Borgerlig Kurs 2010: Fri indvandring og kamp mod kristendom

Der er indlæg som man ikke ved om man bør skrive. Alene det at man har skrevet indlægget og at enkelte mennesker kunne finde på at læse det kunne jo medføre øget opmærksomhed på det, man skriver om, og måske er sagen i sig selv så ligegyldig, at den, hvis den på denne blog var forbigået i tavshed slet ikke ville indtage nogen plads i andres bevidstheder end de folk, der selv står bag sagen. Men alt det er jo taktik, og denne konservative skribent har ikke som nytårsforsæt at overveje hver enkelt tilbagelagt og planlagt skridt endsige at lade fornuft og moderation svække de nødvendige udsagns styrker. Så hermed:

De to borgerlige ungdomsorganisationer KU og VU, hvor flere af bloggens medlemmer, som det måttte være enkelte læsere bekendt, har et tilhørsforhold til den ene, har for jeg-ved-ikke-hvilken-gang truttet i den liberale trompet, råbt vagt i gevær og opløftet deres rustne ungløvestemmer i protest mod regeringen. Nuvel der er jo mange grunde til at protestere. Og når borgerlige ungdomspolitikere som udgangspunkt har som ærinde at påpege manglen på borgerlighed i den borgerlige regerings borgerlige politik og borgerlig visioner, så er det jo et projekt som enhver borgerlig må støtte op om.

Skulle man som borgerlig, endsige konservativ borgerlig, i udgangspunktet føle en snert af glæde ved usigten til VU og KUs symfoniske samspil lanceret under navnet Borgerlig Kurs 2010, vil man dog hurtigt blive skuffet over banaliteten, gentagelserne og den friserede pænhed i dette lidet imponerende opus. Intet nyt under solen. I virkeligheden er det snarere en opsamling af gamle rådne pubertærliberale pressesager, der har været fremme i årets løb og nu kan genfremsættes som en yderst fesen nytårsspøg.

Der er de gamle kendinge, som kan give håbefulde fremtidige direktører og evigheds stud. politer blanke længselsfulde øjne: Afskaf det progressive skattesystem (gaab) Gennemgribende arbejdsmarkedsreformer (Snork pyhhh) Gennemgribende velfærdsreformer ( Er i her endnu??) Opgør med forbudsstaten (… …)

Alt sammen meget fornuftig. Uden tvivl. Men ovenpå denne bund af fornuft kommer så en række radikale tiltag og her citerer jeg direkte fra udspillet:

Fri indvandring - Et opgør med osteklokkementaliteten
Frihed indebærer, at man kan slå sig ned og søge sin lykke, hvor man vil. Dette er ikke muligt for udlændinge at gøre i Danmark i dag. Som samfund må vi derfor undvære de initiativer og goder, som potentielle tilflyttere måtte bringe med sig, og det er en skam. Det ønsker vi, at gøre op med således, at alle, der kan forsørge sig selv, er velkomne i Danmark uanset nationalitet.

Ny værdipolitik - Adskil kirke og stat, og afskaffelse af kulturstøtte.
Danmarks fremtid bliver afgjort af de, der vinder det værdipolitiske slagsmål – og denne kamp er langt fra vundet. Vi ønsker et opgør med statslig finansierede kulturproduktioner, privatisering af bl.a. Danmarks Radio, samt en adskillelse af religion og politik – kirke og stat.


VU og KUs vision for samfundet er tilsyneladende et afkristnet indvandrerland med lav skat. Måske de kunne prøve Dubai, her er der lave skatter, sydøstasiatiske og palæstinensiske gæstearbejdere i hobetal og ingen kristendom, om så du ledte nok så grundigt.

