Mit møde med fremtidens Danmark

I går havde jeg den store ære at være inviteret til at være debattør i en paneldebat arrangeret af Holstebros politiske ungdomsorganisationer. Da emnet var monarkiet og grundloven, tænkte jeg, at det skulle vel ikke være helt umuligt, og visse forbundsfæller havde jeg sikkert også med mig, antog jeg.

Det skulle vise sig ikke at være så. Jeg var oppe imod en SFU'er, en DSU'er, en RU'er og en VU'er. Alle var imod monarkiet, alle for en ændring af grundloven. Til de, der ikke er bekendt med min personlige holdning, kan det oplyses, at jeg meningsmæssigt ikke passede videre godt ind stående over for dette firkløver.

Jeg vil her fremlægge nogle tanker omkring de argumenter, der blev rettet imod mig, den enlige forsvarer af dansk historie, kultur og identitet - naturligvis på en stærkt polemiserende måde. Såfremt enkelte af enten debattører eller deltagere skulle falde over dette indlæg, håber jeg, at dette vil blive set som hårdkogt satire og gak og løjer. Alle i andre faste læsere ved, hvilket gemytligt sind, der gemmer sig bag mit maskuline og bombastiske, ja næsten truende, ydre.

Der startedes med en diskussion af, hvilken rolle monarkiet besad i Danmark i dag. I forhold til, hvor lille en rolle debattørerne tilsyneladende mente, det havde, var der megen pathos lagt i modstanden imod det. Jeg påbegyndte min snak om et statsoverhoved over partierne, kontinuitet og historisk bevidsthed, men kunne forstå på mine meddebattører, at de ikke havde brug for nogle af delene. Det gør det naturligvis svært for en konservativ historiker at kæmpe sin kamp, når historien ses som et overflødigt og helt igennem overstået kapitel, men bravt kæmpede jeg videre.

Da man nåede til at vurdere, hvorvidt der i fremtiden var behov for et kongehus, kom svaret, at de i udgangspunktet var dårlige forbilleder, fordi udvalgte elementer var grimme. Jeg husker det sådan, at empirien, der her blev grebet til, var grev Ingolf og dronningens tænder. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt over muligheden for at lade udvælgelsen af en præsident i en eventuelt kommende republik blive udvalgt på baggrund af X-factor-kriteriet eller en miss Danmark-titel, hvilket jeg godt kunne fornemme ville lyde for meget af dårlig forberedelse, hvis jeg indrømmede. Hvad jeg dog fik sagt, var, at jeg ikke havde et Billed-Blads-agtigt forhold til kongehuset. Jeg kunne have bidt min tunge af, da jeg havde sagt det, specielt fordi det efterfulgtes af DSU'erens slående argument, at bare fordi kronprinsen og kronprinsessen var smukke, så kunne deres børn jo altså godt blive grimme. Der måtte jeg indrømme mig sat til vægs. Det var en vanskelig en at skyde ned.

Al min snak om historie og kultur havde tilsyneladende forvirret en ung dame på forreste række. Hun spurgte, om jeg ikke gik ind for et multikulturelt samfund. Jeg tænkte en del over det og blev lidt forvirret over spørgsmålet. Mentes der, om jeg mente, at der var flere kulturer i Danmark, og det fandt jeg det dumt at nægte, så måske var det en fælde. Da jeg bad om at få det uddybet, blev jeg spurgt, om jeg gik ind for et multietnisk samfund. Jeg tænkte lidt i samme baner og tænkte, at det vel også var problematisk at nægte, at der var flere etniciteter i Danmark. Jeg kom derefter for skade at sige, at landet har en historie, som jeg vel mente, at man burde sætte sig ind i for at forstå landets institutioner, skikke osv., men endnu engang kunne jeg se, at historien var et farligt emne, hvis man skulle have forsamlingen på sin side.

