Frihed uden ansvar

Vi lever i en ansvars og fordringsløs tid, hvor normlæsheden er den eneste norm og hvor vi alle må bøje os for formløshedens tyranni. Troløshed er blevet resultatet af emancipation og ligegyldighed resultatet af velfærdsstatens institutinaliserede ansvarsoverdragelse. Derom har jeg skrevet et par ord, som den liberale netavis http://www.180grader.dk/ har været så venlige at bringe. Den handler om hedonisme, frihed og naturligvis modernitet, forfald og den britiske forfatter Evelyn Waugh

Her er et par udpluk.

"Jeg husker for et par år tilbage, at en af de folk, der belærte mig om konservatismens væsen docerede, at "frihed under ansvar" var en meningsløs frase, at frihed og ansvar altid fulgtes ad, og at man burde kalde det "frihed med ansvar" (derefter talte han om, hvordan skat var ondt, og umådeholdent indtag af diverse narkotika var individets ret, men det er en anden historie). Denne ellers ganske vidende mand tog ubehjælpeligt fejl. For godt nok kan man ikke forestille sig ansvar uden frihed. Vi må være selvstændigt handlende subjekter, for at kunne drages til ansvar for noget. Men man kan nemt forestille sig frihed uden ansvar.

Hvad er ansvar? Ansvar er, som det ligger i ordet, dette at skulle svare for sig, og det kræver, at der er nogen, der spørger. Man står altså altid til ansvar overfor noget. Ansvaret er noget udenfor en selv, der spørger til ens anvendelse af sin frihed. At der er ansvar overfor noget eller nogen, er at der er moral, og at der er moral er, at ikke alt er lige gyldigt og ligegyldigt. At noget er bedre end andet, og at man dømmes på sine handlinger ud fra denne norm.

...

For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur. Hedonisten, der vender sig fra ansvaret mod friheden i absolut forstand, gør blot en afgud af sin fejlbarlighed. Hun skaber en etik af normløsheden, gør sin egen praksis til eksempel. For hedonisten er alt pjat, alvorens tyngende bekymringer og problemer er forsvundet som dug for solen. Frihed uden ansvar."


læs resten her:  http://www.180grader.dk/klumme/Frihed_uden_ansvar.php

Krævementaliteten

Jeg var for nylig til et debatarrangement, hvor langt størstedelen af tilhørende var erklærede borgerlige.Taleren krævede mådehold i den offentlige sektor, sparsommelighed med skatteborgernes penge. Spredte nik fra forsamlingen. Taleren fortsætte med at kræve mere personligt ansvar. Mindre offentligt, mere privat. Måske lidt brugerbetaling i den offentlige sektor. Endnu flere spredte nik fra forsamlingen. "Forfriskende ord" mumlede en tilhører.

Så kom debatten. En rejste sig op og sagde, at det var meget godt med det der brugerbetaling, men nogen kunne altså ikke betale. "Vi" måtte altså fastholde, at ingen måtte afstå fra sygdomsbehandling af økonomiske årsager. De konservative tør jo godt tage et socialt ansvar. Vist så. En anden spurgte til tandlægebehandling: Hvorledes kunne det være, at der blev betalt for knæskader, men ikke for huller i tænderne. Taleren svarede henholdende; ja, tja, hvorfor egentlig ikke? En anden mente helt bestemt, at det er for ringe at der ikke betales for kiropraktorbehandling. Sådanne regninger kunne - ligesom tandlægeregninger - være helt ruinerende for den enkelte, og kunne folk genoptrænes, kunne de gå arbejde og betale skat. En anden brokkede sig over egenbetaling på medicin. Hun havde selv måttet betale for et præparat, der var helt essentielt for hendes genoptræning. Havde hun fravalgt dette, var hun blevet det offentlige en dyr dame betroede hun forsamlingen. Førtidspension, hjælpemidler. Havde man blot hældt skattekroner i hendes medikament, havde der ligefrem været tale om en investering. Det var efterhånden så-som-så med viljen til at være borgerlig, alle havde alligevel lige et forslag til nye opgaver for velfærdsstaten.