Hvis ikke det var fordi vi kendte det hele alt for godt. Hvis ikke vi allerede 1000 gange var blevet konfronteret med de såkaldte ungkonservatives kristendomshad, der bl.a. fører til at de 51 % af salen, der går ind for adskillelse af kirke og stat sidder og tramper og hujer, når de har vundet afstemningen på landsrådet. Hvis ikke vi kendte til KU formandens forkærlighed for indvandringen, en egenskab han vistnok har tillært sig, da han arbejde som militærnægter på et integrationsprojekt i Voldsmose. Ja hvis ikke vi havde hørt denne sang igen og igen, og hvis ikke vi var overbeviste om, at det gudskelov er dybt og inderligt ligegyldigt hvad ungdomspolitiske sekter mener, og ikke var overbevist om at deres eneste eksistensberettigelse er deres evne til at fostre enkelte politiske, ideologiske og akademiske talenter, så var det lige før vi var gået ud af dette årti i et ondt lune.

Gudskelov er det hele jo bare pjat, og inderligt ligegyldigt. De der bliver valgt til noget, skal nok rette ind, sådan er karrierepolitikere nemlig og resten ender deres dage i erhvervslivet, hvor de nok kan have deres idealer intakt, men i øvrigt af frygt for profitten og fetaens eksportschancer holder deres synspunkter for sig selv. Hvor der ikke er god vilje tila t beskytte det borgerlige Danmark mod sit afkom, der er der heldigvis en lykkebringende kombination af ambition, mangel på evner og opportunisme, som nok med tidens fylde skal stoppe en sok i munden på de unge løver.

link: http://runek.dk/borgerligkurs.pdf

Blålys fra Det Konservative Folkeparti

Med en storstilet kampagne bryster Det Konservative Folkeparti sig af at have gennemført skattelettelser, der træder i kraft næste år. Det er også vældig fint at mellemskatten afskaffes og indkomstgrænsen for topskat hæves. Isoleret set er det faktisk en betydelig sejr.

Der er dog en bagside af medaljen. Mærkatet 'skattelettelser' er vildledende markedsføring og burde meldes til Forbrugerklagenævnet, der ellers burde afskaffes, men i dette tilfælde kunne gøre lidt gavn. Der er tale om en skatteomlægning, hvor skatten på arbejde, som det hedder på politisk nymanagementssprog, sænkes og en hel stribe miljø-, energi-, grønne, blå, gule, røde og cyklamefarvede afgifter hæves. Nogle afgifter som allerede er eksorbitant høje, men som alle danskere har vænnet sig til blot at ignorere og betale, og som det derfor er tid til at hæve helt op til et niveau der ikke er dækning for i Fremmedordbogen. Intetsteds er det så afgiftsbelagt at tage et bad, skylle ud i toilettet, tænde lyset eller skrue op for varmen som her til lands. Fra 2010 bliver det dyrere at "forurene". Ja tak, god morgen, må jeg bede om mine lyseblå, som Yvonne siger i Olsen-banden.

Det forholder sig nemlig så fikst, at givet det danske klima, er det bydende nødvendigt at bruge en hel del varme i de kolde måneder, der i år er påfaldende kolde, trods alt det grædekonevrøvl om global opvarmning, og således er vejen banet for politikerne. Beskatning af et oplagt skatteobjekt kan vi kalde det. Nøjagtigt som når biler beskattes. Intet tænkende menneske gider at tage bussen eller toget 15-30 km til arbejde, derfor tager alle bilen, og derfor beskatter politikere biler og brændstof ud i det ekstreme. Apropos bilerne tales der nu om roadpricing. Endnu et hæsligt fænomen, der kun har til formål at flå danskerne endnu mere. Der tales om at bilerne nu "skal til" at betale for at køre på vejene, der jo er "gratis" at bruge. Mage til ævl. Mere besindige typer taler om en omlægning og lægger samtidig ansigtet i de rigtige, Hilmar Baunsgaard-agtige folder, ser yderst troskyldige ud, og siger at en sådan reform naturligvis skal være "provenuneutral". Så gælder det om at kende sine pappenheimere og holde godt fast på tegnebogen.

