Dårligt nyt er godt nyt

Indledningsvis skal det lige siges, at det er ikke fordi at jeg med dette indlæg og mit tidligere, har søgt at danne præcedens for alt for korte, men polemiske indlæg. Til netop dette indhold passer det blot bedst.

Det fortærskede udtryk der her danner overskrift, og som siges at være gangbart i journalistiske kredse, kan set med konservative øjne få en anden betydning:


http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/347827:Kirke---tro--Danmark-er-nummer-sjok-i-ligebehandling-af-religioner:


"Danmark er det nordiske land, som behandler trossamfund uden for folkekirken ringest. Det er konklusionen fra flere nordiske eksperter i kirkeret, der blandt andet peger på, at Danmark som det eneste nordiske land ikke yder statsstøtte til trossamfund uden for de nationale kirker.
- Især Norge og Sverige er så langt fremme i dag, fordi den fulde religionsfrihed i de lande først blev etableret, da landene i 1967 tilsluttede sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gav en anledning til at se på religionspolitikken. Og ordningerne er udarbejdet med henblik på at leve op til konventionens krav om ligebehandling, netop for at kunne fastholde flertalsreligionens forhold til staten. Den øvelse har vi ikke udført her, siger adjungeret professor i religionsret Lisbet Christoffersen, der også er med i et netværk af nordiske religionsretsforskere. Norske Dag Nygaard kalder Danmark et religionspolitisk u-land, når han skal beskrive den danske politik i forhold til støtte til trossamfund uden for folkekirken. Dag Nygaard er specialrådgiver i Norges Kristne Råd, som består af kristne kirkesamfund uden for den norske kirke.
Annonce- Man kan ikke definere religionen ud af det offentlige rum, som man forsøger i Danmark. Så gør man vold mod mennesker, som bør have retten til at definere sig religiøst, både offentligt og privat, siger han."


Det er for så vidt underordnet hvad man - også som konservativ - mener om det faktisk kirke-statforhold herhjemme, og de privilegier som Folkekirken vitterlig nyder.

Men hvis præmisserne er at man gør vold på mennesker, blot fordi der eksisterer uomgængelige kulturelle religiøse normer i et givent land; og at man ikke kan ordne sine f r i e kirkelige forhold uden først at gøre abigt og knæfald for menneskeguden i form af Den Europæiske Mennskerettighedskonvention - ja så virker det som en rigtig god nyhed, at Danmark ifølge netop de præmisser klarer sig rigtig dårligt.

Valg til universitetsbestyrelsen

Den tid på året er kommet, hvor der er valg til universitetsbestyrelsen. Jeg vil traditionen tro gøre lidt reklame for Konservative Studenter i Århus. Hvorfor vil jeg så det? Dels er jeg selv aktivt medlem der, dels er det måske en af centrene for dansk konservatisme i dag, hvis man må tillade sig sådan en lille selvoptagethed.

Konservative Studenter, der formelt er knyttet til Det Konservative Folkeparti men blandt sine aktive medlemmer tæller folk, der stemmer både både DF, Venstre, Konservative, liberal alliance og sågar SF[sic!], er en organisation, der i i nu nogle år har været dedikeret kulturkamp såvel som mere jordnær studenterpolitik. Således har man ved siden af den daglige kamp for bedre pasningstilbud til studerende og større fleksibilitet i uddannelsessturkturen med Årsskriftet Critique skabt et størt forum bor konservativ idedebat, ligesom at foredragsrækken af samme navn bringer mange interessante foredrag om sprog, kultur, litteratur, historie og politik.

Universitetsvalget handler mest om jordnær studenterpolitik, men der er to pointer for verdensfjerne kulturkæmpere i alligevel her at støtte KS. Dels er enhver stemme på KS et anslag mod den centrum-venstre/venstrefløjsdominans, der er så udpræget på universitetet. Dels fordeles valgtilskudet efter stemmer. En stemme på KS, er altså også støtte til KS.

KS har efter formanden Emil Melchior Mikkelsens store fokus på dette område føjet kampen for dansk på universitetetet til sine mærkesager : http://www.konservativestudenter.dk/2009/undervisning-paa-dansk/
Skulle man ende med at stemme, og stemme på KS, ville det heller ikke være af vejen med en enkelt stemme på mig. Jeg er nummer sidste på listen.