Det er kendetegnende for det danske folk, at to af de ubetinget største favoritbeskæftigelser er dels at bestemme over andre menneskers ejendom, og - beslægtet hermed -dels at dele ud af andre menneskers penge. Førstnævnte giver sig udslag i et nidkært opsyn med naboens grund - er det hegn for højt, for tæt på skel, har han byggetilladelse til den der garage, forsvinder noget af min udsigt, osv. osv. Sidstnævnte giver sig udslag i selvsamme kommentarer, som den ellers så borgerlige forsamling ytrede. Andre skal helst betale regningen, og bør i øvrigt betragte det som en investering. Hvis man ikke selv har behov, kender man i hvert fald andre der har. Hvis en opgave er det offentliges, er det i sig selv et argument for at den næste opgave også er det.

Velfærdsstaten rummer derfor i sig selv en umiddelbar, nedslående inerti. Den kan kun blive større; æde flere skatteyderkroner og øge antallet af offentligt ansatte. I Danmarks tilfælde er det tilmed ekstremt bekymrende, at antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt, udgør en så stor en procentdel af vælgermassen, at de alene ved deres antal kan stemme sig til øgede bevillinger, eller forhindre nedskæringer. Ikke mindst i en økonomisk krisetid.

V & K to- den konservative kamp mod liberalismen

Som opfølgning på min udtalelse til Kristeligt Dagblad synes det nødvendigt yderligere, her i et medie, hvor man selv bestemmer længden af sine indlæg, at uddybe den grundlæggende påstand, nemligt at konservatismen nødvendigvis må formulere sig i et modsætningsforhold til liberalismen, når den vil markere sig.

Historisk er Det Konservative Folkeparti i den underlige situation, at det i samme omgang som det tiltog sig betegnelsen konservativ, også nærmede sig liberalismen med hastige skridt. Man kan ikke på sagligt grundlag gå så langt, som Peter Norsk, der i Critique 2008 skrev, at konservatismen med Det Konservative Folkeparti nu alene skulle forsås i lyset af kampen for den personlige frihed, men sandt er det, at man tog et principielt skridt væk fra en ofte uartikuleret gammelkonservatisme, til en konservatisme, der stod solidt plantet i en grundlæggende liberal forståelse af politik.

Dette medførte fra starten af, at konservative ahvde problemer med at definere sig selv i forhold til Danmarks liberale parti venstre, der i mellemtiden var blevet systembevarende og derfor i en vis forstand et konservativt parti.

Det var først med en ny generation af politikere anført af generalauditor Victor Pürschel og John Christmas Møller, at man på forskellig vis søgte at markere kosnervatismen som en saelvstændig faktor i dansk politik. Pürschels forsøg på at gøre dette gennem en aktiv toldpolitik slog fejl - ganske vist nåede partiet op på et mandattalt, det i de efterfølgende år skulle spejde længe efter, men Pürschel så sig ydmyget på den parlamentariske arena - Christmas Møller tog med sit stærke nationale udgangspunkt afsæt i forsvarspolitikken. Konservatismen skulle markere sig selv i forhold til venstre ved at være det forsvarsvenlige og dermed nationale parti. Om forsøget lykkedes kan diskuteres. Ægteskabet mellem V og K blev brudt, men i en sådan grad at John Christmas-Møllers biograf Wilhelm Christmas-Møller har karakteriseret det sådan, at partiet formåede at isolere sig selv fuldstændigt.

Det stærke nationale fokus blev dog fulgt op af en lidt yngre generation af konservative, der i modsætning til Christmas Møller ikke havde deres udgangspunkt i KU, men i den kristlige og national-imperialistiske bevægelse Det Unge Danmark. Disse talte bl.a. navne som Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev. Hvad de måske ikke magtede at gøre rent politisk formåede de i nogen grad at gøre på skrift. I deres tidsskrift "Det Nye Danmark" slog de en nationalkonservativ tone an, som skulle få nogen indflydelse blandt yngre konservative og navnligt ungkonservative.

