Fremtidens velstand

I den politiske debat tales der for tiden meget om, hvor fremtidens velfærd skal komme fra. Det er tilsyneladende blevet al politiks opgave, at sikre velfærdsstatens helt intakte overlevelse. I sin essens er velfærdsstaten nærmest blevet en hellig institution, frem for det den burde være: En praktisk, snusfornuftig foranstaltning der, måske i lidt vel rigeligt mål, bruges til at sikre de svagest stillede borgere et ordentligt liv med mad på bordet og tøj på kroppen. I en afideologiseret, mådeholdig form noget ingen socialt ansvarlig konservativ kan have ret meget imod.

Velfærdsstatens fundament er dog ikke velfærdsstaten selv. Oppositionen, anført af S og SF, går forrest med en teori om, at en omfangsrig velfærdsstat nærmest er forudsætningen for et sundt erhvervsklima. Vidensarbejdspladser og daginstitutioner som gensidigt afhængige, så at sige. Det er en fejlagtig teori, og en cirkelslutning der kun fører til konsekvent forøgede bevillinger til den offentlige sektor. Firkantet sagt, er det ikke løsningen på den økonomiske krise med såkaldte investeringer i velfærdsstaten. Det skaber ikke velstand, endsige løser udfordringerne med beskæftigelsen, at hyre i tusindtal af mennesker til offentlig beskæftigelse. Den offentlige sektor er, trods oppositionens hylende påstande om det modsatte, i enhver henseende rekordstor og det afledte skattetryk tilsvarende. Det er værd at minde om.

Det ville være gift for en konstruktiv vækststrategi, at forfalde til den fristelse det er, kunstigt at øge efterspørgslen i et land, der - som just nævnt - i forvejen har noget nær verdensrekord i offentligt forbrug og skattetryk. Det skal stå helt klart, at en regering med Det Konservative Folkeparti som deltager, forpligter sig på, at den eneste løsning på krisens meget alvorlige udfordring er en holdbar og langvarig vækst i den private beskæftigelse, kombineret med en stram udgiftspolitik i den offentlige sektor og en række strukturelle reformer, der begrænser udgifterne til offentlig forsørgelse og stimulerer selvforsørgelse. Netop i en krisetid skal der stås fast på, at der skal skabes en politik, der grundigt forbedrer vilkårene for det private erhvervsliv.

Forudsætningen for en velfærdsstat består i en samfundsmæssig velstand. At der skabes gode rammevilkår for forskning, industri og iværksætteri. At der er muligheder for en overskudsgivende, privat produktion. Der er ikke kun to løsningsmodeller: Enten at se passivt til, mens industriarbejdspladser lukker, eller at indføre fordyrende offentlige støtteordninger, som man aldrig kommer af med igen. Der kan gennemføres strukturelle reformer, der gør det muligt at fastholde private industri- og fremstillingsarbejdspladser i Danmark. Det er blot et spørgsmål om det politiske mod til at gennemføre dem; det der i 1970'erne blev kaldt krisebevidsthed. Et godt, gammelt og letforståeligt løsen siger, at ingen kan leve af at klippe og barbere hinanden. Det er en sandhed der fortjener mere udbredelse, her i krisens skygge.

(Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende)