Krarup og Langballe
Der er meget godt at sige om Søren Krarup og Jesper Langballe.
Måske skal man lige afrunde fætterskabet først. Det er nemlig (for) let at slå Krarup og Langballe sammen i en ligning. De mener tit mere eller mindre det samme og bakker hinanden op i forskellige situationer, hvor de skiftes til at stå forrest i stormvejret. De har begge været engagerede deltagere i en lang række samfundsdebatter de seneste halvtreds år, Krarup udgav sin første bog i 1960, de blev begge indvalgt i Folketinget i 2001 for Dansk Folkeparti, og har begge meddelt at de ikke genopstiller ved næste valg. Utrætteligt har de taget en masse tæsk for nogle synspunkter, der enten har lidt nederlag, eller hvis gennemslagskraft har været 25 år undervejs.
Der er dog også forskelle. Langballe trives langt bedre i rollen som folkevalgt end Krarup, måske fordi han, inden han fik embede som sognepræst, arbejdede som journalist. Af og til virker det i hvert fald på Krarup som om embedet som folketingsmand er som en kugle om benet. I den mundtlige polemik, ordstriden, fremstår Langballe ofte skarpere, mindre docerende og belærende end Krarup, der dog fremstår en tand bedre på skrift. Selv i teologiske spørgsmål virker Langballe skarpere end Krarup, for tiden. Var man til Tidehvervs sommermøde i det forgangne år kunne man opleve det ved selvsyn. Det var vi nogle stykker der blev noget overraskede over.
Fælles for dem begge er det at indsatsen i samfundsdebatten har været lang- og vidtstrakt. Krarup har skrevet en masse bøger, som langt flere, navnlig dem der tror de ved hvad han mener, burde gøre sig selv den tjeneste at læse. Begge har de engageret sig i talrige stridsspørgsmål: Behandlersamfundet, revselsesretten, EF og EU og ikke mindst flygtninge- og indvandrerpolitikken, for blot at nævne nogle overskrifter.
Det er dog vist ikke helt urimeligt at påpege en vis tomgang hos dem begge, de senere år. Det handler ufattelig meget om islam. Senest er Langballe blevet centrum for en forbitret strid om et debatindlæg i Berlingske Tidende. En strid der peger tilbage til et obskurt interview med Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, indspillet halvamatøragtigt i dennes køkken, og publiceret blandt andet på hjemmesiden Snaphanen. Både Lars Hedegaard og Jesper Langballe har sagt nogle grovheder, nogle upolerede ting om muslimer. Det er jeg for så vidt ligeglad med, det gør de så tit. For så vidt er der ikke noget galt med en offentlig debat, hvor der bliver udvekslet grovheder. De må stå for folks egen regning.
Det trættende består i at Krarup og Langballe, for at vende tilbage til posteringens udgangspunkt, forsømmer så mange andre vigtige indsatsområder i den offentlige debat. Bevares: Polemikken om revselsesretten, der dukkede op for et års tid siden, trak dem begge frem til desværre mere at forsvare end uddybe et yderst relevant synspunkt, som de ellers turde være godt hjemme i. Men ellers er det småt med andet end islam, islam og islam.
Spørger man dem, det har jeg prøvet, siger de at ingen strid er vigtigere lige nu. Meget andet bliver lagt på hylden, og vi kan så glæde os til Krarups farvel til Folketinget, så vi kan få den bog om begrebet myndighed han har lovet os. Krarup og Langballe har begge skrevet passionerede pamfletter mod velfærds- og behandlerstaten. Spørger man indtil dette, højst nødvendige opgør i dag (jeg har prøvet), siger de at islam og indvandringen står højere på dagsordenen, og spørger man igen, måske lidt mere insisterende, vover de sig ud i nogle bortforklaringer, der får en til at mistænke dem for at være blevet partisoldater. Deres skelnen mellem 1970'ernes og 1980'ernes behandlersamfund og velfærdsstaten af i dag fremstår i hvert fald noget famlende. Krarup har endog sagt, for nylig, at et folkehjem - her skvattede han forhåbentlig lidt i begreberne - med en velfærdsstat ligefrem er ønskværdig. Her kan man trække et led fra den ligning, der ellers siger at navnlig Krarups synspunkter har været bemærkelsesværdigt konstante.