Frem for alt tilførte disse "unge" intellektuelle (ok, nogle af dem kan nok kun betegnes som sådan i en tid, hvor næstformanden for KU kunne være en 40 årig akademisk skytte) det Konservative Folkeparti et livsanskuelseselement, som man længe havde været foruden. Vel og mærke formuleredes også her konservatismen, eller ny-konservatismen, som de selv kunne finde på at kalde det ind i mellem, i modsætningen til Venstre.

Hvor man tidligere markerede sig som økonomisk mindre liberale end Venstre, men politisk ligeså liberale, så markerede man sig nu som både mindre økonomisk og politisk liberale end storebroderen. Dette kunne for endnu yngre letbevægelige sjæle slog over i excesser, hvor man afskrev hele det liberale demokrati til fordel for en fascistisk inspireret statskonservatisme.

Under krigen stoppede den slags drømme. efter krigen blev det skellet mellem øst og vest, konservatismen måtte orientere sig efter. Dette betød først, og dette var også i overenstemmelse med de nu noget ældre konservative radikalisters afvisning af liberalismen, at man ønskede et samarbejde med det parti, der herhjemme altid har været det vigtigste antikommunistiske parti Socialdemokratiet. Det lykkedes ikke. Primært fordi socialdemokratiet egentlig ikke havde meget at vinde ved en den højredrejning som var nødvendig for et samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Det er skæbnens ironi, at det blev en af de gamle "unge konservative" fra mellemkrigstiden Ole Bjørn Kraft som kraftigst satte sig i spidsen for forbrødringen med Venstre, en forbrødring, som var lige ved at smelte de to partier sammen. I den resterende periode var de Konservative Venstres lokalafdeling i Nordsjælland og på Frederiksberg.

Med kommunismens og socialismens sammenbrud, er konservatismen igen begyndt at måtte orientere sig mod liberalismen. Denne ideologi ahvde ved historiens såkaldte afslutning, etableret sin hegemoni. Det var nu ikke længere først og fremmest en økonomisk doktrin ej heller en politisk. Økonomisk liberalisme var belvet tandløs blandningsøkonomi og politisk liberalisme hævet over enhver diskussion. Liberalismen blev derfor i forbrugersamfudet til en radikal hedonistisk doktrin, et selvrealiseringsprojekt og en ubegrænset dyrkelse af individdet og egoismen. Derfor måtte konservatismen i det omfang den stadig var konservativ reagere på og imod dette. Og det er vel i virkeligheden hvad vi ser hos ideologisk bevidste konservative som f.eks. Connie Hedegaard, Kasper Støvirng og Søren Krarup.

spændninger mellem V & K

Der er en ganske interessant artikel i Kristelig Dagblad, hvor jeg selv er citeret ang. forholdet mellem V og K og den ideologiske baggrund for dette.

Formålet med decembers klimatopmøde i København er at bremse den globale opvarmning, men allerede nu er temperaturen mellem de to regeringspartier, Venstre og De Konservative, under hastig afkøling...
Forløbet viser grundlæggende ideologiske modsætninger mellem Venstre og De Konservative, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet....

"Men der er et element af ideologi i konflikten. Klimapolitik betyder noget forskelligt for de to partier, hvis forskelligheder man har en tendens til at glemme. For De Konservative er verden en organisme, som det drejer sig om at give videre til næste generation nogenlunde intakt. Det verdenssyn kan man se genspejle sig hos Connie Hedegaard. Omvendt er individet i centrum for liberalisterne. Fremtid og fortid spiller ikke den store rolle. Ikke at Venstre i dag er et hardcore liberalistisk parti, men der er elementer", siger Peter Nedergaard.

