Konservatismens kamp for homovielser
I 2009 glemte jeg at betale mit kontingent til Det Konservative Folkeparti og blev følgende udmeldt. Jeg har flere gange siden da overvejet om jeg burde melde mig ind igen. Jeg har indtil videre hodlt igen. Dels kan jeg snart ikke se fordelen i at være parti-politisk engageret, dels virker det ind imellem til at partiet er en fordrukken mastodont, der uafværgeligt vralter mod afgrunden. Indtil videre har jeg altså holdt igen.
Så kommer en nyhed som denne og man bekræftes i det fornuftige i at holde igen, ja man overbevises ligefrem af partiets politik om at man ikke skal geninmelde sig: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/360499:Danmark--Borgerligt-fodslag-om-ja-til-homovielser
Det Konservative Folkeparti har nu endnu engang sat sig i spidsen for noget, som de sikkert selv vil kalde et kernekonservativt korstog eller et markant konservativt fingeraftryk eller en konservativ hegnspæl, der er blevet flyttet jeg ved ikke hvor langt. Konservatismen - hvis det er hvad Det Konservative Folkeparti stadig mener at stå for - er nu kommet til den indsigt, at dens sag er at kæmpe for homoseksuelles ret til at blive viet i kirken. Det er i sig selv ikke provokerende. Det må de for så vidt allerede idag. Det ukirkelige her, at at det nu er med hinanden at de kan blive gift.
Hvorfor er da De Konservative vendt på en tallerken? Jo derom kan man spørge Rasmus Jarlov, der vist er bedre tjent med kun at udtale sig som uddannelsesordfører, hvad han ellers gør glimrende:
"Vi følger kirken, og eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken"
Konservatismens hele eksistensberettigelse er altså at klappe ihænderne og råbe hurra, når fremskridtet banker på døren. Hvis præster og biskopper vil vie stuebirker eller indrette deres kirker med henblik på saturnaliske orgier, så kan vi sikker også regne med at De Konservative er de første til at sige "Vi følger Kirken". Jarlov skulle måske have læst op på sin teologi. Kirken er dér hvor forkyndelsen lyder. Det vil sige, at den ikke først og fremmest er institution med holdning, men en samling om en sandhed, der prædikes. Når denne ikke prædikes, og der prædikes andet, ja så er der slet ingen kirke. At følge Kirken er at følge forkyndelsen ikke biskopperne. Hvis der i folkekirken er en vis irritation over at være tvunget til at vøre luthserske præster så er der en præsteret til at tage sig af dette.
Alt dette kan naturligvis være meget indviklet for en politikker. Eneste råd herfra til De Konservative, er at lære at sige ordet NEJ. Gentage det i en uendelighed, besvare ethvert spørgsmål afvisende, så er de idet mindste sikker på som oftest at ramme rigtigt.
Så kommer en nyhed som denne og man bekræftes i det fornuftige i at holde igen, ja man overbevises ligefrem af partiets politik om at man ikke skal geninmelde sig: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/360499:Danmark--Borgerligt-fodslag-om-ja-til-homovielser
Det Konservative Folkeparti har nu endnu engang sat sig i spidsen for noget, som de sikkert selv vil kalde et kernekonservativt korstog eller et markant konservativt fingeraftryk eller en konservativ hegnspæl, der er blevet flyttet jeg ved ikke hvor langt. Konservatismen - hvis det er hvad Det Konservative Folkeparti stadig mener at stå for - er nu kommet til den indsigt, at dens sag er at kæmpe for homoseksuelles ret til at blive viet i kirken. Det er i sig selv ikke provokerende. Det må de for så vidt allerede idag. Det ukirkelige her, at at det nu er med hinanden at de kan blive gift.
