Martin Luther om lov, øvrighed og staten.

Meget apropos al den snak om kirke og kristendom efter det konservative attentat mod folkekirken, så har Årsskriftet Critique været så venlige at lægge min gamle artikel om Martin Luther og den verdslige øvrighed online. Luther er, argumenterer jeg for i artikelen en grundlæggende konservativ statstænker ( i det omfang han overhovedet er statstænker) Jeg kommer i artikelen ind på spørgsmålet om Luthers nomisme dvs. hans hævdelse af at kristendommen ikke kun er evangeliets glædelige budskab men også forkyndelsen af den lov, der dels sætter menneskets syndsbevidsthed, dels henviser til samfundsnormen som værn for mennesket mod mennesket.

Man finder ikke meget liberalkonservatisme hos Luther, og der er efter min mening flere problematiske sider af hans politiske tænkning. I modsætning til Burke tænker han f.eks. ikke historisk, så forsvaret for samfundets orden bliver mere udtalt hos Luther med det til følge, at det enkelte menneske får sværere ved at sige fra overfor overgreb fra statens side.

Hvorom alting er, kan man læse artikelen her: http://critique.ksaa.dk/2010/03/martin-luther-og-den-verdslige-øvrighed-artikel-online/

Om ægteskabet

Der er blevet stille en masse gode spørgsmål omkring emnet homovielser, der gør at det er nødvendigt at fastslå på hvilket grundlag, jeg som aldeles ukyndig lægmand, mener, at man må vende sig mod dem indenfor den lutherske kirke.

Først og fremmest må det slås fast, at vi ikke kan benytte samme nemme udvej som katolikkerne, for hvem ægteskabet er et sakramente, en hellig institution, der i kraft af sin hellighed er defineret i og med traditionen og skriften. Var vi katolikker, var diskussionen allerede lukket. Det fremgår i bibelen ganske tydeligt, hvem ægteskabet er lavet til.

Hos os protestanter er det lidt mere mudret. Ægteskabet er ikke et sakramente, men i og for sig en borgerlig indretning af samfundslivet, en praktisk foranstaltning, omtalerne i biblen af denne institution skyldes set fra denne synsvinkel alene, at ægteskabsinstitutionen også dengang var en etableret kulturel praksis.

Nogle protestanter kan så basere deres modstand mod homoseksuelle vielser på en bogstavelig læsning af de skriftsteder i biblen, der eksplicit fordømmer homoseksualitet. Her bliver det ikke alene vielserne man vender sig imod, men homoseksualiteten som sådan. Dette er heller ikke farbar vej. En sådan vulgær bibellæsning, man man slår hinanden i hovedet med skriftstederne fører ingen vegne. For biblen mener både dette og hint. Den er for ægteskab, for bigami, imod slaveri for slaveri. Biblen er et skrækkeligt inkonsistent skrift og den der ønsker at bestyrke sine egne fordomme gennem den, kan enten ved at læse den konsekvent oplve at blive rigtig forvirret eller ved kun at vælge de skriftsteder, der passer ham, finde at biblen i et og alt stryger ham med hårene og at hans egen vilje på forunderlig vis stemmer ganske overens med Guds. Den slags – undskyld udtrykket – skinhelligt ævl hører ikke hjemme i kristendommen.

Her er mennesket synder i en ganske absolut forstand. Hans forhold til Gud er karakteriseret ved en afstand så uoverstigelig at enhver ambition om et helligt levned er ren og skær afgudsdyrkelse. Synden er menneskets eksistensmodus og ikke noget vi kan vælge at gøre eller ikke gøre. En bibellæsning, der fisker skriftesteder for at definere den rigtige kristelige måde at leve på er ren og skær afgudsdyrkelse, et moralistisk babelstårn, der kun gør gavn, når det kollapser og besinder mennesket på igen blot at være menneske dvs. netop ikke at være Gud.

Derfor er kristendommen også en afvisning af lovreligion, men ikke en afvisning af loven. Lovreligionen som den kommer til udtryk i GT kodificerer en bestemt adfærd og sætter skel mellem de rene og de urene, de hellige og de ikke hellige, jøderne og folkeslagene osv. Loven bliver den selvretfærdiges tjekliste for hurtig himmelfærd. Men Kristendommen var alligevel ikke lovens afvisning, men dens radikalisering. Skellet mellem det hellige og det ikke hellige går ikke mellem mennesker men mellem Gud og mennesker. Loven er i den forstand en dom over os.

Når det dermed er fastslået at kristendommen ikke kun er forkyndelsen af evangelium, men også den lov, der sætter mennesket i den position, hvor evangeliet, frelsen og nåden i det hele taget er en nødvendighed, da er næste skridt at slå fast, at loven ifølge Luther har to brug. Den ene er den ovenfor skitserede. Den anden er at værne mennesket mod dets egen syndighed. Altså i det hele taget at sige, at der alligevel er et skel mellem rigtig og forkert for det enkelte menneske i dets kulturelle kontekst. Loven er her en henvisning til at kulturel og retslig orden er en nødvendighed for mennesket i dets syndighed. Det vil sige at Loven hér henviser mennesket til dets egen situation i en konkret historisk, kulturel og juridisk kontekst. Loven er her lig med det, at der i det hele taget må være orden.