I øvrigt bør den minioritet af danskerne, der rent faktisk har et produktivt arbejde, slet ikke arbejde mere. Her bør det indskydes at beskæftigelse i den offentlige sektor ikke er produktivt arbejde, i det det som bekendt ikke er vanskeligt at skaffe til lønnen. Den kommer, ganske simpelt, ved at sende trusselsbreve ud til andre, trykt på nydeligt gult papir påtrykt det (igen!) noget vildledende begreb "Skat". Ergo taler vi om den minoritet, der er beskæftiget i det tilstræbt private, halvt tålte erhvervsliv. De burde i stedet sørge for at deres børn, såfremt de har nogen, brugte noget mindre tid i institution og noget mere tid på at trampe i vandpytter eller på højtlæsning fra "Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla". Generationen med børnebørn burde bruge mere tid på dem, mere tid på at drikke kaffe, løse krydsord, høre plader med Jussi Björling eller på at plante smil og solskin.

Tilbage til skatten: Intet skal beskattes mere. Alt bør beskattes mindre. Mere kompliceret er det faktisk ikke.

Naturens revanche

Mens indlandsisens vandmasser angiveligt varmer op til at oversvømme alverdens kystbyer og en gang for alle bryde alliancen mellem vand og menneske, der har bestået siden civilisationens vugge i oldtidens flokulturer, samler alverdens ledere sig til krisemøde i København. Men om det, hvad du vil. Dette er et vendepunkt i menneskets forhold til naturen, der udtrykker en grundlæggende tvivl til modernitetens projekt.

Moderniteten har traditionelt været kendetegnet ved affortryllelsen af naturen. De nisser, alfer og ånder der selv i vores vestlige og kristelige verden stadig beboede skove og sten blev aflivet. Kulturen udbredte sit herredømme over naturen. Mørket trængtes tilbage. Den gamle dæmoniske nisse blev domisticeret af kulturen og gjort til selveste lysfestens hjælpetrop. H.C Andersen udtrykker skellet og interaktionen mellem natur og kultur i Grantræet, hvor et græntræ i skoven intet højere ønsker sig end at blive et fint smykket juletræet. At blive kulturaliseret.

Hvor mennesket før moderniteten levede i og med naturen, blev dets forhold til naturen i moderniteten bestemt af formålsrationaliteten, og hvor naturen unddrog sig denne var det netop som kultur. Den danske bøgeskov, den romantiske have alt sammen blev det kulturaliseret. Det blev naturens mest autentiske udtryksformer som fik kulturel værdi, mens naturen som helhed blev underlagt nyttelæredoktriner, indfanget, indhegnet og udnyttet.

Med klimatopmødet omslaget i forholdet foreløbigt kulmineret. Naturen har nu gjort sin relevans for mennesket gældende igen. Den har igen vist sig fra sin farligste side, har brudt guldaldermaleriets forgyldte ramme og igen gjort sig til bærer af angsten og frygten i den menneskelige tilværelse. I den kolde krig troede vi, at det var kulturen, der ville gøre en ende på os, efter den kolde krig troede vi at intet kunne gøre en ende på os, nu er vores dommedagsvision bestemt af naturen. Syndfloden er igen en grundmyte.

Det er modernitetens formålsrationalitet, der har bragt os hertil. Naturen blev et middel til noget andet, nu viser det sig, at der måske er konsekvenser ved at anvende dette middel. Naturen har ikke villet lade sig reducere til middel. Den sparker igen og truer os med enden, druknedøden. Den pagt natur og kultur indgik i Mesopotamien er opsagt efter mange års ensidighed. Naturen viser sig ikke alene at være vores vugge men også vores grav. Den afkræver reverens af menneskehedens ledere, underkastelse. Nu er det ikke længere os der udretter floder og nedhugger skove, men naturen der fortæller os, at vi skal afmontere fabrikker og lade flyene blive på jorden.

Vi kan elske eller hade denne udvikling, og trække på skuldrene af Hopenhagen. Men noget er sket, noget grundlæggende er forandret. Moderniteten har taget endnu et skridt imod sin egen selvbetvivlelse.

Juletilbud på Årsskriftet Critique

Det fremragende konservative Årsskrift Critique har et tilbud til alle konservatismehungrende sjæle, som her skal viderebringes pga. det slående personsammenfald mellem dele af bemeldte årsskrifts redaktion og denne reaktion.

