Til orientering: Occident- studiekreds om højretænkning

Et nyt spændende initiativ, der måtte være interessant for de af bloggens læsere der er bosat i århus området.
En gruppe ph.d. studerende og en antropolog har startet en studiekreds om europæisk højretænkning ved navn Occident.

"Occident betyder vesterlandet og er en studiekreds på Aarhus Universitet. Occident beskæftiger sig med læsning og diskussion af værker indenfor den europæiske højretænkning. Derudover er Occident også et forum for sparring i forbindelse med opgaveskrivning eller andet arbejde om emner relateret til den europæiske eller vesterlandske højretænkning.


Occident er en helt åben studiekreds, der retter sig mod såvel studerende, ph.d. studerende og andre med interesse i de diskuterede emner. Målet med Occident er at skabe et godt fagligt miljø på Aarhus Universitet omkring forskning og arbejde med europæisk og vesterlandsk højretænkning. Occident er således ikke en politisk orienteret studiekreds men en studiekreds om blandt andet politisk tænkning.


Occident afholder ca. et møde hver måned, sommermånederne undtaget. På studiekredsens møder udlægges en læst tekst fra eller om den europæiske højretænknings tradition, og der er mulighed for at byde ind med et foredrag om ens eget aktuelle arbejde, der måtte have interesse for studiekredsens arbejde.


Occident er lavet på initiativ af Jacob C. Senholt (ph.d. studerende, idehistorie) Christian H. Skov (ph.d. studerende, historie) Jens Wendel-Hansen (ph.d. studerende, historie) og Erik Winther Paisley (Bachelor, stud. scienth. anth)"

Link: http://occidentau.wordpress.com/
Facebook: http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=312582930325&ref=ts

Tilfældigheden

For nylig gerådede jeg mig ud i en diskussion. Det sker så tit. Den drejede sig om et bestemt historisk forhold, i princippet ligegyldigt hvilket, men afstedkom alligevel en spændende diskussion om tilfældigheden som fænomen.

Ganske ofte hører man nemlig folk sige at noget er tilfældigt. Jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, det var en ren tilfældighed, jeg vælger jo ikke selv at jeg blev født eller hvilken familie jeg blev født ind i. Og så videre.

Hævder man idealet om det komplet løsrevne individ er det en plausibel argumentation. Socialister tager typisk tilfældigheden til indtægt for planer om social udligning, omfordeling eller endnu værre bestemte former for positiv særbehandling. Udfoldelsen af ethvert menneskes potentiale. Liberalister bruger ofte tilfældigheden til at argumentere mod selve eksistensen af den stat, der i liberalistisk essens i sig selv er et overgreb. De beføjelser der tilfalder en stat, giver jo mulighed for arbitrær magtudøvelse. Med den konsekvent gennemført liberalistiske opfattelse fandtes der ingen krige, forstås - sådan udtrykt lidt kontant. Det at smide en bombe rammer jo tilfældige mennesker. Spørg først og skyd bagefter.

I en konservativ optik er tilfældigheden uomgængelig. En grundlæggende forudsætning. Mennesket er netop sat i en sammenhæng, ikke blot en hul skal. Ikke en omkringflakkende størrelse der svæver rundt, ubundet af kulturelle og historiske forudsætninger. Mennesket sættes i nogle rammer; et fællesskab af levende, døde og ufødte. I dette fællesskab, i denne kultur, i denne nation og med denne historie. Timeligheden.

Forudsætningen for at løsrive mennesket fra tilfældigheden er en viden om hvad der ikke er tilfældigt. Altså en viden om hvad der er absolut, ret firkantet sagt. Udelukkende ved det absolutte, evige kunne man indskyde her, kan mennesket hæve sig over det relative og det tilfældige. Det er i sig selv en farisæisk opfattelse, der i sin yderste konsekvens fører til totalitarismen. Fuldkommenheden.

Man kan imidlertid ikke på en gang hævde fuldkommenheden og det tilfældige. Det enkelte menneske kan ikke hæve sig over den begrænsning det er at være - det enkelte menneske. Den der er underlagt tilfældigheden kan ikke ophæve den, og slet, slet ikke hævde en ideologi der ophæver den. Ikke uden at hykle, og ikke uden at begive sig ud i noget sludder om verdensånden eller menneskeheden.