Palmemordet

Fredag den 28. februar 1986 klokken 23.17 forlader Sveriges statsminister Olof Palme og hans hustru Lisbet Grand-biografen i det centrale Stockholm. De har set filmen "Brødrene Mozart" med sønnen Mårten og dennes forlovede, og følges ikke af livvagter. Palme har sendt dem hjem om eftermiddagen, og bryder sig i øvrigt ikke om deres følgeskab. Palme har været statsminister i en årrække, fra 1969 til 1976 og igen fra 1982, genvalgt med forstærket mandat i 1985. Han er ubestrideligt den mest kendte skandinaviske politiker, og engageret i alle mulige internationale spørgsmål. "Verdensministeren" kaldes han af nogen i Sverige, og han er bestemt ikke lige populær alle vegne, hverken i sit hjemland eller globalt.

Fra biografen går de ad Sveavägen, men ved den krydsende gade Tunnelgatan træder en mand frem, griber Olof Palmen i skulderen, og skyder ham med en revolver på 10 - 30 centimeters afstand. Et af de affyrede skud strejfer (angveligt?) Lisbet Palme. Morderen tøver kort på gerningsstedet, og løber herefter ad Tunnelgatan, over den krydsende Luntmakargaden, ad nogle trapper til Malmskillnadsgatan, og til sidst videre ad David Bagares Gade (hvis nogen skulle være ekstrakyndige i den Stockholmske geografi). Politiet er ved gerningsstedet to til seks minutter efter mordet, den tidsramme er der i øvrigt megen diskussion om, uden dog at få kontakt med morderen på noget tidspunkt, omend en patruljevogn er sekunder fra at køre lige ind i ham på Malmskillnadsgatan. Cirka 25 vidner ser mordet, deraf nogle stykker grundigt og på nært hold, men alligevel er der ret betydelige afvigelser i deres oplysninger til politiet. Talrige typer bukser, frakker, hovedbeklædninger, skægtyper og ansigtsformer opgives.

Skuddet der rammer Olof Palme er umiddelbart dødbringende, men han bringes til Sabbatsberg sygehus hvor han trods genoplivningsforsøg erklæres død klokken 00.06. Det svenske telegrambureau meddeler klokken 00.20 at Palme er blevet myrdet, men nyheden spredes hurtigere verden over, end i Sverige. Man har beregnet at 90 pct. af amerikanerne vidste besked med Kennedy-mordet en time efter det skete, i Sverige tager det - knapt 25 år efter - syv-otte timer, før det er tilfældet med Palmemordet, har nogen i hvert fald beregnet. Der er blot en mand på vagt på Sveriges Radio, der ikke aner hvad han skal gøre. Han finder en konvolut, der indeholder instrukser for hvad der skal gøres, såfremt kongen dør. Konvolutten indeholder en lang liste med telefonnumre, men der svares ikke på nogen af dem. Først klokken 1.10 oplæses et kortfattet, og i øvrigt fejlbehæftet telegram i radioen. På svensk TV er der stadig journalister på arbejde da nyheden indløber, men de påberåber sig en overenskomst, der forbyder dem at arbejde efter klokken et om natten og tager derfor hjem. Først klokken fire sender TV en ekstra nyhedsudsendelse, nogen mente nok at situationen alligevel var tilstrækkeligt alvorlig til at bryde med overenskomsten. TV's ekstraudsendelser, en tre-fire stykker der sendes løbende den 1. marts, rummer i øvrigt en mængde ret forvirrende oplysninger - forskellige signalementer, talen om en eller to gerningsmænd osv. osv.

Politiets ageren er mildest talt rodet. En hypermoderne kommandocentral kommer aldrig i aktion, fordi ingen kan finde ud af at tænde datamaterne. Kommandovejene fungerer ikke: En af de ledende politimænd, der har været med fra den første melding, beder ved to-tiden om at blive fritaget for tjeneste i forbindelse med mordet, og i stedet beskæftige sig med rutinesager. Ønsket imødekommes. Hele Sverige kommer ikke i alarmberedskab, og hele natten og op af formiddagen lægger færgene til Finland uhindret fra kaj. Vejspærringer omkring Stockholm og skærpet bevogtning ved Arlanda-lufthavnen er længe undervejs. Da regeringen mødes ved Rosenbad omkring klokken ét, er der ingen vagter til stede, det vil sige at en tre-fire galninge kunne meje den samlede svenske regering ned uhindret, og derved begå et statskup. Politiet afspærrer nødtørftigt gerningsstedet, men det betrædes af alle mulige mærkelige mennesker i løbet af natten, og dækkes med bunkevis af røde roser. Gerningsstedet finkæmmes angiveligt for spor, men de to kugler der findes, findes af privatpersoner hhv. den 1. og 2. marts, og er under ret alvorlig mistanke for at være placerede.

