Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form

Jeg har i anden sammenhæng haft fornøjelsen af at have en nyere oversættelse af Carl Schmitts essays Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form hjemme, til redaktionel omtale, som det så pænt hed. Den anmeldelse der kom ud af det, kan læses herunder, med forbehold for at den i sin form måske ikke ligner et typisk blogindlæg.

***


Da Informations Forlag sidste år valgte at trykke en dansk oversættelse af Carl Schmitts to store essays fra 1920’erne,1) faldt dette i tråd med en nyere tids genvakte interesse for den kontroversielle tyske jurist og filosof. Her skal kun nævnes ganske få eksempler. Fra England kom i 1999 den af Chantal Mouffe redigerede antologi, The Challenge of Carl Schmitt.2) I den, tog en række erklærede liberaldemokrater og venstreintellektuelle Carl Schmitts kritik af netop det liberale demokrati op til revision. Schmitts medlemskab af det tyske nazistparti og juridiske karriere i Det Tredje Rige i 1930’erne, var og er en betydelig anstødssten derfor. Men en grundlæggende tanke i den nye bølge af Schmitt-læsninger synes at være, at det aspekt ikke skal skygge for at Schmitts forfatterskab rummer samfundsmæssige indsigter af betydelig skarphed og blivende værdi. På dansk kom dertil Mikkel Thorups antologi, Den ondeste mand i live?3) fra 2007. Den følger til dels i Mouffes fodspor, men rummer bidrag fra et bredere spektrum af den politiske skala, og om flere forskellige emner. En dansk oversættelse af to af hans centrale værker forekommer derfor aldeles relevant.

Politisk Teologi omhandler suverænitetsbegrebet i statsretten. For så vidt udformet som et indlæg i debatten med Schmitts samtidige juraprofessorer. Ifølge Schmitt er suverænitetens begrebshistorie4) ’strandet’ ved det udtryk at det er en ’…højeste retsligt uafhængige ikke afledte magt…’. Men dette er ifølge Schmitt en formalisme som i en virkelig situation dårlig kan hæftes på én bestemt person eller anden størrelse. Men en sådan afgrænsning er svær at sætte, for på hvilke områder gælder den, og hvordan forholder den sig til den almindelige lovgivning? Det er disse spekulationer Schmitt søger at opløse med sin spidsdefinition. Liberalismen og demokratiet hørte til i navnlig det 18. århundrede, mente han. Men den demokratiske masse-politik rummer i sig et opgør med afpolitiseringen: Med det 20. århundredes total-stat, er samfund og stat ét. Med andre ord: Alle sfærer er potentielt politiske. Og for Schmitt er politik lig med kamp. Schmitt starter så at sige hvor Hobbes slutter: Alles kamp mod alle, naturtilstanden, slutter ikke fordi staten, Livjatan, undertrykker den, den repræsenterer højest en våbenhvile i striden. Og diverse stater imellem forsætter den tillige. Som politiske ordener, er staterne resultatet af den politiske strid, det grundlæggende fjendskab. Og netop som et sådant eksistensvilkår, determineres den ikke af dialog eller forhandling – men af beslutning. Derfor indrammes politik og magt hos Carl Schmitt decisionistisk.

Men det liberale demokrati rummer bestræbelser på at afgrænse magten i juraen. Men det er en abstraktion, mener Schmitt, for så vidt alle ordener rummer et udenfor, der sætter den. Loven determinerer, beskriver, den orden som er den politiske orden, er et udtryk for dens vilje. Men det er suverænen der sætter og holder den. Og suverænen er altså den der har den egentlige politiske magt. Begrebet undtagelsestilstand bliver derfor helt centralt for Schmitt. I undtagelsestilfældet suspenderer staten retten i kraft at sin ret til selvopholdelse. Men undtagelsestilstand er ikke anarki og kaos, det er dog en orden, og magt er ikke ret. Men ret forudsætter en normativ situation eller tilstand, og suverænen defineres ved at have magten til at bestemme hvornår denne situation er indtrådt. Det kan den fordi politik og magtens vilkår går forud for juraen.