Julen nærmer sig og på Årsskriftet Critique er vi meget traditionsbevidste. Derfor lancerer vi et specielt juletilbud, så man frem til d. 20 dcember kan købe årgang 1 & 2 af Årsskriftet Critique til en samlet pris af 175 kr. Men skynd dig, for årgang 1 er allerede næsten udsolgt. Årsskriftet Critique I og II indeholder artikler af bl.a. Connie Hedegaard, Brian Mikkelsen, Kasper Støvring, Kai Sørlander, Jesper Langballe, Søren Hviid Pedersen, Jon A.P Gissel og mange flere. Du kan læse om 1. og 2. årgang her: http://critique.ksaa.dk/arsskriftet-critique/

For Bestilling:

skriv til: chr_h_skov@hotmail.com

eller skriv til

Konservative Studenter i Aarhus

Wilstersgade 10,st

8000 Århus C

husk at anføre navn + adresse i bestilling.

Indbetal beløb på

reg. nr: 5074

kontonr: 122189-4

Anfør Critique + dit navn på indbetaling.

Dialog med en fårekylling

For nyligt talte jeg med en fårekylling. Jeg mødte den ude i universitetsparken og til min store overraskelse havde den trodset vinterkulden og nød nu en af de sjældne solskinstimer. Endnu større var min overraskelse da den råbte mig an. Høflig som jeg er hilste jeg pænt på den. Den hilste ikke igen. Det var måske forventeligt. Fårekyllinger er væsener af få ord. Da jeg var på vej til igen at gå begyndte den at tale.

”jeg er min egen, og jeg hilser ikke når du hilser. Hilste jeg når du hilste, da ville jeg have reduceret min tilværelses til blot at være en funktion af andre menneskers handling overfor mig.”

Jeg svarede fårekyllingen, at jeg synes den var en kende uhøflig. Den hoppede og gav en saltomortale, og fortsatte.

” Høflighed kan være meget godt. Men hvis den ikke udspringer af min egen vilje, da er den bare konformitet. Jeg var høflig, da jeg råbte dig an. Det var min måde at hilse på. Min vilje blev til ord og det ord gik ud til dig. Mit ord udsprang af min vilje, jeg valgte ordet og ordet var derfor godt. Det var høfligt at mig at lade ordet gå i din retning”

Mildest talt målløs over den aggressive fårekylling, forsøgte jeg at svare, at jeg synes den var lidt indbildsk. Høflighed udspringer vel af en norm, der går forud for den enkelte, og den enkelte er høflig i det omfang han lever op til normen. Da Fårekyllingen hørte dette slog den to saltomortaler og så meget fortørnet ud.

”den høflighed du omtaler er en høflighed, der ikke beror på dig selv, den er ren underkastelse. Nok vælger du selv underkastelsen, men din handling relaterer du til en norm, du ikke selv har valgt. Kun der hvor du selv vælger din norm, selv i kraft af dig selv og kun beroende på din egen suverænitet over dig selv kun da handler du moralsk. For din moral er et produkt af din frihed og enhver underkastelse under normen, er at deponere sin frihed på ubestemt tid hos noget udenfor dig selv. Du dåre. Som frit menneske beror du på din egen autonomi, fornuften binder dig ikke, moralen binder dig ikke, al moral og al fornuft er udslag af valg, der ligger forud for det valgte kun handlingen i sig selv er i øjeblikket meningsfyldt”

Jeg skulle til at sige et eller andet, men ærlig talt forekom situationen mig i stigende grad akavet. Fårekyllingen fortsatte.

”Jeg er min egen moral, jeg er min egen samvittighed og kun jeg kan hive mig selv op ved håret og kun i det omfang, jeg er tro mod dette er jeg egentlig tro mod noget. Troen går ikke i retning af troskaben eller noget substantivisk eller en på anden måde objektiveret handling. Kun jeg som handlende væsen er mit udgangspunkt.”

Fårekyllingen holdt igen, men fortsatte så

”jeg vil vælge at betro dig noget. I virkeligheden er jeg en græshoppe. Alt hvad jeg gør kalder i slet, mig og mine 100.000 brødre flyver fra mark til mark og bringer med os ødelæggelse. Vi spiser jeres afgrøder og formørker jeres himmel. I sprøjter gift på os, og glæder jer over jeres resultater. I virkeligheden er alt, hvad vi gør godt. For alle som en har vi valgt ødelæggelsen som vores vej, vi er ikke bundet af noget men lever af frugten af jeres arbejde. Måske i ikke bryder jer om det, men godt må det være for vi har valgt det.”

