Det nationale
Jeg har for nylig læst Kasper Støvrings fine bog om sammenhængskraft. Den er på mange måder et rigtigt godt stykke arbejde; et solidt konservativt bud på at give et begreb, der ellers anvendes lemfældigt, klangbund og mening.
Kasper Støvring er i det hele taget en af de dygtigste til at sætte ord på, begrebsliggøre, en nationalkonservativ position. Det er i det hele taget en nationalkonservativ, måske snarere en alment konservativ, udfordring at få formuleret et positivt modsvar til det system af sandheder som liberalismen og socialismen, i deres firkantede udgaver, tager udgangspunkt i. Den negative, antiideologiske position er altid vanskelig at fastholde, ikke mindst fordi det er så evigt let at beskylde den for at være inkonsistent og principløs. Sådan er der så meget, og med en vis patos i behold kan man indvende, at det så er den konservative, der for alvor er nødt til at tænke. Her gives ingen automatpilot-svar.
Begrebsliggørelsen har dog også en bagside. Konservatismen opererer i høj grad med elementer af tavs viden, nogle indlejrede normer der netop har deres værdi i, ikke at være udtalte. Derfor kan det være svært at relatere sig til udtalte forsøg på at sætte borgerdyden og det nationale på formel. Det nationale kan også blive en abstraktion, en forblændelse, på den måde at en aggressiv, chauvinistisk hævdelse af den, har en slags modsatrettet virkning: Jo mere benhårdt den køres frem, jo mere firkantet den tillægges bestemte egenskaber, jo mere kan grunden for alvor skride under det folkelige fællesskab i den nationalstat, der i sin essens er et konservativt, for ikke at sige et menneskeligt, grundvilkår. Man kan selvfølgelig indvende, at det er nødvendigt at sætte ord på og - som det hedder på akademikerkaudervælsk - italesætte det nationale, netop når det er truet. Når et mangearmet, ustyrligt juridisk monster i yderste konsekvens kan lede til et forbud med Dannebrog, er der vel grund til at råbe vagt i gevær?
Jovist, for ikke at sige bestemt. Det er også glimrende at betone, at staten er en slags overbygning på det nationale fællesskab, og at der eksisterer en gensidig forpligtelse mellem disse to elementer. Vor tids farligste bevægelse er illusionen og kravet om en værdineutral service- og behandlerstat, blottet for stillingtagen og løsrevet for enhver historisk og dermed kulturel forpligtelse. Så er vi for alvor ude i opløsningen.
I forhold til den udfordring, er det dog nødvendigt at fastholde konservatismens betoning af en før- og egentlig også upolitisk, kulturel orden. Heri ligger der også en afideologiseret, konservativ prioritering af det nationale. Det nationale er ikke en ideologi eller et bestemt holdning man ifører sig. Det er ikke noget man ustandseligt går og snakker om med højtsvungen patos. Det er kun meget få mennesker forundt, og langt de fleste af dem der i øvrigt gør det, er som regel nogle klaphatagtige spradebasser. Det der for alvor betyder noget, for eksempel det nationale, går man stille med. Det er netop et udgangspunkt, ikke et programpunkt.
Kasper Støvring er i det hele taget en af de dygtigste til at sætte ord på, begrebsliggøre, en nationalkonservativ position. Det er i det hele taget en nationalkonservativ, måske snarere en alment konservativ, udfordring at få formuleret et positivt modsvar til det system af sandheder som liberalismen og socialismen, i deres firkantede udgaver, tager udgangspunkt i. Den negative, antiideologiske position er altid vanskelig at fastholde, ikke mindst fordi det er så evigt let at beskylde den for at være inkonsistent og principløs. Sådan er der så meget, og med en vis patos i behold kan man indvende, at det så er den konservative, der for alvor er nødt til at tænke. Her gives ingen automatpilot-svar.