Nuvel. Ægteskabet er altså ikke helligt eller indstiftet af Gud. Det er en pragmatisk foranstaltning, og netop som pragmatisk og historisk institution er det da alligevel en del af kristendommen. Når vi giftes bekræfter vi nomos overfor Gud og hinanden. Vi bekræfter dermed at vi vil videreføre den ikke bare nu, men også ved at sætte en ny generation i verden. Ægteskabet er vores løfte overfor den verden hvori vi lever om at videreføre denne. Derfor er ægteskabet også netop én ting, og ikke alt mulig. Det er netop forbindelsen mellem mand og kvinde. Ikke mellem mand og mand, eller mand og 10 kvinder. Det er en kulturel praksis bundet til kristendommen som kultur, en arv vi viderefører i og med at vi udfører den og indlader os på den på dens præmisser og ikke vores egne. Det er netop os, der underkaster os den givne orden, og ikke den give orden, der skal underkaste sig vores forsøg på at gøre det behageligt for os selv.

Med andre ord, når vi nu bliver gift i kirken er det alene skik og brug, og den er kun forbundet med kristendommen for så vidt kristendommen er et forsvar for skik og brug. Ellers er ægteskabet intet. Der kan derfor heller ikke uddeles velsignelser. Ægteskabet er ikke velsignet, det registrerede partnerskab er ikke velsignet. Præster har ingen velsignelser at give af, og de der nu vil love dem bort ja de sælger veksler uden underskrift, som PH engang skrev. Skal der ske noget med ægteskabet, ja så skal det i det hele taget ophøre med at eksistere som noget, der ordnes i kirken, snarere end at der skal åbnes op for den tomme sæk fyldt med velsignelser som ateistiske såvel som troende nu gør krav på.

Konservatismens kamp for homovielser

I 2009 glemte jeg at betale mit kontingent til Det Konservative Folkeparti og blev følgende udmeldt. Jeg har flere gange siden da overvejet om jeg burde melde mig ind igen. Jeg har indtil videre hodlt igen. Dels kan jeg snart ikke se fordelen i at være parti-politisk engageret, dels virker det ind imellem til at partiet er en fordrukken mastodont, der uafværgeligt vralter mod afgrunden. Indtil videre har jeg altså holdt igen.

Så kommer en nyhed som denne og man bekræftes i det fornuftige i at holde igen, ja man overbevises ligefrem af partiets politik om at man ikke skal geninmelde sig: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/360499:Danmark--Borgerligt-fodslag-om-ja-til-homovielser

Det Konservative Folkeparti har nu endnu engang sat sig i spidsen for noget, som de sikkert selv vil kalde et kernekonservativt korstog eller et markant konservativt fingeraftryk eller en konservativ hegnspæl, der er blevet flyttet jeg ved ikke hvor langt. Konservatismen - hvis det er hvad Det Konservative Folkeparti stadig mener at stå for - er nu kommet til den indsigt, at dens sag er at kæmpe for homoseksuelles ret til at blive viet i kirken. Det er i sig selv ikke provokerende. Det må de for så vidt allerede idag. Det ukirkelige her, at at det nu er med hinanden at de kan blive gift.

Hvorfor er da De Konservative vendt på en tallerken? Jo derom kan man spørge Rasmus Jarlov, der vist er bedre tjent med kun at udtale sig som uddannelsesordfører, hvad han ellers gør glimrende:

"Vi følger kirken, og eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken"


Konservatismens hele eksistensberettigelse er altså at klappe  ihænderne og råbe hurra, når fremskridtet banker på døren. Hvis præster og biskopper vil vie stuebirker eller indrette deres kirker med henblik på saturnaliske orgier, så kan vi sikker også regne med at De Konservative er de første til at sige "Vi følger Kirken". Jarlov skulle måske have læst op på sin teologi. Kirken er dér hvor forkyndelsen lyder. Det vil sige, at den ikke først og fremmest er institution med holdning, men en samling om en sandhed, der prædikes. Når denne ikke prædikes, og der prædikes andet, ja så er der slet ingen kirke. At følge Kirken er at følge forkyndelsen ikke biskopperne. Hvis der i folkekirken er en vis irritation over at være tvunget til at vøre luthserske præster så er der en præsteret til at tage sig af dette.
 
Alt dette kan naturligvis være meget indviklet for en politikker. Eneste råd herfra til De Konservative, er at lære at sige ordet NEJ. Gentage det i en uendelighed, besvare ethvert spørgsmål afvisende, så er de idet mindste sikker på som oftest at ramme rigtigt.

Happenings

Egentlig hører Humanistisk Samfund til blandt de perifære moderne tendenser, der bedst forbigåes i tavshed. Men en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, berører alligevel et aspekt, der måske er værd at hæfte sig ved. Det er denne gang ikke så meget humanistklubben selv, eller et af dens inkonsistente påfund, som at skabe livssynsneutrale rum... Artiklen har i stedet hæftet sig ved at humanisternes selvbestaltede vielsesritual, er populært på grund af tidens individualistiske tendenser.

