En ny konservativ kapitalismekritik
David Cameron vandt det britiske valg og fik også dannet regering efter en del genvordigheder. Valget blev vundet på en Big Society-dagsorden - en konservativ vision, som ikke blot vendte sig imod de 13 års Labour-styre, men også vil være et opgør med den konservative tunge arv efter Thatcher. Visionen er for så vidt ikke ny. Snarere er der tale om en genhævdelse af klassisk konservativ skepsis over for det utøjlede, frie marked.
Thatchers konservatisme var minimalstatsliberalisme tilsat moralisme. Den ville sætte markedet fri og hæmme statens vækst. Camerons konservatisme vil tæmme både marked og stat, så der bliver plads til civilsamfundet.
Der er tale om en venstredrejning af det konservative parti, som finder sit stærkeste udtryk hos filosoffer som Phillip Blond og Roger Scruton.
Konservatismens fader, Edmund Burke, var en stor fortaler for frihandel og en god ven af Adam Smith, den skotske filosof, der mere end nogen anden står som et ikon for tiltroen til det frie marked. Alligevel må man sige, at Burkes holdning til den gryende kapitalisme var karakteriseret af en dobbelthed. Han hyldede den gamle landadels dyder og skosede det nye ‘pengearistokrati’, hvis velstand byggede på spekulation, snarere end arbejde og ejendom. I den nye tids velstand øjnedes en trussel mod den samfundsorden, Burke elskede og forsvarede.
Uæstetisk karakter
Da Den Industrielle Revolution vendte op og ned på det traditionelle samfund, reagerede romantisk indstillede konservative med væmmelse. Én kritik af industrialiseringen og kapitalismen gik på dens uæstetiske og materialistiske karakter - fabriksskorstene var dystre og sataniske. Andre pegede på, at kapitalismen ødelagde de traditionelle bånd mellem mennesker til fordel for den rent mekaniske relation mellem arbejder og arbejdsgiver.
Den konservative premierminister Benjamin Disraeli skrev, at det moderne samfund nu var splittet mellem ‘to nationer’ - de rige og de fattige, og at der kun eksisterede ligegyldighed eller fjendtlighed imellem disse. Derfor måtte der formuleres en samlende, national vision, som kunne mindske kløften mellem grupperne og hindre klassekamp og revolution.
Senere tider har afvist de socialkonservatives politik som pur opportunisme og et forsøg på at stække de socialistiske bevægelser. Det står dog klart, at deres politik byggede på oprigtig bekymring over det samfund, kapitalismen havde skabt og i et væk omskabte. I modsætning til socialisterne ville man ikke gøre op med kapitalismen, men afhjælpe dens uheldige sociale konsekvenser.
Adam Smith mente, at alt hvad der var nødvendigt for at sikre rigdom, var »mådelige skatter og tålelig retspleje; alt det øvrige opstår ved tingenes naturlige orden«
Konservatismen har aldrig afvist de to første led. Men hvad vil tingenes naturlige orden sige? Hvor liberalismen fremhæver natur, fremhæver konservatismen oftere kultur og historie.
Max Weber gjorde opmærksom på, at kapitalismen bygger på en særlig etik. Denne er funderet i den protestantiske kristendoms verdsliggørelse af den klassiske kristne ‘kalds’-tanke. Protestanten (og kapitalisten) arbejder ikke for at leve, men lever for at arbejde. Samme etik tilsiger, at opsparing er bedre end forbrug, og tillod derved, at der blev ophobet den mængde kapital, som var den moderne kapitalismes nødvendige forudsætning. Men kapitalismens problem er, at den selv bliver til frontalangreb mod denne etik. De moderne kapitalistiske samfund er ikke præget af pligtfølelse og kaldstanken, men af forbrugerisme og hedonisme. Dette er, hvad sociologen David Bell har kaldt ‘kapitalismes kulturelle selvmodsigelse’. Kapitalismen er med til at fremme en livsstil og en moral, der står i stærkest mulig modsætning til den etik, som er dens eget fundament.
Menneskets natur
Liberalister afviser kritikken. For dem er markedet grundlæggende afledt af menneskets natur. Markedet og kapitalismen er det naturlige og derfor stabile. Man kan i virkeligheden kun undre sig over, at der skulle gå så mange år fra de mesopotamiske flodkulturer til, at menneskets skæbnebestemte og naturlige økonomiske system endelig lod sig indfinde engang i 1700-tallet.