Begrebsliggørelsen har dog også en bagside. Konservatismen opererer i høj grad med elementer af tavs viden, nogle indlejrede normer der netop har deres værdi i, ikke at være udtalte. Derfor kan det være svært at relatere sig til udtalte forsøg på at sætte borgerdyden og det nationale på formel. Det nationale kan også blive en abstraktion, en forblændelse, på den måde at en aggressiv, chauvinistisk hævdelse af den, har en slags modsatrettet virkning: Jo mere benhårdt den køres frem, jo mere firkantet den tillægges bestemte egenskaber, jo mere kan grunden for alvor skride under det folkelige fællesskab i den nationalstat, der i sin essens er et konservativt, for ikke at sige et menneskeligt, grundvilkår. Man kan selvfølgelig indvende, at det er nødvendigt at sætte ord på og - som det hedder på akademikerkaudervælsk - italesætte det nationale, netop når det er truet. Når et mangearmet, ustyrligt juridisk monster i yderste konsekvens kan lede til et forbud med Dannebrog, er der vel grund til at råbe vagt i gevær?
Jovist, for ikke at sige bestemt. Det er også glimrende at betone, at staten er en slags overbygning på det nationale fællesskab, og at der eksisterer en gensidig forpligtelse mellem disse to elementer. Vor tids farligste bevægelse er illusionen og kravet om en værdineutral service- og behandlerstat, blottet for stillingtagen og løsrevet for enhver historisk og dermed kulturel forpligtelse. Så er vi for alvor ude i opløsningen.
I forhold til den udfordring, er det dog nødvendigt at fastholde konservatismens betoning af en før- og egentlig også upolitisk, kulturel orden. Heri ligger der også en afideologiseret, konservativ prioritering af det nationale. Det nationale er ikke en ideologi eller et bestemt holdning man ifører sig. Det er ikke noget man ustandseligt går og snakker om med højtsvungen patos. Det er kun meget få mennesker forundt, og langt de fleste af dem der i øvrigt gør det, er som regel nogle klaphatagtige spradebasser. Det der for alvor betyder noget, for eksempel det nationale, går man stille med. Det er netop et udgangspunkt, ikke et programpunkt.
posted by A.O. at 14:26
2 Comments:
Fin kommentar, jeg synes også at Støvring indtil videre har gjort det bedst.
'Det der for alvor betyder noget, for eksempel det nationale, går man stille med. Det er netop et udgangspunkt, ikke et programpunkt.'
Også her helt enig.
Men med det er måske også grunden til hvorfor det nationale er kommet sådan i bekneb, at den nu hele tiden skal forsvare sig.
Andre og konkurrerende kræfter i Danmark og verden kører nemlig en mere aggressiv politik. Manglen på synlige symboler, ritualer, mindedage og hvad der ellers hører sig til, gjorde måske at det nationale blev usynlig og kom i baggrunden af andre ideologiske retningers kontinuerlige propaganda og selvhævdelse.
Symboler er meget vigtige. Ikke mindst derfor gøres der i forskellige lande forsøg på nærmest at forbyde nationale symboler. Det er let at se at en nynazistisk demonstration med et stort antal flagrende hagekors ville gøre en del mere indtryk hos modtagelige sjæle end nogle ligegyldige erstatningssymboler.
Men man nøjes ikke med at forbyde nazissymboler. I England, Sverige og Holland, er selv nationale flag i en del situationer blevet dømt ude som symboler der er stødende overfor minoriteter. I Tyskland føres der lange lister med forbudte symboler, der nu bl.a. omfatter så unazistiske ting som det keltiske kors; et symbol der pynter de fleste grave i Irland..
Så måske burde man nødtvunget vælge at gå lidt mindre stille med døren angående det nationale sindelag, inden de sidste ydre minder om et uafhængigt og frit folk forbydes helt eller fortaber sig i glemslen.
Der er ingen grund til at gå stille med dørene med det nationale. Det er jo selve kernepunktet i konservatismen.
Frygten for at det nationale skal blive til chauvinistisk nationalisme er også ubegrundet. Det nationale har i sagens natur nok i sit eget, og angriber ikke andre lande. Det er ikke nationalisme at gøre det - det er imperialisme. Og imperialisme er manglende respekt for andre folks nationale holdning, så det er faktisk det modsatte af nationalisme.
Send en kommentar
<< Home