Historien som menneskets tragedie

Modernitetens historie er forfaldets historie. På trods af moderne teknologi, økonomisk velstand og verdens almindeligt antagne fremgang forholder det sig sådan. Det må nødvendigvis synes mærkeligt. Vi er jo alle børn af moderniteten og vi er som mennesker, der lever i tidens span også blevet vant til at tolke vores egen personlige udvikling, der som oftest på trods af alle tænkelige skavanker, til et vist punkt, vil have udseende af ikke blot udvikling men også fremskridt. Vi vokser og går frem, og tiden følger med os på samme måde, som vi følger med tiden. Dermed skulle alt være i den skønneste orden.


Men nej det moderne menneskes fremskridtstro og optimisme er alene hans eget selvbedrag, den sikkerhed i forvisningen om altings fremskriden som han bygger op om sin tilværelse for i modernitetens anomi at skabe sig et stå sted. Idet jeg bevæger mig, gør jeg det i sikker forvisning om, at jeg bevæger mig opad til næste trin på trappen, og at jeg derfor ikke med vemod skal se tilbage på det trin, jeg netop har forladt. Fremskridtsoptimismen er det moderne menneskes forfængelige forsøg på at skabe mening i det faktum, at han i og med sin egen modernitet er dømt til at leve i historien.

Sådanne forfængeligheder hører naturligvis ikke den moderne periode til. For at være dømt til at leve i historien er menneskets uomgængelig lod i kraft af syndefaldet. Men med moderniteten er virkelighedens historicitet pga. udviklingens hastighed blevet radikaliseret, samtidig er verdens historicitet gået op for os, og den lineære livsopfattelse som følger heraf har helt skubbet den førmoderne verdens cykliske tid væk. Når den endelig optræder som følge af kirkeårets konservatisme i form af højtider med mere synes disse gentagne cykliske begivenheder alene at understrege for os, at der er gået et år siden sidst og som flugt fra den historiske tid synes de overhovedet ingen virkning længere at have.

Det moderne samfund er kendetegnet ved rodløsheden, her forstået ganske unormativt. Men faktum er at vi bevæger os, og egentlig er faktum også at vores færden i verden er målløs, hovedløs tilfældig og aldeles uordentlig. Snarere end gennem historiens gang at opstige til næste trin på trappen løber vi rundt som blinde tiggere på jagt efter epistemiske godbidder. Der er slet ingen mening med det hele og derfor er historien i sidste ende menneskets evige tragedie.

Men hvori består forfaldet da så? Hvis det som sådan er historien, der er menneskets fængsel? Forfaldet består deri, at den fortælling vi i moderniteten fortæller os selv om historien i sig selv accelererer historien og kun underbygger og udbygger historiens stålgitter om os, samtidig består forfaldet i, at vi pga. den historiske tilværelsesforståelses indbyggede relativisme ikke længere kan forstå vores tilværelse i lyset af det ahistoriske begreb, vi kalder Gud, et begreb i forhold til hvilket menneskets tilværelse i absolut forstand lod sig forstå udenom det historiske. Nu er Gud død og kun historien tilbage. Her står vi. Vi kan ikke andet.

Deadline: En forfaldshistorie

Jeg ser ikke så meget fjernsyn. Sendefladen er invaderet af den herskende dyrkelse af selvet: Vi bærer alle på en sandhed og en mening i os selv, og for tiden er den toneangivende sandhed ikke alvor og ansvar, men derimod tant, frivolitet og fjas. Således er det frigjorte, uforpligtede menneske, og tidens træk findes derfor i vederstyggeligheder som 'Vild Med Dans'; 'X Factor' og 'Talent 09'. Alle spejlbilleder af selvdyrkelsen og navlepilleriet. Der er ikke meget ved dem, som bestræber sig på at være et almindeligt, ordentligt menneske, der er jorden tro. Det er langt mere spændende med dem, som tror de kan synge 'With a Little Help from My Friends' lige så godt som Joe Cocker kan.