Den 1. marts ankommer lenspolitimester Hans Holmér, der har været til skiløb i Nordsverige, til Stockholm, og overtager uden videre og uimodsagt ansvaret for efterforskningen. Han har ikke tidligere beskæftiget sig med praktisk politiarbejde, endsige mordefterforskninger. I løbet af opklaringens første par måneder begår han flere eklatante fejl. Han lader udarbejde en tegning af morderen, på basis af et vidnes iagttagelse af en skummelt udseende mand, hun render ind i et kvarter efter mordet, et godt stykke fra gerningsstedet. Han offentliggør hurtigt at politiet ved hvilket våben der har været brugt, uden at alle der er registreret som ejere af et sådant våben, er blevet afhørt. Han beslutter hurtigt at fokusere udelukkende på et svagt underbygget spor, der peger i retning af det kurdiske arbejderparti PKK. I foråret 1987 måtte Hans Holmér forlade efterforskningen, uden at man var nået et skridt videre. (Det er i øvrigt fortfarende status her i 2009 - for så vidt, aner man faktisk ikke ret meget håndfast om mordet).

Der er dog skrevet en mængde spændende bøger om mordet, her skal anbefales et par stykker:

Jan Bondesons forholdsvist nye "Blodspor i sneen" er den bog, der bedst sammenfatter og sammenskriver vildnisset af oplysninger om mordet. De rent faktuelle omstændigheder klarlægges bedst muligt, og en efter en forsøges de etablerede sammensværgelsesteorier afkræftet, tilsvarende med anklagerne mod Victor Gunnarsson og Christer Pettersson. Den teori Bondeson selv præsenterer virker i øvrigt ret plausibel. Bogen er skarp, og rummer en mængde krasse kommentarer om det på mange måder - allerede dengang - fallerede svenske samfund, der i dag fremstår om muligt endnu mere degenereret.

Brødrene Poutiainens "Inuti Labyrinten" er resultatet af en samlet privat efterforskning. Bogen er ualmindeligt grundig, blandt andet i sin påvisning af politiets gøren og laden på mordnatten. Dens mere perspektiverende del præges dog af en seen-sammensværgelser alle vegne, og en svagt underbygget teori om indblanding i mordet fra politiets side.

Thomas Kangers "Mordet på Olof Palme" er en tidlig kritik af efterforskningen (skrevet i 1987). Kanger har personligt talt med adskillige af de centrale vidner, og kan derfor give et ret klart billede af, hvad der rent faktisk foregik. Bogen er så at sige den første, måske klareste efterrationalisering, og rummer en ret skarp kritik af Holmérs efterforskning, og peger i øvrigt i retning af at mordet var et resultat af en sammensværgelse, der forgrenede sig til det svenske samfunds top. Et spor som Gunnar Wall tager op ti år efter i "Mörkläggning", som jeg ikke er helt færdig med i skrivende stund.

Afslutningsvist skal anbefales Börje Wingrens "Han sköt Olof Palme". Wingren var en del af opklaringsholdet, og arbejdede især med den første mistænke Victor Gunnarsson, der kom i søgelyset allerede den 1. marts. Wingren præsenterer en hel bunke, stærke som svage, indicier mod Gunnarsson, som han er overbevist om skød Palme. Anklagerne mod Gunnarsson blev droppet efter at Holmér besluttede at køre et hundrede procent efter PKK, og de gled yderligere i baggrunden, da Christer Pettersson blev mistænkt. Efter at have læst Wingrens bog, virker det for mig besynderligt at den mængde af stærke indicier der pegede mod Gunnarsson, ikke blev undersøgt mere grundigt.

