Fabrikken og byen
Der var engang en fabrik. Den lå i en lille, driftig by med masser af teglværker, lige ud til et sund der i århundreder havde begunstiget byen som færdselsvej for mennesker og varer.
Der hvor fabrikken lå var der først et teglværk. Teglværkerne var i årevis byens hovederhverv, igen begunstiget af naturen, der havde sørget for en lerholdig undergrund. De som ikke fandt arbejde på teglværkerne, arbejdede som bønder eller med små, selvstændige sysler, såsom en forretning.
I en lang bevægelse, i løbet af det tyvende århundrede, blev der stadigt færre teglværker. Fremstillingsmåden var gammeldags, og krævede hårdt, fysisk arbejde. Derudover flyttedes transporten af gods fra vandvejen til landevejen, og her var byen knapt så begunstiget af sin beliggenhed. Der er dog stadig teglværker ved byen, men det er store, moderne fabrikker der ejes af mænd, der efter sigende er meget velhavende, men angiveligt også evindeligt bekymrede for deres erhvervs fremtid. Fra tid til anden lukker der stadig et teglværk, så mister endnu flere deres arbejde.
I den lange opgangstid fra midthalvtredserne til midthalvfjerdserne blev byen moderne. Den kædetrukne færge blev erstattet af en klapbro, med tilhørende firesporet vej. Det blev nemmere at komme udenom byen, men det forstod man nok ikke dengang. Byen fik ny, flot skole med idrætshal. Flere parcelhuskvarterer skød op. Byen forøgede sit indbyggertal og efterkrigstidens store generationer flyttede ind og fik med tiden børn, der fyldte skole og idrætshal.
I midten af halvfjerdserne lukkede det teglværk, der lå på fabrikkens grund. En driftig mand købte bygningerne og begyndte at fremstille mere tidssvarende og specialiserede produkter, der var efterspurgte. Arbejdspladserne overlevede. Byen var stadig levende med restauration, slagtere, manufakturhandel, bagere, købmand og en brugs. Der var beskæftigelse til folk og et stærkt lokalsamfund, der kunne sørge for at dække menneskers umiddelbare behov. Der var hvad der skulle være.
I slutningen af firserne kom der endnu mere driftige folk til byen. En større koncern købte fabrikken og stod klar med kapital og knowhow. Fabrikken var - ligesom byen altid havde været - begunstiget af at være tæt på et fremmed og stort marked, der netop på fabrikkens område ikke levede op til sin ellers så højteknologiske standard. Fabrikken blev til et eksporteventyr, en succeshistorie, der medvirkede til at løse den moderne økonomis store problem: At indgå i en samhandelsmæssig balance med fremmede stater.
I en sær modbevægelse ekspanderede fabrikken, altimens byen svandt ind. Slagtere, købmænd og bagere lukkede, både fordi ingen ønskede at arve den fædrende beskæftigelse og fordi en evigt ekspanderende bureaukratistat sendte bunkevis af breve med forordninger og opkrævninger. Så hellere et automatiseret 8 - 16.30-job, som et af dem man kunne få på fabrikken, der i sine bedste dage gav beskæftigelse til halvtreds mennesker.
Fabrikkens ekspansion rakte ud over byens grænser, særligt på grund af den dårlige infrastruktur. De tunge lastbiler var ikke populære i byen, og det kneb også med rentabiliteten når der skulle køres så langt fra den motorvej, som fabrikken ekspanderede imod. Til trods for den fine, firesporede vej. Fabrikken virkede dog fortsat, altimens byen fortsat svandt ind. De store efterkrigsgenerationer havde dels ikke fået nok børn, dels ønskede disse børn ikke at bo i byen.
En ond cirkel var etableret. Skolens overbygning forsvandt, samme vej røg brugsen og manufakturhandlen, der ellers stædigt havde været byens sidste forretning. Ikke langt borte havde kloge folk, for ganske få år tilbage, samlet et stort indkøbscenter som byens indbyggere fandt større anvendelse i, end i deres egen bys små forretninger.
Denne udvikling kunne ikke gå forbi fabrikken. Egentlig var den også håbløst utidssvarende, dele af den stammede helt tilbage fra teglværkets tid. Den blev stadigt mindre, beskæftigede stadigt færre, indtil den en dag lukkede. Som en slags skæbnens ironi kort efter den var blevet renoveret for et stort beløb.
