Den selvbedrageriske modkultur

Her i dagene omkring den 1. maj opruster venstrefløjen. Ikke mindst i en tid hvor den har medvind, populært illustreret i den nærmest teflonagtige, men stadig gement rædselsfulde Villy Søvndal, der ganske afvæbnende tronede på talerstolen til SF's nylige landsmøde.

Den for venstrefløjen, navnlig dens uhyggeligt mange unge repræsentanter, så centrale forståelse af sig selv som værende en modkultur bliver også støvet af. Mod kapitalismen, mod nedskæringerne, mod fremmedhadet, mod ensretningen. Og så videre, og så videre.

De borgerlige er nogle værre skiderikker, uden humor og kun med mere af det samme. Gamle grå mænd i jakkesæt. Den sorte, fascistiske, asociale og racistiske regering. Når vi nu får et nyt flertal, regner de milde gaver ned over befolkningen og krisen går over med det samme.

Universiteterne, plejehjemmene, sygehusene, bistandskilenterne, førtidspensionisterne, folkeskolelærerne, børnene i Sandholmlejren, folkesundheden, den hjemløse, kvinden uden bestyrelsespost, den kollektive trafik, klimaet, det eksperimenterende teater og de hjemløse kan alle glæde sig til at vi får en ny regering.

Modkulturen vil nemlig gøre noget godt for dem alle.

Det er nemlig en modkultur at ville mere velfærd, mere tolerance, mere lighed og en progressiv socialpolitik. Det har vi nemlig ikke haft noget af de seneste mange år.

Eller er det? Svaret er naturligvis nej. Det er dybt selvbedragerisk af venstrefløjen at lancere sig selv som en modkultur. Hvis der er noget der er en modkultur er det, i al beskedenhed, at finde i spændingsfeltet mellem konservatismen og liberalismen, hvor debatkulturen har været kilometerlangt foran den socialistiske de senere år, i hvert fald her til lands.

Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved velfærdsstatens og de offentlige udgifters evindelige vokseværk. Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved normopløsningen; opløsningen af den nationale enhedskultur, familien, folkekirken og ægteskabet. Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved tidens mantra om at det er langt finere at søge end at stå fast. Det er en modkultur at insistere på at noget er ubetinget privat og bestemt ikke offentligt. Det er en modkultur at slå fast, at bankpakkerne ikke repræsenterer et forsvar for kapitalismen, men snarere er et udslag af nykeynesianismens genkomst.

Modsat er det uendelig konformt, provinsielt og selvbedragerisk at hævde, at der skulle være noget specielt modkulturelt ved at være ung og tilhøre venstrefløjen.