Mordet forældes i øvrigt i 2011. Christer Petterson, den eneste der har været tiltalt, dømt og i øvrigt senere frikendt for mordet døde i 2004. Victor Gunnarsson myrdedes i 1993, under ret besynderlige omstændigheder.

Det svenske justitsministeriums interessante 1999-rapport (i tre dele):
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/6a2655da.pdf
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/295e5712.pdf
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/9bb90f1c.pdf

SVT's arkiv om mordet:
http://svtplay.se/v/1392942/rapport_1_3-86_04_00

Hele den vrede verden

Hvis du i de kommende dage bevæger dig rundt i din have, og ligusterhækken er vred, og fliserne er sure, så har det sig en grund. Hvis dine naboer er vrede, dine kolleger er vrede, og alle du kender har ansigtet anlagt i vrede folder, så har det også en grund. Hvis du rejser til de varme eller kolde lande, og de også er sure - så har det en naturlig forklaring. Der er en grund. Sure og vrede mennesker og bjerge og floder. Der er en grund.

* * *

Israelsk byggeri gør verden vred

18. nov. 2009 08.55 P3Nyheder Opdat.: 18. nov. 2009 09.03

Det vækker harme i det meste af verden, at Israel har besluttet at bygge 900 nye boliger i den israelske bosættelse - Gilo.
Bosættelsen ligger i det besatte Østjerusalem, som ellers er primært palæstinensisk område.
Vi protesterer!Talsmand for Det Hvide Hus Ian Kelly siger:
- Vi protestere mod det - og vi protesterede også generelt mod bosættelser og udsættelser af palæstinensere og nedrivning af deres hjem, siger han.
Både USA og FN frygter nu, at israelernes byggeprojekt vil få de nye fredsforhandlinger om en to-stats-løsning til at gå i hårdknude, inden de rigtig er begyndt.
Frygten er begrundet: Saeb Erekat, som er palæstinenserne chef-forhandler siger nemlig til til Al Jazeera:
- Hvis udvidelsen af bosættelserne fortsætter, så er forhandlingerne om en to-stats-løsning ikke længere en mulighed.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, siger samtidigt, at den israelske bosættelsespolitik ødelægger fredsprocessen, og han agter ikke at genopstille som præsident.


http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2009/11/18/083739.htm



Dette dybdeborende og saglige stykke udenrigsstof fra den hæderkronede, eller i det mindste kronede institution, Danmarks Radio, lader vi hermed stå et øjeblik.

Talmajestæten, og hvorledes man taler til hans ondeste luner

I den forløbne weekend var jeg tilstede ved et debatarrangement i valgkampen, der i og for sig kunne have været interessant og hæderligt nok. Jeg skriver med vilje "til stede ved", da jeg ikke overværede selve debatten mellem de to borgmesterkandidater, der foregik i byens teater. Den skal jeg undlade at udtale mig om. Optakten - eller rettere opløbet - gav i sig selv så rigelig anledning til en kommentar.

Inden selve debatten skulle løbe af stablen, mødtes man i en såkaldt valgbutik i byens centrum. Her blev der delt t-shirts ud, og pjecer og plakater af forskellig størrelse. Jeg afslører vist ikke noget, ved at nævne at grøn var en dominerende farve på trøjerne og det øvrige valgmateriale.

Ærkekonservative budskaber som "Mere af det nye" og "Fremad med..." stod også trykt forskellige steder...

I valgbutikken herkede en infernalsk larm, der ikke blev bedre af at nogen havde valgt at bidrage med henholdsvis en ghettoblaster og en stor tromme. En uforvarende forbipasserende måtte have troet at den entusiastiske forsamling var på vej til en stor fodboldkamp. Dette indtryk bedredes heller ikke da der skulle indøves nogle slagsange og slagord. I det omfang sætningerne var lange nok til at danne en form for mening, endsige hele sange, var budskabet på et niveau der dårligt tåler at blive gengivet her. Men det passede vel godt til trommens særprægede akkompagnement. Man blev også instrueret i ved bestemte lejligheder at forstyrre debatten med nogle ikke videre høflige tilråb - der til lejligheden var samlet på et papir sammen med sangene. Det blev forresten heller ikke nævnt, hvad der kunne ventes at blive de afgørende eller interessante emner i debatten. Måske det var de samme steder hvor man skulle råbe...

