Det dyre samfund
Det er dyrt at være dansker. Indkomstskatten er ubetinget i verdensrekordstørrelse. Går man en tur i supermarkedet, koster det foruden forskellige punktafgifter 25 procent af beløbet på kvitteringen i skat.
Køber man sig en bil lyder tilbudet: "Køb en, betal for tre". Inden den har været ude at rulle en eneste kilometer, koster det en ganske hamper ejerafgift. Skal der tankes brændstof på bilen, betænkes statskassen også med en fem-seks kroner pr. liter. Inden længe skal der sikkert betales kørselsafgifter, fordi nogle uvidende, velbjærgede sjæle hævder, "at det er gratis at køre på vejene". Køber man sig et hus, koster det ejendomsskat, og tænder man lyset, skruer op for varmen eller skyller ud i toilettet, kan man dårligt gøre det uden at sende penge i statskassen.
Man kan ikke købe sig en pilsner, en pose slik eller en pakke cigaretter, uden at et kolossalt, umætteligt afgiftsmonster skal blande sig -i de senere år mere og mere insisterende.
Evig og altid bliver det kun dyrere. Nok er mange af de fordyrende indgreb gennemført i økonomiske krisetider, men da opgangstiderne kom igen, glemte politikerne at afskaffe dem. For mange fremstår det som en naturlov, at tingene aldrig bliver billigere. Tag for eksempel de grønne afgifter, der var stor debat om ved deres indførelse. Nu har alle og enhver vænnet sig til at betale dem, så fra politisk hold er tiden inde til at hæve dem til et niveau, der er fuldstændig ude af proportioner.
Netop i en krisetid er tiden inde til at sige fra. Det skal være billigere at være dansker, og det er ikke ambitiøst nok at holde fast i et løseligt skattestop. Det samlede skatte-og afgiftstryk skal ned uden så megen økonomisk skrivebordsargumentation. Det skal ned, simpelthen fordi det er for højt. Velfærd og velstand kommer ikke kun fra overgenerøse offentlige kasser, men også fra, at nogle basale forhold er på plads: At ganske almindelige mennesker ikke skal pukle en vis legemsdel ud af bukserne for at have råd til hus, bil og indkøb.
Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende
Køber man sig en bil lyder tilbudet: "Køb en, betal for tre". Inden den har været ude at rulle en eneste kilometer, koster det en ganske hamper ejerafgift. Skal der tankes brændstof på bilen, betænkes statskassen også med en fem-seks kroner pr. liter. Inden længe skal der sikkert betales kørselsafgifter, fordi nogle uvidende, velbjærgede sjæle hævder, "at det er gratis at køre på vejene". Køber man sig et hus, koster det ejendomsskat, og tænder man lyset, skruer op for varmen eller skyller ud i toilettet, kan man dårligt gøre det uden at sende penge i statskassen.
Man kan ikke købe sig en pilsner, en pose slik eller en pakke cigaretter, uden at et kolossalt, umætteligt afgiftsmonster skal blande sig -i de senere år mere og mere insisterende.
Evig og altid bliver det kun dyrere. Nok er mange af de fordyrende indgreb gennemført i økonomiske krisetider, men da opgangstiderne kom igen, glemte politikerne at afskaffe dem. For mange fremstår det som en naturlov, at tingene aldrig bliver billigere. Tag for eksempel de grønne afgifter, der var stor debat om ved deres indførelse. Nu har alle og enhver vænnet sig til at betale dem, så fra politisk hold er tiden inde til at hæve dem til et niveau, der er fuldstændig ude af proportioner.
Netop i en krisetid er tiden inde til at sige fra. Det skal være billigere at være dansker, og det er ikke ambitiøst nok at holde fast i et løseligt skattestop. Det samlede skatte-og afgiftstryk skal ned uden så megen økonomisk skrivebordsargumentation. Det skal ned, simpelthen fordi det er for højt. Velfærd og velstand kommer ikke kun fra overgenerøse offentlige kasser, men også fra, at nogle basale forhold er på plads: At ganske almindelige mennesker ikke skal pukle en vis legemsdel ud af bukserne for at have råd til hus, bil og indkøb.
Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende
posted by A.O. at 15:15
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home