Hvorfor er da De Konservative vendt på en tallerken? Jo derom kan man spørge Rasmus Jarlov, der vist er bedre tjent med kun at udtale sig som uddannelsesordfører, hvad han ellers gør glimrende:
"Vi følger kirken, og eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken"
Konservatismens hele eksistensberettigelse er altså at klappe ihænderne og råbe hurra, når fremskridtet banker på døren. Hvis præster og biskopper vil vie stuebirker eller indrette deres kirker med henblik på saturnaliske orgier, så kan vi sikker også regne med at De Konservative er de første til at sige "Vi følger Kirken". Jarlov skulle måske have læst op på sin teologi. Kirken er dér hvor forkyndelsen lyder. Det vil sige, at den ikke først og fremmest er institution med holdning, men en samling om en sandhed, der prædikes. Når denne ikke prædikes, og der prædikes andet, ja så er der slet ingen kirke. At følge Kirken er at følge forkyndelsen ikke biskopperne. Hvis der i folkekirken er en vis irritation over at være tvunget til at vøre luthserske præster så er der en præsteret til at tage sig af dette.
Alt dette kan naturligvis være meget indviklet for en politikker. Eneste råd herfra til De Konservative, er at lære at sige ordet NEJ. Gentage det i en uendelighed, besvare ethvert spørgsmål afvisende, så er de idet mindste sikker på som oftest at ramme rigtigt.
posted by C.S at 09:46
11 Comments:
Du kom mig i forkøbet, Christian, men med et ganske godt indlæg. Der er ikke så meget at tilføje. Partiet har vel bare endnu engang gjort den øvelse at forsøge at finde en gammel institution og forsøge at gemme det bag konservatismen at underminere den. Det er jo ikke noget nyt, men det er uhyggeligt, hver gang det sker.
Den nærliggende løsning må vel være at for politikerne ud af folkekirken...!! Altså adskillelse!
Din kritik må vel retteligt være vendt mod præsterne og deres manglende teologiske indsigt?
Jarlov gør vel ikkeandet end erkende, at han teologisk må bøje sig for kirken, fordi han i den forstand ikke ved bedre.
Hvis kirken vil holde moon-bryllupper eller vie folk af ase-troen, så kan politikerne da også kæmpe imod med næb og klør, men i det tilfælde ville der ikke findes en sund luthersk-evangelisk funderet kirke i DK.
Jarlov skal ikke bøje sig for noget som helst andet end forpligtelsen på som konservativ at beskytte kirken, dvs. forkyndelsen mod enhver trussel rettet mod den, hvad end den nu kommer fra kirkelige kredse selv eller fra militante ateister.
I en luthersk stat er den verdslige magt forpligtet på kirken, ligesom kirken og forpligten på forkyndelsen af loven såvel som evangeliet.
Men med hvilken ret skal Jarlov definere og udlægge teologien?
Præsterne kan jo med Jarlovs forslag stadig nægte. Eneste forskel er, at de de får muligheden, som de bad om...
Han er vel blevet konfirmeret? Og er i øvrigt kirkeordfører for De Konservative, der netop er forpligtet på forsvaret af den lutherske tro. Hvis han så ikke forstår sig på den, så bør han jo ikke have jobbet.
Men det er vel i virkeligheden problemet, at De konservative ingen sans har for, hvad det vil sige at være konservative. At være progressive det er de derimod rigtig gode til.
Jeg er selv konfirmeret, men jeg taler langt fra med samme teologiske autoritet, som dig.
Vi er enige om, at De Konservative har opfyldt en våd Schlütersk drøm om ikke at være så konservative, at det gør noget, men nærværende problemstilling opfatter jeg ikke som partisk snarere end den er strukturel og kulturel.
Der er vel intet parti, hvis kirkeordfører har den tilstrækkelige teologiske indsigt til at tale med autoritet på området. Ligeledes forstår så godt som ingen politikere på Borgen, hvad deres opgave bør og skal være, og hvad den ikke skal være.
Jeg undrer mig dog lidt over, hvorfor lige præcis dette mene hidser dig sådan op, sålænge man ikkepålægger kirken at vie homoseksuelle. Kirken kan jo sige nej.
Kære Christian,
Jeg er meget enig med dig. Dog er jeg mere enig med Kian: det her udstiller til høj grad problematikken med en statskirke. Afskaf Folkekirken som statskirke og den her slags kulturradikalisme vil ikke få lov til at få indflydelse.
