Den Gamle Scene

Vi er nok mange, der har stået i Vor Frue Kirke og tænkt, at vi blev en smule mere religiøse ved at føle den barmhjertighed, som Thorvaldsens Jesus-figur udtrykker, og den storhed og glans, som guldbelægningen bagved giver indtrykket af. Nogle har måske også stået på Christiansborg Slotsplads og tænkt, at den grandiøse bygning, som indeholder både royale repræsentationslokaler, Folketinget og Højesteret - altså kerneelementer i de tre magtelementer i dansk folkestyre - i den grad understreger en ubetalelig følelse af magtens enhed og adskillelse, som er selve grundlaget for vor forfatning. Ligesådan har sikkert også mange følt sig inderligt rørt over at sidde til en forestilling på Det Kongelige Teaters gamle scene. Om ikke andet kan man, når man står konfronteret med den store bygning, kun tænke, at den store bygning på Kongens Nytorv med Oehlenschläger og Holberg foran i dens grandiøsitet må indgyde medarbejderne en sådan ærefrygt, at de kun kan føle sig rørte i deres virke i en sådan bygning - og det må vel, hvor dette faktisk sker, have indflydelse på publikum.

Socialdemokraterne har foreslået at Den Gamle Scene nedlagt. Jeg vil ikke begive mig ind i det principielle i indgriben i armslængdeprincippet, som Venstre på herlig teknokratisk vis har kastet ud som bedste argument imod nedlæggelsen af en national institution. Alene måske bare mildt indskyde, at det virkelig må være et inderligt had til Gamle Scene, der gør, at man bryder med den traditionelle kulturpolitiske kommandovej og direkte i det nationale parlament ønsker en nedlæggelse af nationalscenen sanktioneret.

Anden følelse kan det ikke fremmane hos et konservativt menneske, end at dette er et sygt rationalistisk syn på nationalt kulturelt sammenhold og bevarelse og den skønhed, der ligger deri - de følelser, det indgyder alle os, der godt kan acceptere at være en del af en prægtig kulturnation. Det får virkelig et konservativt menneske til at appellere til hver enkelt dansker og spørge, hvorvidt kroner og øre er det slående argument for at nedlægge en national kulturinstitution. Er det der, vi er nået til? Er vi så smålige?

En mild opfordring til Det Kongelige Teater må være: Genopsæt Elverhøj på Den Gamle Scene. Lad igen det danske folk kunne få den oplevelse at rejse sig til "Kong Kristian" og vedkende sig sin nationale kulturarv. Vi er ikke svage. Vi er ikke ynkelige. Vi er ikke smålige og let bestikkelige. Vi er stolte! Vi er et kulturfolk, som ønsker den stærke levende følelse, som kulturen giver! Vi er danske!!!

Socialdemokraterne har vist deres grimme kulturdefaitistiske fjæs igen. De har bekendt kulør. Det samme har jeg som simpel dansk borger - forhåbentlig ikke som den eneste. Hvis Socialdemokraterne vil have kamp, så lad dem få det og blive slået af en stærk folkelig kulturel ånd:

"Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea!"

Kilde: http://politiken.dk/kultur/article939238.ece