Så kan vi lære det!
I hinne tider fandt mennesket på alle niveauer sin trøst hos Gud, der havde indstiftet standssamfundet. Bonden vidste, at i det hinsides ville velsignelsen være, og indtil da måtte han slide for magthaverne. Præsterne måtte i ydmyghed gå til Gud - både i boglig og i åndelig form - hvis tvivlsspørgsmål viste sig i deres gerning. Adelen, der var blevet givet sværdet af Gud, vidste, at det var i Hans navn, at de gik i leding og kæmpede mod den fjende, der ville nedbryde den Guds ordning, der var opbygget. Kongen, der bar sceptret, vidste, at det kun var ham til låns på Guds nåde, og Guds vrede ville ramme ham, hvis ikke han gik nidkært til sin gerning.
Gud var svaret!
Men dette ændrede sig. Igennem sekulariseringens store felttog - både i oplysningstiden og i den positivistiske tidsalder - sattes mennesket i Guds sted. Mennesket kunne bygge, mennesket kunne skabe, mennesket tog Guds scepter og satte sig på verdens trone og så sig selv stor nok til at råde over verden.
Med Titanics forlis og første verdenskrig beviste mennesket dog for sig selv, at det hverken var teknologisk eller moralsk guddommeligt. Det kunne imidlertid ikke selv se det. Historien om Babelstårnet havde gentaget sig og i den babyloniske forvirring efterfølgende forsøgtes alt fortsat i den forsigtige tro, at mennesket kunne virke til egen frelse. Fascisme, nazisme og kommunisme vandt indpas. I disse styreformer forsøgte mennesket i større eller mindre grad at finde den universelle verdslige sandhed, for hvis bare den menneskelige fornuft regerede og denne gang omstyrtede alt det gamle i stedet for at bygge på det, så skulle det nok gå altsammen. Katastrofen blev endnu en verdenskrig - endnu mere skånselsløs, mere hadsk, mere gennemført amoralsk end den forrige.
Efter 1945 blev de tilbageblivende totalitære systemer langsomt dovne. Det endte i autoritære styrer, hvor det, der skulle have været til velsignelse for menneskeheden, blev det for et minimalt antal mennesker på toppen af kransekagen.
Med murens fald troede vi os endelig fri fra disse totalitære bevægelser. Intet sted skulle igen denne tro på menneskets guddommelighed forblænde os. Og nu står vi her og kigger tilbage og indser, hvor dumme vi har været. Tænk at tro, at mennesket kan indtage Guds plads. Hvor var vi dog naive. Vi indså ikke, at der kun var én, som det var værd at vende sig imod, kun én der kunne frelse os fra denne vores dårskab, dumhed og naivitet. Vi ved alle, hvem der tales om uden, at navnet behøves nævnt: Den, som kan gøre selv den mest ugudelige venstreorienterede religiøs; den, der kan modtage hæderspriser alene pga. folkets tro på, at han sikkert... indenfor den nærmeste fremtid... på et tidspunkt... med tiden... kan sikre verdensfreden; den, der mirakuløst kan få meningsmålinger til at gå op og ned (mest ned) fra den ene dag til den anden.
Han er i sandhed en guddommelig skabning, denne Obama!
Gud var svaret!
Men dette ændrede sig. Igennem sekulariseringens store felttog - både i oplysningstiden og i den positivistiske tidsalder - sattes mennesket i Guds sted. Mennesket kunne bygge, mennesket kunne skabe, mennesket tog Guds scepter og satte sig på verdens trone og så sig selv stor nok til at råde over verden.
Med Titanics forlis og første verdenskrig beviste mennesket dog for sig selv, at det hverken var teknologisk eller moralsk guddommeligt. Det kunne imidlertid ikke selv se det. Historien om Babelstårnet havde gentaget sig og i den babyloniske forvirring efterfølgende forsøgtes alt fortsat i den forsigtige tro, at mennesket kunne virke til egen frelse. Fascisme, nazisme og kommunisme vandt indpas. I disse styreformer forsøgte mennesket i større eller mindre grad at finde den universelle verdslige sandhed, for hvis bare den menneskelige fornuft regerede og denne gang omstyrtede alt det gamle i stedet for at bygge på det, så skulle det nok gå altsammen. Katastrofen blev endnu en verdenskrig - endnu mere skånselsløs, mere hadsk, mere gennemført amoralsk end den forrige.
Efter 1945 blev de tilbageblivende totalitære systemer langsomt dovne. Det endte i autoritære styrer, hvor det, der skulle have været til velsignelse for menneskeheden, blev det for et minimalt antal mennesker på toppen af kransekagen.
Med murens fald troede vi os endelig fri fra disse totalitære bevægelser. Intet sted skulle igen denne tro på menneskets guddommelighed forblænde os. Og nu står vi her og kigger tilbage og indser, hvor dumme vi har været. Tænk at tro, at mennesket kan indtage Guds plads. Hvor var vi dog naive. Vi indså ikke, at der kun var én, som det var værd at vende sig imod, kun én der kunne frelse os fra denne vores dårskab, dumhed og naivitet. Vi ved alle, hvem der tales om uden, at navnet behøves nævnt: Den, som kan gøre selv den mest ugudelige venstreorienterede religiøs; den, der kan modtage hæderspriser alene pga. folkets tro på, at han sikkert... indenfor den nærmeste fremtid... på et tidspunkt... med tiden... kan sikre verdensfreden; den, der mirakuløst kan få meningsmålinger til at gå op og ned (mest ned) fra den ene dag til den anden.
Han er i sandhed en guddommelig skabning, denne Obama!
posted by J. W. at 08:57
3 Comments:
Er dette indlæg ikke postet et år for sent? Der er jo ingen der har denne illusion (eller opfører sig således) i dag her et år efter.
Jeg er af den klare overbevisning, at det var så farligt et stunt at have så stor tillid til en mands mirakuløse evner, at det er ganske glimrende, at det bliver påpeget endnu engang.
I øvrigt mener jeg faktisk, at det netop kommer i det rette øjeblik, da det - særligt med den i nat overståede tale til nationen og reaktionen på den - er på tide at se tilbage og navnlig lære af det blinde idoldyrkeri, manden er et produkt af.
Enig med både budskabet af indlægget og Mathias Kirkegaard.
Naturligvis skal vi opfølgende være kritisk overfor den gudedyrkelse, som venstrefløjen ofte bringer til torvs, men det er en gammel profeti.
Jeg savner svaret på, hvordan vi undgår det i fremtiden?
Send en kommentar
<< Home