Den mere eller mindre opstemte forsamling, med de grønne t-shirts og plakater - og stadig ledsaget af trommen - bevægede sig så gennem byens søndagstomme gågade. Jeg selv glemte "desværre" min uddelte t-shirt da vi skulle ud af døren.

Foran teatret stillede opløbet sig så sammen under en smule råben. Men kort efter vister der sig en tilsvarende, og ikke mindre støjende forsamling i den anden ende af gaden. Den havde blot røde faner og balloner med. Det var måske praktisk nok, for ellers havde jeg næppe opdaget, at det ikke var et stykke af den samme som jeg selv havde fulgtes med. Det varede ikke længe før trommen kom i brug igen, og med sin instisterende, omend lidt ujævne dunken, fik revet flere af forsamlingen med på tilråbene og ophidselsen. De to opløbne forsamlinger stod overfor hinanden. De lignede ganske to umælende men støjende pattedyr, der med nasale og gutterale lyde ville erobre den samme golde slette. Efterhånden som larmen og ophidselsen tog til for de mange, så man i udkanten også nogle få der som jeg følte sig beklemte og uforstående overfor optrinnet.

Just da slog det mig, at det må være sådan man forsøger at tale til et anonymt og tavst flertal: Ved at overdøve med- og modtalere med infernalsk larm, og søge at vække et udslagsgivende ubekendt antal af dets uskyldige søvn. Man antager måske, at når folk i hobetal ikke fylkes om gode argumenter som "Mere af det nye" og "Fremad eller tilbage" - så er det kun fordi de ikke har hørt det endnu. Man antager måske, at hvis man ikke er mange, kan man i det mindste lyde som sådan. Man antager måske, at når man ikke kan appellere til overbevisningerne, kan man i hvert fald appellere til mangeheden, til flertallet i dets reneste og goldeste form. Måske hvis man er mange, kan det ligne at man også må have ret. Da er det at flertallet ikke længere er en betegnelse for blot majoriteten af anskuelser; det er blevet i form som én enkelt spejling, én enkelt person. Da er flertallet igen blevet til denne Talmajestæten, som med god grund frygtedes i demokratiets barndomsår. Vi kan håbe at han ikke hørte trommen, larmen og ophidselsen. Vi kan håbe at han ikke tænker på støjen, tilråbene og alle forsimplingerne, når han skal beslutte sig i dag.

Hvad skal man stemme til valget?

Hvad skal man stemme til kommunalvalget? Mange tvivler stadig. I Århus er det 12 %, der endnu ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds. Rigtig mange stemmer socialdemokratisk. I Århus har de formået at holde skansen selv mod det eksanderende socialistiske folkeparti. Måske skyldes det partiets enorme kampagnebudget. Overalt hænger det røde banner, overalt står parolerne skrevet, overalt plakater af Århus´ røde Il Duce. Den gamle ny-klassicistiske banegård er helt blevet oppyntet af lange røde bannere. Det klæder den. Det er smukt. Kun det kgl. danske socialdemokrati kan vist slippe af sted med den slags æstetik i vore dage.

Personligt har jeg bestemt hvad jeg vil stemme. Det bliver – ikke overraskende – Det Konservative Folkeparti. Måske er det alligevel overraskende. Det er ikke alle steder en stemme til C, er en stemme for et borgerligt og et nationalt Danmark. Nogle steder er det blot en stemme på den tilfældige prokurator, der tilfældigvis er partiets lokale frontfigur. I Århus er det heldigvis anderledes. Den gamle konservative rådmand Poul B. Skou var en hæderlig fyr, men også politisk kedsommelig. En teknokrat. Da han trak sig efter katstrofevalget i 2005, hvor jeg selv deltog som ivrig aktivist, og hvor partiet fik imponerende 3,5 % af stemmerne, tog nye kræfter over. Konservative i Århus styres i dag af Marc Perera Christensen.

Marc Perera skiller sig for mig at se ud fra det brede felt af konservative kandidater på den måde, at han har forstået at gøre sin politik ikke alene borgerlig, men også konservativ. Det er påtrængende i en by som Århus, der kæmper med store integrationsproblemer navnlig i byens vestlige dele. Folkesocialisterne afviser at tale om problemet i Århus. Her ligger man til venstre for Villy. Venstre vil gerne tale om problemerne, men tror at integration alene handler om økonomi, arbejde og uddannelse. Socialdemokraterne har forstået at det drejer sig om værdier, men taler helst ikke om problemet.