"Det, som Humanistisk Samfund tilbyder, er altså en tredje variant, som er mere end rådhuset, men mindre end det, folkekirken og de andre trossamfund har at byde på. Mere end rådhuset, fordi man har langt større indflydelse på ritualet. Det er individuelt tilrettelagt og taler således ind i tidens tendenser. Og her ligger måske det største konkurrencepotentiale: muligheden for selv at være med til at sætte rammerne om den store dag." - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/359788:Kirke---tro--Konkurrent-til-raadhus-og-kirke-foerer-sig-frem?rss

Tanken bag Humanistisk Samfund kan måske være at tage bestemte tråde op, fra den vestlige oplysningstradition, og dennes religionskritik. Man ser måske sig selv som repræsentanter for en særlig frisindet tankegang. Det kan man så mene om hvad man vil. Det påfaldende er at artiklen beskriver, hvad man måske kunne have anet på forhånd - at de der flokkes om de nye såkaldte ritualer, snarere gør det af rent individualistiske årsager. Det vil sige, modtager det som blot endnu et servicetilbud fra en institution, der er sat på Jorden for at tilfredsstille det personlige behov.

Man kan naturligvis ikke læse tankerne hos de der vælger et sådant religionsneutralt ritual. (Det skal man måske også være glad for.) Men det kunne være interessant at se hvad de egentlig forventer. For hvad er et vielsesritual man selv sætter i scene og planlægger...? En happening. En rundkredsdans, hvor man selv er klædt i gyldent kalveskind.

Ritualer kan ret nok både være sekulære og religiøse og familiære såvel som nationale og meget andet. Men individuelle og planlagt til én bestemt lejlighed, kan de ikke være. Et minimum af forudsigelighed og gentagelse må være tilstede. Hvis den gruppe eller kultur hvori ritualet finder brug, ikke kan genkende ritualet og ikke intuitivt ved hvad det betyder - er det ikke et ritual. Ritualer fordrer fællesskab.

Men det er måske netop det der ønskes: At besværlige forhold og forpligtelser, som andre mennesker kan fordre, bekvemt er ryddet af vejen - så individet i al enkelhed kan sole sig i sit eget kolde lys. Man ved måske instinktivt at man ved at deltage i et egentligt ritual, indskriver sig i en tradition og en sammenhæng, som også andre kan genkende sig selv i. Men for individualisten er det ikke optimalt: Det var jo kun mig der skulle genkendes og reflekteres ud over de andre... Derfor håber man måske at kunne dissekere disse uheldige biprodukter fra, ved at lave et forpligtende ritual som vielsen, om til en individuel og enkeltstående begivnehd. En happening.

Den løgnagtige kristendom

Engang troede vi at kirken var Guds hus, det sted, hvor folk søgte hen for i deres jordiske tilværelse at blvie konfronteret med noget ganske andet; forkyndelsen af det kristne evangelium. I dag er vi blevet klogere og ved at det slet ikke er sådan. Snarere end at forkynde sandhed forkydnte kirken løgn, den leverede brændstof til fordommene og fastholdt folk i et middelalderligt, og dermed forstås intet godt, verdensbillede. Kristendommen tvag mennesker til at finde deres centrum uden for dem selv, i virkeligheden er vi selv centrum for verden og kun ved at erkende dette kan vi virkeligt være frie. Kristendommen er derfor ufrihed.

Altid synes den at have stået i forbindelse med det sorte og det reaktionære, og når den endelig har slået følgeskab med fremskridtet så har den gjort det på andre betingelser end modernitetens. Den har nok kunnet kæmpe side om side med socialismen for bedre sociale vilkår, side om side med liberalismen endda for frihed, men dens argumentation har altid peget i en anden retning, væk fra mennesket og hen til Gud. Dens kærlighed til fremskridtet har været hyklerisk. Selv når den i sine kristeligt idealistiske gevandter var centreret om mennesket var dette menneske aldrig nok i og ved sig selv, men blev fastlåst i et forhold til en Gud, som det skulle nærme sig.

Hvor godt, at alle de løgne nu er gemt bort, og hvor passende at vi netop nu sætter sidste angreb ind mod kirken. Ikke at der er meget tilbage at angribe. Kristendommen er fulgt med tiden. Den er ikke længere forkyndelsen af noget andet, noget der ikke kommer af os selv og som dog alligevel vedrører os, eller rettere noget som netop fordi det ikke er af os men af Gud angår os dvs. kommer til os udefra.  Den forstår nu, at frelsen kommer af mennesket og at det i virkeligheden er troen der må flytte sig når mennesket rykker teltpælene op og tager på shoppetur i senmodernitetens ideologiske supermarked.

Kirken går forrest nu i kampen for at få alle mulige mænd gift med andre mænd. gud forbyde at de blev gift med kvinder. Kvinderne skal jo giftes med andre kvinder, bevares, de har jo selv valgt det og hvilken menneskefjendsk kirke ville dog afvise individernes valg. Mennesket selv er jo guddommens kilde og forkyndelsen bare en slidt gammel plade, spillet i 2000 år og altid i fare for at ryge ud af hitlisten. Troen er på markedet nu og giver folk, vhad de vil have, længe siden er det, at kristendommen netop var det ingen ville have men som alligevel måtte siges, fordi den var sand. Hvis mennesket er sandhed så er alt hvad der kommer udefra, al forkyndelse, enhver tale om en Gud, der ikke er menneskets spejlbillede, den rene løgnagtighed. Og kirken står naturligvis på sandhedens side dvs. den herskende sandhed.