Uoverensstemmelsen viser samtidig voksende spændinger mellem Venstre og De Konservative, påpeger Christian H. Skov, der skriver ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet om konservatisme og er redaktør på det borgerlige årsskrift Critique.
Dels skyldes spændingerne nedslidning efter otte års regeringssamarbejde. Dels skyldes de, at De Konservative forsøger at tegne en mere selvstændig og skarp ideologisk profil i forhold til Venstre, som partiet historisk set ofte har stået i skyggen af.

"Når der har været ideologisk bevidste konservative, så har der været sammenstød med Venstre. V er på papiret et liberalt parti, og i det omfang De Konservative vil være ideologisk bevidste, så er de nogle gange også nødt til at rette kanonerne mod liberalismen. Jeg tror, at netop det er på spil i øjeblikket. Miljøområdet er en konservativ mærkesag. Selvfølgelig fører det til sammenstød med et parti som Venstre, der først ikke mente, at det var et politisk spørgsmål. Og som nu forsøger at tage ære for hele den indsats, der er foregået på miljøområdet" siger Christian H. Skov.

Den famøse forskel

På det seneste har man, gennem de danske mediers tvivlsomme linser, kunnet bevidne at et stigende antal danskere engagerer sig i eftersøgninger af deres forsvundne medborgere. Kristeligt Dagblad har gjort mere end blot at konstatere forholdet: Det blev slået fast (hvis nogen skulle være i tvivl) at sådanne eftersøgninger ikke kan erstatte politiets; og med Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt, problematiseredes det at forskellen mellem nær og fjern syntes at have forrykket sig.

Men mens dette kun nævntes en passant, i den ellers udmærkede artikel, er det faktisk der den egentlige historie findes. Det er der hunden er begravet, som det populært hedder.

Der er naturligvis intet galt i at borgere i et område, frivilligt, eller efter politiets ønske holder øjne og ører åbne. Den stille almindelige civil courage, er tværtimod ganske ønskelig. Eftersøgtes bekendte kan ingenlunde heller fortænkes i at lede med lys og lygte. Men de eftersøgninger der har påkaldt sig mediernes bevågenhed, var hverken stille eller almindelige. I tilfældet fra Haderslev, meldtes det end ikke om nogle i eftersøgningsholdet kendte den savnede. Tilgengæld så man en lille flok midaldrende damer, der var på spadseretur langs en strand. De sagde at de gerne ville gøre en forskel. Antageligt derfor, var de taget fra et andet hjørne af Sønderjylland til Haderslevs naturskønne fjord. Ønsket om at gøre en forskel, gjorde sig også gældende i sagen fra Aalborg, hvor en 16-årig savnedes. Over Facebook havde man samlet og organiseret hundreder af frivilligere, der gerne ville gøre en forskel.

"Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ser tendensen som et ønske om at gøre en konkret forskel i en verden, der er præget af komplekse problemstllinger som terror og klima. Derudover er ønsket om at indgå i et fællesskab centralt." - fra K. D.

Ønskerne om at ville gøre en forskel, forekommer bagvendte, og på en måde tragiske. Villede og forcerede. For i dem ligger det spørgsmål; hvilken forskel det da er man ikke gør - siden man må drage ud for at opsøge den. Langt de fleste af os har familie, venner, bekendte, et arbejde eller en studieplads. Og der gør vi da en forskel - også selvom der i den store vide verden, nok snarere er for mange end for få SU-slugende og blogskrivende historiestuderende. Men det udløser jo ikke et fakkeloptog og mediebevågenhed, når man - for Gud ved hvilket år i træk - besøger sine kære bedsteforældre i ferien, eller når man stille indhenter tabt læsning en efterårslørdag. Om det er eksponeringen for de elektroniske medier, der har gjort at en forskel skal kunne føles - og i særdeleshed ses - før det er en forskel, det ved jeg ikke. Men når der tales om at gøre en forskel, da er denne forskel altid noget der kan opsummeres i et kort klip, eller prises i en sætning af overkommelig længde. Og altid skal det kunne ses i lyset af den enkeltes konkrete indsats - eller i de manges hysteriske selvbekræftelse. Den jævne og sande forskel enhver gør, blot ved at være - som en Guds sølle skabning, som en søn, som en hustru, som en ven og måske som en næste - den bliver aldrig nævnt. Det er fordi den hule og forcerede forskel kun kan findes, som Niels Henrik Arendt påpegede, i det fjerne, i det ydre, der hvor den kan ses og bekræftes. Hult og forceret.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/342403:Liv---Sjael--Danskerne-rykker-ud-til-eftersoegninger

