesper Langballe, der er en af landets førende Blicher kendere skriver en artikel om Blichers konservative livsindstilling. Også den katolske og konservative britiske forfatter Evelyn Waughs korstog mod moderniteten behandles af en af de yngre konservative skribenter omkring årsskriftet, ph.d. Søren Besenbacher.

Årsskriftet vil ligeledes indeholde to artikler, der historisk behandler konservatismen i Danmark. Dr. Phil. Jon A.P Gissel udreder med udgangspunkt i sin forskning dansk konservatismes forhold til monarkiet, mens ph.d. studerende Jens Wendel-Hansen går bag om kulisserne på forhandlingerne om 1915-grundloven, der gav kvinder stemmeret og stærkt svækkede de konservative garantier i forfatningen.

Fra den internationale debat bringer Critique to artikler, der hver i sær og i indbyrdes strid, anviser konservatismen en fremtidig udviklingsvej. Økonomen Hans-Hermann Hoppe hævder at konservatismen nødvendigvis må være radikalt-liberal for overhovedet at være konservativ, mens den britiske ”red tory” Phillip Blond i stedet genoptager en tidligere konservatismes stærke sociale indignation og kræver et konservativt opgør med liberalismen og arven efter Thatcher.

Sidst men ikke mindst bringer Critique en artikel om sprogpolitik af Loránd-Levente Pálfi fra modersmålskredsen, der med udgangspunkt i tysk sprogpolitik adresserer den stadig mere problematiske situation for det danske sprog.


Critique er et konservativt, akademisk årsskrift på ca. 100 sider ( 130 i år) og koster 100 kr. Readktør på Critique er undertegnede og stud. scient. Rasmus Ladekjær
Du kan læse mere om Critiqe på www.critique.ksaa.dk

Don Mclean II om afsløring, affortryllelse og tragedie

Den amerikanske sanger og komponist Don Mclean er uden tvivl en af mine favoritter. Han er herhjemme mest kendt for American Pie og sikkert også for sangen Vincent om maleren Vincent Van Gogh. Hans musik er ikke nem at få fat i herhjemme, og han er vel i det hele taget på trods af den berømmelse American Pie har givet ham, miskendt.


Som en række andre fremragende sangere på folkemusikscenen - f.eks. Arlo Guthrie- kom han for sent til at være med i den egentlige såkaldte "folk revival" i de tidlige 60ere personificeret ved Bob Dylan. Nok sang og spillede han allerede på den tid på små scener, men et gennembrud var der ikke tale om og i løbet af 60erne blev folkemusikken trængt i baggrunden til fordel for elektricificeret rockmusik af mere eller mindre psykedelisk karakter.


Mclean udgav sit første album "Tapestry" i 1969. Den slog dog ikke igennem, selvom flere sange derpå siden er blevet klassikere, mest markant "And i Love you so" som bl.a. Elvis har indspillet. Først i 72 med American Pie fik Mclean et folkeligt gennembrud. Men også dette skulle blive kort. American Pie dyrkede en nostalgisk længsel efter en musik og en virkelighed, der var gået tabt i sen 60ernes umelodiøse musikalske ragnarok. Selvom Mclean politisk var, hvad man ville kalde progressiv, indgik hans musik på sin vis i en konservativ reaktion på dette tab. Men dette 2. folk revival, som Mclean både var en del af og en drivkraft bag blev kortlivet. Snart kom discoen og fejede denne musiks autentiske udtryksform væk.


Udviklingen var sigende for hele periodens emancipationstrang. Hvad de progressive higede efter var ikke nødvendigvis en frihed til absolut tomhed og dunkende discorytmer, friheden var en frihed til at skabe et nyt verdensbillede til erstatning for et gammel, der føltes utidssvarende. Men Radikaliteten hvormed dette opgør blev gennemført og den utopistiske trang, der fodrede ubehaget ved de gamle normer, kunne ikke bære en ny virkelighed.


Istedet for det gamle samfund, kom ikke et nyere og mere oplyst. Discoen blev sluppet fri. Mennesket blev, frikøbt fra sine gamle forpligtelser, ikke en person der kærede sig om sig selv som åndsvæsen, men istedet et individ, der ikke så anden mening i tilværelsen end den forbrugerisme, popkultur og hedonisme kunne tilbyde.