Under Marc Perera har de Konservative i Århus foretaget en drejning, der følger den generelle tendens indenfor Det Konservative Folkeparti, hvor man – endelig – har erkendt, at integration handler om kultur. Derfor har integration erstattet dækningsafgift, havneudvidelse og infrastruktur som konservativ mærkesag. På Marc Pereras hjemmeside kan man således læse.

”Vi har svigtet ved ikke at stille større krav! Derfor har vi fortsat store udfordringer i forbindelse med integration af nydanskere.
Man må naturligvis tro, spise og leve som man vil. Men man skal respektere, at man lever i et land med en lang kulturhistorie. Derfor kan nydanskere ikke forvente, at hjemlandets traditioner ligestilles med danske traditioner og kultur - en dansk kultur der udspringer af vores kristne tro.

Kristendommen har bundet Danmark sammen i århundreder. Det danske samfund bygger den dag i dag på kristne værdier om tolerance og hensyn, ansvar og flid samt næstekærlighed. Vi forventer, at alle respekterer og efterlever disse værdier.”

Århus var engang en konservativ højborg. Her var det ærkekonservative blad Århus Stiftstidende, her var ( og er) Jyllandsposten, her var Axel B. Langes kreds, her var den ulyksagelig Bent Holsteins kreds, her var Henning Hasles kreds. Det stoppede. Nu taler konservative i Århus byråd igen om kultur, igen om danskhed og igen om kristendom.

Marc Perera er spids- og borgmesterkandidat for partiet og den der tegner den politiske linie i Århus, ligesom han fører et stort og vægtigt ord i partiets organer på landsplan. Dette vækker også håb for Det Konservative Folkeparti generelt. I Århus er der dog også andre konservative kandidater jeg vil fremhæve. Nr. 11 på listen Uni Danyar kommer vel næppe ind. Men er en så solid konservativ, som nogen jeg har mødt. Med et stærkt religiøst, kristeligt grundlag en stærk national ånd og en betoning af konservative værdier, som vækker håb for partiet. Nr. 4 på listen Niels-Christian Selchau-Mark er måske en anderledes pragmatisk socialkonservativ, men også han står for en god sund konservativ linie, ligesom han er aktiv i Konservative Studenter, hvor han i år desuden er spidskandidat.

Til regionen vil jeg pege på Nicolaj Bang. Der er ikke meget ideologi i regionspolitik, og Bang stiller da også op med et common sense mål om at hjælpe psykiatrien. Men Nicolaj Bang, der også er folketingskandidat har i kraft af hans store kendskab til mellemøsten udviklet en stadig stærkere sans for, hvad det værdimæssigt vil sige at være dansk og forpligtet på vestens traditioner og den trussel, der eksisterer mod denne orden fra militant islam og ukontrolleret indvandring. Nicolaj Bang er desuden landsformand for Konservative Studerende og var formand for Århus afdelingen i den tid, da vi genrejste den som en forening, der havde kulturkamp som et væsentligt fokus.

Århus-konservatismen har været i knæ. Den har fortjent det, for den var blevet pragmatik og ligegyldighed. Nu er det vendt. Den seneste meningsmåling giver C 10 % af stemmerne. Måske skyldes det at Marc Pereras genrejsning af Århus-konservatismen ikke alene er politisk men også en åndelig, national og kristelig konservatismes genrejsning. Man har lov til at håbe, og som kulturkonservativ har man ligeledes pligt til at støtte et sådant forehavende.

Det konservative rædselskabinet

Med fare for at blive anklaget for illoyalitet i en tid, hvor mange gode mænd kæmper en brav kamp i efterårskulden for Det Konservative Folkeparti, skal jeg alligevel ikke undlade at udstille det pinlige ideologiske niveau i partiets højeste organ. Landsrådet. Jeg håber naturligvis ikke at dette måtte have afgørende betydning for om folk rent faktisk vælger at stemme konservativt til valget, hvad jeg da i hvert fald selv har tænkt mig, og hvad jeg senere skal vende tilbage til.




Peter Norsk er naturligvis skrækeksemplet. Men jeg kan have meget sympati for at han som en af de få i partiet rent faktisk har et principielt standpunkt, omend dette principielle standpunkt er rædsomt. Selv ynder han tilsyneladende at kalde mig DF-konservativ, selv ynder jeg slet ikke at kalde ham konservativ.