I dag ligger bygningerne tomme hen, der arbejdes ikke. Der er ikke meget erhverv tilbage i byen, kun en stædig maskinfabrikant og et skibsværft som den nye storkommune dog ikke er så begejstret for. Det skæmmer udsigten. For et par år siden igangsattes et storstilet projekt med at omdanne en tidligere teglværksgrund, beliggende med en nydelig havudsigt, til et stort projekt med luksusboliger. Der kom dog en økonomisk lavkonjunktur i vejen, så projektet er for tiden sat i bero. Det var der ikke penge i, selvom projektets slogan om liv til en drøm lød smart. Knapt så smart var det dog, at projektet appelerede mere til velhavende pensionister end til børnefamilier. Men sådan er der jo så meget.
Historien om byen og fabrikken er tragisk. Den fortæller om stadigt færre, dels selvstændige, dels mennesker beskæftigede med industri og fremstilling. Den fortæller om stadigt mere trængte lokalsamfund. Den fortæller om en kolossal udfordring med at finde arbejde til folk. Og er måske et koncentrat af det modernes tragedie.
Der hvor fabrikken lå var der først et teglværk. Teglværkerne var i årevis byens hovederhverv, igen begunstiget af naturen, der havde sørget for en lerholdig undergrund. De som ikke fandt arbejde på teglværkerne, arbejdede som bønder eller med små, selvstændige sysler, såsom en forretning.
I en lang bevægelse, i løbet af det tyvende århundrede, blev der stadigt færre teglværker. Fremstillingsmåden var gammeldags, og krævede hårdt, fysisk arbejde. Derudover flyttedes transporten af gods fra vandvejen til landevejen, og her var byen knapt så begunstiget af sin beliggenhed. Der er dog stadig teglværker ved byen, men det er store, moderne fabrikker der ejes af mænd, der efter sigende er meget velhavende, men angiveligt også evindeligt bekymrede for deres erhvervs fremtid. Fra tid til anden lukker der stadig et teglværk, så mister endnu flere deres arbejde.
I den lange opgangstid fra midthalvtredserne til midthalvfjerdserne blev byen moderne. Den kædetrukne færge blev erstattet af en klapbro, med tilhørende firesporet vej. Det blev nemmere at komme udenom byen, men det forstod man nok ikke dengang. Byen fik ny, flot skole med idrætshal. Flere parcelhuskvarterer skød op. Byen forøgede sit indbyggertal og efterkrigstidens store generationer flyttede ind og fik med tiden børn, der fyldte skole og idrætshal.
I midten af halvfjerdserne lukkede det teglværk, der lå på fabrikkens grund. En driftig mand købte bygningerne og begyndte at fremstille mere tidssvarende og specialiserede produkter, der var efterspurgte. Arbejdspladserne overlevede. Byen var stadig levende med restauration, slagtere, manufakturhandel, bagere, købmand og en brugs. Der var beskæftigelse til folk og et stærkt lokalsamfund, der kunne sørge for at dække menneskers umiddelbare behov. Der var hvad der skulle være.
I slutningen af firserne kom der endnu mere driftige folk til byen. En større koncern købte fabrikken og stod klar med kapital og knowhow. Fabrikken var - ligesom byen altid havde været - begunstiget af at være tæt på et fremmed og stort marked, der netop på fabrikkens område ikke levede op til sin ellers så højteknologiske standard. Fabrikken blev til et eksporteventyr, en succeshistorie, der medvirkede til at løse den moderne økonomis store problem: At indgå i en samhandelsmæssig balance med fremmede stater.
I en sær modbevægelse ekspanderede fabrikken, altimens byen svandt ind. Slagtere, købmænd og bagere lukkede, både fordi ingen ønskede at arve den fædrende beskæftigelse og fordi en evigt ekspanderende bureaukratistat sendte bunkevis af breve med forordninger og opkrævninger. Så hellere et automatiseret 8 - 16.30-job, som et af dem man kunne få på fabrikken, der i sine bedste dage gav beskæftigelse til halvtreds mennesker.
Fabrikkens ekspansion rakte ud over byens grænser, særligt på grund af den dårlige infrastruktur. De tunge lastbiler var ikke populære i byen, og det kneb også med rentabiliteten når der skulle køres så langt fra den motorvej, som fabrikken ekspanderede imod. Til trods for den fine, firesporede vej. Fabrikken virkede dog fortsat, altimens byen fortsat svandt ind. De store efterkrigsgenerationer havde dels ikke fået nok børn, dels ønskede disse børn ikke at bo i byen.
En ond cirkel var etableret. Skolens overbygning forsvandt, samme vej røg brugsen og manufakturhandlen, der ellers stædigt havde været byens sidste forretning. Ikke langt borte havde kloge folk, for ganske få år tilbage, samlet et stort indkøbscenter som byens indbyggere fandt større anvendelse i, end i deres egen bys små forretninger.
