klassisk dannelse

Jeg deltog forleden som taler til en udmærket konference om Klassisk dannelse vs. Reformpædagogik afholdt af Konservative Studerendes landsorganisation i Aalborg. Jeg havde fået den ære at tale om klassisk dannelses oprindelse og ideer. Som historiker valgte jeg naturligvis at omtolke den stillede opgave til en fortælling om dannelsens historie. En fortælling, der i høj grad er en om storhed og fald. Her en lynudgave.
Ideen om den klassiske dannelse opstår i renæssancen som et forsøg på at genoptage klassisk tids dannelsesidealer, der orienterede mennesket mod det egen menneskelighed snarere end mod Gud. Derfor kaldes disse tænkere også humanister – et udtryk konservative jo kun i nogen grad er glade for. Det giver dog god mening at fastholde en vis entusiasme for dannelsesbegrebet for konservative alligevel. Denne klassiske humanisme har meget lidt eller slet intet at gøre med det moderne beggreb, hvor humanismen er degeneret til føleri eller hedonisme. Den klassiske humanisme sætter ikke mennesket forstået som behovsmennesket i centrum, men menneskeligheden.

Menneskeligheden forstås her som det, der adskiller mennesket fra dyret. Dannelsestænkningen hævder, at mennesket er både natur og kultur. Som natur er vi i kausalrelationernes jerngreb og altså ufrie, som kulturvæsner har vi friheden som mulighed. Dannelsesprojektet er altså et frihedsprojekt.

Dette frihedsprjket adskiller sig dog i høj grad fra det, som vi kender i neoliberal eller Lockes tænkning samt hos kulturradikalismen.

Dannelsesteoretikerne frihedsbegreb handler om at sætte mennesket i stand til at handle på baggrund af dets menneskelighed; bedst formuleret hos Kant som at sætte mennesket i stand til at handle som autonomt væsen på baggrund af dets fornuft. Dannelse forudsætter altså netop tvang og indkulturalisering. Menneskets fundamentale socialitet og dets samfundsmæssighed er frihedens forudsætning. Hos liberalismen er frihed blot fraværet af tvang, altså det der er tilbage, når vi fjerner alt andet. I dannelsestænkningens lys er det, som er tilbage, når alt andet er væk, ikke frihed men den ufrihed, som mennesket også er præget af som naturvæsen.

Konservatismen deler fundamentalt dette menneskeyn, men lægger mindre vægt på menneskets åndelige vækst for i stedet at se dannelsen som en måde at tøjle det risikable menneske på. Det er altså ikke så meget menneskets sublimering som risikoen for perversion og anarki, der driver den konservative dannelsestænkning.

I de sidste 40 år er dannelsestænkningen kommet under pres. Vi kan tale om en trussel fra venstre og en fra højre. Truslen fra venster behandles bedst i Allan Blooms bog the closing of the american mind, hvor han beskriver hvordan kulturrrelativismen har ophævet ideen om visse ideers værdi og derved umuliggjort tanken om at nogle kundskaber skal læres. Dette kan i gen ses som et resultat af reformpædagogikkens fokus på læringsprocessen snarere end det der skal læres. Venstrekritikken har ført os ud i det som dr. Phil Børge Kristiansens i sidste nummer af bladet STANDARD har kaldt kulturforfaldets negative dialektik.

Venstretruslen er blevet suppleret af en højretrussel, som har kunnet sætte sig igennem der, hvor dannelsen ikke længere er ubestridelig. Højretrusselen er formålsrationalitetens hegemoni, der vil kende altings nytteværdi. Det er Benthams spøgelse, der huserer i åndens rige. Hvad skal det nytte spørger de liberale billedstormere. Fra tanke til faktura uden alt for meget tænkning er deres motto.

Og her står vi altså i dag. Dannelsesbegrebet er ikke længere relevant i en globaliseret verden. Alt er lige gyldigt og hvis noget er mere gyldigt end andet så er det i hvert fald kun det, som vi kan tjene penge på. Frihedsprojektet er afløst af et frigørelsesprojekt, der igen er slået over i det moderne menneskes reduktion til et led i samfundsmaskineriet. Den frihedens sfære og det åndens rige som Humboldt ville bygge, er ved den samlede indsat fra reformpædagogikken og neoliberalismen blevet indtaget og ødelagt.