Alligevel angribes den. Måske tidens fyrster stadig frygter den, fordi de husker at den netop har stået for en anden sandhed. Konfirmanderne chikaneres nu af folkeskolen, så de ikke længere kan træde af deres fædres kirkestier til konfirmandundervisningen, folketingspolitikerne spørger sig selv, hvorfor det egentlig er, at folketinget påbegyndes med i slotskirken, ny-ateister prædiker svovl og had, og spiritualister driver den korstæfstede Kristus væk fra passet. I Italien rives krucifixerne ned, i USA forbydes bønnen i skolen, og Gud har kun fået lov til at blive på pengesedlerne, fordi den verdslige lovs dommere kan tolke Gud ikke som Gud men som national afgud.

Kun der hvor kirken ikke er kirke, men varmestue, kun der hvor kristendommen ikke er kristendom men menneske-lighed, og kun der hvor Gud er afgud kan kristendommen for en kort stund bestå - men mon ikke også her at, der er tale om en stakket frist, men ikke snart samfundet også gør op med disse rester af gammel overtro og aldeles sætter mennesket frit.

Anbefaling: Århus KUs blog

I det ungkonservative miljø er der forskellige tendenser. Nogle trækker i en retning andre i en anden. En forening, der længe ideologisk set har trukket i den rigtige retning er Århus KU, som nu igen har sparket liv i deres blog. Bloggen anbefales hermed i håbet om at den må afspejle sund og reflekteret konservatisme, der gør foreningens ry for at være den centrale ideværksted i KU ære.

Første nye indlæg er skrevet af Århus KUs nye og glimrende næstformand Frederik Burgdorf, der også er at beskrive som værdikonservativ. Han angriber i sit indlæg kvindekvoter: http://blog.ku-aarhus.dk/#post3

Ønsker man at dykke dybere ned i reservoiret af konservativ tankegang i denne stolte forening kan også medlemsbladets artikelarkiv anbefales: Artiklerne går helt tilbage til 1999 og afspejler foreningens karakter af åå en gang at være meget liberalkonservativ og meget kulturkonservativ i de senere år: http://www.ku-aarhus.dk/artikler.php

Når staten går grassat

Der var engang en forelæsning i et fag om det danske demokratis udvikling. Den var med en ganske fornuftig, afbalanceret underviser, der havde den for undervisere så såre sjældne egenskab, at hans politiske overbevisning var grundlæggende borgerlig. I en tilfældig sidediskussion sagde han, let eftertænksomt og uden synderlig patos, at staten i dag er et bæst uden historisk lige.

Flere trak med mig på smilebåndet over den ganske træffende karakteristik, andre lod den sikkert passere som blot et brudstykke af det mønster der kaldes en forelæsning. De fleste svømmer med strømmen, ænser ikke essensen i udtalelsen, dukker nakken og lader livet gå videre.

Staten er i dag et bæst uden lige.

Eksemplerne er talrige, men er man i tvivl, behøver man blot åbne en avis i disse dage.

For nylig begik staten en fejltagelse. Den skød milliarder i den danske bank- og kreditsektor. Sidenhen har der ligget en masse, latente trusler overfor bankerne. "Nu har staten skudt penge i bankerne, så..." Seneste skud på stammen er et krav om at bankerne skal offentliggøre de enkelte direktionsmedlemmers løn. Den nyslåede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen slog fast, at når bankerne ikke vil gå med til en frivillig ordning, må staten jo skride ind. Værsgo: Pistolen for panden. Enten gør du som vi siger, ellers må lovgive. Jeg ihukommer bankdirektør Lars Seier Christensens rammende profeti fra et arrangement i Trykkefrihedsselskabet for nylig, hvor han spåede at hvis den strømpil der udgår fra den nuværende økonomiske krise står til trone, kan han meget vel have mistet alt om 25 - 30 år, i værste fald være slået ihjel af et benhårdt socialistisk diktatur.

Det er helt fuldstændigt horribelt, at tvinge bankerne til at offentliggøre direktionsmedlemmernes lønninger. En utilstedelig statslig indblanding i bankernes drift. En pind i den ligkiste vi om føje år kan anbringe det private erhvervsliv i. Det er det samme over hele Europa: Planøkonomien, den totalitære økonomiske styring - konturerne af det socialistiske diktatur vinder frem. Det skyldes en hel masse skævheder. I går var der et ganske interessant og afslørende indslag i Deadline på DR 2, hvor man havde den ellers ganske besindige Jesper Rangvid med fra Barcelona. I korte træk kunne han berette, at problemet var at højkonjunkturen i Spanien var bygget på salget af luksuslejligheder og så turisme. I en lavkonjunktur køber folk ikke luksuslejligheder og tager ikke så meget på ferie. Derfor lider den spanske økonomi. Det fernis der ligger over den europæiske velstand er papirstyndt, og det er nu utvivlsomt, at der ikke findes en enkelt, bestemt syg mand i Europa. Hele Europa er sygt. Pensum til første time i økonomisk genopretning, stillingen som underviser er p.t. vakant, er Carls Barks' "Skillinger fra Skyerne" - interesserede kan læse med her: http://www.andeby.dk/Rapnyt/Rub-og-stub/Jubilaums-historie-til-Joakim.aspx

Løsningen er dog åbenbart yderligere forgældelse og krisepakker fra andre lande. Som om det skulle hjælpe. Trykker Verdensbanken og Den Europæiske Centralbank måske deres egne matadorpengesedler? Nej, de penge de deler ud, skal betales af nogle skatteydere et eller andet sted. Det der sker i Europa lige nu er en omfordeling fra skatteydere, der er plaget ud over enhver rimelighed i forvejen, til fallenter og driverter, der kun ville have godt af en karakterstyrkende statsbankerot. Transfusioner fra lande, der gider beskatte deres borgere til lande der ikke gør, er ikke vejen frem, men åbenbart den vej man går. Dolce far niente kalder sydeuropæerne det, spiller petanque, drikker pastis, går på pension som 55-årige, og sender så regningen til os, via et ekspeditionskontor i Bryssel. Jeg har endnu til gode at høre nogen foreslå det der ligger lige for, den eneste rigtige løsning: Massive nedskæringer i de enorme, oppustede europæiske velfærdsstater.