Et Andet eksempel. Der var engang en nationalsindet forfatter, der hed Franz von Jessen. Hvordan relationen er mellem den forkæmper for den sønderjydske sag og denne hattedame er ikke til at sige, men stolt kan han ikke være.



Rene Offersen var en af de politikere, der var fremme i forbindelse med tørklædesagen. Her pudser han glorien i den københavnske stormoskesag, som vist alene er et juridisk spørgsmål for ham. Man kan mene om stormoske hvad man vil, personlig har jeg ikke i politisk forstand noget i mod det. Men denne selvforherligelse, påråben sig af tolerance, Rene Offersen troens ridder. De onde er slet ikke fundamentalistisk islam men DF der ikke anerkender den teknologiske fremgang i så fremsynede bevægelser som Hizbollah...



Ja... ingen kommentarer.... Sikke en dejlig dag det er idag...

Der var mange lyspunkter. Marc Perera Christensens tale om integration, konsekvens og kultur, den tidligere KU formand Jacob Hedegaards tale om moral og politik, den Københavnske lokalpolitiker Rasmus Jarlovs altid fornuftige strammerkonservatisme, Naser Khaders opgør med relativismen og sidst men ikke mindst Connie Hedegaards fremragende konservative tale om arv, pligt, ansvar og visioner.

Men alt i alt. Gammel konserves på nye dåser.

Gud eller afguder II

I en tid hvor dette at leve sit liv, for de fleste synes umiddelbart forståeligt, kan man derfor spørge, hvad man skal med ordet Gud? Er kristendommen en tale om mennesket, livet og dets eksistens, hvorfor så Gud? Spørgsmålet kan stilles således:

”…hvordan kommer man til troen på Guds tilværelse? Er livets krav ikke nok, skal der en Gud til for at give det autoritet?”

For at besvare det må man først slå fast, at religion er et grundvilkår for mennesket. Olesen Larsen skriver:

”…gudenavnene forgår, men religionen består, for religionen er forholdet til verden, når verden er andet og end det rent faktiske, når vi som mennesker finder os selv i den og finder en for os forståelig mening med den. Og der er simpelthen ingen, der kan blive stående ved det rent faktiske”

Religion er noget mennesket skaber, når det skaber mening i verden, for meningen ligger ikke i de bare kendsgerninger, og intet menneske kan være foruden mening. Religionen er således menneskets skabelse af en guddom i sit eget billede. Kristendommen derimod er et angreb på guddommeliggørelsen af verden, den er med andre ord en radikal frakendelse af al mening, vi selv søger at skabe i tilværelsen. Kristendommen er Gudsfornægtelse!

”fornægtelse af denne verdens Gud, og når man vil forestille sig noget ved Gud, gøre sig et billede af Gud, opfatter Gud, som et noget, en genstand…er det ikke mærkeligt, at man finder at ordet Gud i kristelig forstand er det tommeste af alle ord”

Ateistens (og agnostikerens og andre religiøses) ophøjelse af livet som alt for mennesket, er netop at tillægge livet den altafgørende mening. Men livet er ganske uden mening!

Det indledende spørgsmål for Olesen Larsen er hvad vi dvs. kristne mener når vi siger Gud.

Her er svaret, at vi slet ikke kan tale eller sige noget om Gud, vi kan ikke besidde Gud. Ordet Gud er kristeligt set et nødråd. ”Gud er aldrig ”positivt”, men kun ”negativt” tilstede, idet der nemlig spørges efter ham…Det spørger efter Gud af den simple grund, at det ingen Gud har, og det har ingen Gud, hvis det ikke har denne verden som sin Gud….Objektivt er Gud slet ikke Gud. Gud er kun til som subjekt, og subjekt er Gud, når mennesket søger ham som skaberen og herren, når dets forhold til ham ikke er at have ham, men at haves af ham.”

Livet får derved mening idet livet er givet mening ikke af mennesket men af Gud. Mennesket bliver kun ved at henvise til Gud sat fri til at være menneske, det vil sige leve ikke som nøgtern iagttager af en virkelighed, som det føler sig sat udenfor og hævet over, men som et eksisterende menneske. Altså kun ved at hente tilværelsesforståelse, eller rettere at modtage tilværelsesforståelsen i Gud, kan mennesket være menneske og ikke selv Gud. Valget er aldrig mellem religion og ateisme, men mellem Gud og afguderne.

