Sådan er kapitalismen. svar til Jacob Hedegaard

Den gode Jacob Hedegaard har på sin blog kommenteret mit indlæg om d. 9. april. Jacob er ikke helt tilfreds med indlægget, fordi det ikke nøjes med at kritisere staten men også kaster sig over "kapitalismens forbrugersamfund". Hans anklage mod indlægget er som følger:

"Der opstilles en dikotomi mellem ‘materielle værdier’ og ‘ hjertets goder’, og vupti er al moral skubbet til side for endeløs tilranelse af ligegyldigheder i form af håndgribelige ting. Det er som om rationalet lyder, ‘hvis bare vi havde samme velstandsniveau som i starten af ‘50erne ville samfundet kunne besidde fornuftig moral, ellers ikke’."

Dette fører ham til følgende reductio in absurdam: "Er den menneskelige moral faldet næsten kontinuerligt de seneste 2.000 år? Jeg tvivler…"

For nu at tage det sidste først så er svaret vel nej. Men en sådan absurditet må stå for egen regning. Den må i hvert fald besvares med en anden absurditet. Jacobs indlæg synes nemlig at bygge på en afvisning af, at der i det hele taget er en sammenhæng mellem livsform og økonomisk situation. Derved har han gjort op med de materielle kår som faktor i menneskets tilværelse. Betyder det så ikke også, at økonomiske motivationsfaktorer blvier ganske ligegyldige. Hvis Jacob afviser at velstand fører et bestemt handlemønster med sig, så afviser han samtidig at mangel fører et bestemt handlemønster med sig. Han afviser med andre ord, at den brødflove mand ønsker sig brød. Der er med andre ord tale om en menneskeopfattelse, hvor menneskets handlinger opfattet som ubetingede. Det kan også udtrykkes på den måde, at mennesket, hvis man skal følge Jacobs kritik kun beror på sin egenmægtighed. Det hverken drives, påvirkes, lokkes eller trues af noget. Ja ethvert menneske er i sandhed en ø.

Hvis vi ikke accepterer denne dyrkelse af den autonome vilje som et realistisk udgangspunkt for en analyse af ( eller et polemisk angreb på) samfundet, så er vi tilbage ved den muligvis meget problematiske påstand, at mennesket handler på baggrund af incitamenter. Disse kan vel aldrig oplistes og blotlægges i deres totalitet. De kan kun skitseres. Dette er sandt for en grundig behandling af emnet og i særdeleshed sandt for den mere stedmoderlige behandling, som blogmediet tilsiger.

Det som vi kalder moral er en ganske bestemt moral. Moralsk forfald fører i helt nøgterne termer bare til en anden moral. Noget moral byder os at hjælpe den fattige, anden moral byder os at ofre ham til vores blodtørstige guder. Det skal derfor præciseres, at når der tales om moral eller hjertets goder i indlægget, så menes der noget specifikt. En særlig veneration overfor tradition, en følelse af forpligtelse, en kærlighed til fædrelandet. Sagt på en anden måde en livsopfattelse, der fastholder subjektet på noget andet end det selv.

Forbrugerismen derimod handler om behov og tilfredsstillelse af disse. Opstår en sådan nødvendigvis af kapitalismen? Jeg ved det ikke. Noget tyder på det. Dermed er kapitalismen måske ovenikøbet selvundergravende, som bl.a. David Gress herhjemme og i USA de neokonservative har fremhævet. Kapitalismens fundament er en pligtetik, dens resultat er hedonisme. Måske fordi vi mennesker ikke er så gode som vi gerne vil det. Måske føler vi os primært forpligtet, når vi af nøden drives til pligten. Måske tager vi hellere på arbejde, når vi har brug for lønnen, end når vi kan undvære den. Dette synes i hvert fald at være et vigtigt element i kritikken af de manglende økonomiske incitamenter til at få sig et fast arbejde i dagens Danmark.

Dette kan være et svar, men kun for så vidt, at man accepterer, at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer. Med forbrugersamfundet har vi både fået ideer, der bekriger et menneskesyn, hvor forpligtelsen er i centrum, og med velstanden har vi mistet vores nødvendige incitament til at være moralske.

link: http://jacobhedegaard.dk/2010/04/stadig-den-9-april/