Anliggendet med denne postering er lige så meget at minde om, og dvæle ved, at et kulturkonservativt opgør rækker videre end kultursammenstødet mellem vesten og islam. Der ligger en bunke andre sager, som det værd at tage fat på. Fætrene har begge rundet 70, men virker dog begge vitale endnu, omend det kan forekomme i glimt. Det kunne være forfriskende hvis de havde modet til igen at tage velfærds- og behanderstaten ved vingebenet. Om ikke andet når de ikke længere repræsenterer det parti, der desværre omfavner den generøse velfærdsstat så meget, at luften nærmest trykkes endnu hurtigere ud af den. Det opgørs vigtighed kan i hvert fald ikke undervurderes.
Måske skal man lige afrunde fætterskabet først. Det er nemlig (for) let at slå Krarup og Langballe sammen i en ligning. De mener tit mere eller mindre det samme og bakker hinanden op i forskellige situationer, hvor de skiftes til at stå forrest i stormvejret. De har begge været engagerede deltagere i en lang række samfundsdebatter de seneste halvtreds år, Krarup udgav sin første bog i 1960, de blev begge indvalgt i Folketinget i 2001 for Dansk Folkeparti, og har begge meddelt at de ikke genopstiller ved næste valg. Utrætteligt har de taget en masse tæsk for nogle synspunkter, der enten har lidt nederlag, eller hvis gennemslagskraft har været 25 år undervejs.
Der er dog også forskelle. Langballe trives langt bedre i rollen som folkevalgt end Krarup, måske fordi han, inden han fik embede som sognepræst, arbejdede som journalist. Af og til virker det i hvert fald på Krarup som om embedet som folketingsmand er som en kugle om benet. I den mundtlige polemik, ordstriden, fremstår Langballe ofte skarpere, mindre docerende og belærende end Krarup, der dog fremstår en tand bedre på skrift. Selv i teologiske spørgsmål virker Langballe skarpere end Krarup, for tiden. Var man til Tidehvervs sommermøde i det forgangne år kunne man opleve det ved selvsyn. Det var vi nogle stykker der blev noget overraskede over.
Fælles for dem begge er det at indsatsen i samfundsdebatten har været lang- og vidtstrakt. Krarup har skrevet en masse bøger, som langt flere, navnlig dem der tror de ved hvad han mener, burde gøre sig selv den tjeneste at læse. Begge har de engageret sig i talrige stridsspørgsmål: Behandlersamfundet, revselsesretten, EF og EU og ikke mindst flygtninge- og indvandrerpolitikken, for blot at nævne nogle overskrifter.
Det er dog vist ikke helt urimeligt at påpege en vis tomgang hos dem begge, de senere år. Det handler ufattelig meget om islam. Senest er Langballe blevet centrum for en forbitret strid om et debatindlæg i Berlingske Tidende. En strid der peger tilbage til et obskurt interview med Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, indspillet halvamatøragtigt i dennes køkken, og publiceret blandt andet på hjemmesiden Snaphanen. Både Lars Hedegaard og Jesper Langballe har sagt nogle grovheder, nogle upolerede ting om muslimer. Det er jeg for så vidt ligeglad med, det gør de så tit. For så vidt er der ikke noget galt med en offentlig debat, hvor der bliver udvekslet grovheder. De må stå for folks egen regning.
Det trættende består i at Krarup og Langballe, for at vende tilbage til posteringens udgangspunkt, forsømmer så mange andre vigtige indsatsområder i den offentlige debat. Bevares: Polemikken om revselsesretten, der dukkede op for et års tid siden, trak dem begge frem til desværre mere at forsvare end uddybe et yderst relevant synspunkt, som de ellers turde være godt hjemme i. Men ellers er det småt med andet end islam, islam og islam.