Den liberale og konservative filosof Hayek har hævdet, at politisk frihed altid må gå hånd i hånd med økonomisk frihed. Demokrati og marked kan ikke skilles. Men netop i et demokratisk samfund har det vist sig svært at opretholde et frit, ureguleret marked. Det var dilemmaet for konservatismen efter Første Verdenskrig. I et klassisk værk beskrev politologen James Burnham, hvordan kapitalismen efterhånden nåede til en fase, hvor den gamle kapitalistiske pioner ‘entreprenøren’ blev fortrængt af ‘bestyreren’. Den nye forretningsmand ejede ikke sin virksomhed, men var blot en vellønnet ansat. Han blev således præget af en lønmodtagermentalitet, der fremmedgjorde ham over for den kapitalistiske etik og iværksætterånd.
Dette afspejlede sig i middelklassen. Tidligere bestod den af selvstændige erhvervsdrivende med små butikker eller værksteder. Kapitalismens udvikling imod monopoldannelser og kapitalkoncentration førte til, at denne selvejerklasse blev stadig mere presset og i stadig højere grad blev almindelige lønmodtagere uden særligt varme følelser for kapitalismen.
Svært at skelne
I Danmark blev Det Konservative Folkeparti stiftet som et forsvar for denne selv-ejerklasse. Faren var, at den skulle blive opslugt af arbejderklassen, vende det borgerlige, kapitalistiske samfund ryggen og falde i hænderne på tidens sejrende socialistiske og højreradikale ideologier.
Det var først i 1980’erne at denne konservative tradition i mange europæiske lande og i USA blev trådt under fode af den frembrusende neoliberalisme. Siden har mange konservative ikke kunnet skelne mellem liberalisme og konservatisme.
Finanskrisen og udviklingen i konservativ tænkning peger på, at også de konservative partier vil udvikle sig i en mere markedsskeptisk retning. For nylig kritiserede økonomiminister Brian Mikkelsen privatiseringen af offentlige virksomheder, og før det, var det en anden konservativ økonomiminister, Lene Espersen, der stod i spidsen for den massive understøttelse til bankerne. Tiden vil vise, om Camerons big society kan få samme effekt på verdens konservative partier, som Thatchers dagsorden fik det i 1980’erne.
Ovenstående har undertegnede fået bragt i Informatio som international kommentar
http://www.information.dk/236848
Thatchers konservatisme var minimalstatsliberalisme tilsat moralisme. Den ville sætte markedet fri og hæmme statens vækst. Camerons konservatisme vil tæmme både marked og stat, så der bliver plads til civilsamfundet.
Der er tale om en venstredrejning af det konservative parti, som finder sit stærkeste udtryk hos filosoffer som Phillip Blond og Roger Scruton.
Konservatismens fader, Edmund Burke, var en stor fortaler for frihandel og en god ven af Adam Smith, den skotske filosof, der mere end nogen anden står som et ikon for tiltroen til det frie marked. Alligevel må man sige, at Burkes holdning til den gryende kapitalisme var karakteriseret af en dobbelthed. Han hyldede den gamle landadels dyder og skosede det nye ‘pengearistokrati’, hvis velstand byggede på spekulation, snarere end arbejde og ejendom. I den nye tids velstand øjnedes en trussel mod den samfundsorden, Burke elskede og forsvarede.
Uæstetisk karakter
Da Den Industrielle Revolution vendte op og ned på det traditionelle samfund, reagerede romantisk indstillede konservative med væmmelse. Én kritik af industrialiseringen og kapitalismen gik på dens uæstetiske og materialistiske karakter - fabriksskorstene var dystre og sataniske. Andre pegede på, at kapitalismen ødelagde de traditionelle bånd mellem mennesker til fordel for den rent mekaniske relation mellem arbejder og arbejdsgiver.
Den konservative premierminister Benjamin Disraeli skrev, at det moderne samfund nu var splittet mellem ‘to nationer’ - de rige og de fattige, og at der kun eksisterede ligegyldighed eller fjendtlighed imellem disse. Derfor måtte der formuleres en samlende, national vision, som kunne mindske kløften mellem grupperne og hindre klassekamp og revolution.
Senere tider har afvist de socialkonservatives politik som pur opportunisme og et forsøg på at stække de socialistiske bevægelser. Det står dog klart, at deres politik byggede på oprigtig bekymring over det samfund, kapitalismen havde skabt og i et væk omskabte. I modsætning til socialisterne ville man ikke gøre op med kapitalismen, men afhjælpe dens uheldige sociale konsekvenser.