Det står ikke stort bedre til med nyhedsformidlingen, forstået som formidlingen af hvad der rent faktisk foregår 'derude'. Både Danmarks Radios TV Avis og TV2 Nyhederne er blevet platforme for den evindelige forurettethed; offerjournalistikken, der elsker såkaldt almidelige mennesker, der aldrig bliver spurgt om de nu ikke skal tage sig lidt sammen. Den egentlige nyhedsformidling forveksles med såkaldt opsøgende journalistik, hvor det fernis der skjuler den rent personlige drivkraft, oftest med venstreorienteret slagside, er papirstyndt. Det tårnhøje skattetryk har for eksempel aldrig været udsat for undersøgende, dybdeborende journalistik. Mærkeligt nok. For egentlig, lødig nyhedsformidling anbefales nationalt middagsradioavisen, der kæmper for at holde fast på sagligheden, og internationalt den tyske tv-station ARD's Tagesschau.

Et af de nationale åndehuller har dog været Deadline på DR2, der dog snarere må betegnes som en udsendelse der beskæftiger sig med baggrund og analyse, tilsat en kort og overordnet nyhedsformidling. I Deadline er der tid til ordentlige interviews og debatter, men programmets indhold er desværre ophængt lovlig meget på den enkelte værts personlige drivkraft. Kurt Strands udsendelser er oftest en uskøn blanding af et ønske om at gøre Deadline til en filial af DR2 Udland, krydret med en fad centrum-venstre holdning. Den farlige af slagsen, der i det herskende mediebillede er så let at forveksle med tilstræbt objektivitet.

Ud fra en rent egoistisk betragtning er Adam Holms udsendelser derimod en fornøjelse. I et ocean af venstresnoethed er Holms klare borgerlig ståsted vederkvægende. Dog virker dette også som en almisse fra Danmarks Radio: Den borgerlige vinkel i Holms udsendelser kan blive en undskyldning for fuldtonet venstresnoethed alle mulige andre steder. Se bare hvor pluralistiske vi nu er!

For nylig er Mads Brügger nemlig indtrådt som vært, måske som følge af den førnævnte iagttagelse. Brüggers ståsted er i hvert fald klart venstreorienteret. Koblet sammen med sin fortid i såkaldt skæve programmer, som det stærkt besynderlige "Den 11. time", virker Brüggers tilstedeværelse og ikke mindst spørgeteknik i Deadline-studiet noget sær. Se blot onsdagens udsendelse, ikke mindst den farceagtige debat om en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Brügger havde vist glemt hvilket studie han sad i.

Dog er det en formidlende omstændighed, at Brügger kun vikarierer. For Nynne Bjerre Christensen, altså. Det siger ikke så lidt, at man glæder sig til hun er tilbage igen. Havde man dog blot bedt f.eks. Jens Nauntofte, den saglige og noble hædersmand, om at vikariere.

Her ved slutningen kommer jeg i tanke om Nikolaj Sommer, manden der kaldte Frank-Walter Steinmeier for Frank Waltmeier. Han er så uinteressant, at jeg ikke gider skrive noget om ham.

Moderniteten og den skøgeagtige løssluppenhed

Moderniteten er ikke alene en epoke, det er en sindstilstand, en svækkelse, der rammer hver enkelt af os og efterlader os langt svagere end vi var før sammenstødet. Moderniteten er en svækkelse fordi, den sætter spørgsmålstegn ved det, der før var selvfølgeligt. Hvor moderniteten rammer er første offer selvfølgeligheden og dernæst moralen.

For moral lader sig ikke moralsk begrunde formålsrationelt, i det øjeblik vi overhovedet tænker formålsrationelt har vi nemlig sat os udover det moralske – for det vi gør, gør vi ikke fordi det er rigtig, men fordi det er gavnligt.

Hvor moralen ikke består er mennesket overladt til sig selv. Medmindre det kan leve af formålsrationalitetens kynisme, der svarer til åndeligt at være på vand og brød, er det tvunget til at ”realisere sig selv”. Findes moralen ikke et sted derude, kan det jo være den findes i os selv. Men derved bliver mennesket i virkeligheden reduceret til at være hedonist. Mon ikke det selvrealiserende jeg, der lytter til sin indre stemme ofte vil finde at denne stemme blot at er drifternes talekor?