Havneby - List

En dag i efterårsferien tog jeg en tur til Sild. Den mondæne ferieø, hvor pengestærke tyskere foretrækker at holde ferie og blive set.

Turen gik over det flade sydjyske landskab, i det flotteste, høje efterårssolskin. Små søvnige byer, halvlangt fra alting: Hellevad, Agerskov, Skærbæk. Man suser blot forbi ad den snorlige landevej, hvor en hastighedsgrænse på 80 km/h er en ren vittighed. Måske man impulsivt burde dreje fra en dag? Se nærmere på disse danske småbyer, der standhaftigt bekæmper den hæslige trang til menneskelig sammenklumpning i stadigt større bysamfund.

Vejen følger Rømødæmningen, der rent faktisk er et ret imponerende stykke ingeniørkunst for sin tid (bygget 1939-48). Naturen sørger dog for jævnlig slitage, påført af stormvejr og det uberegnelige, men ubeskriveligt smukke Vadehav. Trods efterårsferien er der langt mellem bilerne, det kræver trods alt opladning at forberede sig på sommerens invasion. Mon ikke de fastboende nyder pusterummet? Vejen til Havneby domineres af udsigten til sørgeligt udseende butikker og sommerhuse. En enkelt flot kirke bryder monotonien. Et stop afslører flyvergrave fra Anden Verdenskrig, et øjeblik i tavshed, og spor af A.P. Møller-slægten. Interessant.

Videre til Havneby, hvor færgen venter. Halvtrist havn med forladte bygninger og mågeklatter på broen. Færgen er dog en moderne sag, bygget for et par år siden. Der er penge i turisme, men vi gider ikke rigtig i Danmark. Færgen drives af et tysk selskab. Et hav af mennesker og biler vil dog med, det er vist noget med at ferierende tyskere tager via Rømø til Sild. Turen fra Tyskland ad Hindenburgdæmningen er vist bekostelig. Et rent menneskemylder på færgen, kiosken lokker med billige priser på alt muligt. Billigt er det dog ikke, slet ikke samnenlignet med grænsekioskerne, men noget skal de 45 minutter ombord fordrives med, så derfor slæber mange rundt på varer. Grundet tåbelig-bureaukratisk lovgivning kan man købe en enkelt billig pakke cigaretter ombord (cirka 8-10 kroner under dansk/tysk pris), og intet kan motivere folk som en hurtig, 'uventet' besparelse. Der sælges mange, en sær forkølet erstatning for det toldfrie salg som EU desværre satte en stopper for.

Ankomst i List på Sild. Ovenpå færgens menneskemylder er en spadsetur i hede- og klitlandskabet på det fredede Albuen, øens nordspids, en lise for sjælen. Adgangstariffen på cirka 40 kroner holder mange væk. På Albuen har fårene forkørselsret, de går frit omkring over det hele. Af samme grund skal hundene være i snor, men det glemmer de fleste, trods skilte der forkynder store bøder. Konsensus er sikkert at med en betalt adgangstarif er alt tilladt.
Også selvom man generer fårene og lovlydige mennesker, der holder hunden i snor. Forfald. En højrøstet tysk kvinde morer sig ligefrem over forsøgene på at holde en løs køter borte fra en gravhund i snor.