Ak, man kunne blive ved. Kvindernes internationale kampdag, hvor der slås endnu en pind i det private erhvervslivs ligkiste. Der skal nemlig 40 procent kvinder i bestyrelserne, og så sættes pistolen igen for panden. Gør som vi siger, ellers lovgiver vi. Det går for langsomt, Mette Frederiksen har ikke tid til at vente. Selv DJØF er tilhængere af kvoter, altså ikke for fisk, og bekræfter dermed påstanden om at fagforeninger er djævle i lysengles skikkelser. Cigaretterne skal ned bag disken og beskattes ud i det uendelige, rygeloven skal strammes. Børnene, i første omgang (!), skal tvinges til at have cykelhjelm på, ellers bruger staten en af de 300 paragraffer, der giver lov til et uanmeldt besøg uden dommerkendelse.

Staten er i dag et bæst uden lige.

Stop verden - jeg vil af.

Om monarkiet

Andet dyk ned i arkivet frembringer, den unge C.S´forsvar for monarkiet i artikelserien Gud, Konge og fædreland fra Pro Patria

GUD, KONGE og FÆDRELAND II - om kongen

At den danske konservatisme altid har været kendetegnet ved dens kongetro, er en kendt sag. Af den grund er det egentlig ganske uproblematisk og ikke nogen kilde til større grublerier at netop ”kongen” selvfølgelig er med i den konservative treklang ”Gud, Konge og Fædreland” Det interessante i denne sammenhæng er dog at undersøge, hvad der ligger i denne støtte til monarkiet.


For det er klart, at var vor støtte til monarkiet løsrevet fra enhver idemæssig sammenhæng, ville det være en noget tom og meningsløs støtte og næppe meget andet end et fromladent postulat.

Der er i samfundet en farlig tendens i retning af en stadig mere ureflekteret støtte af denne art til monarkiet. En støtte, der kendetegnes ved en udtalelse som ”egentlig bryder jeg mig ikke om, at jeg ikke selv kan vælge min leder, men jeg synes nu det er meget hyggeligt med et kongehus”. Min påstand er, at den konservatives støtte til kongehuset må og skal være mere end dette, hvis han rettelig skal kaldes konservativ i stedet for hykler.

Liberalisten eller socialisten støtter kongehuset på trods. De støtter det på trods af deres principper, på trods af deres ideer om det rigtige samfund, på trods af deres ideologi. Men konservatismens støtte til kongehuset er sat i en idemæssig sammenhæng, som gør den meningsfuld, oprigtig og stærk.

Den konservative er fri for den ideologiske sot. Hans referencepunkt er ikke ideernes verden, men derimod hans konkrete historiske tilværelse som borger i et samfund.

Ideologen tager ikke udgangspunkt i verden eller historien, men i ideen. Han tror på det gode og sande. Og det gode og det sande finder han ikke i virkeligheden, men i sin tankes frie flugt væk fra virkeligheden til utopiens fremmede himmelstrøg. For liberalisten er friheden den sande og gode værdi. Friheden er ukrænkelige og umistelige, og hvert menneske har krav på frihed. Udfra denne tanke bygger han sin verden. Derfor er demokratiet for den sande ideolog ikke blot en styreform. Nej, det er en ideologisk tanke, en livsform, en totalitet. Det er et helligt princip, og den historiske virkelighed er derfor kun en svært ubelejlig forhindring på vejen mod målet. Friheden.

Derfor må liberalisten naturligvis afsværge monarkiet, der jo på alle mulige måder står i modsætning til hans forkromede ideer, og derfor kan ideologen kun elske sin konge på trods.

Som konservativ kan man naturligvis ikke dele denne opfattelse. Som konservativ er demokratiet ikke en hellig livsform, og friheden ikke et helligt princip endsige formålet med livet.

Men er man så som konservativ imod friheden, er man imod demokratiet? Nej ingenlunde!

Vi er for friheden. Den reelle, konkrete frihed, som mennesket kan have som borger i det samfund, han er sat i. Med andre ord en frihed der i sin bundethed til historien og samfundet er et opgør med den naturretslige frihed, som er liberalistens udgangspunkt.

Det konservative frihedsbegreb er en kulturel værdi, som ligger i samfundet og ikke udenfor dette, hvorfor konservatismens frihedskamp gælder samfundet og ikke mennesket. Den konservative ønsker i modsætningen til den liberale nemlig ikke at skabe det frie menneske, endnu mindre at føre mennesket tilbage til dets frie naturtilstand, men derimod at gøre samfundet frit, at skabe rammerne for, at borgeren kan leve frit i sin bundethed til de betingelser, som er hans konkrete virkelighed.