Derfor vrimler den moderne verden med diskoteker, natklubber, skøger, trækkerdrenge og andet menneskeligt affald, vraggods og humant potteskår. Luther taler om mennesket som et dyr, der skal tøjles, Burke taler om at have mistro til den enkeltes fornuft. Begge ved de, at det ikke rækker, foruden det, der påtaler os udefra, nemlig moralen, er mennesket dømt til at leve umenneskeligt.

Modernitetens sande afkom er ikke det oplyste og det i oplysning frigjorte individ men det løsslupne menneskedyr. Den afstumpede og lystbetonede psykopat, hvis væsentligste formål i tilværelsen er sit eget frigørelsesprojekt og for hvem andre mennesker alene er midler til at nå denne saliggørende frigørelse. Sådan er moderniteten. Og hvis man ikke kan genkende beskrivelse, og hvis man ikke har mødt det moderne menneske endnu, kan i være ganske sikker på at møde det før eller siden.

Unge konservative savner konservatisme

Konservatismens ærinde er først og fremmest værdipolitisk, for politik kan i sidste ende ikke adskilles fra etik ifølge en konservativ grundantagelse. Da det forholder sig sådan har en gruppe konservative ifølge Kristeligt Dagblad set sig nødsaget til at kritisere Det Konservative Folkeparti for deres manglende værdimæssige fundering. En kritik jeg af åbenlyse årsager er helt enig i.

Kristelig Dagblad skriver:

Det Konservative Folkeparti står i en idé- og værdipolitisk krise. Det illustrerer burkaforbuddet, der var uden ideologisk forankring og derfor blev blæst omkuld. Det samme gør partiets landsråd i weekenden, hvor de ideologiske debatter larmede i deres fravær.


Opsangen kommer fra gruppen af unge konservative bag årsskriftet Critique, der bringer artikler om og fra den borgerlige idédebat og kulturkamp. Og som nu forsøger at antænde en større ideologisk debat.




– Der mangler en tilbundsgående diskussion i partiet om, hvad konservatisme er. Hvor man sætter ord på, hvad man kæmper for, siger Christian H. Skov, der er redaktør på Critique og skriver ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet om netop konservatisme.
Han opfordrer partiledelsen til at holde åbne diskussioner på konferencer eller seminarer. Samtidig bør folketingsgruppen i langt højere grad indarbejde værdipolitikken i det daglige arbejde og især ikke lade Dansk Folkeparti tage patent på nationalfølelsen. 1970'ernes og 1990'ernes fløjkrige i partiet skal man ikke lade sig afskrække af.

– Konservatismen er ikke så mangefacetteret, at det er umuligt at sige, hvad den handler om. Der er nogle grundlæggende ting, der går igen i enhver ideologisk bevidst konservativ: en respekt for traditioner, fortid og nationalfølelse. Hvis man hele tiden har de værdier i baghovedet, når man argumenterer politik, så er man kommet et godt stykke. Problemet er, at mange i Det Konservative Folkeparti har svært ved at sige, hvad det vil sige at være konservativ, mener Christian H. Skov
 
se resten af artiklen her:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/338547:Danmark--Unge-konservative-savner-konservatisme?page=2
 
I samme retning peger også Kasper Støvrings blogindlæg på JP: http://blogs.jp.dk/borgerligtvagtskifte/2009/09/17/de-konservatives-nye-v%c3%a6rdipolitik-er-glimrende/
 
 

Markedsføring af Danmark

VisitDenmark lod forstå, at man burde besøge Danmark fordi stærke, selvstændige kvinder her kan føde børn, uden nødvendigvis at knytte forbindelse til barnets fader, der kunne være en hvilken som helst vagabond. Bureauets direktør, den nærmest informationsministeragtigt insisterende Dorte Kiilerich slog fast, at målet var at markedsføre Danmark som 'et frit sted med plads' - 'et frit land, der giver hende (kvinden i reklamen) rammer til at træffe valg'. Siden trak hun i land - der var amerikanske kampvogne i Bagdad, noget om snakken.

