Tilfældigheden

For nylig gerådede jeg mig ud i en diskussion. Det sker så tit. Den drejede sig om et bestemt historisk forhold, i princippet ligegyldigt hvilket, men afstedkom alligevel en spændende diskussion om tilfældigheden som fænomen.

Ganske ofte hører man nemlig folk sige at noget er tilfældigt. Jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, det var en ren tilfældighed, jeg vælger jo ikke selv at jeg blev født eller hvilken familie jeg blev født ind i. Og så videre.

Hævder man idealet om det komplet løsrevne individ er det en plausibel argumentation. Socialister tager typisk tilfældigheden til indtægt for planer om social udligning, omfordeling eller endnu værre bestemte former for positiv særbehandling. Udfoldelsen af ethvert menneskes potentiale. Liberalister bruger ofte tilfældigheden til at argumentere mod selve eksistensen af den stat, der i liberalistisk essens i sig selv er et overgreb. De beføjelser der tilfalder en stat, giver jo mulighed for arbitrær magtudøvelse. Med den konsekvent gennemført liberalistiske opfattelse fandtes der ingen krige, forstås - sådan udtrykt lidt kontant. Det at smide en bombe rammer jo tilfældige mennesker. Spørg først og skyd bagefter.

I en konservativ optik er tilfældigheden uomgængelig. En grundlæggende forudsætning. Mennesket er netop sat i en sammenhæng, ikke blot en hul skal. Ikke en omkringflakkende størrelse der svæver rundt, ubundet af kulturelle og historiske forudsætninger. Mennesket sættes i nogle rammer; et fællesskab af levende, døde og ufødte. I dette fællesskab, i denne kultur, i denne nation og med denne historie. Timeligheden.

Forudsætningen for at løsrive mennesket fra tilfældigheden er en viden om hvad der ikke er tilfældigt. Altså en viden om hvad der er absolut, ret firkantet sagt. Udelukkende ved det absolutte, evige kunne man indskyde her, kan mennesket hæve sig over det relative og det tilfældige. Det er i sig selv en farisæisk opfattelse, der i sin yderste konsekvens fører til totalitarismen. Fuldkommenheden.

Man kan imidlertid ikke på en gang hævde fuldkommenheden og det tilfældige. Det enkelte menneske kan ikke hæve sig over den begrænsning det er at være - det enkelte menneske. Den der er underlagt tilfældigheden kan ikke ophæve den, og slet, slet ikke hævde en ideologi der ophæver den. Ikke uden at hykle, og ikke uden at begive sig ud i noget sludder om verdensånden eller menneskeheden.

Denne fyndige erkendelse sætter effektivt bom for ethvert ekspertvælde, for enhver velfærdsstat der evigt og altid bekymrer sig om de stakkels borgeres trivsel, eller søger at pådutte dem udviklingen eller såkaldt progressivt fableri. Den ansvarliggør hiin enkelte, der herefter tappert kan leve sit tilfældige liv indenfor det givne fællesskab, den givne kultur, den givne nation og den givne historie. Uden frugtesløse drømme om at erkende det absolutte, det evige. Uden den jordiske fuldkommenhed, der søger at fjerne tilfældigheden, der dog kun kan fjernes ved at fjerne hiin enkelte.