Denne fyndige erkendelse sætter effektivt bom for ethvert ekspertvælde, for enhver velfærdsstat der evigt og altid bekymrer sig om de stakkels borgeres trivsel, eller søger at pådutte dem udviklingen eller såkaldt progressivt fableri. Den ansvarliggør hiin enkelte, der herefter tappert kan leve sit tilfældige liv indenfor det givne fællesskab, den givne kultur, den givne nation og den givne historie. Uden frugtesløse drømme om at erkende det absolutte, det evige. Uden den jordiske fuldkommenhed, der søger at fjerne tilfældigheden, der dog kun kan fjernes ved at fjerne hiin enkelte.

Engelsk indflydelse på dansk ny artikel fra Critique

Årsskriftet Critique har lagt endnu en artikel online. Denne gang er det Arild Hald Kierkegaards artikel om det danske sprogs udvikling under indflydelsen fra engelsk. Anbefalelsesværdig læsning.

Arild Hald Kierkegaard (f. 1979), overbygningsstuderende ved Københavns Universitet (historie og nordisk filologi), medstifter af Modersmålskredsen (http://www.modersmaalet.dk) og medudgiver (ansv.) af sprogtidsskriftet Budstikken. Nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt.

Uddrag

”Det er min opfattelse, at det hovedløse snobberi for alt engelsk/amerikansk og den dermed forbundne tilsidesættelse af dansk sprog og kultur for længst har nået smertegrænsen, og at det derfor er på høje tid at begynde at tage problemet alvorligt.”

”Den engelsk-amerikanske påvirkning af dansk finder sted på samtlige sproglige niveauer, men det er især ordforrådet, der rammes, og det er ligeledes den påvirkning, vi lægger mest mærke til.”

”Vi må have en aktiv politik for det danske sprogs røgt og pleje. Der må gøres op med den hidtidige laden stå til-holdning blandt sprogfolk og politikere, og Dansk Sprognævn bør spille en langt mere fremtrædende rolle som “ambassadør” for det danske sprog, f.eks. gennem et arbejde med afløsningsord og udvikling af hjemlig terminologi. Det vil muligvis kræve et nyt og udvidet mandat til Sprognævnet.”

Link: http://critique.ksaa.dk/wp-content/Engelsk-indflydelse-på-dansk.pdf

C.S på P1 debat om konservativ splittelse

Skulle enkelte af reaktionens læsere være interesserede så er jeg gæst i "P1 morgen" i morgen kl. 7.20 hvor jeg skal tale om den aktuelle strid i Det Konservative Folkeparti som et udslag af en dybere ideologisk splittelse i partiet.
Selvom der ingen tvivl er om at det uformelle netværk, som Peter Norsk og 6 andre har dannet er et ganske marginalt fænomen i sig selv - på trods af omtalen af netværket som fremtrædende medlemmer - så er det for mig at se et udsslag af en overordnet splittelse i Det Konservative Folkeparti, som gang på gang vil give sig udslag i konkrete politiske stridigheder.

I den forbindelse vil jeg også henvise til Kristelig Dagblad, hvor jeg idag er medvirkende i en artikel om splittelsen: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/356427:Danmark--Integrationspolitik-splitter-Konservative

Opdatering: Der vil også komme en debat kl. 12.20 mellem undertegnede og Peter Norsk i P1 debat.
Opdatering 2: Skulle man være interesseret i at høre debatten er her linket: http://www.dr.dk/drnetradio/index.dr?evt=ext&path=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D267554&tab=fs

Overordnet set gik det meget godt, selvom jeg var irriteret over at skulle tale så meget om integrationspakken. Den har jeg ingen aktier i. Jeg er enig i dele af den og uenig i dele af den. Grundlæggende er den en form for lbieralisme, der anser demokrati som en livsform.

Peter Norsk klarede det også glirmende. Han havde et par excesser hvor han afvsite ghettoproblemet med henvising til sine egne personlige oplevelser og så mente han at Dansk Folkeparti vil lave scannere i supermarkedet der læste folks tanker.

Den rette tone

Ethvert menneske med holdninger og viljen til på trods af disse holdningers ringe karakter, det manglende intellekt bag holdningerne - ja disse holdningers kun alt for tydelige fejlagtighed -at kæmpe for sin sag vil opleve, at han i forsvaret for disse holdninger udsættes for beskyldninger for at udøve attentat mod den rette tone eller den gode stemning. Dette er vel navnlig tilfældet, når man har den glæde at færdes i de frelstes kredse, hvor de rigtige meninger er netop den lim, der holder temperamenterne sammen.

