Den rette tone
Ethvert menneske med holdninger og viljen til på trods af disse holdningers ringe karakter, det manglende intellekt bag holdningerne - ja disse holdningers kun alt for tydelige fejlagtighed -at kæmpe for sin sag vil opleve, at han i forsvaret for disse holdninger udsættes for beskyldninger for at udøve attentat mod den rette tone eller den gode stemning. Dette er vel navnlig tilfældet, når man har den glæde at færdes i de frelstes kredse, hvor de rigtige meninger er netop den lim, der holder temperamenterne sammen.
Nuvel ingen vil vel være ham der i en hellig forsamling, siger de mest uhellige ord såvel som kun det ufornuftige og impulsive barn vil afsløre kejseren mangel på klæde.
Opfordringen til at tænke på tonen er altid opfordringen til i den gode stemnings navn at glemme sagen. Eller det er opfordringen til at stille sig udenfor opgøret. Tage to skridt bagud og komme med fornuftige objektive, afmålte, velovervejede betragtninger, som var man ikke selv en del af sagen og som om denne sag intet betød. Kravet er at man skal være voldgiftsdommer for i sin egen konflikt.
Opfordringen til at holde den gode tone i hævd er altid opfordringen til at forråde sagen eller værre; forråde den virkelighed, hvor situationen altid er den, at du står med begge ben midt i moradset, at din kamp netop er din, fordi du står i den og derfor er bundet til subjektiviteten som et grundvilkår.
Under heftig beskydning fra de hellige for sin særdeles uhellige opførsel er det måske værd at lade en andens ord falde. Præsten Tage Schack har udtrykt det godt. Selv blev han kort før befrielsen likvideret af HIPO folk, da han ikke ville besmykke sin begravelsestale til en afdød landsforræder, men blot sige, hvad der kristeligt set måtte siges i situationen.
"Den rette Tone" er altsaa usaglig, d. v. s. den skyer den ubehagelige Virkelighed som Pesten. Det er som Regel meget daarlig Tone at gøre opmærksom paa, hvordan Sagen virkelig forholder sig. Man trøster sig med, at Ord har en selvstændig Værdi, selv naar de intet har med Virkeligheden at gøre”
”Personlighedsspaltning: det er Resultatet af Iveren efter "den rette Tone"; Løgn kort sagt; en stadig voksende Kløft mellem det talende og det eksisterende Menneske. Og man maa huske, at "den rette Tone" glemmes heller ikke, naar man forhandler med sig selv. Derfor kan det godt siges, at Interessen for "den rette Tone" gør os ikke blot usaglige, men ogsaa upersonlige”
”Den rette og gode Tone er, set fra dette Synspunkt, at ligne ved de kalkede Grave, der synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde Ben og al Urenhed: Bitterhed, Vrede, Ligegyldighed overfor vor Næste. Man har kun det at trøste sig med, at "den rette Tone" er bevaret.”
”Derfor er der i Grunden kun een Ting at sige om "den rette Tone": Lad os kaste den over Bord! Lad os tabe al Interesse for den!... Vi kender alle Iveren for at træffe den rigtige Tone: "Hvad mener min Sidemand? Hvad mener Partiet?" Det er Milieuets Luft og Tone, Milieuets Lunhed og Betryggelse, som man søger efter. Den bagved liggende Aarsag er Fejghed, ikke i dens grovere Former, men i dens finere - som Angsten for en personlig Indsats, for at prisgive sig selv, saa Mennesker maaske ser eller aner, at man ikke har de rigtige Meninger,…”
Ja i gamle dage bad vi, fri os fra det onde. I dag synes luften så fuld af frelsthed og fromehd, at vi må ændre ordene til fri os fra de fromme og til helvede med de hellige - og lad os da så komme til sagen.
Nuvel ingen vil vel være ham der i en hellig forsamling, siger de mest uhellige ord såvel som kun det ufornuftige og impulsive barn vil afsløre kejseren mangel på klæde.
Opfordringen til at tænke på tonen er altid opfordringen til i den gode stemnings navn at glemme sagen. Eller det er opfordringen til at stille sig udenfor opgøret. Tage to skridt bagud og komme med fornuftige objektive, afmålte, velovervejede betragtninger, som var man ikke selv en del af sagen og som om denne sag intet betød. Kravet er at man skal være voldgiftsdommer for i sin egen konflikt.
Opfordringen til at holde den gode tone i hævd er altid opfordringen til at forråde sagen eller værre; forråde den virkelighed, hvor situationen altid er den, at du står med begge ben midt i moradset, at din kamp netop er din, fordi du står i den og derfor er bundet til subjektiviteten som et grundvilkår.