Et interessant spørgsmål var, om jeg ikke fandt det moralsk forkasteligt, at visse mennesker arvede et embede. Dette havde nok været god latin før, men var det ikke nu - folk myrdede jo også jøder i gamle dage, og skulle man så gøre det igen. I sig selv har jeg nok aldrig set det meget beskæmmende i, at visse ting hænger fast ved byrd, da det giver et menneske pligter og en plads i samfundet. Og sammenligningen med jødedrab indrømmede jeg, at jeg fandt at være lidt ude af proportioner. Dette blev der ikke protesteret imod, og jeg fik lov til at forklare, at arvefølgen oprindeligt havde virket som en sikkerhed, netop fordi pligtfølelse bl.a. kunne være et produkt af arv, og at denne pligtfølelse fik statsoverhovedet til at se på det fælles bedste og altså se henover snævre partiinteresser. Spørgeren syntes måske ikke enig, men han fandt det tilsyneladende at være et vel nok hæderligt argument, og jeg glædede mig til den første lille sejr, men denne toges fra mig, da den argumentatoriske genistreg - citat-tricket - blev trukket frem. Jeg fik smidt Hørups sætning "Intet over og intet ved siden af Folketinget" lige i hovedet af en af meddebattørerne. I min iver efter at forsvare mig på en del andre områder nåede jeg ikke at spørge om, hvordan dette kunne kombineres med magtens tredeling - gjaldt dette også domstolene, og var det ikke problematisk, at den udøvende magt var helt og aldeles afhængig af folkerepæsentationen? Forvirringen var tiltagende.

Vi kørte langsomt over i en generel diskussion om grundloven. Jeg fandt vel, at jeg her var nogenlunde på hjemmebane, hvad jeg vel også havde regnet med, at jeg var, når det gjaldt monarkisagen, hvor jeg af de hårdtslående argumenter følte mig noget sat til vægs (Visse af kongehusets medlemmer er grimme, den må jeg huske).

Et godt argument i grundlovsdiskussionen var naturligvis, at partierne ikke stod nævnt i grundloven. Det var vel særdeles væsentligt, at medlemmernes forpligtelser over for partierne var nedfældet. Som jeg så det, måtte dette være i kontrast til § 56 ("Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere"). Jeg forsøgte mig med argumentet, at netop denne paragraf vel var den eneste, der sikrede en minimal grad af integritet i det danske politiske system. Jeg er ikke helt sikker på, at alle disse politiske spirer vidste, hvad jeg mente med "integritet". De så i hvert fald meget uforstående ud.

Taget i betragtning, at en professor i statsforfatningsret har udtalt, at det ikke er for juristernes skyld, at man skal ændre grundloven, da der om tolkningen af dennes paragraffer er opnået almindelig juridisk konsensus - noget der vel i høj grad sikrer retssikkerheden - fandt jeg det meget modigt, at det fra en af mine meddebattører (jeg husker ikke, om det var DSU'eren, SFU'eren eller RU'eren) blev hævdet, at den ikke kunne bruges juridisk, og at den derfor skulle skrives helt om i et klart sprog, så juristerne ikke skulle tolke, men bare læse, hvad der stod. Jeg forsøgte at argumentere for, at man næppe ville undgå juridiske tolkninger, og at juristeriets anarki næppe heller ville virke til stadfæstelse af retssikkerheden. Jeg husker det ikke sådan, at dette vandt udbredt gehør.

Jeg var nødt til at gå, lidt inden debatten var slut, men jeg måtte takke mange gange for en god oplevelse. Dette havde lært mig meget om, hvilke argumenter der går i det moderne Danmark (X-factor hot, historie not. Ændringer hot, traditioner not. Tankeflugt hot, virkelighedsfornemmelse not.)

Så kan vi lære det!

I hinne tider fandt mennesket på alle niveauer sin trøst hos Gud, der havde indstiftet standssamfundet. Bonden vidste, at i det hinsides ville velsignelsen være, og indtil da måtte han slide for magthaverne. Præsterne måtte i ydmyghed gå til Gud - både i boglig og i åndelig form - hvis tvivlsspørgsmål viste sig i deres gerning. Adelen, der var blevet givet sværdet af Gud, vidste, at det var i Hans navn, at de gik i leding og kæmpede mod den fjende, der ville nedbryde den Guds ordning, der var opbygget. Kongen, der bar sceptret, vidste, at det kun var ham til låns på Guds nåde, og Guds vrede ville ramme ham, hvis ikke han gik nidkært til sin gerning.