Frihedstrangen havde søgt at sætte sig udover virkeligheden og havde dermed ødelagt meget, der var værd at bevare. Mclean er på trods af sine progressive anskuelser fuld af afsky overfor denne udvikling, og lægger især vægt på den kranke skæbne ideen om romantik har mødt i den post-emancipatoriske tidsalders stadig mere perverterede virkelighed.


Grundfortællingen hos Mclean er syndefaldet. Dette tema udspiller sig med stor tydelighed i "American Pie" ligesom Mclean også helt konkret har beskæftiget sig med denne myte i sit sangkatalog. Oftest er det dog ikke syndefaldet i streng kristelig forstand, men syndefaldet swom en begivenhed, der har fundet sted i hans levetid. Det er det store Amerikanske syndefald som sen 60´erne og 70´ernes politiske radikalisering og socio-kulturelle sammenbrud er blevet betegnet. Dette tema, der bestemt ikke er ukendt for amerikansk popkultur, afspejler sig hos Mclean navnligt i hans barndoms heltes død.

Syndefaldet ligger deri at heltene i det hele taget kan dø. Superman burde jo være udødelig, alligevel blæste skuespilleren George Reeves sin hjerne ud, da virkeligheden trængte sig på. Syndefaldet er på en gang afsløringen af at heltefortællingen i sidste ende byggede på en illussion, eller som Mclean selv skriver i sangen Superman´s ghost

but the video screen is a psychotic scene
and its all done with mirrors and green

Men det er ikke en afsløring, der først og fremmest bærer en positiv oplysningsoptimisme med sig, snarere fører afsløringen blot til en affortryllelse, der måske nok åbenbarer verden, som den virkelig er, men netop derfor kan siges at være tragisk; det gælder hvadenten det som i American Pie er er den generelle kulturelle udvikling der beskrves fra Buddy Hollys død til det absolutte lavpunkt i sidste vers, hvor Mclean skriver

And the three men I admire most:
The father, son, and the holy ghost,
They caught the last train for the coast
The day the music died.

Det gælder i anti-krigssangen 1967, hvor vi går direkte fra den blåøjede amerikanske heltedyrkelse,

Roy Rogers he was on his horse, and Buck Jones drew his gun.
We would surely win of course when the battle was all done.

til det amerikanske samfunds pludselige had mod sine egne udsendte soldater udtrykt i linierne:

Though I was back at home, I had never left Saigon,'
cause all I got was ridicule and scorn.
This was no place for hero's now, they all seemed to resent me,
They said "Why did you ever go?" I said "Because they sent me."

og fremfor alt udtrykkes den i en af Mcleans glemte mesterværker fra cd "Don Mclean" fra 73. Her stod Mclean selv på toppen af sin karriere, men var allerede, sådan som hans tekstunivers tilskrev det, blev desillusioneret, hvorfor cd´en var helt uden sange med hitpotentiale og endog uden anden titel end hans navn. Sangen Bronco Bill´s lament udtrykker måske bedre end nogen anden Mclean sang, American Pie inklusiv, denne tragiske desillusion, som udspringer dels af eksistensen af de høje idealer og disses uværgelige afsløring som falske i syndefaldet.

coulda been most anything I put my mind to be,
But a cowboy's life was the only life for me.
It's a strong man's occupation ridin' herd and livin' free,
But strong men often fail
Where shrewd men can prevail,
I'm an old man now with nothin' left to say,
But oh god how I worked my youth away.

Well you may not recognise my face, I used to be a star,
A cowboy hero known both near and far.
I perched upon a silver mount and sang with my guitar,
But the studio of course,
owned my saddle and my horse,
But that six-gun on the wall belongs to me,
Oh god I can't live a memory.

You know I'd like to put my finger on that trigger once again,
And point that gun at all the prideful men.
All the voyeurs and the lawyers who can pull a fountain pen,
And put you where they choose,
With the language that they use,
And enslave you till you work your youth away,
Oh god how I worked my youth away.

Whoopee ty yioh
Whoopee ty yi ay,
One man's work is another man's play
Oh god how I worked my youth away.

You see I always liked the notion of a cowboy fighting crime,
This photograph was taken in my prime,
I could beat those desperados but there's no sense fightin' time,
But the singin' was a ball
Cause I'm not musical at all,
I moved my lips to someone else's voice