Adam Smith mente, at alt hvad der var nødvendigt for at sikre rigdom, var »mådelige skatter og tålelig retspleje; alt det øvrige opstår ved tingenes naturlige orden«
Konservatismen har aldrig afvist de to første led. Men hvad vil tingenes naturlige orden sige? Hvor liberalismen fremhæver natur, fremhæver konservatismen oftere kultur og historie.
Max Weber gjorde opmærksom på, at kapitalismen bygger på en særlig etik. Denne er funderet i den protestantiske kristendoms verdsliggørelse af den klassiske kristne ‘kalds’-tanke. Protestanten (og kapitalisten) arbejder ikke for at leve, men lever for at arbejde. Samme etik tilsiger, at opsparing er bedre end forbrug, og tillod derved, at der blev ophobet den mængde kapital, som var den moderne kapitalismes nødvendige forudsætning. Men kapitalismens problem er, at den selv bliver til frontalangreb mod denne etik. De moderne kapitalistiske samfund er ikke præget af pligtfølelse og kaldstanken, men af forbrugerisme og hedonisme. Dette er, hvad sociologen David Bell har kaldt ‘kapitalismes kulturelle selvmodsigelse’. Kapitalismen er med til at fremme en livsstil og en moral, der står i stærkest mulig modsætning til den etik, som er dens eget fundament.
Menneskets natur
Liberalister afviser kritikken. For dem er markedet grundlæggende afledt af menneskets natur. Markedet og kapitalismen er det naturlige og derfor stabile. Man kan i virkeligheden kun undre sig over, at der skulle gå så mange år fra de mesopotamiske flodkulturer til, at menneskets skæbnebestemte og naturlige økonomiske system endelig lod sig indfinde engang i 1700-tallet.
Den liberale og konservative filosof Hayek har hævdet, at politisk frihed altid må gå hånd i hånd med økonomisk frihed. Demokrati og marked kan ikke skilles. Men netop i et demokratisk samfund har det vist sig svært at opretholde et frit, ureguleret marked. Det var dilemmaet for konservatismen efter Første Verdenskrig. I et klassisk værk beskrev politologen James Burnham, hvordan kapitalismen efterhånden nåede til en fase, hvor den gamle kapitalistiske pioner ‘entreprenøren’ blev fortrængt af ‘bestyreren’. Den nye forretningsmand ejede ikke sin virksomhed, men var blot en vellønnet ansat. Han blev således præget af en lønmodtagermentalitet, der fremmedgjorde ham over for den kapitalistiske etik og iværksætterånd.
Dette afspejlede sig i middelklassen. Tidligere bestod den af selvstændige erhvervsdrivende med små butikker eller værksteder. Kapitalismens udvikling imod monopoldannelser og kapitalkoncentration førte til, at denne selvejerklasse blev stadig mere presset og i stadig højere grad blev almindelige lønmodtagere uden særligt varme følelser for kapitalismen.
Svært at skelne
I Danmark blev Det Konservative Folkeparti stiftet som et forsvar for denne selv-ejerklasse. Faren var, at den skulle blive opslugt af arbejderklassen, vende det borgerlige, kapitalistiske samfund ryggen og falde i hænderne på tidens sejrende socialistiske og højreradikale ideologier.
Det var først i 1980’erne at denne konservative tradition i mange europæiske lande og i USA blev trådt under fode af den frembrusende neoliberalisme. Siden har mange konservative ikke kunnet skelne mellem liberalisme og konservatisme.
Finanskrisen og udviklingen i konservativ tænkning peger på, at også de konservative partier vil udvikle sig i en mere markedsskeptisk retning. For nylig kritiserede økonomiminister Brian Mikkelsen privatiseringen af offentlige virksomheder, og før det, var det en anden konservativ økonomiminister, Lene Espersen, der stod i spidsen for den massive understøttelse til bankerne. Tiden vil vise, om Camerons big society kan få samme effekt på verdens konservative partier, som Thatchers dagsorden fik det i 1980’erne.
Ovenstående har undertegnede fået bragt i Informatio som international kommentar
http://www.information.dk/236848
posted by C.S at 12:49
10 Comments:
"Men hvad vil tingenes naturlige orden sige?"
Er det ikke bare resultatet af en spontan og evolutionær udvikling af samfundet?