Heri ligger erkendelsen af menneskets forudsætninger og vilkår, som er grundlaget for det konservative frihedssyn. Det er kun ved denne erkendelse, at ethvert ønske om frihed bliver meningsfuldt, eller at det undgår at slå over i en totalitær frihedsfetichisme, hvor den abstrakte ide dyrkes som en afgud, og det konkrete menneskes virkelighed med alle dets fejl og mangler holdes i foragt.

Et eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man på idealistisk vis dyrker forestillingen om den ubegrænsede frihed eller det perfekte liberale demokrati, er den tyske Weimar republik, som blev skabt efter nederlaget i Første Verdenskrig. Dennes forfatning var et opgør med Tysklands autoritære fortid og så demokratisk, at den vel næppe siden er set overgået.

Nu skulle der ryddes op i fortiden, og alt det gamle skulle væk. Selvfølgeligelig blev der heller ikke plads til monarkiet. Ideologerne jublede, og talte om begyndelsen på en ny verden.

Men ak. Virkeligheden er som sagt altings prøve. Og det konstateredes hurtigt, at Weimar-republikken ikke var i stand til at modstå nazismen. Ved skæbnens ironi viste det sig, at den idealistiske liberale demokratiske Weimar-republik var den perfekte vugge for nazismen og totalitarismen.

Idealisterne efter Første Verdenskrig valgte ikke at anerkende den historiske kontinuitets virkelighed. I stedet åbnede man, med Churchills ord ”et gabende svælg i det tyske folks nationale liv... For en tid søgte tyskerne som i desperation at klamre sig til den aldrende Marskal Hindenburg. Så kom vældige kræfter i skred. Kløften åbnede sig, og frem af denne kløft trådte efter en kort pause en sindssyg af skrækindjagende genialitet. En slambrønd, der havde opsamlet det mest ondsindede had, som nogensinde har tæret på menneskers sind: Korporal Hitler”

Det er den fare, der ligger i totalitarismen. Den vil altid slå over i galskaben og myrderiet. Det er den naturlige konsekvens af at vende mennesket skabt af kød, blod og historien ryggen og i stedet dyrke ideologiens dybe foragt for virkeligheden.

Derfor insisterer vi, der er konservative, på vores historiske virkeligheds værd, og vores gamle danske kongehus, og derfor kan vi med stolthed bekende os til ”Gud, konge og fædreland”.

KU Landsråd: den husvilde konservatisme

Der har været landsråd i Konservativ Ungdom. Reaktionen var naturligvis med og startede hele affæren ved at tage på restaurant Puk ved Vandkunsten og fik en omgang god dansk mad. Den lødige debat, det høje niveau, de vittige indfald og den dybe kærlighed til konservatismen samt forståelsen for dens ærinde skulle blive weekendens politiske højdepunkt. Konservativ Reaktions middag og ånden der skulle vise sig at stå i skærende kontrast til KU´s Landsråd.

For hvor reaktionens arrangement var indhyllet i konservatisme, var konservatismen kun til stede på landsrådet som en for nogen særdeles uvelkommen gæst. Snarere end et konservativt triumftog var landsrådet præget af den konservative minoritets frsøg på i det mindste at fastholde KU på resterne af konservatismen. Mange slag blev vundet, alligevel er det overordnede billede som altid ret forstemmende.
Kampen mellem konservatisme og liberalisme blev kæmpet på følgende fronter; monarkiet, EU, folkekirken, og forsvaret.

Sidste år havde en helt ubetydelig KUer fra København stillet et forslag om afskaffelse af monarki. Dengang havde der været konsensus om at buhe ham ned af talerstolen, overdøve hans indlæg med tramp og råb og til sidst afsynge Kong Christian. I år var der rent faktisk debat. Skønt debatten helt var i monarkisternes favør, kunne man dog ikke undgå at bide mærke i, at monarkiet, der før var omgivet af en tyk, velgørende tåge af selvfølgelighed nu skulle trækkes gennem diskussionslystens søle. De mest fornedrende ting blev sagt. Naturligvis tabte republikanerne stort. Men alligevel elementer støttede anti-monarkismen. Det drejede sig især om KUere fra storkøbenhavn, navnligt KUK, Rudersdal og Gladsaxe KU. Råddenskaben har taget fat. Kan det bremses?

EU var et sejrstog. Her var kulturkonservative og liberalkonservative vanen tro forenet mod bløde socialkonservativ, der finder glæde i at logre for partiet og for EU. En enkelt meget prominent liberalkonservativ viste sig dog som en vendekåbe, der helt havde solgt sin sjæl til EU. Hans indlæg stod for tilhørerne som en skamstøtte over hans holdningers omskiftelighed og hans væsens oppertunisme. Som følge af alliancen er KU nu helt imod EU i dets nuværende form, imod afskaffelse af alle forbehold og kun for fællesmarkedet.

