Den løgnagtige kristendom

Engang troede vi at kirken var Guds hus, det sted, hvor folk søgte hen for i deres jordiske tilværelse at blvie konfronteret med noget ganske andet; forkyndelsen af det kristne evangelium. I dag er vi blevet klogere og ved at det slet ikke er sådan. Snarere end at forkynde sandhed forkydnte kirken løgn, den leverede brændstof til fordommene og fastholdt folk i et middelalderligt, og dermed forstås intet godt, verdensbillede. Kristendommen tvag mennesker til at finde deres centrum uden for dem selv, i virkeligheden er vi selv centrum for verden og kun ved at erkende dette kan vi virkeligt være frie. Kristendommen er derfor ufrihed.

Altid synes den at have stået i forbindelse med det sorte og det reaktionære, og når den endelig har slået følgeskab med fremskridtet så har den gjort det på andre betingelser end modernitetens. Den har nok kunnet kæmpe side om side med socialismen for bedre sociale vilkår, side om side med liberalismen endda for frihed, men dens argumentation har altid peget i en anden retning, væk fra mennesket og hen til Gud. Dens kærlighed til fremskridtet har været hyklerisk. Selv når den i sine kristeligt idealistiske gevandter var centreret om mennesket var dette menneske aldrig nok i og ved sig selv, men blev fastlåst i et forhold til en Gud, som det skulle nærme sig.

Hvor godt, at alle de løgne nu er gemt bort, og hvor passende at vi netop nu sætter sidste angreb ind mod kirken. Ikke at der er meget tilbage at angribe. Kristendommen er fulgt med tiden. Den er ikke længere forkyndelsen af noget andet, noget der ikke kommer af os selv og som dog alligevel vedrører os, eller rettere noget som netop fordi det ikke er af os men af Gud angår os dvs. kommer til os udefra.  Den forstår nu, at frelsen kommer af mennesket og at det i virkeligheden er troen der må flytte sig når mennesket rykker teltpælene op og tager på shoppetur i senmodernitetens ideologiske supermarked.

Kirken går forrest nu i kampen for at få alle mulige mænd gift med andre mænd. gud forbyde at de blev gift med kvinder. Kvinderne skal jo giftes med andre kvinder, bevares, de har jo selv valgt det og hvilken menneskefjendsk kirke ville dog afvise individernes valg. Mennesket selv er jo guddommens kilde og forkyndelsen bare en slidt gammel plade, spillet i 2000 år og altid i fare for at ryge ud af hitlisten. Troen er på markedet nu og giver folk, vhad de vil have, længe siden er det, at kristendommen netop var det ingen ville have men som alligevel måtte siges, fordi den var sand. Hvis mennesket er sandhed så er alt hvad der kommer udefra, al forkyndelse, enhver tale om en Gud, der ikke er menneskets spejlbillede, den rene løgnagtighed. Og kirken står naturligvis på sandhedens side dvs. den herskende sandhed.

Alligevel angribes den. Måske tidens fyrster stadig frygter den, fordi de husker at den netop har stået for en anden sandhed. Konfirmanderne chikaneres nu af folkeskolen, så de ikke længere kan træde af deres fædres kirkestier til konfirmandundervisningen, folketingspolitikerne spørger sig selv, hvorfor det egentlig er, at folketinget påbegyndes med i slotskirken, ny-ateister prædiker svovl og had, og spiritualister driver den korstæfstede Kristus væk fra passet. I Italien rives krucifixerne ned, i USA forbydes bønnen i skolen, og Gud har kun fået lov til at blive på pengesedlerne, fordi den verdslige lovs dommere kan tolke Gud ikke som Gud men som national afgud.

Kun der hvor kirken ikke er kirke, men varmestue, kun der hvor kristendommen ikke er kristendom men menneske-lighed, og kun der hvor Gud er afgud kan kristendommen for en kort stund bestå - men mon ikke også her at, der er tale om en stakket frist, men ikke snart samfundet også gør op med disse rester af gammel overtro og aldeles sætter mennesket frit.