Med udsigt til borgerkrigen

Hans Magnus Enzensberger, den eminente tyske forfatter, udgav for en femten års tid siden en fremragende lille bog. "Med udsigt til borgerkrigen" hedder den, og i den beskriver Enzensberger, ganske dystert, udsigterne til asymmetriske lavintensitetskrige i de vestlige samfund, der ellers på den tid gerne brystede sig af at være afslutningen på historien.

De mekanismer, der lagde fundamentet under fortidens krige, udraderes ikke i løbet af en generation eller to, ifølge Enzensberger. Den latente mængde af vrede, "krudttønden", findes fortsat. Aggressionen ytrer sig blot anderledes, når der ikke er organiserede, symmetriske krige til at agere lynafledere. Destruktionen, selvdestruktionen, ytrer sig blot ved graffiti, bilafbrændinger, gadekampe eller slagsmål ved fodboldkampe.

Bogen er klart en mere systematisk og dyberegående postering værd, men det må vente til en anden gang. Anliggendet her, at se nærmere på den sump af kaos og anarki som Grækenland er på vej ud i. En øjebliksreaktion, så at sige. Der er noget absurd i at dette land, den vestlige civilisations vugge, nu er epicenter for kvintessensen af den vestlige kulturs kolossale svækkelse.
En svækkelse, der trodser enhver forstand, og kan hensætte en i de mest pessimistiske og dystre forudsigelser.

Molotovcocktails mod banker og politibetjentene; mod levende mennesker. I går døde tre mennesker da pøbelen brændte en bank af. De blev fanget i flammerne, og både værten og Grækenlandskenderen trak let på skulderen i gårsdagens Deadline. Billederne er dog rædselsfulde. Politiet ligner en uorganiseret flok amatører, der ikke rigtig ved hvad de skal stille op med de her voldspsykopater. Pøbelen ses med gasmasker og ishockeystave, tåregassen virker ikke rigtig til at være effektiv længere. Bevæbnet med stave banker voldspsykopaterne løs på politibetjentene.

Det er i sig selv en kulturel svækkelse, at voldsmonopolet ikke magter at hævde sig. Det er for så vidt ikke noget isoleret græsk fænomen, det kan man opleve ved såkaldte demonstrationer overalt i den vestlige verden. Voldspsykopaterne går amok; smadrer ruder, brænder biler af og overfalder politiet. Alligevel fabler nogle bekymrede sjæle om politibrutalitet.

Det kunne være velgørende at se den ellers åbenbart fallerede græske stat tage affære. Lige så vigtigt som det er, at der udvises økonomisk ansvarlighed, lige så væsentligt kunne det være at se landet hævde lov og orden. Det er mig ubegribeligt at de græske myndigheder ikke går langt hårdere til værks mod de afsporede voldspsykopater, der åbenbart stadig svæver rundt i en absurd volds- og revolutionsromantik, der er mindst lige så farlig for landet som den enorme udlandsgæld.

Sæt dog militæret ind! Voldspyskopaterne skal være velkomne til at udfordre voldsmonopolet, vi kan tage en rask lille, forhåbentligt afskrækkende, konkurrence om, hvem der trods alt har de største og mest effektive våben. Hvis jeg var græker, var det hvad jeg ville forvente mig at mit lands voldsmonopol.

Men det ville jo være politibrutalitet og disproportional magtanvendelse. En sag for Amnesty International.