Således forsøges Danmark markedsført i 2009: Frigørelsens og frivolitetens hjemland, hvor velfærdsstaten er blevet et så stort frigørelsesprojekt, at det kun er naturligt at benytte faderløse børn som led i en såkaldt markedsføringskampagne, nu hvor velfærdsstaten bogstaveligt talt medfinansierer faderløse børn gennem skatteyderbetalt kunstig befrugtning af enlige. Dette blev udlagt som en kæmpesejr for ligestillingen - ligestillingen, dette vulgære begreb der konstant forpester den politiske debat. Hvis der i den henseende skulle være tale om såkaldt ligestilling, skulle jeg som mand kunne aflevere en sædprøve på et hospital, og ni måneder efter få udleveret et barn. Enhver kan se det absurde i det, hvorimod kvindens ligestilling, der som nævnt efterhånden er gledet over i statsunderstøttet frigørelse, er et totalt førerløst tog, der farer forbi alt - inden længe privatejede virksomheders ret til selv at bestemme hvem der sidder i deres bestyrelser, men foreløbig blot børns mulighed for et faderligt holdepunkt i tilværelsen.

Dette hævdes nemlig at være ligegyldigt, mænd og kvinder har ikke noget specielt at bidrage med i opdragelsen, hævder i hvert fald de som vil udviske forskellen mellem kønnene og lade alt og alle anskaffe sig børn, der i øvrigt ikke bliver spurgt. Derimod har kvinder og mænd tilsyneladende forskellige ting at bidrage med i virksomhedsledelse, her er det i hvert fald dødsensvigtigt at få det feminine input med til bestyrelsesmøderne. Spørg bare Britta Thomsen. En god kammerat fortalte for nylig at en politiker i sin tid bifaldt kvindelig valgret, for at gøre den politiske debat høfligere. Det må være sådan noget der menes.

Det er dybt, dybt ironisk, at det udlægges som noget særligt stærkt og selvstændigt, at kvinder aktivt tilvælger rollen som enlig moder. Som nævnt lader projektet sig kun gøre ved hjælp af en opulent velfærdsstat, der nærmest selv minder om en kolossal enlig moder, der er berøvet faderrollens væsentligste bidrag: At kappe navlestrengen mellem moder og barn, skille dem ad, når barnet er stort nok til at tage ansvar for sig selv. Moderligheden bliver tydeligere, når velfærdsstaten vier så stor opmærksomhed på de utilpassede, problembørnene - det måske mest moderlige træk: 'Ham/hende kan kun hans/hendes moder holde af' - hvis selv ikke moderen gør det, så gør velfærdsstaten det i sidste instans. Henrik Jensen, mere om ham i en senere postering, kalder det 'Det faderløse samfund'. Hans pointe bliver tydeligere og tydeligere.

Critique 2009 udkommet!

Årsskriftet Critique 2009 er udkommet. Læs mere ved at klikke på linksene, bestilling kan sker her

Grøn Konservatisme

- Connie Hedegaard

De Konservative og Landstinget 1915

- Jens Wendel-Hansen

Evelyn Waughs korstog mod moderniteten

- Søren Besenbacher

Konservatismen og Kongedømmet

- Jon A.P Gissel

Den konservative Blicher

- Jesper langballe

Er konservatismen rationel?

