Resignation

Sådan er der jo så meget. Set fra lænestolen er resignationen tiltrækkende, et fristende needle chill, for at citere fra et af U2's bedste numre der lige passerede forbi. Pessimismen er miskendt, den er som bekendt den eneste isme, der holder hvad den lover. Det må altså blive ved de spredte betragtninger.

I ferien læste jeg Thoreaus langgaber af en klassisker, "Walden", og selv om denne måtte konkurrere med klapstolsovervejelser om at henlægge næste års sommerferie til Holland, landet må være totalt mennesketomt, eftersom alle hollændere tilsyneladende er i Sydfrankrig, rummede den dog alligevel et springende alternativ. Når det hele er for meget, er det fristende at stikke af og finde sig en hytte i skoven og ved søen, langt fra verdens vrimmel. Ligesom Thoreau ikke for at søge eneboertilværelsen, snarere for at frigøre sig fra læsset af verden der segner af modernitet, formynder- og velfærdsstat og karriereræs.

Apropos Frankrig, var et feriens små spil at tælle EU-symboler. Jean Monnet og Robert Schuman, de to skrivebordteknokrater og lurendrejere der fik idéen til hele menageriet, må have så mange broer, pladser og gader opkaldt efter sig, at det nærmer sig en verdensrekord som ville gøre salig Washington grøn af misundelse. Selv Bagnols-sur-Cèze, en søvnig provinsby med 18.000 indbyggere, er ikke gået ram forbi og man må ikke håbe for de tos efterladte, at det er dem der klipper alle snorene over. I så fald må de have svært ved at passe deres rigtige arbejde. Det er i øvrigt ikke nemt i Frankrig: credalnationen jonglerer med så mange identiteter at det kan være svært at holde overblikket. Vejskilte på provençalsk, busterne af Marianne og så endelig EU, der på fransk er i lige linje med en stormagtsdrøm, der stædigt balsameres i kælderen under Louvre. Måske er det derfor, at der ikke rigtig er noget af det der hænger ved. Så søger den franske Thoreau tilflugt på torvet med kammeraterne, petanquekuglerne og en flaske pastis. Det der med sammenhængskraft må blive demain.

Nå ja. Dårskaben er nemlig svær at kapere - både i det store og det små. Den kan være svær at skildre i andet end netop spredte betragtninger, brudstykker af et mønster. Den ytrer sig i tåbelige levebrødspolitikere, forblændet multikulturalisme, en blind tiltro til teknikken og fremskridteriet, blandt så meget andet. Der er så meget at tage fat i. Weekendavisen skriver for eksempel, i en ret bredt citeret artikel, at 440 politbetjente blev såret ved optøjer den 1. maj 2009. Det er noget man har lyst til at sige eller skrive noget om, men resignationen overvinder lysten til det. Det får lov at forblive en konstatering, et eksempel der taler for sig selv. Bedre bliver det ikke, når resten af artikelen rummer et mindst lige så dystert budskab, som det er svært at have kapacitet til at klare. Beslægtet hermed, kalder det på resignationens lise, at se de danske medier præsentere professionelle fattige, der rammes af regeringens ih-så brutale nedskæringer. For det første er de ikke fattige, det er man ikke hvis man har råd til fladskærm, internetforbindelse og tobak.

For det andet - og ret beset det vigtigste, nu overvindes resignationen - mangler vi (også) en reel diskussion om livsvilkårene for offentligt forsørgede. Det er åbenbart en sejlivet myte, der ikke blev udryddet efter at jubeloptimismens version 2.0 grundstødte i 1970'erne, at velfærdsstaten skal levere absolut kompensation. At det skal være muligt at leve et jævnbyrdigt liv på offentlig forsørgelse. Det skal det ikke, for det har - vel - aldrig været meningen at et sådant liv skulle være attraktivt. Jeg mindes ikke engang, at venstrefløjen har ment det. Naturligvis skal der være tab, afsavn, man lider ved at lade sig forsørge af de andre. Som altid er medierne flittige til at bruge børnene som pressionsmiddel, de kan hverken komme i biografen, i musikskole eller holde børnefødselsdag. Som om det skulle være vanrøgt. Vore dages nøjsomhedskultur isolerer sig åbenbart til sådanne luksusproblemer. Som altid kan man begynde at stille uret, måske rettere skattekortet, efter den dag hvor de, som oplevede den rigtige nøjsomhedskultur, den fra 1950'erne og til dels 1970'erne, ikke længere er dem som befolker plejehjemmene, men er afløst af de, der har lidt den livsforfølgende tort at måtte undvære ture i biografen som barn. Lad os håbe der står krisehjælp parat.

Nå, lad os geare ned: Så er der universitetsbiblioteket, der ellers i mangt og meget er et helle; et fredeligt sted, hvor forandringer tilsyneladende kommer langsomt. Her skiftes databasesystem uden at det umiddelbart kan forklares, hvad der var galt med det gamle. Det nye er ringere end det gamle, langsommere og mindre brugervenligt. I skranken meddeles der, at man er nødt til at følge med tiden. "Nej man er ej", kunne man overveje at indvende, men de ord falder som regel på stengrund. Det er svært at være i fred.