Ateismen er kristendommens fortabte søn

Sækularisering er en gammel forteelse, der er snævert knyttet til moderniteten. Men begrebet har også rødder i kristendommen ( som moderniteten i det hele taget), fordi enhver tale om adskillelse mellem det religiøse og det politiske forudsætter, at det politiske og det religiøse overhovedet kan tænkes uafhængigt af hinanden.

Det ligger mig fjernt at generalisere, men det lader ikke til at denne åbenlyse indsigt nogensinde har slået ateisterne – og hermed mener jeg tidens aktuelle svøbe. De frådende ny-ateister, der har fortrængt tidligere tiders magelige gudsfornægtelse i den offentlige debat. Gudsfornægtelsen forudsætter at vi kan forestille os et sted, hvorfra vi kan fornægte Gud, det forudsætter med andre ord, at ikke alting er religion, at religionen derimod er noget der eksisterer i verden og ikke en kvalitet ved verden selv. Denne affortryllelse er kristendommens værk, og skellet mellem den politiske og det religiøse en skelsættende grundtanke, der kun er kommet ind i verden ved kristendommens religionskritik.

Ateismen er kristendommens fortabte søn, der er så fortvivlet fortabt, at den ikke vender tilbage i håbet om at blive taget vel imod, men tværtimod fornægter sit ophav. Men ateismens mulighed er betinget af troens mangel på selvfølgelighed i kristendommen. Den er her ikke noget, som du kan slutte dig til ved at vandre omkring i verden og få religiøse oplevelser, den er noget du på trods af verden beslutter dig for at åbne ørene for, når du hører den forkyndt. Det at mennesket er ansvarlig for sin tro og ved sin tro, betyder at troen kun er der hvor muligheden for at afvise troen er til hvor der stilles et spørgsmål, sådan som tilfældet er i kristendommen. Der hvor det ikke er muligt at sige nej, hvor religionen er kosmologisk og det hellige ikke dans ganz andere men netop denne verden, der er det slet ikke muligt at have ateisme, der findes kun dovenskabens mulighed for misvedligeholdelse af pagten mellem mennesker og deres guder.

Alt imens dette træder i baggrunden i den offentlige debat, vinder ateismen frem, der hvor det hovmodige mennesker afviser kristendommen og dermed det, der sætter skellet mellem virkelighed og religion. For ateisten er verden altid religiøs. Der er kun den og intet andet, dette sted vi står er en del af den verdenstotalitet, der netop er total fordi den er alt, hvad der er, omfatter alt og sætter grænsen for alt. Hvor denne verden er sin egen grænse er denne verden sin egen afgud og ikke netop blot den affortryllede verden, der må forstå at den slet intet er i forhold til det uden for verden, som gør den relativ og dermed til kun det rent faktiske.

Gudsfornægteren er den der ikke tør at stå ved verden som det faktiske den er, når den sættes i relation til det absolutte, som vil bilde sig ind at det absoluttes mulighed findes i denne verden og er tilgængelig via fornuften, følelsen, fornemmelsen eller hvad nu det måtte være. Ateismen kan vi sagligt set ikke tage alvorlig. Den er ikke irreligiøs, sådan som den bilder sig ind, men netop den moderne verdens religion, der hvor denne har glemt, at den skønt moderne aldrig kan og skal være andet end verden, hvor den i lyset af sine egne bedrifter, tror på sin egen mulighed for at stå på og ved sandheden.

Men ateismen må tages alvorligt. Ikke sagligt som det den i sig selv er, men på grund af dens effekter og dens kritik af kristendommen. Er ateismen overhovedet noget er det denne verdens forkyndelse mod kristendommens forkyndelse, der ved sin egen definition, aldrig er denne verdens forkyndelse men forkyndelsen til denne verden og om denne verden og dermed er den ikke blot harmløs hedenskab, der står på tærsklen til omvendelse men selv en missionerende religion, der råber i kor med fanden selv for at overdøve forkyndelsen af evangeliet.