Stadig den 9. april
Ungdommen har glemt 9. april. Kun et lille mindretal af de 18-25 årige ved, hvorfor denne dag er vigtig. Vi svømmer over af forargelse. De samme politikere, der har siddet med armene over kors mens folkeskolens kundskabsfokus blev afmonteret slår nu ud med de selvsamme arme og kræver indsats. Vi skal huske den 9. april, så den aldrig vil gentage sig.
Men måske er der en grund til at vi ikke husker den. Måske var den besættelse vi var udsat for ikke et historisk unikum værd at huske. ja måske har en større og mere omsiggribende besættelse sidenhen fundet sted. Måske ligger det nu i vores folkesjæl at være et besat folk, så envher tale om besættelsens onde år bliver meningsløs.
Da tyskerne kom opgav vi at forsvare os med militære midler. P. Munch, den radikal udenrigsminister, talte istedet om et Dannevirke i hjertet. Folket samledes om alsang og passiv protest. Den nationale samhørighedsfølelse blomstrede mens klassekonflikter tiltog og statsapperatet brød i stadig højere grad sammen.
Efter krigen blev vi igen besat. Vi sagde aldrig mere en 9. april og opprioriterede forsvaret og vendte våbnene mod den sovjetiske totalitarisme. Samtidig afmonteredes dog hjertets Dannevirke, det nationale sammenhold krakkelerede alt imens klasserne opløstes og statsapperatet tiltog sig stadig mere magt. En forsumpelsens passivitet bredte sig i Danmark i kølvandet på velstanden og kapitalismens forbrugersamfund. Med alle de materielle værdier det lykkedes os at skrabe sammen, var det ikke længere nødvendigt at forsvare hjertets goder og således brød landets kulturelle selvforsvar sammen. Vores tanker indvaderes, vore sjæle koloniseredes df moderne popkultur og forbrugerisme. Varefetischsisme blev nationalreligion. Engang sagde vi aldrig mere 9. april, idag kan vi igen konstatere at det stadig er den 9. april
Men måske er der en grund til at vi ikke husker den. Måske var den besættelse vi var udsat for ikke et historisk unikum værd at huske. ja måske har en større og mere omsiggribende besættelse sidenhen fundet sted. Måske ligger det nu i vores folkesjæl at være et besat folk, så envher tale om besættelsens onde år bliver meningsløs.
Da tyskerne kom opgav vi at forsvare os med militære midler. P. Munch, den radikal udenrigsminister, talte istedet om et Dannevirke i hjertet. Folket samledes om alsang og passiv protest. Den nationale samhørighedsfølelse blomstrede mens klassekonflikter tiltog og statsapperatet brød i stadig højere grad sammen.
Efter krigen blev vi igen besat. Vi sagde aldrig mere en 9. april og opprioriterede forsvaret og vendte våbnene mod den sovjetiske totalitarisme. Samtidig afmonteredes dog hjertets Dannevirke, det nationale sammenhold krakkelerede alt imens klasserne opløstes og statsapperatet tiltog sig stadig mere magt. En forsumpelsens passivitet bredte sig i Danmark i kølvandet på velstanden og kapitalismens forbrugersamfund. Med alle de materielle værdier det lykkedes os at skrabe sammen, var det ikke længere nødvendigt at forsvare hjertets goder og således brød landets kulturelle selvforsvar sammen. Vores tanker indvaderes, vore sjæle koloniseredes df moderne popkultur og forbrugerisme. Varefetischsisme blev nationalreligion. Engang sagde vi aldrig mere 9. april, idag kan vi igen konstatere at det stadig er den 9. april
posted by C.S at 11:45
2 Comments:
De to aspekter af det nationale forsvar hører sammen, næsten uløseligt. Hvis stat-delen af nationalstaten opgiver det fysiske og ikke nødvendigvis særlig kønne væbnede forsvar,kan det med god ret tolkes som en resignation overfor den knap så fysiske og definerbare nation. De håb, både kulturelle og mere jordnære, som nationens folk kunne knytte til den lades i stikken. Men på den anden side kan netop det væbnede forsvar miste noget af sin betydning - og måske i sidste ende legitimitet - når kulturdefaitismen lader nation og stat i stikken.
Pinback:
http://jacobhedegaard.dk/2010/04/stadig-den-9-april/
Send en kommentar
<< Home