Denne udvikling kunne ikke gå forbi fabrikken. Egentlig var den også håbløst utidssvarende, dele af den stammede helt tilbage fra teglværkets tid. Den blev stadigt mindre, beskæftigede stadigt færre, indtil den en dag lukkede. Som en slags skæbnens ironi kort efter den var blevet renoveret for et stort beløb.
I dag ligger bygningerne tomme hen, der arbejdes ikke. Der er ikke meget erhverv tilbage i byen, kun en stædig maskinfabrikant og et skibsværft som den nye storkommune dog ikke er så begejstret for. Det skæmmer udsigten. For et par år siden igangsattes et storstilet projekt med at omdanne en tidligere teglværksgrund, beliggende med en nydelig havudsigt, til et stort projekt med luksusboliger. Der kom dog en økonomisk lavkonjunktur i vejen, så projektet er for tiden sat i bero. Det var der ikke penge i, selvom projektets slogan om liv til en drøm lød smart. Knapt så smart var det dog, at projektet appelerede mere til velhavende pensionister end til børnefamilier. Men sådan er der jo så meget.
Historien om byen og fabrikken er tragisk. Den fortæller om stadigt færre, dels selvstændige, dels mennesker beskæftigede med industri og fremstilling. Den fortæller om stadigt mere trængte lokalsamfund. Den fortæller om en kolossal udfordring med at finde arbejde til folk. Og er måske et koncentrat af det modernes tragedie.
posted by A.O. at 15:35
4 Comments:
Hvor blev det foregående indlæg af?
Nåede at læse det og der var vel intet specielt overraskende hverken i analysen eller konklusionen selvom den ikke var behagelig for partiet.
Men det faldt mig ind at Espersen måske er blevet ramt dobbelt hårdt for sit pjæk fra udenrigsministermødet:
Hvis partiet også rummer en nationalkonservativ fløj så har afgivelsen af rettighederne til den arktiske undergrund måske gjort mere ondt på dem end partiet har opfattet. Og fordi regeringen har gjort det, har Espersen nok ret i at mødet ikke var så vigtigt, men for dele af baglandet og for en del danskere i al almindelighed er det måske gået hen og blevet symbolet på et svigt som synes langt større end blot at udeblive fra et møde, ja, måske tæt på landsforræderi.
Kan det ikke være en del af forklaringen på på den opstandelse som udeblivelsen skabte?
Mvh.
Jens Hansen
Jeg fjernede det, da der pludselig kom to inldæg på meget kort tid. Jeg sætter det på igen lidt senere idag.
Jeg er glad for, at du kan se det smukke i de små lokalsamfund og det tragiske i, at de mange steder er ved helt af forsvinde. Alt for ofte støder man nemlig på den holdning, at deres forsvindende bare er et resultat af det frie marked og det frie valg og derfor pr. definition er af det gode: Hvis storbyer er et resultat af det frie marked, så er storbyen god, hvis døde lokalsamfund er resultatet af det frie marked er døde lokalsamfund, så er dette godt... Denne form for markedsæstetik kan vel ikke behage nogen. Man må kunne tage stilling til tingene uafhængigt af processen. Kan man, eller kan man ikke lide storbyen? Kan man, eller kan man ikke lide de små lokalsamfund? Når man så har afklaret det med sig selv, kan man så tage stilling til, om det frie marked har ført noget godt med sig eller noget dårligt med sig. Det frie marked har ikke nogen iboende æstetik.
Jeg er enig i, at det frie marked bør ses som en praktisk foranstaltning fremfor et ideologisk system. Det frie marked er hverken helligt eller universelt.
I forlængelse heraf er jeg enig i, at det frie marked ikke har en iboende æstetisk dimension. Tillægger man det frie marked det, tangerer det en abstrakt, ideologisk forblændelse, a lá dyrkelsen af andre halv- eller heltotalitære tankesæt.
Når det så er sagt, er jeg ikke helt sikker på at det frie marked er nogen skurk, hverken i min beretning eller i fastholdelsen af små lokalområder. Snarere tværtimod. Jeg mener det er en fejlslutning at mene, at det frie marked har fået konstant løsere tøjler i efterkrigstiden, til ubodelig skade for de små lokalsamfund. Stater, skatter og bureaukratiske apparater er snarere svulmet op til overstørrelse, og har formentlig en stor del af de gode enkeltmands- og familievirksomheder på samvittigheden, som jeg nævner - og i et bredere perspektiv også borteroderet en hævdvunden selvstændighedskultur.
Send en kommentar
<< Home