Under konservativt bekvemmelighedsflag

Hvad er konservatisme og hvad tilsiger konservatisme os at gøre. På det seneste har jeg oplevet at alene dette spørgsmål kan opfattes kættersk. Er man som jeg selv knyttet til en politisk organisation, der i egen selvopfattelse er bundet sammen af konservatisme, er det ikke god tone at hævde, at noget denne organisation foretager sig slet ikke er konservativt, ej heller er det god tone at hævde, at personer, der har holdninger, som ikke med andet end meget god vilje kan kaldes konservative, ikke er konservative.

Gør man det, monopoliserer man nemlig konservatismen, og tildeler sig selv en almagt til at definere forskellen på konservativ ret- og vantro. Dog. Logisk må det være sådan, at hvis konservatismen overhovedet er et meningsfuldt begreb, så er det også et afgrænset begreb. Ikke begreber, der siger noget bestemt om noget og hvis indhold altså ikke er vilkårligt. Et begreb opstår i vores menneskelige undersøgelse af tilværelsen. Det er et mærkat, vi hæfter på et fænomen som vi oplever. Fænomenet er da ikke lig begrebet, men begrebet er et forsøg på at indfange dette fænomen i sproget, så vi kan udtrykke det. Når det nu forholder sig sådan, hvorfor er det så alligevel kættersk at hævde, at der findes folk, der kalder sig konservative, som slet ikke er det.

En årsag kan selvfølgelig være, at man ikke opfattes som kvalificeret til at afsige en sådan dom. At det altså er en selv, der står på den forkerte side af begrebet, og en selv, der slet ikke er konservativ. Dette vil under alle omstændigheder være en hyppig anvendt argumentationsform i en sådan organisation. Det er også et argument, der ikke kan afvises på forhånd. Derfor er det nødvendigt meget kort at præcisere, hvilken konservatisme undertegnede har gjort sig skyldig i at forsøge, med en modstanders ord at ”ekskommunikere”.


Den ”konservatisme” – lad os foreløbigt kalde den det – som jeg tager anstød af, er en ideologi, der tager sig udgangspunkt i en kontraktteoretisk samfundsopfattelse. En ideologi, der altså i sit metodologiske udgangspunkt er individualistisk og som forestiller sig samfundet som en pagt, hvor individet ved denne pagtindgåelse tildeles visse rettigheder. I en anden form kan disse rettigheder gå forud for samfundspagten, hvorfor statens legitimitet kommer til at afhænge af dens vilje og evne til at respektere disse menneskerettigheder. Det er en ideologi, som ikke finder nogen grund til yderligere at argumentere for sådanne rettigheder. De er i enten den ene eller anden form selve det aksiomatiske udgangspunkt. Det er derfor også en ideologi der identificerer disse rettigheder som negative rettigheder også kalder frihedsrettigheder. Menneskets frihed er frihed fra tvang, hvorfor staten i udgangspunktet er et overgreb. I kraft af individualismen og dennes frihed bliver også kollektiver såsom nation og kultur sat i baggrunden. I bedste fald bliver kultur noget, som individet kan begive sig af med, hvis det lyster, i værste fald bliver netop den kulturelle binding identificeret som et tvangsbånd, individet må gøre op med. Hvor altså kultur dømmes ude, forsvinder også ideen om en normativ fælles forståelsesramme mennesker imellem. Moral bliver et spørgsmål om at vælge, hvad man vælge vil. Kun krænkelsen af friheden og dermed af det handlende subjekt bliver i absolut forstand umoralsk. Tilværelsen er i den forstand, noget man vælger og ikke noget man tildeles.

Dette er hvad, der i disse kredse går under navnet konservatisme. Helt entydigt er dette dog en beskrivelse af klassisk liberalisme, og man kan derfor igen rejse spørgsmålet, hvordan kan dette kaldes konservativt? Og hvilken konservativ ville man være, hvis man accepterede dette som konservatisme.

Vi står med to muligheder. Enten er konservatisme det just beskrevne eller også er det, hvad der gængs forstås ved konservatisme. Dette er enten eller muligheden. Det ene udelukker det andet, og da er der egentlig kun hykleriet til forskel på om man eksplicit afviser det ene standpunkt som ikke konservativt, eller om man blot gør dette implicit ved at hævde det ene på bekostning af det andet.

Den anden mulighed er et både-og. Her kan konservatismen både betegne det ene og det andet. Dette er konsensusløsningen. Den man griber til, når man ønsker den gode tone bevaret og enhed om forskellighed. Denne er dog logisk uholdbar idet den ene ”konservatisme” jo som begreb indeholder en afvisning af det andet. Enten-eller ligger allerede deri, at konservatismen som begreb er udifferentieret fra andre begreber. Vi kan med andre ord ikke både tale i radikale individualistiske termer og taler i konservatismens kulturalistiske termer.

De to muligheder er i virkeligheden en, og denne mulighed er et valg, et enten-eller. Der kan ikke sejles under konservativt bekvemmelighedsflag, selvom det gavner den politiske karriere.