Don Mclean Koncert i Horsens
Forleden aften var jeg for en sjælden gangs skyld til koncert. De musikere, jeg bryder mig om er for det meste ældre herrer fra det såkaldte 2. folk revival, og det er desværre kun alt for sjældent, at vi herhjemme for mulighed for at høre disse aldrende kæmper synge deres vemodige svanesang. Der var koncert i Horsens med Don Mclean, som jeg flere gange har skrevet om her på bloggen. Don Mclean er selvfølgelig kendt som manden, der gav os American Pie og sangen Vincent og maleren Vincent Van Gogh. Jeg selv har lyttet til Don Mclean siden hans pladeselskab udgav en Greatest hits cd i kølvandet på Madonnas genindspilning af American Pie. Så noget godt kom, der da ud af det.
Jeg var taget alene til koncerten i Horsens. Det var egentlig ikke planen, men da jeg endelig fik mig taget sammen til at købe billet var tiden så fremskredet, at det ikke var muligt at købe flere pladser sammen. Jeg mente dog, at det var så vigtig at foretage denne rejse, som er at anse for en pilgrimsfærd alligevel. Don Mclean er i dag 64. Han var sidst i Danmark i 2005. Skal vi vente yderligere 5 år vil han næsten være 70 og på det tidspunkt er det mere end tvivlsomt om han vil være i stand til at synge sine stemmemæssigt meget krævende sange. I modsætning til de fleste andre folkesangere i slutningen af 60erne og starten af 70erne i den amerikanske tradition synger Mclean i en Bel canto tradition, hvor der ikke er noget af den vrængen og råhed, som man især kender fra Dylan. Mclean minder i en forstand rent stemmemæssigt mere om sangerne fra 50erne og starten af 60erne for hvem korrekt og formfuldendt stemmebrug var en selvfølgelighed. Det er ikke uden grund for Mcleans repertoire har altid udvist en stærkt element af nostalgisk længsel efter 50erne og dens musik. I hans hit American Pie er der mange referencer til denne glade og umiddelbare musik, der gik tabt i løbet af 60erne og den musikalske udvikling synes hos Mclean at gå hånd i hånd med en generel forfaldshistorie.
Don Mclean er vel ikke konservativ i politisk forstand og han giver i flere af sine sange udtryk for en stærk og tidstypisk kritik af det amerikanske samfund. En sang som ”Orphans of Wealth” fra hans første album er måske det stærkeste eksempel herpå.
Derudover har han også indspillet flere antikrigssang såsom ”The Grave” og ”1967” ligesom Bob Dylans uforlignelige Masters of War er en fast del af hans koncertrepertoire. På samme måde kan det nævnes, at hans musikalske karriere indledtes med et partnerskab med den legendariske, og tidligere stalinistiske, folkesanger Pete Seeger i en kampagne for at rense Hudson floden. Men måske netop dette fokus på miljøet er en nøgle til at forstå, hvad Don Mclean egentlig har at sige om verden. Hans tekstunivers synes snarere, og i modsætning til de fleste af hans samtidige kolleger, at være præget af en generel modernitetskritisk åre end af et ønske om at politisere.
Til koncerten i Horsens bedyrede han, at han ikke brød sig om byer. Byer er matematik og net. Han forklarede at han ikke ejede hverken internet eller email. Der er forskellige veje til erkendelse af verden. Der er matematikkens, der er som en motorvej, så er der prosaen, der er som en landevej og til sidst poesi, der kun er en sti. Men det er netop denne sti, som Mclean vil betræde. På mange måder er det en klassisk romantisk kritik af byliv og modernitet, vi finder hos Mclean. Bylivet står for en perversion af de menneskelige relationer, den forbindes med tab af mening og orientering i tilværelsen. Flugten lader til at være den eneste mulighed, hvad Mclean har tematiseret i en af sine tidlige hits ”Castles in the Air”
Men flugten er jo netop flugt og også tab. Der ligger i udvejen i sig selv en tragedie. For Don Mclean er det en givet sag at lviet i verden er livet efter syndefaldet. Det religiøse fylder meget i hans repertoire uden at det dog er sikkert om der er tale om konfessionel tro, eller om den religiøse myte blot bliver en kilde til kraft og en måde at udtrykke det som også han oplever som virkeligheden. I den meget smukke kanon ”Babylon” udtrykkes det således ”By the waters of Babylon, we lay down and wept for thee Zion. We rembember thee Zion” Eller det samme tabsmotiv udtrykt I skabelsessalmen Genesis “We have grown, we have grown, we have capturede the throne of the kingdom, God made for our winning, We have grown, we have grown, but our children alone have so little time left for beginning”
Mcleans poesi har altid været langt over standard selv for den ellers forholdsvis poetisk anlagte folkemusikscene, og det er i al væsentlighed den konsekvente længsel, der udtrykkes i hans sange, som giver dem deres kvalitet. Hvad enten der er tale om en simpel kærlighedssang eller en skildring af en persons skæbne, befinder man sig hos Mclean altid efter katastrofen, efter døden og efter syndefaldet. Den elskede er væk, virkeligheden smuldret og kun det allerspinkleste håb, der end ikke giver lys, men blot sætter den aktuelle situation i et umådelig dårligt lys.