Gud var svaret!

Men dette ændrede sig. Igennem sekulariseringens store felttog - både i oplysningstiden og i den positivistiske tidsalder - sattes mennesket i Guds sted. Mennesket kunne bygge, mennesket kunne skabe, mennesket tog Guds scepter og satte sig på verdens trone og så sig selv stor nok til at råde over verden.

Med Titanics forlis og første verdenskrig beviste mennesket dog for sig selv, at det hverken var teknologisk eller moralsk guddommeligt. Det kunne imidlertid ikke selv se det. Historien om Babelstårnet havde gentaget sig og i den babyloniske forvirring efterfølgende forsøgtes alt fortsat i den forsigtige tro, at mennesket kunne virke til egen frelse. Fascisme, nazisme og kommunisme vandt indpas. I disse styreformer forsøgte mennesket i større eller mindre grad at finde den universelle verdslige sandhed, for hvis bare den menneskelige fornuft regerede og denne gang omstyrtede alt det gamle i stedet for at bygge på det, så skulle det nok gå altsammen. Katastrofen blev endnu en verdenskrig - endnu mere skånselsløs, mere hadsk, mere gennemført amoralsk end den forrige.

Efter 1945 blev de tilbageblivende totalitære systemer langsomt dovne. Det endte i autoritære styrer, hvor det, der skulle have været til velsignelse for menneskeheden, blev det for et minimalt antal mennesker på toppen af kransekagen.

Med murens fald troede vi os endelig fri fra disse totalitære bevægelser. Intet sted skulle igen denne tro på menneskets guddommelighed forblænde os. Og nu står vi her og kigger tilbage og indser, hvor dumme vi har været. Tænk at tro, at mennesket kan indtage Guds plads. Hvor var vi dog naive. Vi indså ikke, at der kun var én, som det var værd at vende sig imod, kun én der kunne frelse os fra denne vores dårskab, dumhed og naivitet. Vi ved alle, hvem der tales om uden, at navnet behøves nævnt: Den, som kan gøre selv den mest ugudelige venstreorienterede religiøs; den, der kan modtage hæderspriser alene pga. folkets tro på, at han sikkert... indenfor den nærmeste fremtid... på et tidspunkt... med tiden... kan sikre verdensfreden; den, der mirakuløst kan få meningsmålinger til at gå op og ned (mest ned) fra den ene dag til den anden.

Han er i sandhed en guddommelig skabning, denne Obama!

Krarup og Langballe

Der er meget godt at sige om Søren Krarup og Jesper Langballe.

Måske skal man lige afrunde fætterskabet først. Det er nemlig (for) let at slå Krarup og Langballe sammen i en ligning. De mener tit mere eller mindre det samme og bakker hinanden op i forskellige situationer, hvor de skiftes til at stå forrest i stormvejret. De har begge været engagerede deltagere i en lang række samfundsdebatter de seneste halvtreds år, Krarup udgav sin første bog i 1960, de blev begge indvalgt i Folketinget i 2001 for Dansk Folkeparti, og har begge meddelt at de ikke genopstiller ved næste valg. Utrætteligt har de taget en masse tæsk for nogle synspunkter, der enten har lidt nederlag, eller hvis gennemslagskraft har været 25 år undervejs.

Der er dog også forskelle. Langballe trives langt bedre i rollen som folkevalgt end Krarup, måske fordi han, inden han fik embede som sognepræst, arbejdede som journalist. Af og til virker det i hvert fald på Krarup som om embedet som folketingsmand er som en kugle om benet. I den mundtlige polemik, ordstriden, fremstår Langballe ofte skarpere, mindre docerende og belærende end Krarup, der dog fremstår en tand bedre på skrift. Selv i teologiske spørgsmål virker Langballe skarpere end Krarup, for tiden. Var man til Tidehvervs sommermøde i det forgangne år kunne man opleve det ved selvsyn. Det var vi nogle stykker der blev noget overraskede over.