Nuvel ingen vil vel være ham der i en hellig forsamling, siger de mest uhellige ord såvel som kun det ufornuftige og impulsive barn vil afsløre kejseren mangel på klæde.

Opfordringen til at tænke på tonen er altid opfordringen til i den gode stemnings navn at glemme sagen. Eller det er opfordringen til at stille sig udenfor opgøret. Tage to skridt bagud og komme med fornuftige objektive, afmålte, velovervejede betragtninger, som var man ikke selv en del af sagen og som om denne sag intet betød. Kravet er at man skal være voldgiftsdommer for i sin egen konflikt.
Opfordringen til at holde den gode tone i hævd er altid opfordringen til at forråde sagen eller værre; forråde den virkelighed, hvor situationen altid er den, at du står med begge ben midt i moradset, at din kamp netop er din, fordi du står i den og derfor er bundet til subjektiviteten som et grundvilkår.

Under heftig beskydning fra de hellige for sin særdeles uhellige opførsel er det måske værd at lade en andens ord falde. Præsten Tage Schack har udtrykt det godt. Selv blev han kort før befrielsen likvideret af HIPO folk, da han ikke ville besmykke sin begravelsestale til en afdød landsforræder, men blot sige, hvad der kristeligt set måtte siges i situationen.

"Den rette Tone" er altsaa usaglig, d. v. s. den skyer den ubehagelige Virkelighed som Pesten. Det er som Regel meget daarlig Tone at gøre opmærksom paa, hvordan Sagen virkelig forholder sig. Man trøster sig med, at Ord har en selvstændig Værdi, selv naar de intet har med Virkeligheden at gøre”

”Personlighedsspaltning: det er Resultatet af Iveren efter "den rette Tone"; Løgn kort sagt; en stadig voksende Kløft mellem det talende og det eksisterende Menneske. Og man maa huske, at "den rette Tone" glemmes heller ikke, naar man forhandler med sig selv. Derfor kan det godt siges, at Interessen for "den rette Tone" gør os ikke blot usaglige, men ogsaa upersonlige”

”Den rette og gode Tone er, set fra dette Synspunkt, at ligne ved de kalkede Grave, der synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde Ben og al Urenhed: Bitterhed, Vrede, Ligegyldighed overfor vor Næste. Man har kun det at trøste sig med, at "den rette Tone" er bevaret.”

”Derfor er der i Grunden kun een Ting at sige om "den rette Tone": Lad os kaste den over Bord! Lad os tabe al Interesse for den!... Vi kender alle Iveren for at træffe den rigtige Tone: "Hvad mener min Sidemand? Hvad mener Partiet?" Det er Milieuets Luft og Tone, Milieuets Lunhed og Betryggelse, som man søger efter. Den bagved liggende Aarsag er Fejghed, ikke i dens grovere Former, men i dens finere - som Angsten for en personlig Indsats, for at prisgive sig selv, saa Mennesker maaske ser eller aner, at man ikke har de rigtige Meninger,…”

Ja i gamle dage bad vi, fri os fra det onde. I dag synes luften så fuld af frelsthed og fromehd, at vi må ændre ordene til fri os fra de fromme og til helvede med de hellige - og lad os da så komme til sagen.

Westergaard i The Jerusalem Post - små læsninger i ytringsfrihed

Den i øvrigt læseværdige israelske avis, The Jerusalem Post, har i dag bragt et længere og sympatisk interview med Kurt Westergaard. At den danske tegner - i denne de hurtige og elektroniske mediers tid - snart har opnået en ikonisk status for den moderne ytringsfrihed, turde fremgå med tydelighed.

http://www.jpost.com/International/Article.aspx?id=168203

"Westergaard’s 2005 cartoon of Muhammad wearing a turban that looked like a bomb produced Muslim anger around the world. He has become a symbol of the cultural clash between fundamentalist Islam and secular Denmark, whose media ranked first in press freedom among 175 countries in the 2009 Press Freedom Index by the Parisbased Reporters Without Borders."

Derudover berører interviewet også den afgørende og essentielle kvalitet ved ytringfriheden - at den også må forstås som en ret til spot og latterliggørelse; ud fra det grundvilkår at potentielt, enhver, kan føle sig krænket og hånet af potentielt, alt. Almindelig injurielovgivning er et andet, men ikke mindre interessant spørgsmål i denne sammenhæng - men det må blive en anden gang.

"The cartoon was meant as a satirical note of caution that religion shouldn’t be used to promote violence, he says. He urges tolerance; Muslim groups accuse him of insulting their religion."