Folkekirken var det vigtigste stridsemne. KU er for adskillelse af kirke og stat. Dette skyldes en alliance af principielt liberale, der ønsker staten skal være værdineutral, en gruppe af forbenede ateister, og en lille gruppe frelste, der mener at kirken ikke er kristen nok og derfor skal sættes fri. Sidste år var debatten endt med endnu en sejr til dette liberale konglomerat, men dog den snæverst mulige. 5 stemmer adskilte fløjene.
På trods af dette marginale flertal havde en lille gruppe KUere anført af erklærede liberale frikirkeforkæmpere som David Pontopiddan, Forretningsudvalgsmedlemmerne Jens Jacob Juulsager & Christopher Brandt samt et par andre dog kapret politiken til at fremme deres egen sag og få afløb for deres had til luthersk kristendom og den danske folkekirke. De havde lanceret en melddigud.nu kampagne, hvor de forsøgte at få folk til at melde sig ud af folkekirken. Dette havde naturligvis sakbt en vis debat.
De konservative KUere var stærkt imod det, de liberale kristne var betænkelige og de pragmatiske socialkonservative langt fra trygge.

Da dette sammenrend af ateister og liberalister forsøgte at dele deres udmeldelsessedler rundt på bordene oplevede de en spontan konservativ modstand, der betød at blanketterne blev revet i stykker og smidt for deres fødder. Der var grænser for hvor meget disse folk kunne tillade sig at afvige. Deres ateistiske korstog, deres kamp for sekteriske frikirker, kultisk nyreligiøsitet og deres had til al dansk kultur var for meget. Her sagde de bedste stop mens kun de feje og de der allerede var tabt for konservatismen lagde sig fladt ned for at understrege deres totale overgivelse til vulgærliberalismen.

Debatten var lang og hård. På talerstolen var det fortalerne for folkekirken, der havde overtaget. De var på konservativ grund og de kæmpede for dansk kultur. Sejren burde have været sikker, som den ene ateist efter den anden snublede i deres floskulære slim.

Men de selvsamme argumenter som KUerne accepterede for monarkiet prellede af på dem, når det kom til kirken. Deres had var for stærkt, deres afvsning af åndeligheden for markant. Deres konservatismes ureflekterede karakter blev afsløret. Når de var konservative var det kun af tilfælde, der lå ingen livsanskuelse bag. Deres støtte til monarkiet hvilede alene på vane og ikke på egen beslutning. Ethvert øjeblik kunne de vendes når de liberale principper der havde vendt dem mod kirken, skulle belsutte sig for også at rette kanonerne mod kongehuset. Vi var i Nordsjælland, her er de konservative velstillede og det eneste de egentlig vil bevare er deres profit. Ånden er et fy-ord, hvor kun materialismen dyrkes. Og således endte det med et nederlag til konservatismen.

I dens egen forsamling blev den kendt hjemløs, et flertalt på 60 % drev konservatismen af huse og nægtede den indfødsret i KU. Nye liberale ideer havde taget dens plads.

Senere bed den dog igen fra sig. Ikke længe kunne den holdes borte. KU har længe været imod værnepligten fordi man hellere har villet dyrke fejhed og ansvarfri hedonisme, tanken om en pligt overfor staten var en abomination. Men i år vendte det, med stort flertal støttede KU nu op om værnepligten som fundamentet for dansk forsvar. Nok havde KU vendt kirken ryggen, men værneviljen var bastant. I hvert fald i kredse af KU. Det er ingen tilfældighed at antimonarkisternes, og de antikirkelige samt de anti-nationales fortalere alle er fra København, mens det er fra Randers og Århus at den konservative hovedstyrke har hjemme.

Gud, Konge og Fædreland - fra arkiverne

Det er nogle gange med stor forundring, andre gange med stor glæde, at man kigger tilbage i arkiverne. I Århus KUs medlemsblad ( der i dag hedder Pro Patri fra 2005 fandt jeg denne artikel, skrevet af en ung, endnu håbefuld KUer der knap var blevet 20 år. Men meget fornuftigt var han da, selvom ikke alle detaljerne måske var i orden og selvom det hele lidt havde karakter af slagord og paroler. Han skrev om Gud Konge og fædreland:

GUD, KONGE og FÆDRELAND I.

Om der overhovedet kan siges at eksistere en sætning som kendetegner konservatismen, en sætning, der på samme måde som ”frihed, lighed og broderskab” er selve kernen i liberalismen, historisk set har udgjort kernen i konservatismen, ja endda været selve den konservative trosbekendelse, er det begreberne ”Gud, Konge og Fædreland”

Konservativ Ungdom er netop fyldt 100 år, konservatismen som bevægelse i Danmark er endnu ældre, og der er sket en del siden de konservative godsejere samlede sig i Højre for at modarbejde det liberale demokrati. Det er derfor også væsentligt at spørge om ikke begreberne ”Gud, Konge og fædreland” har mistet al mening i en tid, hvor konservatisme tilsyneladende handler om ”freshe solbriller” og ”store sedler i moneyclippen”.

Min påstand er dog, at vi som konservative stadig kan nå til en væsentlig erkendelse om, hvad konservatisme er og ikke mindst ikke er ved at insistere på vores trosbekendelses værd og relevans, som fundament for den danske konservatisme, også selv om den nu udfordres af så sigende et slogan som ”mod til at skabe sammenhæng”

I denne artikel skal det dreje sig om triadens første ord: Gud!

Umiddelbart er dette ord det i det hæderkronede konservative kampråb, som vil volde folk flest problemer. For betyder dette, at man ikke kan være konservativ og ateist, eller konservativ og muslim? Jo selvfølgelig kan man det. Konservatismen er ikke en religiøs bevægelse med det formål at sprede det glade budskab til alverdens folkeslag. Men begrebet Gud kan stadig spille en central rolle i konservatismen, idet både kristendommen og konservatismen har deres rette plads i frontlinien i kampen mod ideologierne.