Faldet skildres tydeligst når Mclean tager fat i en af de mytologiske figurer, som han kendte fra sin barndom. Buddy Holly, der døde i flystyrtet. Den første superman George Reeves, der tog livet af sig selv eller de gamle cowboyhelte som Roy Rogers. Den amerikanske helt er død i den ikke særligt heoriske tidsalder, som er virkeligheden efter faldet og helten selv viste sig at være en illusion. Stærkest kommer dette til udtryk i sange som ”Bronco Bill´s lament” og ”Superman´s ghost”
Mcleans tekster og musik hæver sig over gennemsnittet netop fordi de taler tiden imod på en ganske anden og mere radikal måde end det ellers ses i den musik, der opfatter sig selv som samfundsrelevant. Den unge Bob Dylan ( men bestemt ikke den ældre) fremstår som en flabet og påståelig skoledreng i forhold til Mclean. Det interessante ved gode sange er at de kan synges med oprigtighed også udover den tid, hvori de er lavet. Der adskiller Mclean sig fra en anden af mine yndlingssangere, den gamle hippie-folkesanger Donovan. Hans udmærkede sange hører kun ungdommen og naiviteten til. Hans senere sange er en ørkenvandring ind i østlig mysticisme. Han vil gerne sige noget om livet, men ender som dogmatiker. Mcleans sange kan synges af den ældre Mclean såvel som den unge, deres udsagn om verden er ikke blevet undergravet af tidens gang og sangerens fremskredne alder tjener som hos Cash og Dylan kun til at understrege alvoren i lyrikken.
Jeg var taget alene til koncerten i Horsens. Det var egentlig ikke planen, men da jeg endelig fik mig taget sammen til at købe billet var tiden så fremskredet, at det ikke var muligt at købe flere pladser sammen. Jeg mente dog, at det var så vigtig at foretage denne rejse, som er at anse for en pilgrimsfærd alligevel. Don Mclean er i dag 64. Han var sidst i Danmark i 2005. Skal vi vente yderligere 5 år vil han næsten være 70 og på det tidspunkt er det mere end tvivlsomt om han vil være i stand til at synge sine stemmemæssigt meget krævende sange. I modsætning til de fleste andre folkesangere i slutningen af 60erne og starten af 70erne i den amerikanske tradition synger Mclean i en Bel canto tradition, hvor der ikke er noget af den vrængen og råhed, som man især kender fra Dylan. Mclean minder i en forstand rent stemmemæssigt mere om sangerne fra 50erne og starten af 60erne for hvem korrekt og formfuldendt stemmebrug var en selvfølgelighed. Det er ikke uden grund for Mcleans repertoire har altid udvist en stærkt element af nostalgisk længsel efter 50erne og dens musik. I hans hit American Pie er der mange referencer til denne glade og umiddelbare musik, der gik tabt i løbet af 60erne og den musikalske udvikling synes hos Mclean at gå hånd i hånd med en generel forfaldshistorie.
Don Mclean er vel ikke konservativ i politisk forstand og han giver i flere af sine sange udtryk for en stærk og tidstypisk kritik af det amerikanske samfund. En sang som ”Orphans of Wealth” fra hans første album er måske det stærkeste eksempel herpå.