Jeg spurgte græshoppen: ”er det ikke underligt i alle vælger det samme?”
Græshoppen svarede: ”nej. Vi har alle som en valgt det. Vi er frie. Derfor er vi både græshopper og fårekyllinger”

Jeg trådte på græshoppen til den kvastes og sagde:

”Du er ikke fårekylling, men græshoppe. Du kan ikke være begge dele. Din frihed er en illusion, intet udretter du, som ikke alle dine brødre også udretter. Du er ikke din egen samvittighed, men stiller dig uden for den samvittighed, der ikke stryger dig med hårene. Du flyver fra mark til mark og lever af frugten af andres arbejde. Du har valgt det, men dit valg gør ikke det slette godt, handlingen sætter ikke normen, men dømmes efter normen, der allerede er udsagt og som du da enten kan være tro eller utro imod. Kun der ligger dit valg."

Det fjerne og det nære

Klimatopmøde. EU-kommission. Obama, der forresten kommer til København. Hip, hip, hurra! Afghanistan. Exit-strategi. Pakistan. Kvinders rettigheder i den tredje verden. Reformbestræbelser i Iran.

Det fjerne. Vi lever alle i globalismens malstrøm. Det såkaldte verdenssamfund, hvor blikket er indstillet på uendeligt. På en gang mangfoldigt og konformt. Afgrundsdyb forskel på Danmark og Ghana, men begge steder tager det ikke mere end et kvarter at skaffe en Coca Cola eller en karton Marlboro. Siges der.

Den kreative klasse er global. Krydser grænser i et væk, har flygtige venner fra dusinvis af lande på Facebook. Er man tilstede på Facebook? Den kreative klasse er grænseløs i sin solidaritet. Har mere til fælles med fagfællen et par tusind kilometer borte, end med mekanikerlærlingen og - i parantes bemærket - landsmanden rundt om hjørnet. Er man endelig solidarisk, dette i øvrigt misforståede begreb, er man det helst med den tredje verden. Navnlig med kvinderne, det er ikke kun hos os de savner rettigheder og muligheder. Det kniber lidt mere med de tavse, de forknytte, der bare sulter og mangler tag over hovedet. Dem er der ikke megen glamour ved.

Den kronisk dårlige samvittighed går også hånd i hånd med al det der klimablålys. Eskatologiske forestillinger har altid været populære hos de frelste typer, der altid er ved at gå til af bekymring. For tredive år siden var det en forestående istid, nu er det det samlede klima der er truet af opvarmning. Selve vores eksistens er truet. Det veksler lidt, hvad der har været på mode siden Malthus: Freon, overbefolkning, udstødningsgasser, biodiversitet, hvalerne, neutronbomben, epoxy. Fortsæt selv listen, eventuelt assisteret af en videnskabsmand. Lige om lidt er festen forbi, Titanic rammer isbjerget alt imens den vestlige verden spiller kort i rygesalonen på første klasse, og den tredje verden knokler i kedelrummene. Vi må sadle om, tage os sammen, spytte i næverne og give hinanden hånden på nogle håndfaste klimaløfter. Husk det!

At have rod. At høre til et sted. At passe sig selv, sine egne og sit eget. At vedkende sig grænsen mellem det nationale og internationale, selvom nogen ihærdigt prøver at viske den væk. At se forskel på en landsmand og en fremmed. At slippe ængsteligheden, og gå ud i verden og synde tappert. At lade kirkeklokkerne kalde til kirke, for at høre budskabet om syndernes forladelse, fremfor at lade dem kime i anledning af menneskelig selvovervurdering, babelstårnsbyggeri og dommedagsprofeti. Dommedag er det for så vidt hver dag, og dommen over os lyder at vi alle, hver og en, er en synder der gør ret i at tro på syndernes forladelse. Simpelthen at leve i denne enkle opbyggelighed.