Fælles for dem begge er det at indsatsen i samfundsdebatten har været lang- og vidtstrakt. Krarup har skrevet en masse bøger, som langt flere, navnlig dem der tror de ved hvad han mener, burde gøre sig selv den tjeneste at læse. Begge har de engageret sig i talrige stridsspørgsmål: Behandlersamfundet, revselsesretten, EF og EU og ikke mindst flygtninge- og indvandrerpolitikken, for blot at nævne nogle overskrifter.

Det er dog vist ikke helt urimeligt at påpege en vis tomgang hos dem begge, de senere år. Det handler ufattelig meget om islam. Senest er Langballe blevet centrum for en forbitret strid om et debatindlæg i Berlingske Tidende. En strid der peger tilbage til et obskurt interview med Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, indspillet halvamatøragtigt i dennes køkken, og publiceret blandt andet på hjemmesiden Snaphanen. Både Lars Hedegaard og Jesper Langballe har sagt nogle grovheder, nogle upolerede ting om muslimer. Det er jeg for så vidt ligeglad med, det gør de så tit. For så vidt er der ikke noget galt med en offentlig debat, hvor der bliver udvekslet grovheder. De må stå for folks egen regning.

Det trættende består i at Krarup og Langballe, for at vende tilbage til posteringens udgangspunkt, forsømmer så mange andre vigtige indsatsområder i den offentlige debat. Bevares: Polemikken om revselsesretten, der dukkede op for et års tid siden, trak dem begge frem til desværre mere at forsvare end uddybe et yderst relevant synspunkt, som de ellers turde være godt hjemme i. Men ellers er det småt med andet end islam, islam og islam.

Spørger man dem, det har jeg prøvet, siger de at ingen strid er vigtigere lige nu. Meget andet bliver lagt på hylden, og vi kan så glæde os til Krarups farvel til Folketinget, så vi kan få den bog om begrebet myndighed han har lovet os. Krarup og Langballe har begge skrevet passionerede pamfletter mod velfærds- og behandlerstaten. Spørger man indtil dette, højst nødvendige opgør i dag (jeg har prøvet), siger de at islam og indvandringen står højere på dagsordenen, og spørger man igen, måske lidt mere insisterende, vover de sig ud i nogle bortforklaringer, der får en til at mistænke dem for at være blevet partisoldater. Deres skelnen mellem 1970'ernes og 1980'ernes behandlersamfund og velfærdsstaten af i dag fremstår i hvert fald noget famlende. Krarup har endog sagt, for nylig, at et folkehjem - her skvattede han forhåbentlig lidt i begreberne - med en velfærdsstat ligefrem er ønskværdig. Her kan man trække et led fra den ligning, der ellers siger at navnlig Krarups synspunkter har været bemærkelsesværdigt konstante.

Anliggendet med denne postering er lige så meget at minde om, og dvæle ved, at et kulturkonservativt opgør rækker videre end kultursammenstødet mellem vesten og islam. Der ligger en bunke andre sager, som det værd at tage fat på. Fætrene har begge rundet 70, men virker dog begge vitale endnu, omend det kan forekomme i glimt. Det kunne være forfriskende hvis de havde modet til igen at tage velfærds- og behanderstaten ved vingebenet. Om ikke andet når de ikke længere repræsenterer det parti, der desværre omfavner den generøse velfærdsstat så meget, at luften nærmest trykkes endnu hurtigere ud af den. Det opgørs vigtighed kan i hvert fald ikke undervurderes.