Derudover har han også indspillet flere antikrigssang såsom ”The Grave” og ”1967” ligesom Bob Dylans uforlignelige Masters of War er en fast del af hans koncertrepertoire. På samme måde kan det nævnes, at hans musikalske karriere indledtes med et partnerskab med den legendariske, og tidligere stalinistiske, folkesanger Pete Seeger i en kampagne for at rense Hudson floden. Men måske netop dette fokus på miljøet er en nøgle til at forstå, hvad Don Mclean egentlig har at sige om verden. Hans tekstunivers synes snarere, og i modsætning til de fleste af hans samtidige kolleger, at være præget af en generel modernitetskritisk åre end af et ønske om at politisere.
Til koncerten i Horsens bedyrede han, at han ikke brød sig om byer. Byer er matematik og net. Han forklarede at han ikke ejede hverken internet eller email. Der er forskellige veje til erkendelse af verden. Der er matematikkens, der er som en motorvej, så er der prosaen, der er som en landevej og til sidst poesi, der kun er en sti. Men det er netop denne sti, som Mclean vil betræde. På mange måder er det en klassisk romantisk kritik af byliv og modernitet, vi finder hos Mclean. Bylivet står for en perversion af de menneskelige relationer, den forbindes med tab af mening og orientering i tilværelsen. Flugten lader til at være den eneste mulighed, hvad Mclean har tematiseret i en af sine tidlige hits ”Castles in the Air”
Men flugten er jo netop flugt og også tab. Der ligger i udvejen i sig selv en tragedie. For Don Mclean er det en givet sag at lviet i verden er livet efter syndefaldet. Det religiøse fylder meget i hans repertoire uden at det dog er sikkert om der er tale om konfessionel tro, eller om den religiøse myte blot bliver en kilde til kraft og en måde at udtrykke det som også han oplever som virkeligheden. I den meget smukke kanon ”Babylon” udtrykkes det således ”By the waters of Babylon, we lay down and wept for thee Zion. We rembember thee Zion” Eller det samme tabsmotiv udtrykt I skabelsessalmen Genesis “We have grown, we have grown, we have capturede the throne of the kingdom, God made for our winning, We have grown, we have grown, but our children alone have so little time left for beginning”
Mcleans poesi har altid været langt over standard selv for den ellers forholdsvis poetisk anlagte folkemusikscene, og det er i al væsentlighed den konsekvente længsel, der udtrykkes i hans sange, som giver dem deres kvalitet. Hvad enten der er tale om en simpel kærlighedssang eller en skildring af en persons skæbne, befinder man sig hos Mclean altid efter katastrofen, efter døden og efter syndefaldet. Den elskede er væk, virkeligheden smuldret og kun det allerspinkleste håb, der end ikke giver lys, men blot sætter den aktuelle situation i et umådelig dårligt lys.
Faldet skildres tydeligst når Mclean tager fat i en af de mytologiske figurer, som han kendte fra sin barndom. Buddy Holly, der døde i flystyrtet. Den første superman George Reeves, der tog livet af sig selv eller de gamle cowboyhelte som Roy Rogers. Den amerikanske helt er død i den ikke særligt heoriske tidsalder, som er virkeligheden efter faldet og helten selv viste sig at være en illusion. Stærkest kommer dette til udtryk i sange som ”Bronco Bill´s lament” og ”Superman´s ghost”
Mcleans tekster og musik hæver sig over gennemsnittet netop fordi de taler tiden imod på en ganske anden og mere radikal måde end det ellers ses i den musik, der opfatter sig selv som samfundsrelevant. Den unge Bob Dylan ( men bestemt ikke den ældre) fremstår som en flabet og påståelig skoledreng i forhold til Mclean. Det interessante ved gode sange er at de kan synges med oprigtighed også udover den tid, hvori de er lavet. Der adskiller Mclean sig fra en anden af mine yndlingssangere, den gamle hippie-folkesanger Donovan. Hans udmærkede sange hører kun ungdommen og naiviteten til. Hans senere sange er en ørkenvandring ind i østlig mysticisme. Han vil gerne sige noget om livet, men ender som dogmatiker. Mcleans sange kan synges af den ældre Mclean såvel som den unge, deres udsagn om verden er ikke blevet undergravet af tidens gang og sangerens fremskredne alder tjener som hos Cash og Dylan kun til at understrege alvoren i lyrikken.
posted by C.S at 16:13
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home