Når staten går grassat
Der var engang en forelæsning i et fag om det danske demokratis udvikling. Den var med en ganske fornuftig, afbalanceret underviser, der havde den for undervisere så såre sjældne egenskab, at hans politiske overbevisning var grundlæggende borgerlig. I en tilfældig sidediskussion sagde han, let eftertænksomt og uden synderlig patos, at staten i dag er et bæst uden historisk lige.
Flere trak med mig på smilebåndet over den ganske træffende karakteristik, andre lod den sikkert passere som blot et brudstykke af det mønster der kaldes en forelæsning. De fleste svømmer med strømmen, ænser ikke essensen i udtalelsen, dukker nakken og lader livet gå videre.
Staten er i dag et bæst uden lige.
Eksemplerne er talrige, men er man i tvivl, behøver man blot åbne en avis i disse dage.
For nylig begik staten en fejltagelse. Den skød milliarder i den danske bank- og kreditsektor. Sidenhen har der ligget en masse, latente trusler overfor bankerne. "Nu har staten skudt penge i bankerne, så..." Seneste skud på stammen er et krav om at bankerne skal offentliggøre de enkelte direktionsmedlemmers løn. Den nyslåede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen slog fast, at når bankerne ikke vil gå med til en frivillig ordning, må staten jo skride ind. Værsgo: Pistolen for panden. Enten gør du som vi siger, ellers må lovgive. Jeg ihukommer bankdirektør Lars Seier Christensens rammende profeti fra et arrangement i Trykkefrihedsselskabet for nylig, hvor han spåede at hvis den strømpil der udgår fra den nuværende økonomiske krise står til trone, kan han meget vel have mistet alt om 25 - 30 år, i værste fald være slået ihjel af et benhårdt socialistisk diktatur.
Det er helt fuldstændigt horribelt, at tvinge bankerne til at offentliggøre direktionsmedlemmernes lønninger. En utilstedelig statslig indblanding i bankernes drift. En pind i den ligkiste vi om føje år kan anbringe det private erhvervsliv i. Det er det samme over hele Europa: Planøkonomien, den totalitære økonomiske styring - konturerne af det socialistiske diktatur vinder frem. Det skyldes en hel masse skævheder. I går var der et ganske interessant og afslørende indslag i Deadline på DR 2, hvor man havde den ellers ganske besindige Jesper Rangvid med fra Barcelona. I korte træk kunne han berette, at problemet var at højkonjunkturen i Spanien var bygget på salget af luksuslejligheder og så turisme. I en lavkonjunktur køber folk ikke luksuslejligheder og tager ikke så meget på ferie. Derfor lider den spanske økonomi. Det fernis der ligger over den europæiske velstand er papirstyndt, og det er nu utvivlsomt, at der ikke findes en enkelt, bestemt syg mand i Europa. Hele Europa er sygt. Pensum til første time i økonomisk genopretning, stillingen som underviser er p.t. vakant, er Carls Barks' "Skillinger fra Skyerne" - interesserede kan læse med her: http://www.andeby.dk/Rapnyt/Rub-og-stub/Jubilaums-historie-til-Joakim.aspx
Løsningen er dog åbenbart yderligere forgældelse og krisepakker fra andre lande. Som om det skulle hjælpe. Trykker Verdensbanken og Den Europæiske Centralbank måske deres egne matadorpengesedler? Nej, de penge de deler ud, skal betales af nogle skatteydere et eller andet sted. Det der sker i Europa lige nu er en omfordeling fra skatteydere, der er plaget ud over enhver rimelighed i forvejen, til fallenter og driverter, der kun ville have godt af en karakterstyrkende statsbankerot. Transfusioner fra lande, der gider beskatte deres borgere til lande der ikke gør, er ikke vejen frem, men åbenbart den vej man går. Dolce far niente kalder sydeuropæerne det, spiller petanque, drikker pastis, går på pension som 55-årige, og sender så regningen til os, via et ekspeditionskontor i Bryssel. Jeg har endnu til gode at høre nogen foreslå det der ligger lige for, den eneste rigtige løsning: Massive nedskæringer i de enorme, oppustede europæiske velfærdsstater.
Ak, man kunne blive ved. Kvindernes internationale kampdag, hvor der slås endnu en pind i det private erhvervslivs ligkiste. Der skal nemlig 40 procent kvinder i bestyrelserne, og så sættes pistolen igen for panden. Gør som vi siger, ellers lovgiver vi. Det går for langsomt, Mette Frederiksen har ikke tid til at vente. Selv DJØF er tilhængere af kvoter, altså ikke for fisk, og bekræfter dermed påstanden om at fagforeninger er djævle i lysengles skikkelser. Cigaretterne skal ned bag disken og beskattes ud i det uendelige, rygeloven skal strammes. Børnene, i første omgang (!), skal tvinges til at have cykelhjelm på, ellers bruger staten en af de 300 paragraffer, der giver lov til et uanmeldt besøg uden dommerkendelse.
Staten er i dag et bæst uden lige.