Lige så interessant er det at spørge: Hvad er dansk kultur og hvad er dansk historie?
Hvis man lader udviklingen af historien og kulturen være spontan og evolutionær, så behøver vi måske bruge så mange kræfter på at definere det helt præcist.
Vi må så finde en måde, at gøre samfundet så spontant og evolutionært som muligt, så det ikke er enkeltpersoner, der får lov og mulighed for at definere det for alle andre. Andre institutioner, der fungerer bedst når de er spontane og evolutionære er markedet, og derfor synes det nærliggende, at gøre brug af markedskræfterne når samfundet skal udvikle sig på en sund måde.
Mit problem med den konservative kapitalismekritik er, at den netop bare er dét - kritik.
Der kommer ingen eller kun dårlige bud på alternativer til det frie marked.
Jeg er ofte enig i kapitalismekritikkens pointer, men jeg kan heller ikke selv komme på bedre alternativer end det frie marked. Og jeg begynder at tro, at disse ikke findes. Rigtig mange ting er i hvert fald blevet afprøvet med meget pauvre resultater til følge.
Så er den konservatives rolle ikke bare (igen), at forsøge at påvirke det frie markeds aktører (altså alle mennesker) vha..., lad os kalde det kulturkamp?
@Bjarne Hansen
The Red ory, Philip Blond, er kommet med en hel stribe konkrete bud på, hvordan vi kan tackle den vilde kapitalisme og globaliseringen i sine bøger. Jeg håber iøvrigt, at folkene bag Konservativ Reaktion og Crituque vil gøre lidt mere ud af denne spændende konservative filosof. F.eks. ved at invitere ham til Danmark. Eller overtale et forlag til at udgive en eller flere af hans bøger.
Rettelse:
The Red Tory
@Anonym
Er han kommet med nogle gode bud (med streg under gode)?
Og navnet er Bjarke.
Skal lige ind i dét her system. Den ovenstående "anonyme" kommentar er min.
@Bjarke Hansen
Ja, Philip Blond har sine bøger og artikler ikke blot skarpt kritiseret neolberalismen, og dermed vore dagens vilde kapitalisme, men også kommet med en lang række forslag til, hvordan vi kan modarbejde globaliseringen og frihandelens ødelæggende hærgen.
Her er en link til en artikel om emnet, som han har skrevet i New York Times:
http://www.nytimes.com/2008/01/22/opinion/22iht-edblond.1.9399739.html
Der er en god del af Blonds kritik der er relevant og rammende, ikke mindst de historiske analyser af velstandens fordeling. Det er et helt afgørende problem, at en lang række velstandsgoder er blevet svære at opnå for ganske almindelige mennesker, men det skyldes noget andet.
Det skyldes at Blonds præmis er grundlæggende forkert. Det er meningsløst at tale om eksistensen af en frimarkedsfundamentalisme eller - som du skriver - "vore dages vilde kapitalisme." Ingen af delene har fremkaldt hverken finanskrisen eller bankpakkerne, de er tværtimod fremkaldt af politisk tilskyndelse og deraf afledt moral hazard.
Det frie marked, de reelt frie markedsmekanismer, er i den grad trængte i den vestlige kulturkreds og i stedet afløst af forhold der både ligner og er statskapitalisme. Det findes i både Danmark, England, Italien og Frankrig. De frie markedsmekanismer er her trængte af enorme velfærdsapparater; betydelige støtteordninger og offentlige sektorer, der aldrig har været større. Ligeså med det afledte skatte- og afgifstryk.
Netop disse ordninger hæmmer i høj grad det "konservativt gode" i kapitalismen: Selvejerskabet, selvforsørgelsen og enmands-virksomhederne. Gode vilkår for småborgerskabet. Der er rigelig brug for kritik af "big business", af suspekte forbindelser mellem politikere og erhvervsledere og statskapitalistiske strukturer, der hæmmer social mobilitet og udbredelse af velstand. Men det er ikke, i sin essens, en kritik af kapitalismen.
Folkene bag Konservativ Reaktion har skam gjort meget ud af Blond. I et projekt som nogle af os er aktive i ved siden af; Årsskriftet Critique, er der bragt en oversat artikel af Blond, ligesom, at vi har lagt et foredrag online af ham.
det kan findes på www.critique.ksaa.dk
Ja, men der mangler en generel artikel om hele Red Tory-begrebet, som jo ikke startede med Blond, men har dybe rødder i især Canada.
Send en kommentar
<< Home