Køretur i hele øens længde, frokost i Hørnum på øens sydspids. Der er pænt, men ikke megen kig til Vadehavet. Alle parkeringspladserne er mod betaling, talrige skilte forbyder uautoriseret parkering i vejsiden. Et stop i Vesterland, øens hovedby. Modebutikker, guldsmede og fortovscaféer med tre kopper kaffe til 90 kroner. Talrige terrassevarmere, man skal også ses, selvom man sidder på en fortovscafé og fryser med anstand. Man kan nyde udsigten til vandet, men adgang til stranden koster 25 kroner per person. En nydeligt, ældre tysk ægtepar kan ikke holde et 'Vil det sige...' tilbage, da manden bag lugen beder om i alt 50 kroner for adgang til stranden. Hvem mon tjener pengene? Kaffen fra udsigtspunktet er god, men kaféen ligger lige op af et overdimensioneret hotel, hvis 25 etager virker noget anmasende i en ellers poleret, pæn by, som får Havneby, Sønderborg, Aabenraa, Gråsten eller enhver anden sønderjysk by til at se noget trist ud. Der er mere schwung her syd for grænsen.

Undervejs tilbage til færgelejet. Stop i Kampen, Thomas Manns gamle favoritsted. Her skulle High Society stemningen nå sit højdepunkt; Tysklands St. Tropez. Der er ikke blot Rolex hos urmageren, jeg møder også det største udvalg A. Lange & Söhne jeg har set. Imponerende. Mange mennesker, flere Porscher end Folkevogne. De promenerende, der gerne vil ses, holdes dog lidt i ave af en iskold efterårsvind. Den mest polerede by, men også den med flest af de klassiske frisiske huse med stråtag. Wikipedia meddeler af det er en landsbylov fra 1912, der gør at husene ikke ligger klinet op af hinanden. Velgørende, jeg håber de holder fast i den. Omgangstonen i butikkerne, blandt mennesker, er formel. Selv en 25-årig som mig er man Des med. Der er lidt mere orden på tingene i Tyskland, trods hundene uden snor. Pegefingeren er ikke gemt helt væk hernede. Jeg har læst en undersøgelse, der påviste at Tyskland var det land hvor det er mest udbredt at korrekse andre menneskers børn i det offentlige rum. Danmark skrabede rundt nede omkring bunden.

Det sidste stykke til List, inden hjemturen. Flere millionvillaer, dog alle i mursten og med stråtag. Flere dyre biler. Man kan mene om det hvad man vil, men den skandinaviske jantelovs-lighedsdyrkelse, 'ved jorden at blive...' stopper ret præcist i territorialfarvandet mellem Rømø og Sild. Til gengæld er der mere kommercielt, flere penge, mere glitter og glimmer syd for grænsen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg foretrækker.

Paven i Afrika

Biskoppen i Rom, der ynder at kalde sig pave har for nyligt været i Afrika. Derom har Kristelig Dagblad en interessant historie. Paven vendte sig nemlig ved sit besøg mod vestens materialistiske indflydelse på Afrika:

"Pave Benedikt kaldte Afrika for verdens spirituelle "lunge" og roste kontinentets kulturelle og spirituelle skatte. De kom også til udtryk under åbningen af synoden, hvor afrikanske rytmer fyldte Peterskirken, skriver BBC News.



Men "lungen" bliver gennem en spirituel kolonisering angrebet af virus fra vesten, sagde paven.


- På den måde er koloniseringen, som er ovre på politisk plan, aldrig rigtig endt, sagde han."

Pavens udtalelser er ifølge avisen vendt konkret mod den såkaldte herlighedsteologi, hvor ens forhold til Gud afspejles i ens materielle velstand her på jorden. Man kan mene meget om en sådan kristendomsforståelse, hvor kristendommen, sandhedens åbenbaring, gøres til et selvhjælpsprogram for folk, der gerne vil opnå hurtigt rigdom, og hvor evangelitet reduceres til en slags receptpligtig medicin for materielt nødstedte. Paven gør ret i at kritisere denne teologi.