At ytringsfriheden ikke nødvendigvis er behagelig og medgørlig, understreges netop deraf, at hvad der i det ene samfund ses som en fornuftsmæssig afstandtagen til voldelig radikalisme, af det andet, ses som en negativ erklæring møntet på noget helt andet.

"Half of the 654 Danish writers, artists and museum managers who took part in a January 14 survey said that freedom of speech is under threat in Denmark, according to the Copenhagen-based A4 weekly magazine. One in eight has refused to do projects out of concern they’ll offend religious groups, the survey showed."

Intervieweren har i øvrigt også bidt mærke i den mere eller mindre sigende rundspørge i det danske kunstliv, ifølge hvilken en ottendedel så sig parate til noget der er, eller minder om, selvcensur. Dette kan tjene til påmindelse om at selvom ytringsfriheden må tolkes ret radikalt - og som krydsende religiøse og kulturelle hensyn - så kan den dårligt forstås uden netop disse. Den er i lige så høj grad et historisk fænomen som disse, det vil sige påvirkelig af menneskers handlen, og ikke løsrevet fra tid og rum. den holdes i hævd - ikke ved from tale som jeg gør det her - men ved konsekvent og samvittighedsfuld brug. Også når den overhovedet ikke er populær. Vi håber Kurt Westergaard og andre i hans sted, kan holde modet oppe, ved at vide at den kræves, og er i brug fra Israel til Aarhus og mange andre steder.

Uriaspostens Kim Møller overfaldet af venstreekstremister

Enmandshæren Kim Møller, der driver Danmarks mest læst politiske blog Uriasposten, er blevet overfaldet af venstreekstremister i Århus. Venstreekstremisterne havde samlet sig i en større demonstration mod den højreradikale gruppe "white pride" som angiveligt er et stort problem i Århus. Bøller er altid et problem. Jeg har dog aldrig set hundredevis af skallede højreloonies gøre rådhuspladsen usikker. Så måske problemet egentlig ikke er så stort. Måske kampen mod "det brune Århus" er en måde at holde venstrefløjsaktivister mobiliseret, en fælles sag, som altid vil kunne trække flere folk med i bevægelsen. Ja kampen mod den yderste højrefløj synes i høj grad at virke som et spejlbillede af den islammonomane del af den danske højrefløj.

Men Kim Møller er blevet overfaldet af en gruppe venstreekstremister. Hans fejl var at han tog billeder af demonstrationen og at han er en kendt højreorienteret blogger. At han så som en del af den nationalkonservative højrefløj slet intet har at gøre med det yderste højre er en anden sag. Hans tredje og værste brøde var vel, at han var for hånden. Når man nu som venstreradikalismen bekæmper en indbildt fjende, så er det sikkert meget kærkomment, at man kan få lov til at få hænderne i en fjende, der er anderledes virkelig. At denne fjende så er en ganske anden, end den man hævder at bekæmpe, synes underordnet.

Kim Møller er blevet overfaldet, men som den fantastiske blogger han er, er han allerede igang med at blogge igen, og herfra skal der henvises til hans egen opfølgning af sagen på Uriasposten. Overfaldet på ham har understreget hvorfor han er vigtig og hvorfor hans mediekritik er helt uomgængelig. Her er Danmarks mest markante politiske blogger, forfatter til en meget omtalt bog om islamforskning, blevet udsat for et politisk motiveret overfald, men hvad er pressens reaktion. Hvad skriver de lokale medier.

JP Aarhus skriver intet. De har tre historier om demonstrationerne.

Højreorienterede atter på fri fod: http://jp.dk/indland/aar/kriminalitet/article1972218.ece
Tre er anholdt for grov vold i Århus ( om højreekstremister, der har overfaldt en venstreekstremist) http://jp.dk/indland/aar/kriminalitet/article1972143.ece
Højreradikale blev væk fra antiracistisk demonstration: http://jp.dk/indland/aar/article1971963.ece
Højrefløjen planlægger modaktion: http://jp.dk/indland/aar/kriminalitet/article1970989.ece

Kan i selv se mønsteret?

Stifttidende skriver

Fredelig begyndelse på antinazistisk demonstration: http://stiften.dk/article/20100206/AAS/702069806/1002
Her omtales overfaldet på Kim Møller faktisk, men det har tilsyneladende ikke fået avisen til at vælge at fokusere på andet end at begyndelse var fredelig. ( Og det tror man sgu da fanden, ting begynder sjældent ufredeligt)

Pressen vil tilsyneladende ikke sige det. Det er i blogosfæren kampen tages Kim Møllers projekt og mediekritik er derfor helt rammende.

