Når heltene dør II
I et tidligere indlæg her på Reaktionen, skrev C.S at der snart ikke er flere helte tilbage.
I går døde af en af heltene, Bjørn Svensson, i en alder af 99 år. Gennem trekvart århundrede var en han en flittig stridsmand i dansk åndsliv, der evigt og utrætteligt tog til genmæle mod ethvert totalitært træk i tiden. Svensson gik altid lige til sagen, argumenterede altid klarsynet og prægnant med en encyklopædisk viden. Helt indtil det sidste. Aldrig nogen vaklen, og blik for både for samling og splid. På den ene side kæmpede han benhårdt for forsoning i grænseområdet mellem det tyske og det danske, på den anden side urokkeligt for Danmarks selvstændighed og frihed i kampen mod nazismen, kommunismen, islamismen og masseindvandringen.
Bjørn Svenssons anliggende var tveklangen af strid og saglighed, bedst sammenfattet i sit forsvar for både samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen. Det rigtige og det principielle. Han tilhørte en generation, der nu hastigt svinder bort. En generation der oplevede sværdslagene med det totalitære på allernærmeste hold, og derfor var vaccineret mod den ideologiske forblændelse, der desværre havde held til at vinde fodfæste igen i efterkrigstiden, dog i svært anderledes gevandter.
Et af de store træer i skoven er faldet. Æret være Bjørn Svenssons minde.
I går døde af en af heltene, Bjørn Svensson, i en alder af 99 år. Gennem trekvart århundrede var en han en flittig stridsmand i dansk åndsliv, der evigt og utrætteligt tog til genmæle mod ethvert totalitært træk i tiden. Svensson gik altid lige til sagen, argumenterede altid klarsynet og prægnant med en encyklopædisk viden. Helt indtil det sidste. Aldrig nogen vaklen, og blik for både for samling og splid. På den ene side kæmpede han benhårdt for forsoning i grænseområdet mellem det tyske og det danske, på den anden side urokkeligt for Danmarks selvstændighed og frihed i kampen mod nazismen, kommunismen, islamismen og masseindvandringen.
Bjørn Svenssons anliggende var tveklangen af strid og saglighed, bedst sammenfattet i sit forsvar for både samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen. Det rigtige og det principielle. Han tilhørte en generation, der nu hastigt svinder bort. En generation der oplevede sværdslagene med det totalitære på allernærmeste hold, og derfor var vaccineret mod den ideologiske forblændelse, der desværre havde held til at vinde fodfæste igen i efterkrigstiden, dog i svært anderledes gevandter.
Et af de store træer i skoven er faldet. Æret være Bjørn Svenssons minde.
posted by A.O. at 19:43
5 Comments:
Jeg undrer sig over, hvorfor han forsvarede den ynkelige samarbejdspolitik med besættelsesmagten.
Der gives vist ikke noget kort og entydigt svar på det. Jeg har ikke Svenssons argumentation in extenso her; den kan findes i hans egne, glimrende bøger "Derfor gik det sådan 9. april" og "Bataljer med bid og baggrund".
Jeg skriver bevidst "det rigtige" og "det principielle", ved førstnævnte havde "det saglige" nok være mere præcist anbragt.
Et rids af Svenssons argumentation - som flugter og flyder sammen med min egen - er, at der i den aktuelle situation ikke var andet at gøre end at samarbejde. Danmark var bevidst og systematisk blevet afrustet i 1930'erne, så et forsøg på at forsvare landet ville være frugteløst og lede til enorme ødelæggelser og ulykker. Sagligt set var samarbejdspolitikken, i øjeblikket, rigtig. Både folket og de folkevalgte bakkede i øvrigt også op om den, i øvrigt bekræftet ved folketingsvalget i marts 1943.
At den var principielt forkert er jeg ikke uenig i. Det tror jeg også Svensson mente. Hans anliggende var dog lige så meget sagligheden, f.eks. udtrykt i kritikken af Anders Fogh Rasmussens noget letsindige historisk-analytiske omgang med samarbejdspolitikken.
En vis form for samarbejde mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt var naturligvis nødvendig. Men samarbejdsregeringen gik jo langt videre. Tænk bare på regeringens forslag i sommeren 1940 om en mønt-og toldunion med Tyskland (som tyskerne heldigvis for Danmark afviste) og udleveringen af vore torpedobåde til den tyske krigsmarine.
Det undrer mig, at Svensson på denne baggrund kunne forsvare samarbejdspolitikken efterfølgende.
Der er ikke så meget at tilføje. På det principielle plan er både jeg, og sandsynligvis Svensson, som nævnt har jeg ikke lige hans argumentation helt præsent, formentlig enige i din kritik. Samarbejdspolitikken var, principielt, en ulykke, et nationalt svigt, et udtryk for en grum defaitisme.
Men samarbejdspolitikken var - sagligt set - en i øjeblikket smerteligt rigtig disposition. Det indrømmer både jeg og Svensson.
Nu har jeg (endnu) ikke læst hans erindringer, men jeg står helt uforstående overfor hans ifølge Jyllands-Postens anmeldelse af bogen skarpe angreb på Fogh Rasmussen på grund af dennes kritik af samarbejdspolitikken. Jeg synes da, at der er grund til at rose vores tidligere statsminister for hans kritik, som jo også omfattede hans eget partis deltagelse i samarbejdet med besættelsesmagten. Netop i disse tider, hvor så mange i den politiske korrektheds navn sværger til dialog med islamisterne, er der grund til værdsætte, at Fogh Andersen slog fast, at fjenden samarbejder man altså ikke - ham bekæmper man!
Send en kommentar
<< Home