Critique: artikel online om konservatisme

Det fremragende konservative "Årsskriftet Critique" lægger nu alle artikler ud fra første årgang. Den første artikel, der lægges ud er Søren Hviid Pedersens artikel om konservatismen, hvor han tager afstand fra en liberal forståelse af konservatismen, hvor den alene er et forsvar for markedet og individet og dels fra en tandløs socialkonservatisme, der vil gøre konservatismen til den socialdemokratiske velfærdsstats kustode.

link:  http://critique.ksaa.dk/wp-content/Hverken-stat-eller-individ.pdf
 

Søren Hviid Pedersen (f. 1966) er lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Han er cand. scient. pol. fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og har en Ph.D.-grad fra University of Essex, Department of Government, UK. Søren Hviid Pedersen har været ansat ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet siden 2001 og har bl. a. forsket i konservatismen som politisk teori.

Han har beskæftiget sig indgående med konservatismens politiske tænkning og leverer i sin artikel en definition af konservatismen, som stiller den både i modsætning til socialdemokratismens forkærlighed for staten, såvel som liberalismens blinde tro på det frie marked, hvorfor den traditionelle distinktion mellem socialkonservative og minimalstatskonservative reelt er uden værdi.


Uddrag

”Det er opbygget en myte om, at enten er man statskonservative/socialkonservativ eller også er man minimalstatskonservativ. Begge overbevisninger er isoleret set noget vrøvl! Det har på den ene side aldrig været meningen, at konservatismen skal stå både politisk og intellektuelt brast med den socialdemokratiske velfærdsstat. Konservatismens og Det konservative Folkepartis formål må aldrig degenere til bare at forvalte velfærdsstaten. I den forstand er konservatismen ikke socialdemokratisme minus ti procent. På den anden side må det ligeledes fremhæves, at konservatismen på ingen måde kan siges at advokere for en minimalstat. Stor var min forbavselse da jeg, på en for øvrigt rigtig vellykket og imponerende KU konservatismekonference for nylig, (gen)hørte argumentet om, at der findes en minimalstatskonservatisme. Det er simpelthen vrøvl, der gives ingen minimalstatskonservatisme overhovedet.”


”Konservatismens opgave bliver at forvalte og beskytte samfundets værdiøkologi eller dets moralske og sociale kapital. Samfundets værdiøkologi er de grundlæggende institutioner og værdier i samfundet, der tilsammen danner forudsætningen for samfundets gensidighed og sammenhængskraft.”

”Markedstænkningen degenerer til ren ideologi såfremt man betragter markedet som et moralsk ideal der skal være gældende for alle relationer i samfundet. Den bliver ligeså frihedsundertrykkende og ødelæggende for civil samfundet,”

Politikere og sagkundskaben

Tiden kalder på eksperter. Der er så meget vi er i tvivl om, så meget der skal gøres noget ved. Ethvert standpunkt har sin egen ekspert. Kommissioner har været tilsvarende på mode, her kan man nemlig kunnet samle en masse eksperter til en solid omgang beskæftigelsesterapi. For eksempel nedsatte den såkaldt borgerlige regering en skattekommission med en tidligere socialdemokratisk skatteminister i spidsen. Endnu en bekræftelse på at verden er et besynderligt sted at være. En anden bekræftelse fik man da udenrigsminister Per Stig Møller, som man ellers troede var belæst i konservatismen, foreslog et EU-kontor for såkaldt globale værdier. Afsindigt.

I gårsdagens Deadline 2. sektion havde Jes Stein Pedersen samlet et par gæster/eksperter til en diskussion om den sundheds- og forebyggelsesbølge der har ramt landet de senere år, med en jernnæves kraft. Udgangspunktet var for så vidt fint nok: Er det gået for vidt de senere år? Det kneb dog med at få de indbudte til at tage hul på den diskussion, dertil kløede reguleringsiveren trods alt for meget. I øvrigt blev der sagt så meget andet ævl, at det nærmest trodser enhver forstand.