Pressen vil ikke sige det, så vi må sige det igen. Kim Møller er blevet overfaldet af venstreekstremister.

Dansk konservatisme og Tidehverv

I al selvoptagethed skal jeg lige gøre opmærksom på en kronik forfattet af undertegnede i Kristeligt Dagblad om Dansk konservatisme og Tidehverv.

"2001 var den foreløbige kulmination på en lang udvikling, der har placeret Krarup og Langballes bevægelse, Tidehverv, som den væsentligste inspiration og kilde til nytænkning af dansk konservatisme. Teologer har beskrevet dette som en politisering af Tidehverv, og hvor sandt det end måtte være, er det i lige så høj grad rimeligt at tale om en tidehvervisering af dansk konservatisme.



Denne tidehvervisering er, kan man indvende, i første omgang gået uden om Det Konservative Folkeparti. Dette har dog nu ændret sig. Det tidehvervske indslag i dansk konservatisme lader sig ikke længere fornægte. I samme grad som Tidehverv er blevet konservativt, er konservatismen blevet tidehvervsk."

"Grundlæggende søger konservatismen at skabe sikkerhed i usikkerheden, at skabe eller bevare et forpligtende system af værdier. For konservatismen bliver det nationale til en form for civilreligion, ja til ideologi. Den vil sikre mennesket et fundament og et ståsted.



Tidehverv har traditionelt villet det modsatte. Erkende usikkerheden. Her er det nationale netop ikke et program, men blot ens eksistens som national i et metafysisk nulpunkt. I Tidehverv er mennesket afmægtigt, i konservatismen er det blot svagt og ondt, men stadig med de muligheder, som findes i den opbyggelige dannelse. Udtrykt radikalt er Tidehverv en form for illusionsløs affortryllelse af virkeligheden, mens konservatismen er et forsøg på at holde fast i dens fortryllede karakter.


Med Tidehverv er konservatismens ideologikritiske element blevet styrket og kvalificeret. Men spørgsmålet for dansk konservatisme er, på hvilket grundlag positive visioner kan formuleres efter den radikale ideologikritik. For Tidehverv rejser omgangen med konservatismen spørgsmålet, om man kan holde fast i selve den tidehvervske kritik af opbyggelighed og idealisme, eller om man ender i fælles front med de konservative moralister."

Link: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/355206:Kronik--Dansk-konservatisme-og-Tidehverv?page=3

Tysk romantisk konservatisme.

Den konservative er splittet i forhold til romantikken. For konservatismen er grundlæggende splittet mellem en form, hvis udgangspunkt er vestlighed, kristelighed og civilisation og en form, der tværtimod tager udgangspunkt i en romantisk reaktion mod oplysningen. Begge afviser de dele af det moderne projekt, men udgangspuntkerne og resultaterne har vist sig meget ulige.


Den tyske konservatismes udgangspunkt er som den britiske forsvaret for nogle meget konkrete institutioner, der udfordres i lyset af den franske revolution. Men tyskernes vej til dette forsvar er filosofisk en helt anden. Hvor Edmund Burke grundlæggende afviser det frihedsbegreb, som den franske revolution prædiker til fordel for et begreb om ”mandlig frihed” som er en aristokratisk opfattelse af det frie menneske i ansvar og pligt, så går den tyske konservatismes kritik mod den franske revolution, at dens frihedsbegreb er for indskrænket.

Den franske revolution vil kun en ydre, politisk frihed. Friheden skal dog ikke være begrænset til en sådan. Friheden må for de tyske konservative være absolut. Dette bliver det, når det erkendes at hele virkeligheden skabes af mennesket, og at alt så at sige er ånd. Frihed handler om menneskets indre liv, snarere end ydre former, og da menneskets autentiske væsen kun kommer fuldt ud til udtryk som en del af en organisk helhed, kan denne frihed ikke opnås som individ. På samme måde altså som et instrument i en symfonisk koncert kun får sin værdi netop pga. den helhed, den indgår i, eller en klat maling på et lærred kun som en del af en helhed, kan siges at udgøre et mesterværk.

Dette er den tyske konservatismes udgave af organismetanken.