Titlen Politisk Teologi dækker over Carl Schmitts noget kategoriske antagelse, at moderne statsteoris begreber er sekulariserede teologiske dogmer: Den omnipotente lovgiver er i den forstand gud, og undtagelsestilstanden er miraklet. Netop i kristen forstand må Kristus være udenfor den judaistiske lov for at ophæve den og sætte den på ny. Undtagelsen som en mediering mellem suverænen og det levede liv. Men lovgivningsmagtens almagt er i dag legitimeret ved folket. Og det åbner for muligheden af både bundløst populistisk demokrati og diktatur. Men Schmitts diktatur, autoritære undtagelsesstyre, er kommisorisk, for så vidt det eksisterer med formålet at opretholde eller tilvejebringe en determineret orden, egentlig determineret af det selv, via suverænen. Beslutningen, den politiske ageren medierer mellem ordenens norm og det levede liv. Beslutningen vil være for orden som sådan. Hvordan den materialiseres afhænger af suverænen og dennes historiske betingelser.

Det er givet denne indsigt, der har ledt Chantal Mouffe og ligesindede kritikere til deres erkendelse af, at det er ufrugtbart at det liberale demokrati star helt uantastet. I en tid med atomvåben og terror, kan det ekstra-legale suverænintetsproblem heller ikke være mindre interessant. At Carl Schmitts kontroversielle og til tider svært tilgængelige værker nu er gjort lidt lettere tilgængelige for et dansk publikum, er i den henseende kun godt.

Romersk katolicisme og politisk form repræsenterer en noget anden side af forfatterskabet. Lars Christensen har i forordet til den danske udgave, kaldt den et katolsk modstykke til Max Webers berømte værk om protestantismens betydning for kapitalismen i Europa. Parallellen er nærliggende, fordi den indtil flere gange direkte henviser til Webers værk. Og hos Schmitt er der som hos Weber en kerne af materialismekritik. Men svaret er ikke en modstridende påstand, som eksempelvis at den kapitalistiske ånds rødder skal ses i katolicismen.

I katolsk forstand er mennesket ikke radikalt og absolut syndigt. Derfor blev spørgsmålet om prædestinationen og frelsesvisheden heller ikke lige så prægnant, som i den puritanske etik. Mener i hvert fald Schmitt; og derfor udformedes heller ikke en pragmatisk dennesidig askese. Den katolske kultur stiller mennesket anderledes harmonisk i forhold til den gennemteknologiserede og formaliserede verden, som blandt andet kapitalismen har skabt. Og heri ligger den egentlige apologetik. Den romerske katolicisme er som sådan et værn om menneskets ikke-materialistiske naturlighed, og personlighed. Men det har den kun kunnet være fordi den både har været uhyre fleksibel og radikalt standhaftig i sin repræsentation.

Det til tider lyriske sprog i essayet Romersk katolicisme og politisk form, er en klar kontrast til de hårdere og kontante udtryk i Politisk Teologi. Men på sin vis mødes juristen og kulturkritikeren i Schmitts forfatterskab. Det kirken ideligt repræsenterer, er Kristus og det apostoliske liv på jorden. Men derudover har juraen det lighedstræk med romerkirken at den kan knytte an til alle bevægelser og styreformer, blot der er, ja, form. Forudsætningen derfor er autoritet, magt. Men modsat kirken (Jesu stedfortræder) kan juraen kun ’formidle’ gældende ret – ikke skabe den som kirken kan, og har gjort det historisk set, i samarbejde med en stat. Den katolske kirkes repræsentation er helt særlig fordi den er personlig og konsekvent i sit udtryk. Og den autoritet den har, har den på baggrund af den idé den repræsenterer. Selv dens bureaukrati og hierarki er med til at udtrykke den idé, synes Schmitt at mene. Det kan med andre ord læses som en nuancering af synspunktet på den kolde decisionistiske magt, som Schmitt konstaterede i Politisk Teologi. Sammensætningen af de to essays er tillige et udmærket træk ved Informations udgave. Udgivelsen har interesse både i den filosofiske debat, og med rent historisk interesse.

1) Carl Schmitt: Politische Theologie (1922) / Römischer Katholizismus und politische Form (1923).
Carl Schmitt: Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form. Dansk udgave Informations Forlag. København 2009.
2) Chantal Mouffe, red.: The Challenge of Carl Schmitt. London 1999.
3) Mikkel Thorup, red.: Den ondeste mand i live? Læsninger af og mod Carl Schmitt. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Univeritet 2007.
4) Her forstås ikke begrebshistorie i den moderne metodiske forstand. Men denne disciplins rødder i den tyske højreintelligentsia, er for historiestuderende og andre et interessant emne i sig selv, som dog ligger noget udenfor denne anmeldelses rammer.