Under heftig beskydning fra de hellige for sin særdeles uhellige opførsel er det måske værd at lade en andens ord falde. Præsten Tage Schack har udtrykt det godt. Selv blev han kort før befrielsen likvideret af HIPO folk, da han ikke ville besmykke sin begravelsestale til en afdød landsforræder, men blot sige, hvad der kristeligt set måtte siges i situationen.
"Den rette Tone" er altsaa usaglig, d. v. s. den skyer den ubehagelige Virkelighed som Pesten. Det er som Regel meget daarlig Tone at gøre opmærksom paa, hvordan Sagen virkelig forholder sig. Man trøster sig med, at Ord har en selvstændig Værdi, selv naar de intet har med Virkeligheden at gøre”
”Personlighedsspaltning: det er Resultatet af Iveren efter "den rette Tone"; Løgn kort sagt; en stadig voksende Kløft mellem det talende og det eksisterende Menneske. Og man maa huske, at "den rette Tone" glemmes heller ikke, naar man forhandler med sig selv. Derfor kan det godt siges, at Interessen for "den rette Tone" gør os ikke blot usaglige, men ogsaa upersonlige”
”Den rette og gode Tone er, set fra dette Synspunkt, at ligne ved de kalkede Grave, der synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde Ben og al Urenhed: Bitterhed, Vrede, Ligegyldighed overfor vor Næste. Man har kun det at trøste sig med, at "den rette Tone" er bevaret.”
”Derfor er der i Grunden kun een Ting at sige om "den rette Tone": Lad os kaste den over Bord! Lad os tabe al Interesse for den!... Vi kender alle Iveren for at træffe den rigtige Tone: "Hvad mener min Sidemand? Hvad mener Partiet?" Det er Milieuets Luft og Tone, Milieuets Lunhed og Betryggelse, som man søger efter. Den bagved liggende Aarsag er Fejghed, ikke i dens grovere Former, men i dens finere - som Angsten for en personlig Indsats, for at prisgive sig selv, saa Mennesker maaske ser eller aner, at man ikke har de rigtige Meninger,…”
Ja i gamle dage bad vi, fri os fra det onde. I dag synes luften så fuld af frelsthed og fromehd, at vi må ændre ordene til fri os fra de fromme og til helvede med de hellige - og lad os da så komme til sagen.
posted by C.S at 15:48
3 Comments:
ja, politisk bliver vi nok aldrig enige, men dette indlæg kan jeg kun give min fulde opbakning.
Kudos til dig Christian herfra!
Fint manifest.
Hvad så med "Den rette handling" hvor afgrænset skal kommunikation forstås fra handlen.
Holdninger kan udtrykkes på mange måder.
Kan flertallets mening omkring hvad der er forkert handlen ikke være lige lidt/meget begrundet som ved kommunikation (Hvis vi abstraherer fra loven, selv om det ikke i alle henseender er nødvendigt).
Det må være min første kommentar nogensinde, hvor jeg ikke har namedropped for vildt.. (kunne jo sagtens have nævnt Habermas, Luhmann eller lignende >_> )
Ord kan have karakter af handlinger , idet de ved deres udsigelse konkret påvirker verden på samme måde eller måske endda mere effektivt end en handling, på samme måde kan handlinger have karakter af kommunikation, hvilket understreges i f.eks. ritualet.
Så langt er jeg naturligvis med. Når der i forhold til ord skelnes mellem det "saglige" og "formen" så er det et skel mellem det, der siges, og måden hvorpå det siges.
Ved handling er form og indhold langt tættere knyttet sammen. Et ord er altid først og fremmest symbol, mens handling kun sekundært er symbol. Det er derfor langt sværere at skelne mellem en handlings "saglige indhold" og dens "form".
At sætte ild til biler og at skrive et læserbrev kan fra en formmæssig betragtning tage sig ud som to måder at udtrykke det samme på. (eksempelvis utilfredshed med vejret) Men samtidig er der tale om to helt konkrete også i saglig forstand forskellige handlinger.
Du har ikke blto udsagt noget om noget eller nogen, men gjort noget ved noget eller noget. Kun i en objektiviserende teoretisering, som den der kom til udtryk, da en gruppe autonome ødelagde Hyskensstræde kan du ophæve handlingens konkrete karakter af handling og reducere den til ren kommunikation.
Netop derved har du allerede sat dig som tilskuer til virkeligheden, stillet dig bag objektivitetens glasplade og udfra en tilstræbt analytisk terminologi forsøgt at kategorisere virkeligheden, allerede der er du altså væk fra den tætte forbindelse mellem det handlende subjekt og dennes objekt, som er udgangspunktet for at kunne hævde et følelsesmæssigt engagement, der afspejler sig i tonen.
Det blev lidt langt, men det var goså et godt spørgsmål. jeg håber det var en form for svar.
Send en kommentar
<< Home