Produktivitet

Jeg faldt over et kort læserbrev i en af dagens aviser. Det var skrevet af MF Christine Antorini (S) og i sig selv ikke specielt bemærkelsesværdigt. Sådan et bladrer man let forbi, blot et led i den kæde af nonsens man kan læse hver dag i aviserne. Avisen var tilmed Dagbladet Politiken som jeg af uranselige årsager havde fået fat i. Den bør man ellers holde sig fra, men det er en anden snak.

Der var dog lidt at tænke over. Christine Antorini skosede i læserbrevet den såkaldte tænketank CEPOS for at mene, at øget beskæftigelse i den offentlige sektor ville være skadeligt for den private sektor. Martin Ågerup er "så håbløst gammeldags". Antorini mente nemlig at fremtidens arbejdspladser vil være en snæver symbiose mellem private og det offentlige, uden en knivskarp sondring. Miljøstyrelsen og kommunernes miljø- og teknikforvaltninger i skøn samklang med såkaldt grøn vækst i den private sektor. Halleluja - husk at afsætte rigeligt med milliarder.

I krisens skygge er det faktisk en ret væsentlig strid: Den nykeynesianske tyrkertro på, at man kan bruge de offentlige budgetter til at investere sig til vækst, har vind i sejlene i en tid hvor budgetterne har svært ved at hænge sammen. Når alle afviser muligheden for at skære i de offentlige udgifter, og de færreste tør tone rent flag og sige at de vil øge skattetrykket, bliver resultatet denne casinoagtige omgang med skatteborgernes penge. Troen på at man gennem subsidier, styring af økonomien og såkaldt offentligt-private partnerskaber kan fremtrylle arbejdspladser. Trækker man metafysikken endnu længere ud når man frem til pendulsvingeren Richard Florida, der mener at kunne afgøre at homoseksuelle, kunstnere og bohemer er kilden til fremtidens økonomiske vækst.

Der tales så meget om at vi skal løse den økonomiske krise ved at være kreative, veluddannede og smarte. Når de andre er billigere skal vi være bedre. Det er givetvis rigtigt et stykke hen ad vejen. Kontrasterende hertil kan man dog søge visdomsord i de klassiske sentenser: Vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden. Oplevelsesøkonomi, velfærdsteknologi og grøn vækst er i deres essens tomme fraser; et spilfægteri der dækker over det mest grufulde scenarie: At industri og fremstilling, privat, overskudsgivende produktion, bliver stadigt vanskeligere, nærmest umuligt, i en verdensdel med for høje lønninger, endeløse rækker af gode grunde til ikke at gå på arbejde og kolossale bureaukratiske komplekser, der lægger talrige hindringer i vejen for det private erhvervsliv.

I stedet opfinder man fiktive behov og fiktiv efterspørgsel, for at hindre økonomierne i at segne under vægten af disse ting. Beskæftiger håndværkere gennem en renoveringspulje
(beskæftigelsesterapi) for at spare på det energiforbrug, der i øvrigt er bydende nødvendigt for at holde statsfinanserne sammen. Nå, falder forbruget må vi jo hæve energiskatterne. Nå nej - eller nå, jo? Hvem kan holde styr på dette cirkus? Igangsætter såkaldt velfærdsteknologi, der kun er levedygtig gennem (velfærds)statslig efterspørgsel. Det nye eksporteventyr! Jo tak - transfusioner fra den ene (velfærds)statskasse til den anden. Det er sandelig en glorværdig fremtid vi går i møde - kineserne, inderne og brasilianerne ryster sikkert i bukserne, når nu Vesteuropa for alvor svarer igen og lancerer deres seneste erhvervseventyr, der imidlertid kun holdes i live af en kunstig lunge. Gad vide hvordan bytteforholdet er mellem brasiliansk olie og en danskudviklet maskine, der kan give gamle mennesker et bad? Jeg tvivler på vi står godt, her i post-servicesamfundene.

Og så i krisens skygge.