Gud, Konge og Fædreland - fra arkiverne

Det er nogle gange med stor forundring, andre gange med stor glæde, at man kigger tilbage i arkiverne. I Århus KUs medlemsblad ( der i dag hedder Pro Patri fra 2005 fandt jeg denne artikel, skrevet af en ung, endnu håbefuld KUer der knap var blevet 20 år. Men meget fornuftigt var han da, selvom ikke alle detaljerne måske var i orden og selvom det hele lidt havde karakter af slagord og paroler. Han skrev om Gud Konge og fædreland:

GUD, KONGE og FÆDRELAND I.

Om der overhovedet kan siges at eksistere en sætning som kendetegner konservatismen, en sætning, der på samme måde som ”frihed, lighed og broderskab” er selve kernen i liberalismen, historisk set har udgjort kernen i konservatismen, ja endda været selve den konservative trosbekendelse, er det begreberne ”Gud, Konge og Fædreland”

Konservativ Ungdom er netop fyldt 100 år, konservatismen som bevægelse i Danmark er endnu ældre, og der er sket en del siden de konservative godsejere samlede sig i Højre for at modarbejde det liberale demokrati. Det er derfor også væsentligt at spørge om ikke begreberne ”Gud, Konge og fædreland” har mistet al mening i en tid, hvor konservatisme tilsyneladende handler om ”freshe solbriller” og ”store sedler i moneyclippen”.

Min påstand er dog, at vi som konservative stadig kan nå til en væsentlig erkendelse om, hvad konservatisme er og ikke mindst ikke er ved at insistere på vores trosbekendelses værd og relevans, som fundament for den danske konservatisme, også selv om den nu udfordres af så sigende et slogan som ”mod til at skabe sammenhæng”

I denne artikel skal det dreje sig om triadens første ord: Gud!

Umiddelbart er dette ord det i det hæderkronede konservative kampråb, som vil volde folk flest problemer. For betyder dette, at man ikke kan være konservativ og ateist, eller konservativ og muslim? Jo selvfølgelig kan man det. Konservatismen er ikke en religiøs bevægelse med det formål at sprede det glade budskab til alverdens folkeslag. Men begrebet Gud kan stadig spille en central rolle i konservatismen, idet både kristendommen og konservatismen har deres rette plads i frontlinien i kampen mod ideologierne.

Som konservative lægger vi vægt på historien, derfor vender vi os på det skarpeste mod ideologierne, som bygger på filosofien, og deres deterministiske verdenssyn. Vi vender os mod ideologiernes tro på styrende principper, både liberalismen abstrakte frihedsbegreb, og socialismens insisteren på lighed. Vi vender os kort sagt mod troen på, at disse menneskeskabte begreber er udtryk for absolut sandhed. Begrebet Gud gør sandheden hinsidig, og forhindrer at noget menneske kan gøre sin filosofi til almengyldig absolut sandhed. Få såvel den religiøse som den ikke religiøse konservative er begrebet Gud altså en fordring om at vende ideologierne ryggen, ikke kun socialisme, og liberalisme, men også den politiserede religion, der forsøger at indrette samfundet efter guddommeligt indstiftede regler. Derfor siger begrebet Gud i den konservative triade noget om, hvad konservatismen ikke er, nemlig ideologi, og hvad konservatismen er, nemlig en stillingtagen funderet i værdier, som vi tror på.

Det er naturligt, når vi nu taler om konservatismens forhold til Gud og kristendommen, og dennes forhold til konservatismen, også at spørge til konservatismens forhold til kirken. Konservativ Ungdom vender sig officielt imod, at den luthersk-evangeliske kristendom og den danske folkekirke har en særstatus i det danske samfund. Men er det en konservativ holdning? Nej! Det er en liberalistisk holdning. Det er ren og skær ideologi og altså i modsætning til alt, hvad konservatismen står for.

For som konservative må vi anerkende at Danmark gennem 1000 år har været præget af kristendommen, og at de værdier og de holdninger, vi som konservative hylder og står vagt om, bygger på denne religion. Det konservative projekt kan derfor aldrig komme til at dreje sig om at pille religionen fra hinanden. Det er heller ikke en konservativ opgave at adskille kirken fra staten eller bede om religiøs ligestilling her til lands. For historien har givet den kristne kirke den plads den har i dag i vores samfund, og dens plads legitimitet understreges af den rolle, kristendommen og kristne værdier spiller i dagens Danmark..

85 % af den danske befolkning støtter op om folkekirken. For det danske folk er kirken stadig det sted man går hen, når man skal giftes, når ens barn skal døbes, når det skal konfirmeres osv. Kirken som kulturel institution spiller en helt overvældende central rolle i dagens Danmark, og den er en af de ting, som skaber sammenhængskraft, og berettiger os til at kalde os et folk.

Ved at skille kirke fra stat og detronisere vores kulturelle og religiøse arv, skærer vi en af de grundpiller væk, som danner rammerne for vores selvforståelse som et folk. En selvforståelse som i parentes bemærket er selve kernen i vores nationalstat og vores demokrati. Ønsker vi som konservative virkeligt det?

Er vi konservative i dag i virkeligheden blot sjæleligt forvirrede liberalister, for hvem principper og abstrakte begreber er vigtigere end den reelle frihed, den som er funderet i og ikke kan ses adskilt fra den historiske udvikling som har givet os det frie, åbne samfund vi har i dag. Siden hvornår betyder kampen for liberalisternes konceptuelle ”frihed” og ”lighed” mere end kampen for at bevare fundamenterne for det samfund, hvor mennesket faktisk er frit?

Nej en konservativ stillingtagen til sådanne ting som folkekirkens fremtid skal bygge på respekten for fortiden, respekten for traditionerne og respekten for institutionerne. For det er derpå, vores samfund hviler og derfra det udvikler sig. At begynde et ideologisk betinget angreb på det, ville være at trække tæppet væk under os selv og vores demokrati og vores frihed.

Dette er hvad begreberne ”Gud, Konge og Fædreland” fortæller os