Hvordan kommer man så til Gud? Hvordan kommer man som moderne menneske, der tager videnskaben viden om verden, og dermed den meningsforladte verden til efterretning?

Det gør man ikke. Der er ingen vej fra det ene til det andet. Foruden troen, dvs. at ville forstå os selv som mennesker, hvis tilværelses mening er blevet os sat for af Gud, altså med andre ord om vi vil spørge efter Gud, haves af ham, og dermed give afkald på at besidde ham. Vil vi med Olesen Larsen ord ”virkelig vedkende os livet i dets uforsørgede tilstand, i usikkerheden og bekymringen – så er Gud forsørgeren”

Eller sagt med eftertryk: ”Om jeg virkelig vil livet, så må jeg ville Gud, for Gud er den, der gør livet virkeligt”

Gud eller afguder I

I erkendelse af at ugen har syv dage, 5 af dem er arbejdsdage, en af dem ofte dedikerede til at sove længe eller have, fuldkommen uforskyldt, hovedpine, men den sidste sat som syvende dag, har jeg forsøgt at bruge dele af den dag på at læse nogle skrifter fra den store danske teolog K. Olesen Larsen. Ikke meget. Det er svær læsning. Men også alvorsfyldt kristelig tale som den må tage sig ud for en kristendom, der anerkender at virke i og indenfor men dog i trods for moderniteten.


En anledning hertil har også været at genopfriske mit kendskab til noget af den teologi, som har haft indflydelse på mig og den måde jeg ser verden på. Det har været så meget desto vigtigere al den stund, at kristendommen igen er blevet et stridsemne, og at jeg ofte har hørt udlægninger af kristendommen både fra dens apologeter og dens angribere, som på trods af at debatten vel skulle handle om kristendom, dvs.  forkyndelsen af den korsfæstede Kristus, i virkeligheden har været en debat mellem to parter, der begge har været enige om at forvrænge kristendommen. Det har ofte været som, at kampen om kristendommen har været præget af grupper, der egentlig ikke har haft kristendommen på sinde i diskussion, men er gået til denne med helt private dagsordener. På den ene side fromme kristne afgudsdyrkere, på den anden side ufromme ateistiske afgudsdyrkere, på den ene side konservative, der i forsvaret for kristendommen omformer og instrumentaliserer den, så den bliver til kultur og altid er såre gavnlig, på den anden side progressive der gør kristendommen til det oprindelige kulturelle syndefald. Denne tendens til sociologisk instrumentalisering af kristendommen er navnlig stærk hos konservative intellektuelle, og er så udbredt, at man selv på Tidehvervs sommermøde kan blive konfronteret med den. Olesen Larsen udtrykker det således:

”Kristendommens angribere og forsvarere er som regel i hvert fald enige om eet: om at forsvare sig selv overfor kristendommen”

Men hvorfor nu denne interesse i at forsvare sig selv overfor kristendommen? Fordi kristendommen er radikal udover enhver forstand. Om dette handler Olesen Larsens skrift ”Hvad mener vi med at tale om Gud?”

et budskab, f.eks. evangeliet, kan være forståeligt på to måder. Det kan være forståeligt fordi det siger det vi allerede mener i forvejen, det taler os efter munden og bekræfter os i os selv. Men det kan også være forståelig på en anden måde; det kan være en tale om den menneskelige eksistens som mulighed for selvforståelse. Selvom kirken i praksis finder sig godt tilrette med forståelighed i førstnævnte forstand, så er den kristne forkyndelse kristeligt forstået forståelig i den anden forstand.

Denne forkyndelse opsummerer Olesen Larsen på følgende måde:

”Der er nogle af os, der har forstået evangeliet som en tale om dette liv som det, hvorom alt drejer sig, øjeblikkets liv i ansvar for, hvorledes vi lever det i forholdet til vor næste. At leve vort liv og dø vor død. At forsage alle jordiske og himmelske drømme og nøjes med at være mennesker. Det givne liv som en fordring på os. Eller med et andet udtryk: At livet skal leves og ikke forklares”

Fortsættes...