Mit møde med fremtidens Danmark

I går havde jeg den store ære at være inviteret til at være debattør i en paneldebat arrangeret af Holstebros politiske ungdomsorganisationer. Da emnet var monarkiet og grundloven, tænkte jeg, at det skulle vel ikke være helt umuligt, og visse forbundsfæller havde jeg sikkert også med mig, antog jeg.

Det skulle vise sig ikke at være så. Jeg var oppe imod en SFU'er, en DSU'er, en RU'er og en VU'er. Alle var imod monarkiet, alle for en ændring af grundloven. Til de, der ikke er bekendt med min personlige holdning, kan det oplyses, at jeg meningsmæssigt ikke passede videre godt ind stående over for dette firkløver.

Jeg vil her fremlægge nogle tanker omkring de argumenter, der blev rettet imod mig, den enlige forsvarer af dansk historie, kultur og identitet - naturligvis på en stærkt polemiserende måde. Såfremt enkelte af enten debattører eller deltagere skulle falde over dette indlæg, håber jeg, at dette vil blive set som hårdkogt satire og gak og løjer. Alle i andre faste læsere ved, hvilket gemytligt sind, der gemmer sig bag mit maskuline og bombastiske, ja næsten truende, ydre.

Der startedes med en diskussion af, hvilken rolle monarkiet besad i Danmark i dag. I forhold til, hvor lille en rolle debattørerne tilsyneladende mente, det havde, var der megen pathos lagt i modstanden imod det. Jeg påbegyndte min snak om et statsoverhoved over partierne, kontinuitet og historisk bevidsthed, men kunne forstå på mine meddebattører, at de ikke havde brug for nogle af delene. Det gør det naturligvis svært for en konservativ historiker at kæmpe sin kamp, når historien ses som et overflødigt og helt igennem overstået kapitel, men bravt kæmpede jeg videre.

Da man nåede til at vurdere, hvorvidt der i fremtiden var behov for et kongehus, kom svaret, at de i udgangspunktet var dårlige forbilleder, fordi udvalgte elementer var grimme. Jeg husker det sådan, at empirien, der her blev grebet til, var grev Ingolf og dronningens tænder. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt over muligheden for at lade udvælgelsen af en præsident i en eventuelt kommende republik blive udvalgt på baggrund af X-factor-kriteriet eller en miss Danmark-titel, hvilket jeg godt kunne fornemme ville lyde for meget af dårlig forberedelse, hvis jeg indrømmede. Hvad jeg dog fik sagt, var, at jeg ikke havde et Billed-Blads-agtigt forhold til kongehuset. Jeg kunne have bidt min tunge af, da jeg havde sagt det, specielt fordi det efterfulgtes af DSU'erens slående argument, at bare fordi kronprinsen og kronprinsessen var smukke, så kunne deres børn jo altså godt blive grimme. Der måtte jeg indrømme mig sat til vægs. Det var en vanskelig en at skyde ned.

Al min snak om historie og kultur havde tilsyneladende forvirret en ung dame på forreste række. Hun spurgte, om jeg ikke gik ind for et multikulturelt samfund. Jeg tænkte en del over det og blev lidt forvirret over spørgsmålet. Mentes der, om jeg mente, at der var flere kulturer i Danmark, og det fandt jeg det dumt at nægte, så måske var det en fælde. Da jeg bad om at få det uddybet, blev jeg spurgt, om jeg gik ind for et multietnisk samfund. Jeg tænkte lidt i samme baner og tænkte, at det vel også var problematisk at nægte, at der var flere etniciteter i Danmark. Jeg kom derefter for skade at sige, at landet har en historie, som jeg vel mente, at man burde sætte sig ind i for at forstå landets institutioner, skikke osv., men endnu engang kunne jeg se, at historien var et farligt emne, hvis man skulle have forsamlingen på sin side.

Et interessant spørgsmål var, om jeg ikke fandt det moralsk forkasteligt, at visse mennesker arvede et embede. Dette havde nok været god latin før, men var det ikke nu - folk myrdede jo også jøder i gamle dage, og skulle man så gøre det igen. I sig selv har jeg nok aldrig set det meget beskæmmende i, at visse ting hænger fast ved byrd, da det giver et menneske pligter og en plads i samfundet. Og sammenligningen med jødedrab indrømmede jeg, at jeg fandt at være lidt ude af proportioner. Dette blev der ikke protesteret imod, og jeg fik lov til at forklare, at arvefølgen oprindeligt havde virket som en sikkerhed, netop fordi pligtfølelse bl.a. kunne være et produkt af arv, og at denne pligtfølelse fik statsoverhovedet til at se på det fælles bedste og altså se henover snævre partiinteresser. Spørgeren syntes måske ikke enig, men han fandt det tilsyneladende at være et vel nok hæderligt argument, og jeg glædede mig til den første lille sejr, men denne toges fra mig, da den argumentatoriske genistreg - citat-tricket - blev trukket frem. Jeg fik smidt Hørups sætning "Intet over og intet ved siden af Folketinget" lige i hovedet af en af meddebattørerne. I min iver efter at forsvare mig på en del andre områder nåede jeg ikke at spørge om, hvordan dette kunne kombineres med magtens tredeling - gjaldt dette også domstolene, og var det ikke problematisk, at den udøvende magt var helt og aldeles afhængig af folkerepæsentationen? Forvirringen var tiltagende.

Vi kørte langsomt over i en generel diskussion om grundloven. Jeg fandt vel, at jeg her var nogenlunde på hjemmebane, hvad jeg vel også havde regnet med, at jeg var, når det gjaldt monarkisagen, hvor jeg af de hårdtslående argumenter følte mig noget sat til vægs (Visse af kongehusets medlemmer er grimme, den må jeg huske).

Et godt argument i grundlovsdiskussionen var naturligvis, at partierne ikke stod nævnt i grundloven. Det var vel særdeles væsentligt, at medlemmernes forpligtelser over for partierne var nedfældet. Som jeg så det, måtte dette være i kontrast til § 56 ("Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere"). Jeg forsøgte mig med argumentet, at netop denne paragraf vel var den eneste, der sikrede en minimal grad af integritet i det danske politiske system. Jeg er ikke helt sikker på, at alle disse politiske spirer vidste, hvad jeg mente med "integritet". De så i hvert fald meget uforstående ud.

Taget i betragtning, at en professor i statsforfatningsret har udtalt, at det ikke er for juristernes skyld, at man skal ændre grundloven, da der om tolkningen af dennes paragraffer er opnået almindelig juridisk konsensus - noget der vel i høj grad sikrer retssikkerheden - fandt jeg det meget modigt, at det fra en af mine meddebattører (jeg husker ikke, om det var DSU'eren, SFU'eren eller RU'eren) blev hævdet, at den ikke kunne bruges juridisk, og at den derfor skulle skrives helt om i et klart sprog, så juristerne ikke skulle tolke, men bare læse, hvad der stod. Jeg forsøgte at argumentere for, at man næppe ville undgå juridiske tolkninger, og at juristeriets anarki næppe heller ville virke til stadfæstelse af retssikkerheden. Jeg husker det ikke sådan, at dette vandt udbredt gehør.

Jeg var nødt til at gå, lidt inden debatten var slut, men jeg måtte takke mange gange for en god oplevelse. Dette havde lært mig meget om, hvilke argumenter der går i det moderne Danmark (X-factor hot, historie not. Ændringer hot, traditioner not. Tankeflugt hot, virkelighedsfornemmelse not.)