Happenings

Egentlig hører Humanistisk Samfund til blandt de perifære moderne tendenser, der bedst forbigåes i tavshed. Men en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, berører alligevel et aspekt, der måske er værd at hæfte sig ved. Det er denne gang ikke så meget humanistklubben selv, eller et af dens inkonsistente påfund, som at skabe livssynsneutrale rum... Artiklen har i stedet hæftet sig ved at humanisternes selvbestaltede vielsesritual, er populært på grund af tidens individualistiske tendenser.

"Det, som Humanistisk Samfund tilbyder, er altså en tredje variant, som er mere end rådhuset, men mindre end det, folkekirken og de andre trossamfund har at byde på. Mere end rådhuset, fordi man har langt større indflydelse på ritualet. Det er individuelt tilrettelagt og taler således ind i tidens tendenser. Og her ligger måske det største konkurrencepotentiale: muligheden for selv at være med til at sætte rammerne om den store dag." - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/359788:Kirke---tro--Konkurrent-til-raadhus-og-kirke-foerer-sig-frem?rss

Tanken bag Humanistisk Samfund kan måske være at tage bestemte tråde op, fra den vestlige oplysningstradition, og dennes religionskritik. Man ser måske sig selv som repræsentanter for en særlig frisindet tankegang. Det kan man så mene om hvad man vil. Det påfaldende er at artiklen beskriver, hvad man måske kunne have anet på forhånd - at de der flokkes om de nye såkaldte ritualer, snarere gør det af rent individualistiske årsager. Det vil sige, modtager det som blot endnu et servicetilbud fra en institution, der er sat på Jorden for at tilfredsstille det personlige behov.

Man kan naturligvis ikke læse tankerne hos de der vælger et sådant religionsneutralt ritual. (Det skal man måske også være glad for.) Men det kunne være interessant at se hvad de egentlig forventer. For hvad er et vielsesritual man selv sætter i scene og planlægger...? En happening. En rundkredsdans, hvor man selv er klædt i gyldent kalveskind.

Ritualer kan ret nok både være sekulære og religiøse og familiære såvel som nationale og meget andet. Men individuelle og planlagt til én bestemt lejlighed, kan de ikke være. Et minimum af forudsigelighed og gentagelse må være tilstede. Hvis den gruppe eller kultur hvori ritualet finder brug, ikke kan genkende ritualet og ikke intuitivt ved hvad det betyder - er det ikke et ritual. Ritualer fordrer fællesskab.

Men det er måske netop det der ønskes: At besværlige forhold og forpligtelser, som andre mennesker kan fordre, bekvemt er ryddet af vejen - så individet i al enkelhed kan sole sig i sit eget kolde lys. Man ved måske instinktivt at man ved at deltage i et egentligt ritual, indskriver sig i en tradition og en sammenhæng, som også andre kan genkende sig selv i. Men for individualisten er det ikke optimalt: Det var jo kun mig der skulle genkendes og reflekteres ud over de andre... Derfor håber man måske at kunne dissekere disse uheldige biprodukter fra, ved at lave et forpligtende ritual som vielsen, om til en individuel og enkeltstående begivnehd. En happening.