Eksperterne efterspurgte politisk mod til at gennemføre nogle af de geniale forslag, som politikerne var blevet fremstillet for, og som de selv gik i brechen for. Tobaksafgiften skal op, slikket skal være i mindre poser, stuves af vejen, og i øvrigt belægges med større afgifter. Alt sammen dårlige forslag. Det skal være billigere og nemmere at leve sundt. Det såkaldt frie valg er stærkt opreklameret, betoede en sociolog seerne. Forældrene kan slet ikke overskue at holde børnene fra slikket ved kasserne i supermarkederne, og i og med at vores liv er så gennemreguleret på alle mulige andre områder, er det kun naturligt at lovgive mere på sundheds- og forebyggelsesområdet. Simpelthen. I virkeligheden er politikerne dybt uansvarlige, hvis de bare overlader befolkningens sundhed til befolkningen selv. Det er forresten vigtigt at begynde med børnene, således at de gode vaner kan grundlægges tidligt. Skatteyderfinansieret bespisning i daginstitutioner og skoler, og en times motion hver eneste dag. Og så videre, og så videre. Som Majken Frost påpeger i seneste udgave af Tidehverv, kan man som regel identificere kryptoautoritære synspunkter ved deres konsekvente anvendelse af børn og børnebørn som argumentation.

Ret beset er det netop en politisk opgave at sige fra overfor sagkundskaben. Det er nemlig aldrig svært at få en ekspert til at kræve indgreb, lovgivning eller afgiftsforhøjelser. Tværtimod, de kan nærmest ikke foreslå andet. Derfor er det en politisk opgave at slå fast, at der er områder der ubetinget er den enkeltes ansvar; at der er områder der skal afholdes fra, eller skærmes mod politisk regulering. Ligegyldigt hvor megen dokumentation der så kan fremføres for dette eller hint. For eksempel tonede eksperten Morten Grønbæk rent flag, og foreslog et totalforbud mod tobak. Udfra en ekspert-teknokratisk skrivebordsargumentation er det et validt synspunkt, der utvivlsomt får mere vind i sejlene i fremtiden. Med udgangspunkt i de særdeles populære cost/benefit-analyser, der vinder frem som græshoppesværme, er der nemlig ikke meget andet end "cost" ved tobaksrygning. Det generer en masse mennesker og påfører det vederlagsfri sygehussystem en masse omkostninger. Ret beset noget uforsvarligt noget. Derfor er det en politisk opgave at slå fast overfor en stadigt mere selvoptaget befolkning, at friheden er dyr og friheden koster. Har man sin egen frihed kær, lader man andre gøre noget man ikke selv nødvendigvis synes om.

Der er brug for nogle eksperter i frihed, nogen der beder typer som Bente Klarlund Pedersen og Morten Grønbæk om at klappe i og blande sig udenom. Jeg melder mig frivilligt.

[1] Gårsdagens Deadline 2. sektion: http://www.dr.dk/DR2/2sektion/Deadline+2.+sektion.htm?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1375173

[2] Majken Frosts artikel i Tidehverv, der i øvrigt rummer en masse andre fine pointer, kan læses her: http://www.tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=844

[3] Det vidunderlige stillbillede er taget fra Disney-tegnefilmen "No Smoking" fra 1951, der blandt andet afkræfter myten om at viden om tobakkens skadelige virkninger skulle være noget specielt nyt. Filmen kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=a9KrAyXdmoA

Under konservativt bekvemmelighedsflag

Hvad er konservatisme og hvad tilsiger konservatisme os at gøre. På det seneste har jeg oplevet at alene dette spørgsmål kan opfattes kættersk. Er man som jeg selv knyttet til en politisk organisation, der i egen selvopfattelse er bundet sammen af konservatisme, er det ikke god tone at hævde, at noget denne organisation foretager sig slet ikke er konservativt, ej heller er det god tone at hævde, at personer, der har holdninger, som ikke med andet end meget god vilje kan kaldes konservative, ikke er konservative.

Gør man det, monopoliserer man nemlig konservatismen, og tildeler sig selv en almagt til at definere forskellen på konservativ ret- og vantro. Dog. Logisk må det være sådan, at hvis konservatismen overhovedet er et meningsfuldt begreb, så er det også et afgrænset begreb. Ikke begreber, der siger noget bestemt om noget og hvis indhold altså ikke er vilkårligt. Et begreb opstår i vores menneskelige undersøgelse af tilværelsen. Det er et mærkat, vi hæfter på et fænomen som vi oplever. Fænomenet er da ikke lig begrebet, men begrebet er et forsøg på at indfange dette fænomen i sproget, så vi kan udtrykke det. Når det nu forholder sig sådan, hvorfor er det så alligevel kættersk at hævde, at der findes folk, der kalder sig konservative, som slet ikke er det.