Dette er dog kun en teologisk pointe. Ud fra en mere sociologisk betragtning synes problemet at være af en noget andet karakter, nemlig at kristendommen eller hvad vi nu skal kalde den kirkelige prædiken i Afrika i stedet for at tage det tunge lod på sig at prædike problemer og vanskeligheder for folk, der allerede er i problemer og vanskeligheder - og sikkert ikke har lyst til at blive belemret med et krav om at stå ret for evangeliet - har gjort sig til talsmænd for vestlig velstand snarere end kristendom og velstand snarere end vestlighed.

Vestens velstand udspringer kun i een forstand fra dens materialisme, nemlig den dennesidige orientering som al sand kristendom prædiker, og som har sat den kristne fri for at sørge for sig og sine, men kristendommen har også indgydt de kristne en ydmyghed og en asketisk livsholdning, som har disciplineret det utæmmede proto-vestlige menneske til at blive det moderne menneske. Prædikes denne disciplin ikke, og tales der aldrig om lov men kun om evangelium - der in casu snarere er det glædelige budskab om materiel velstand, liv og glade dage end frelse gennem Kristus - så er kristendommen tom, forfalsket og ligegydlig, ja i virkeligheden blot en åndelig ækvivalent til de buldrende tomme Coca Cola dåser, som er en anden indpakning vi giver vores amputerede livssyn, når vi eksporterer det til fremmede strande.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/341383:Kirke---tro--Paven--Vesten-forurener-Afrika-med-materialisme

Opdragelse til demokrati

Forleden var jeg til et glimrende foredrag med det relativt nyslåede konservative folketingsmedlem Naser Khader. Jeg havde ikke meget til overs for ham før foredraget, ærligt talt. Distanceblænder og klodrian lå lige for når han skulle beskrives, specielt i kølvandet på den nærmest farceagtige film "Dagbog fra midten", der ikke tegnede noget specielt flatterende portræt af de, der hoppede på den galej.

Efter foredraget er han dog steget i min agtelse. Han demonstrerede en reel og væsentlig indsigt i integrationsudfordringen, specielt fordi han selv har gennemgået - og til stadighed gennemgår - processen. Det er kommet så vidt at han har købt sig en trailer, betroede han forsamlingen. Han kender og forstår islam, og påpegede klogt at kulturkampen lige så meget foregår blandt muslimerne selv, hvor strammerfløjen forsøger at korrekse og kue moderate, sækulære muslimer. Mest imponerende demonstrerede han en usædvanlig klar forståelse af den evangelisk-lutherske to-regimentelære, der som bekendt er den reelle forudsætning for adskillelsen af religion og politik. Den forståelse tror jeg ikke jeg kunne vride ud af ret mange andre folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti.

Der hvor Khaders personlige integrationsproces måske halter lidt, er hvad angår forholdet til demokratiet, der i øvrigt fortjener at blive kaldt folkestyre i stedet. Khader er sikkert demokrat ind til benet, men jeg har det svært med hans kanonisering af begrebet. Familier er ikke demokratiske, de består af forældre der bestemmer over deres børn. Børnehaver og skoler skal ikke undervise i demokrati, det er ikke børnehaverne og skolernes anliggende. Demokrati er ikke et livssyn, endsige en livsform, det er en metode der bruges til at fordele magten ved et hemmeligt valg. Der er ingen magt der skal fordeles i børnehaver og skoler, ergo giver det ingen mening at tale om demokrati her.

Nøjagtigt som folkestyret opstod evolutionært, i takt med at visse forudsætninger kom på plads, skal forståelsen for folkestyret opstå evolutionært gennem en modningsproces. I takt med pligter følger rettigheder. Jeg kan ikke svare på, hvordan jeg blev opdraget til at forstå og bifalde folkestyret. Det er en tavs viden, der grundlægges og føres videre ret ubevidst. Her halter det for Khader: Det er muligt han har demokrati tatoveret på kroppen, hos mig er folkestyret lagret et sted mellem hjertet og hjernen. Det synes jeg er en afgørende, modererende forskel.