- Kai Sørlander

Rød Tory

- Phillip Blond

Konservatisme og liberalisme

- Hans-Hermann Hoppe

Den tyske sprogkamp og nyere tyske anglicismeordbøger

- Loránd-Levente Pálfi

De selvretfærdige

Debatten om de nu udviste irakiske asylansøgere har trukket meget frem i lyset - i særdeleshed det hensygnende kulturradikale establishment, der ellers er trængt noget i defensiven af otte års kulturkamp. Danmarks Radio stiller dog beredvilligt plads til rådighed, således at frelstheden, den kvalmende selvretfærdighed kan blive luftet, og jøde- og nazikortene kan blive spillet. Selveste gamle Arne Melchior, multikulturens mangeårige chefideolog, blev trukket af stald i Deadline og den 85-årige, brave, fhv. centrumdemokrat tonede klarest igennem som den røst, der ikke helt er kommet sig over systemskiftet i 2001. Ingen ville i øvrigt stille op imod ham, antageligvis af banal respekt for alderdommen, til trods for at han ville være et let bytte for fx en Birte Rønn Hornbech, der ellers er trådt gevaldigt i karakter i denne sag. Hun nedladede sig dog til en såkaldt chat i Danmarks Radio, og har man ikke læst hendes svar her, bør man gøre det. Her får enhver selvgodhed tørt på, enhver frelsthed fejes af bordet.

Efter udvisningen af irakerne, kører godhedsindustrien dog videre for fuld damp: Per Ramsdal, Leif Bork Hansen med flere organiserer en undergrundsbevægelse, der har til hensigt at skjule irakerne for myndighederne. Her er der frit spil for jødekortet for ville enhver måske ikke have hjulpet en jøde, der bankede på døren under besættelsen? Er det måske ikke næstekærligheden, den ægte, konkrete, i praksis? Svaret er 'tja'. Udvisningen er besluttet og sanktioneret af et demokratisk system, klart i modsætning til besættelsestiden, men det gør ikke den enkeltes fortvivlelse mindre. Essensen i kritikken er dog den samme som før: Man går ikke ud i verden og leder efter næster, for eksempel ved at ringe til Per Ramsdal og stille sig til rådighed. Næstekærligheden er altid spontan. Derfor er det også ren selvretfærdighed, når Orla Hav m.fl. frejdigt erklærer at de sandelig ville åbne deres dør for en iraker. Det er muligt at de vil, men de demaskerer deres egen selvgode hensigt, ved at prale af det. Man kan i øvrigt spørge om de ville åbne deres dør for enhver? En undvegen lommetyv for eksempel? Hvad skal man være flygtet fra, for at få husly hjemme hos Orla Hav i Nørresundby?

Der er for en gangs skyld grund til at glæde sig over den såkaldt borgerlige regering. Her er en sag, hvor den endelig stod fast: Danmark er ikke et tilfældigt landområde, åbent for enhver - uanset hvor store anstrengelser man gør sig, hvad enten man lænker sig til et asylcenter, eller besætter en kirke.

En gammel løve fylder 75

Konservatisme hører ifølge mange hjemme på et museum. Dette er i hvert fald adskillige progressives holdning. Ironisk er det at konservatismen lever videre i bedste velgående og ahr fået et kraftigt intellektuelt revival medens en af de mest markante progressive ideologier, Marxismen, netop er endt på et museum ledet af den konservative folketingskandidat Finn Möebius.

Engang var der en lille gruppe konservative, der ikke mente at KU i høj nok grad kunne repræsentere den akademiske konservative debat i Århus. Efter Københavnsk forbillede stiftede de derfor Konservative Studenter. Det nu 75 år siden. At følge KS historiske udvikling er en svær opgave. Foreningen har traditionelt været mere ustabil end KU og arkivsituationen er meget dårligt. Klart står det, at KS i udgangspunktet slog sig op på at være et akademisk modspil til tidens fashinable universitetsmarxisme og kradtigt fremhævede det nationale. Som i Københvan var det på universitetet at en selvebevidst konservatisme udgik fra.

Efter krigen bliver KS progressiv. Ligesom KU slår man sig op på en meget socialkonservativ linie, hvor opgaven bliver at trække partiet til venstre. KS ligger her oftest endnu mere til venstre end KU. Det er de unge højtuddannede akademikeres klub og de er som alle andre i efterkrigstiden grebet af fremskridtsoptimismen og planlæggersygen.