Stop verden - jeg vil af.
Flere trak med mig på smilebåndet over den ganske træffende karakteristik, andre lod den sikkert passere som blot et brudstykke af det mønster der kaldes en forelæsning. De fleste svømmer med strømmen, ænser ikke essensen i udtalelsen, dukker nakken og lader livet gå videre.
Staten er i dag et bæst uden lige.
Eksemplerne er talrige, men er man i tvivl, behøver man blot åbne en avis i disse dage.
For nylig begik staten en fejltagelse. Den skød milliarder i den danske bank- og kreditsektor. Sidenhen har der ligget en masse, latente trusler overfor bankerne. "Nu har staten skudt penge i bankerne, så..." Seneste skud på stammen er et krav om at bankerne skal offentliggøre de enkelte direktionsmedlemmers løn. Den nyslåede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen slog fast, at når bankerne ikke vil gå med til en frivillig ordning, må staten jo skride ind. Værsgo: Pistolen for panden. Enten gør du som vi siger, ellers må lovgive. Jeg ihukommer bankdirektør Lars Seier Christensens rammende profeti fra et arrangement i Trykkefrihedsselskabet for nylig, hvor han spåede at hvis den strømpil der udgår fra den nuværende økonomiske krise står til trone, kan han meget vel have mistet alt om 25 - 30 år, i værste fald være slået ihjel af et benhårdt socialistisk diktatur.
Det er helt fuldstændigt horribelt, at tvinge bankerne til at offentliggøre direktionsmedlemmernes lønninger. En utilstedelig statslig indblanding i bankernes drift. En pind i den ligkiste vi om føje år kan anbringe det private erhvervsliv i. Det er det samme over hele Europa: Planøkonomien, den totalitære økonomiske styring - konturerne af det socialistiske diktatur vinder frem. Det skyldes en hel masse skævheder. I går var der et ganske interessant og afslørende indslag i Deadline på DR 2, hvor man havde den ellers ganske besindige Jesper Rangvid med fra Barcelona. I korte træk kunne han berette, at problemet var at højkonjunkturen i Spanien var bygget på salget af luksuslejligheder og så turisme. I en lavkonjunktur køber folk ikke luksuslejligheder og tager ikke så meget på ferie. Derfor lider den spanske økonomi. Det fernis der ligger over den europæiske velstand er papirstyndt, og det er nu utvivlsomt, at der ikke findes en enkelt, bestemt syg mand i Europa. Hele Europa er sygt. Pensum til første time i økonomisk genopretning, stillingen som underviser er p.t. vakant, er Carls Barks' "Skillinger fra Skyerne" - interesserede kan læse med her: http://www.andeby.dk/Rapnyt/Rub-og-stub/Jubilaums-historie-til-Joakim.aspx
Løsningen er dog åbenbart yderligere forgældelse og krisepakker fra andre lande. Som om det skulle hjælpe. Trykker Verdensbanken og Den Europæiske Centralbank måske deres egne matadorpengesedler? Nej, de penge de deler ud, skal betales af nogle skatteydere et eller andet sted. Det der sker i Europa lige nu er en omfordeling fra skatteydere, der er plaget ud over enhver rimelighed i forvejen, til fallenter og driverter, der kun ville have godt af en karakterstyrkende statsbankerot. Transfusioner fra lande, der gider beskatte deres borgere til lande der ikke gør, er ikke vejen frem, men åbenbart den vej man går. Dolce far niente kalder sydeuropæerne det, spiller petanque, drikker pastis, går på pension som 55-årige, og sender så regningen til os, via et ekspeditionskontor i Bryssel. Jeg har endnu til gode at høre nogen foreslå det der ligger lige for, den eneste rigtige løsning: Massive nedskæringer i de enorme, oppustede europæiske velfærdsstater.
Ak, man kunne blive ved. Kvindernes internationale kampdag, hvor der slås endnu en pind i det private erhvervslivs ligkiste. Der skal nemlig 40 procent kvinder i bestyrelserne, og så sættes pistolen igen for panden. Gør som vi siger, ellers lovgiver vi. Det går for langsomt, Mette Frederiksen har ikke tid til at vente. Selv DJØF er tilhængere af kvoter, altså ikke for fisk, og bekræfter dermed påstanden om at fagforeninger er djævle i lysengles skikkelser. Cigaretterne skal ned bag disken og beskattes ud i det uendelige, rygeloven skal strammes. Børnene, i første omgang (!), skal tvinges til at have cykelhjelm på, ellers bruger staten en af de 300 paragraffer, der giver lov til et uanmeldt besøg uden dommerkendelse.
Staten er i dag et bæst uden lige.
Stop verden - jeg vil af.
posted by A.O. at 14:19
2 Comments:
Fantastisk A.O.!
Sjældent har jeg læst et indlæg, der formår at kommentere så klart på økonomisk politik uden at blive teknisk og med en tydelig dybereliggende forståelse for selv samme økonomiske mekanismer.
Tak for rosen!
Send en kommentar
<< Home