Længe leve Folkekirken!
@ Jacob
Hvis vi medgiver, at De Konservative har msitet følingen med den religion, de skal forsvare er problemet jo bare så meget desto værre. Afstanden i sig selv er pointen. Det svarer til dengang korsridderne istedet for at drage på Korstog plyndrede Konstantinopel.
@ Lidstrøm
Det eneste du opnår ved at afskaffe folkekirkeordningen, er at du slet ikke vil ahve lovgivning her. dvs. situationen vil være den samme på dette område, som hvis man ophæver forbudet. Den eneste pointe jeg kan se i det, er at kirken så er beskyttet mod evt. venstreradikale overgreb, men prisen er stadig for høj. Kirken er sverige er næppe blevet mindre kulturradikal efter at have løsrevet sig og ophøjet sig til en moraliserende Guds talerør på jord snarere end en praktisk historisk forankret borgerlig ordning af kristendomsudøvelsen.
Skov,
Jeg kan ikke forestille mig andet, end at du allerede ved flere lejligheder har udpenslet din holdning til adskillelsesspørgsmålet. Dog ser jeg ingen nævneværdige, pragmatiske argumenter for bevarelse af Folkekirken som statskirke.
Sådan som jeg ser det, er den præget af de dårligdomme, som generelt kan forbindes med den offentlige sektor: dårlig management af ressourcer, fejlprioriteringer og lignende. De argumenter, som jeg kender, som kommer fra nationalkonservativ fløj, omfatter bl.a. et Tidehverv-indlæg af Søren Krarup, der bærer samme navn som mit indlæg fra i går. Argumenterne er dybt nationalromanstiske, og det er diskutabelt, hvor vidt de rent faktisk er forankret i realiteterne.
Du har bl.a. tordnet mod KU-ledelsens ønsker om afkristning af Danmark. Det kan forekomme, at denne afkristning allerede har fundet sted og lever i bedste velgående.
Hvilken høj pris taler vi om?
Jeg tilhører, som nævnt tidligere, personligt Den Katolske Kirke i Danmark, der trives ganske udmærket med godt fremmøde af unge såvel som gamle i stort set alle meningheder. Hvis man skal sætte tallene op mod antallet af menighedsmedlemmer i Folkekirken og medlemmer af Folkekirken som sådan, vil det hurtigt fremgå, at den katolske kirke åbenbart har meget større succes.
Det kan naturligvis skyldes, at man som minoritetsgruppe som oftest har tendens til højere grad af traditions- og identitetsdyrkelse, hvad sådant angår, ligesom at Den Katolske Kirke er en verdenskirke, hvorfor der er mange kristne udlændinge, der er bosatte i Danmark, som finder netværk og fællesskab ved deres åndelige liv gennem Kirken.
Identitetsspørgsmålet er for mig at se ganske centralt her: mange, hvis ikke de fleste, katolikker definerer sig selv ofte som værende katolikker, og man sætter til højere grad fokus på familie og religiøs opdragelse, end hvad tilfældet er i lige så repræsentative udsnit af Folkekirken. De fleste af mine jævnaldrende protestanter aner knap nok hvad lutheranismen handler om.
Jeg ser slet ingen tegn på, at en bevarelse af statskirken overhovedet bidrager til noget som helst andet, end at beholde en hyggelig institution. Det skal ikke opfattes sådan, at jeg er skarpt imod Folkekirkens eksistens. Sådan som jeg ser det, er den lutherske kristendom en klar del af den danske kultur, i hvert fald rent historisk, men jeg vil på ingen måde påstå, at Folkekirken til nogen nævneværdig grad holder denne tradition i hævd eller virker til en bevarelse af samfundet som reelt kristent.
Nej du har en pointe i at folkekirken ikke ligefrem eksellerer udi god kristendom. Mit forsvar for kirken har altid været funderet i kulturelle grunde.
Folkekirken er også i god gammel grundtvigsk forstand netop blot en borgerlig ramme. Men netop som sådan har den også værdi.
Send en kommentar
<< Home