En god periode har dette KS i 60erne, hvor man i 1964 begynder at udgive tidsskriftet Critique. Formålet var at:
"At skærpe den politiske debat, at vække læserens kritiske sans overfor letkøbt argumentation og halve sandheder og at virke for en udbredelse og stærkere markering af borgerlige standpunkter"'

i 70erne ophører KS eksistens praktisk talt. I starten af 80erne kuppes det af KU, og lukkes næsten ned. En intrige mellem KU og DKS ( Konservative Studenters landsorganisation) nødvendiggør at foreningen vågner af sin dvale. Gennem 90erne var foreningen dybt præget af konservatismens generelle krise, men omkring årtusindeskiftet blomstrede foreningen atter op, og man begyndte påny at udgive Critique som et medlemsblad. Perioden var præget af en intens rivalisering med KU, som udmundede sig i en rabaldergeneralforsamling om kontrollen med KS. En kamp KU da tabte. Som årene gik færdiggjorde denne generation af Konservative Studenter, der oftest var jurister fra foreningen Konservative Jurister, deres uddannelse. Foreningen stagnerede igen.

Senest blomstrede den op da den nuværende generation af konservative studenter tog over. Foreningen præger nu foreningslivet på AU med sine foredrag, har fremgang til universitetsvalgene og udgiver Årsskriftet Critique.

Tillykke med de 75 år.

Evelyn Waugh- modernitet, forfald og kristendom

Den britiske forfatter Evelyn Waugh var en af sin samtid- og eftertids største satirikere. Samtidig er han for konservative en af de helt centrale litterære skikkelser i det 20. årh. Faste læsere af denne blog måtte måske være bekendt med, at i hvert fald undertegnede har en svaghed for mandens skriverier. Waugh kritiserede og gjorde på den mest uforskammede vis grin med den dekadente britiske overklasse, samtidig med at han dermed skrev gravskrift over vestlig kultur. post. doc., ph.d. Søren Besenbacher skriver i det kommende 2009 nummer af Årsskriftet Critique om denne britiske forfatter bl.a.

“Hedonismen og dekadencen, som han havde beskrevet i sine bøger, havde han fået nok af. Trods alt deres nydelsessyge var hedonisterne ikke lykkelige. Den glade hedonist var en ren fiktiv figur”

Hos Waugh er beskrivelsen og latterliggørelsen af hedonismen i udgangspunktet forbundet med en kulturpessimisme, der ikke kender nogen udvej fra forfaldet. Satiren og ironien bliver hos ham som hos andre af tidens konservative eneste mulighed. Waugh kunne også i sin alderdom se tilbage på en udvikling, som mildest talt måtte have syntes utrolig og chokerende, ja nærmest urealistisk for en betragter fra Waughs ungdomstid.

Besenbacher skriver:

“Da Evelyn Waugh blev født i 1903 var det britiske imperium på sit højeste. Et verdensomspændende rige, hvor solen aldrig gik ned og som indeholdte en fjerdedel af verdens befolkning. Da han døde I 1966 var Storbritannien ikke længere verdens største supermagt, men blot en europæisk stat på linje med flere andre og sammen med magten var der også noget andet, der var forsvundet. Det tyvende århundrede havde ikke kun berøvet Storbritannien for hendes kolonier og hendes magt, men også medført store sociale og kulturelle ændringer. Den moderne tidsalder havde forårsaget et skred i kulturen, moralen og traditionerne, der, såvel som andre steder. Dette vidste den døende Waugh alt for godt, for i sit lange forfatterskab havde han beskrevet og forudsagt denne udvikling.”

Senere i forfatterskabet fandt Waugh dog i kristendommen netop den livslinje som civilisationen behøvede. Han udviklede sig fra ultra-modernist til ultramontanist og gjorde opmærksom på at vestens civilisation hvilede på et religiøst grundlag foruden hvilket det ikke ville kunne overleve. Dermed blev den konservatives opgave positivt bestemt at kæmpe for dette udgangspunk snarere end blot at standse udviklingen. Waugh skrev således:

“A conservative is not merely an obstructionist who wishes to resist the introduction of novelties; nor is he, as was assumed by most 19th-century parliamentarians, a brake to frivolous experiments. He has positive work to do … Civilization has no force of its own beyond what is given from within”

Alt dette og langt mere kan læses i Årsskrifet Critique, der kan bestilles allerede nu på: http://www.critique.ksaa.dk/