Spørger man dem, det har jeg prøvet, siger de at ingen strid er vigtigere lige nu. Meget andet bliver lagt på hylden, og vi kan så glæde os til Krarups farvel til Folketinget, så vi kan få den bog om begrebet myndighed han har lovet os. Krarup og Langballe har begge skrevet passionerede pamfletter mod velfærds- og behandlerstaten. Spørger man indtil dette, højst nødvendige opgør i dag (jeg har prøvet), siger de at islam og indvandringen står højere på dagsordenen, og spørger man igen, måske lidt mere insisterende, vover de sig ud i nogle bortforklaringer, der får en til at mistænke dem for at være blevet partisoldater. Deres skelnen mellem 1970'ernes og 1980'ernes behandlersamfund og velfærdsstaten af i dag fremstår i hvert fald noget famlende. Krarup har endog sagt, for nylig, at et folkehjem - her skvattede han forhåbentlig lidt i begreberne - med en velfærdsstat ligefrem er ønskværdig. Her kan man trække et led fra den ligning, der ellers siger at navnlig Krarups synspunkter har været bemærkelsesværdigt konstante.
Anliggendet med denne postering er lige så meget at minde om, og dvæle ved, at et kulturkonservativt opgør rækker videre end kultursammenstødet mellem vesten og islam. Der ligger en bunke andre sager, som det værd at tage fat på. Fætrene har begge rundet 70, men virker dog begge vitale endnu, omend det kan forekomme i glimt. Det kunne være forfriskende hvis de havde modet til igen at tage velfærds- og behanderstaten ved vingebenet. Om ikke andet når de ikke længere repræsenterer det parti, der desværre omfavner den generøse velfærdsstat så meget, at luften nærmest trykkes endnu hurtigere ud af den. Det opgørs vigtighed kan i hvert fald ikke undervurderes.
posted by A.O. at 15:48
3 Comments:
Jeg er meget enig. De har efterhånden ikke andet end burkaer i hovedet, og det er lidt en skam. Dog skal det ang. Langballe siges, at han (tror det var sidste efterår) holdt et glimrende foredrag om St. St. Blicher på Aarhus Universitet. Her omtalte han ikke islam.
Det tror jeg gerne han gjorde. Naturligvis sker det, at de tager fat på andre spændende spørgsmål. Men det er for sjældent. Langballe forsvarede sig dog glimrende i gårsdagens Deadline:
http://www.dr.dk/odp/player.aspx?uniqueid=353717&mt=newstab&st=news_TVAvisen&furl=http%3A//www.dr.dk/odp/default.aspx%3Ftemplate%3Dnyhed%26guid%3DDR2201001242230%26autoplay%3D0%26back%3Ddefault.aspx%253ftemplate%253dnyheder%2526day%253d0
Alting taget i betragtning (f.eks. hans alder, hørelse, indebrændthed osv.) så gjorde han det glimrende i Deadline.
Og derefter burde alle de bizare ideer om at hans indlæg generaliserer over alle muslimer jo også være overstået.
Tilgengæld var DR-værten - (nu har jeg pludseligt glemt hans navn??) - helt i skoven.
Både i interviewet med Langballe, hvor han f.eks. ville blande "islamister" ind i æresdrab-sager. Men æresdrab har jo ikke noget med politisk islam at gøre, men der derimod et kulturelt fænomen. Og værten nærmest insisterede på at kværulere til det ulidelige om Langballe's indlæg, til trods for at Langballe jo klart afviste de mest perfide udlægninger som pressen har haft.
Og bedre blev det ikke med Wahid Pedersen. Nu har der vist aldrig været en meningsfuld debat med ham noget steds, men at invitere ham ind til at debatere islam vs. islamisme, når han starter med at sige at han ikke ved hvad islamisme er og ikke rigtigt anerkender at det giver nogen mening, ja det er jo ganske enkelt håbløst.
Og DR-værtens kendskab til emnet, eller evne til at sætte sig ind i forskellige fronters argumenter er tilsyneladende ikke-eksisterende, så Wahid Pedersen fablede løs på sædvanlig meningsløs vis, uden på noget tidspunkt at blive fastholdt eller blive stillet over for noget konkret.
Det var helt i skoven, og man krummede nærmest tæer undervejs. At se en vært i DR-flagskibet være så åbenlyst blank på årtiets vigtigste debatemne er for mig grænseoverskridende.
Send en kommentar
<< Home