Da kaptajn Espersen kæntrede
Det Konservative Folkeparti er i krise – igen. Her skal ikke redegøres yderlige for partiformandens ferierejser, undskyldninger og så videre, ligesom at jeg slet ikke vil komme ind på det forhold, at medierne er helt og aldeles uvidende om den meget lille betydning det har at en eller anden tilfældig lokalforeningsformand på Nordfyn er utilfreds med Lene Espersen.
Det er nemlig alt sammen helt ligegyldigt. En partileder i medvind ville aldrig kunne svækkes af en sag som Mallorcasagen. Problemet er et andet. Da Lene Espersen i sin tid blev formand for Det Konservative Folkeparti stod hun som talsmand for en bestemt politisk linje. Alle var klar over dette. Valget mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen var ikke kun valget mellem blondinen og brunetten, men også valget mellem to retninger, som partiet kunne bevæge sig i.
Et stort flertal foretrak Lene Espersens retning. Hvad stod hun for? I modsætning til Connie Hedegaard stod hun for den del af den konservative tradition, der orienterede sig til højre, fremhævede en kulturkonservativ værdipolitik, streng retspolitik og økonomiske reformer. Det store flertal, der var for Espersen skyldtes flertallet for denne linje i partiet. Hendes modstandere var marginaliseret. Connie blev sendt til Bruxelles.
Den store lakmusprøve på hendes politiske projekt var det store integrationsudspil. Partiet ville her gå ind at markere sig som et egentligt konservativt parti, der motiveret af social indignation og kulturel selvbevidsthed gjorde op med den integrationspolitiske kurs, der fastholdt at kun økonomi var af betydning. I sommeren 2009 sad den nye linjes hovedarkitekter Brian Mikkelsen, Naser Khader og Lene Espersen linjet op og fremlagde visionen.
En vision, der var både saglig, fornuftig og dybt socialt ansvarlig. Det konservative integrationsudspil satte fingeren på den kulturelle desintegration, som var masseindvandringens konsekvens. Integrationsudspillet slog med syvtommersøm fast, at indvandrerne var kommet for at blive, at løsningen ikke var højrefløjens hede drømme om repatriering, men derimod en kulturel integration, som kunne løfte indvandrerne ud af skammekrogen og ind i samfundet samtidig med at det danske samfunds værdier blev fastholdt. Alt i alt fornuftig konservativ politik. Lige præcis det, som så mange konservative længe havde ventet på.
Men hvad skete der? Efter en dags god presse slog det hele bak. Burkasagen eller Burka sagaen kom frem. Her kunne de konservative have stået fast, men snart forlod de anført af Lene Espersen alle skanser. Burkadebatten mundede ud i en tandløs kommission, hvor man hyrede en kendt islamapologet som formand, resten af pakken blev glemt og gemt. Naser Khader blev syltet. Kreds efter kreds blev lukket for ham. Lene Espersen var intet sted at finde. Den formand, der skulle have vist rygrad viste nu at hun ingen havde.
Snart lød der helt nye toner fra partiformanden. Nu var det slet ikke kulturkampen, der var vigtig, nu var det økonomien. I det konservative bagland genlød budskabet. Forlad alle værdipolitiske holdninger. Fuld retræte. Tilbage til økonomismen. Her lykkedes det som bekendt at subsidiere bankerne – en markant borgerlig sejr. Alt andet slog fejl. Ingen reformer kunne blive gennemført. Impotensen tog til. Kort efter tog Espersen på en velfortjent ferie og da hun kom tilbage opdagede hun at partiet havde taget ved lære af hendes rygradsløshed. Nu vender alle rygklapperne ryggen til hende og klapper sig selv på ryggen, reder skindet og håber på Connies snarlige komme.
Lene Espersens formandskab var noget af det mest lovende i sit udgangspunkt. Her var kvinden, der kunne vende skuden for konservatismen. I stedet ligger hele projektet nu grundstødt og hvad end Kaptajn Espersen klarer skærene og redder sig i land eller om der efter et valg kommer en ny partileder, så er projektet nu dødt og konservatismen igen uden retning.