En årsag kan selvfølgelig være, at man ikke opfattes som kvalificeret til at afsige en sådan dom. At det altså er en selv, der står på den forkerte side af begrebet, og en selv, der slet ikke er konservativ. Dette vil under alle omstændigheder være en hyppig anvendt argumentationsform i en sådan organisation. Det er også et argument, der ikke kan afvises på forhånd. Derfor er det nødvendigt meget kort at præcisere, hvilken konservatisme undertegnede har gjort sig skyldig i at forsøge, med en modstanders ord at ”ekskommunikere”.


Den ”konservatisme” – lad os foreløbigt kalde den det – som jeg tager anstød af, er en ideologi, der tager sig udgangspunkt i en kontraktteoretisk samfundsopfattelse. En ideologi, der altså i sit metodologiske udgangspunkt er individualistisk og som forestiller sig samfundet som en pagt, hvor individet ved denne pagtindgåelse tildeles visse rettigheder. I en anden form kan disse rettigheder gå forud for samfundspagten, hvorfor statens legitimitet kommer til at afhænge af dens vilje og evne til at respektere disse menneskerettigheder. Det er en ideologi, som ikke finder nogen grund til yderligere at argumentere for sådanne rettigheder. De er i enten den ene eller anden form selve det aksiomatiske udgangspunkt. Det er derfor også en ideologi der identificerer disse rettigheder som negative rettigheder også kalder frihedsrettigheder. Menneskets frihed er frihed fra tvang, hvorfor staten i udgangspunktet er et overgreb. I kraft af individualismen og dennes frihed bliver også kollektiver såsom nation og kultur sat i baggrunden. I bedste fald bliver kultur noget, som individet kan begive sig af med, hvis det lyster, i værste fald bliver netop den kulturelle binding identificeret som et tvangsbånd, individet må gøre op med. Hvor altså kultur dømmes ude, forsvinder også ideen om en normativ fælles forståelsesramme mennesker imellem. Moral bliver et spørgsmål om at vælge, hvad man vælge vil. Kun krænkelsen af friheden og dermed af det handlende subjekt bliver i absolut forstand umoralsk. Tilværelsen er i den forstand, noget man vælger og ikke noget man tildeles.

Dette er hvad, der i disse kredse går under navnet konservatisme. Helt entydigt er dette dog en beskrivelse af klassisk liberalisme, og man kan derfor igen rejse spørgsmålet, hvordan kan dette kaldes konservativt? Og hvilken konservativ ville man være, hvis man accepterede dette som konservatisme.

Vi står med to muligheder. Enten er konservatisme det just beskrevne eller også er det, hvad der gængs forstås ved konservatisme. Dette er enten eller muligheden. Det ene udelukker det andet, og da er der egentlig kun hykleriet til forskel på om man eksplicit afviser det ene standpunkt som ikke konservativt, eller om man blot gør dette implicit ved at hævde det ene på bekostning af det andet.

Den anden mulighed er et både-og. Her kan konservatismen både betegne det ene og det andet. Dette er konsensusløsningen. Den man griber til, når man ønsker den gode tone bevaret og enhed om forskellighed. Denne er dog logisk uholdbar idet den ene ”konservatisme” jo som begreb indeholder en afvisning af det andet. Enten-eller ligger allerede deri, at konservatismen som begreb er udifferentieret fra andre begreber. Vi kan med andre ord ikke både tale i radikale individualistiske termer og taler i konservatismens kulturalistiske termer.

De to muligheder er i virkeligheden en, og denne mulighed er et valg, et enten-eller. Der kan ikke sejles under konservativt bekvemmelighedsflag, selvom det gavner den politiske karriere.