En markant modstæning mellem Burke og de tyske konservative består også i deres erkendelse af historien. Burke er stadigvæk forholdsvis ahistorisk. Han kan se den britiske forfatning som noget, der nok er skabt i og med en historisk udvikling, men historien stopper så at sige med den. Historie er for Burke realiseringen af en naturlig orden, som er givet ved Gud. Hvert et skridt er et skridt i retning af denne orden. Derfor kan Burke heller ikke forstå revolutionen som andet end en anomali eller et udslag af filosoffers konspirationer.

Den tyske konservatisme tænker dialektisk. Mest markant naturligvis hos Hegel, men også hos andre ses dette. Historien er bygget op af modsætninger der mødes og skaber en syntese. Denne syntese bliver for tysk konservatisme lig den tabte guldalder ud fra hvilken de så at sige dømmer historien. Dette mønster er naturligvis det samme, der går igen i marxismen.

Den organiske helhed under hvilken mennesket kommer til frihed er naturligvis nationen. Tysk konservatisme er fundamentalt set organisk nationalisme. Ikke , at der findes en anti-national konservatisme. Men nationen er stadig hos Burke et uartikuleret begreb og hvis man skal sige noget positivt et produkt af historiens gang. Denne nationale virkelighed skyldes altså at den er et udslag af netop denne eller hin historiske udvikling. I den organiske nationalismes tænkning er nationen et metafysisk begreb. Det er noget indre, der relaterer til nationens ydre former på samme måde som sjælen i et mennesket relaterer til arme og lemmer. Nationerne bliver således historiens egentlige aktører, mens mennesket individet bliver en abstraktion, der opstår ved at man fokuserer på helhedens enkeltdel snarere end helheden som helhed.

Denne konservatisme er som sagt gået i graven. Men dens forbindelse til eksempelvis dansk konservatisme kunne være interessant at undersøge. Nok var de store romantikkere i Danmark apolitiske eller nationalliberalt orienterede, men dansk konservatisme opstår som åndsbevægelse særligt i opgøret med det moderne gennembrud og skydes i gang af Harald Nielsen bog om romantikken fra 1905. Den er altså fundamentalt set et organisk nationalistisk romantisk opgør mod naturalismen, og er således tættere beslægtet med tysk tænkning end vi er glade for at indrømme.

Idag synes den dog ikke at betyde det store. Harald Nielsen læses tidehvervsk og det er aldeles antiromantisk. De gamle nationalkonservative fra 30erne læses ikke, og hvis de gøres er det i lyset af netop Burke og hele den britiske konservative tradition eller den amerikanske, der i sig selv udgør et spændende sammensurium af britisk bureansk konservatisme kombineret med tyske eksilkonservative, der i 50erne efter at være rejst fra nazityskland var med til at forme amerikansk kosnervatisme.

Ja idag er det venstrefløjen der fører det romantiske projekt i al dets skønhed og praktiske uigennemførlighed videre. Og tror man ikke på det kan man bare se Avatar.

Grundloven 1866- en pragmatismens sejr

Årsskriftet Critique har lagt endnu en af sine artikler ud. Denne gang er det en artikel af en af denne blogs skribenter. Nemlig J.W. Også kendt som ph.d. studerende i historie Jens Wendel-Hansen. Han tager i sin artikel fat på debatten om 1866 Grundloven. Den blev senere årsag til den såkaldte forfatningskamp, men var da den blev vedtaget et resultat af en lang række kompromiser betinget af den politiske nødvendighed. 1866 Grundloven var i mange år for mange indbegrebet af en konservativ reaktion mod de grundlæggende principper i det danske demokrati og en indvarsling af godsejervældet eller som det er blevet kaldt Estrups diktatur. Artiklen stiller spørgsmålstegn ved denne tolkning ved at pege på debatten op til grundlovens vedtagelse.



Artiklen kan læses i fuld tekst her: http://critique.ksaa.dk/wp-content/En-pragmatismens-sejr.pdf


Jens Wendel-Hansen (f. 1983)er ph.d.-studerende i historie ved Aarhus Universitet, tidl.  redaktør på medlemsbladet Pro Patria i Århus KU og tidl. næstformand sammesteds, idag er han med i redaktionen på Critique


Uddrag

”Resultatet blev et kompromis, hvor både indkomstcensus, skattecensus og alm. valgret blev brugt, mens der samtidig var tvivl om, hvorvidt det klasseopdelte samfund i kompromiset var blevet konsolideret eller endeligt afvist. Kompromiset blev vedtaget af et bredt flertal i Rigsrådets to kamre, men mere af nødvendighed end af glæde.”