Det er nemlig alt sammen helt ligegyldigt. En partileder i medvind ville aldrig kunne svækkes af en sag som Mallorcasagen. Problemet er et andet. Da Lene Espersen i sin tid blev formand for Det Konservative Folkeparti stod hun som talsmand for en bestemt politisk linje. Alle var klar over dette. Valget mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen var ikke kun valget mellem blondinen og brunetten, men også valget mellem to retninger, som partiet kunne bevæge sig i.
Et stort flertal foretrak Lene Espersens retning. Hvad stod hun for? I modsætning til Connie Hedegaard stod hun for den del af den konservative tradition, der orienterede sig til højre, fremhævede en kulturkonservativ værdipolitik, streng retspolitik og økonomiske reformer. Det store flertal, der var for Espersen skyldtes flertallet for denne linje i partiet. Hendes modstandere var marginaliseret. Connie blev sendt til Bruxelles.
Den store lakmusprøve på hendes politiske projekt var det store integrationsudspil. Partiet ville her gå ind at markere sig som et egentligt konservativt parti, der motiveret af social indignation og kulturel selvbevidsthed gjorde op med den integrationspolitiske kurs, der fastholdt at kun økonomi var af betydning. I sommeren 2009 sad den nye linjes hovedarkitekter Brian Mikkelsen, Naser Khader og Lene Espersen linjet op og fremlagde visionen.
En vision, der var både saglig, fornuftig og dybt socialt ansvarlig. Det konservative integrationsudspil satte fingeren på den kulturelle desintegration, som var masseindvandringens konsekvens. Integrationsudspillet slog med syvtommersøm fast, at indvandrerne var kommet for at blive, at løsningen ikke var højrefløjens hede drømme om repatriering, men derimod en kulturel integration, som kunne løfte indvandrerne ud af skammekrogen og ind i samfundet samtidig med at det danske samfunds værdier blev fastholdt. Alt i alt fornuftig konservativ politik. Lige præcis det, som så mange konservative længe havde ventet på.
Men hvad skete der? Efter en dags god presse slog det hele bak. Burkasagen eller Burka sagaen kom frem. Her kunne de konservative have stået fast, men snart forlod de anført af Lene Espersen alle skanser. Burkadebatten mundede ud i en tandløs kommission, hvor man hyrede en kendt islamapologet som formand, resten af pakken blev glemt og gemt. Naser Khader blev syltet. Kreds efter kreds blev lukket for ham. Lene Espersen var intet sted at finde. Den formand, der skulle have vist rygrad viste nu at hun ingen havde.
Snart lød der helt nye toner fra partiformanden. Nu var det slet ikke kulturkampen, der var vigtig, nu var det økonomien. I det konservative bagland genlød budskabet. Forlad alle værdipolitiske holdninger. Fuld retræte. Tilbage til økonomismen. Her lykkedes det som bekendt at subsidiere bankerne – en markant borgerlig sejr. Alt andet slog fejl. Ingen reformer kunne blive gennemført. Impotensen tog til. Kort efter tog Espersen på en velfortjent ferie og da hun kom tilbage opdagede hun at partiet havde taget ved lære af hendes rygradsløshed. Nu vender alle rygklapperne ryggen til hende og klapper sig selv på ryggen, reder skindet og håber på Connies snarlige komme.
Lene Espersens formandskab var noget af det mest lovende i sit udgangspunkt. Her var kvinden, der kunne vende skuden for konservatismen. I stedet ligger hele projektet nu grundstødt og hvad end Kaptajn Espersen klarer skærene og redder sig i land eller om der efter et valg kommer en ny partileder, så er projektet nu dødt og konservatismen igen uden retning.
posted by C.S at 11:30
2 Comments:
Historien fortæller, at Ole Bjørn Kraft rejste sig op på et repræsentantsskabsmøde i 1970'erne og med alvorlig stemmeføring manede til besindighed og forsoning. Der gik situationens alvor op for mange.
Hvem kan - med samme autoritet - hæve stemmen i dag? Ingen, og deri desperationen. Vorherre se i nåde til Det Konservative Folkeparti.
Ja det er lidt et problem. Der mangler en sådan skikkelse. Men når det er sagt, så mener jeg nu slet ikke denne krise er af samme alvorlige karakter, som den der fandt sted i 90erne og 70erne.
Send en kommentar
<< Home