Som konservative lægger vi vægt på historien, derfor vender vi os på det skarpeste mod ideologierne, som bygger på filosofien, og deres deterministiske verdenssyn. Vi vender os mod ideologiernes tro på styrende principper, både liberalismen abstrakte frihedsbegreb, og socialismens insisteren på lighed. Vi vender os kort sagt mod troen på, at disse menneskeskabte begreber er udtryk for absolut sandhed. Begrebet Gud gør sandheden hinsidig, og forhindrer at noget menneske kan gøre sin filosofi til almengyldig absolut sandhed. Få såvel den religiøse som den ikke religiøse konservative er begrebet Gud altså en fordring om at vende ideologierne ryggen, ikke kun socialisme, og liberalisme, men også den politiserede religion, der forsøger at indrette samfundet efter guddommeligt indstiftede regler. Derfor siger begrebet Gud i den konservative triade noget om, hvad konservatismen ikke er, nemlig ideologi, og hvad konservatismen er, nemlig en stillingtagen funderet i værdier, som vi tror på.

Det er naturligt, når vi nu taler om konservatismens forhold til Gud og kristendommen, og dennes forhold til konservatismen, også at spørge til konservatismens forhold til kirken. Konservativ Ungdom vender sig officielt imod, at den luthersk-evangeliske kristendom og den danske folkekirke har en særstatus i det danske samfund. Men er det en konservativ holdning? Nej! Det er en liberalistisk holdning. Det er ren og skær ideologi og altså i modsætning til alt, hvad konservatismen står for.

For som konservative må vi anerkende at Danmark gennem 1000 år har været præget af kristendommen, og at de værdier og de holdninger, vi som konservative hylder og står vagt om, bygger på denne religion. Det konservative projekt kan derfor aldrig komme til at dreje sig om at pille religionen fra hinanden. Det er heller ikke en konservativ opgave at adskille kirken fra staten eller bede om religiøs ligestilling her til lands. For historien har givet den kristne kirke den plads den har i dag i vores samfund, og dens plads legitimitet understreges af den rolle, kristendommen og kristne værdier spiller i dagens Danmark..

85 % af den danske befolkning støtter op om folkekirken. For det danske folk er kirken stadig det sted man går hen, når man skal giftes, når ens barn skal døbes, når det skal konfirmeres osv. Kirken som kulturel institution spiller en helt overvældende central rolle i dagens Danmark, og den er en af de ting, som skaber sammenhængskraft, og berettiger os til at kalde os et folk.

Ved at skille kirke fra stat og detronisere vores kulturelle og religiøse arv, skærer vi en af de grundpiller væk, som danner rammerne for vores selvforståelse som et folk. En selvforståelse som i parentes bemærket er selve kernen i vores nationalstat og vores demokrati. Ønsker vi som konservative virkeligt det?

Er vi konservative i dag i virkeligheden blot sjæleligt forvirrede liberalister, for hvem principper og abstrakte begreber er vigtigere end den reelle frihed, den som er funderet i og ikke kan ses adskilt fra den historiske udvikling som har givet os det frie, åbne samfund vi har i dag. Siden hvornår betyder kampen for liberalisternes konceptuelle ”frihed” og ”lighed” mere end kampen for at bevare fundamenterne for det samfund, hvor mennesket faktisk er frit?

Nej en konservativ stillingtagen til sådanne ting som folkekirkens fremtid skal bygge på respekten for fortiden, respekten for traditionerne og respekten for institutionerne. For det er derpå, vores samfund hviler og derfra det udvikler sig. At begynde et ideologisk betinget angreb på det, ville være at trække tæppet væk under os selv og vores demokrati og vores frihed.

Dette er hvad begreberne ”Gud, Konge og Fædreland” fortæller os

Peter Norsk om Konservatisme i Critique

Peter Norsk, som læsere af denne blog må kende, skrev i 2008 en artikel til Årsskriftet Critique. Artiklen er vel det klareste udtryk for hans principielle holdning til konservatismen.Peter Norsk forklarer, hvad han forstår ved moderne politisk konservatismen. Med skabelsen af Det Konservative Folkeparti ophørte den gamle nationalistiske Højre-konservatisme, i stedet blev en konservatisme indstiftet, hvis mål det alene var at bevare friheden, og som derfor er globalistisk snarere end nationalistisk .

Der skal ikke være tvivl om at undertegnede er uuenig med dr. Norsk, men derfor kan jeg nu alligevel anbefale artiklen.

læs artiklen her: http://critique.ksaa.dk/2010/03/artikel-online-peter-norsk-under-den-personlige-frihedsfane/


Uddrag

”Den moderne konservatisme blev grundlagt i 1916 med dannelsen af Det Konservative Folkeparti, hvor den gammeldags nationalkonservatisme blev lagt i graven. Siden da har konservatismen koncentreret sig om forsvaret for den personlige frihed og det personlige ansvar over for den efterhånden altfavnende statsmagt, og i de sidste år har det Konservative Folkeparti endvidere udviklet en politik, som giver klart udtryk for en globalistisk, frihedsorienteret og fremadrettet kurs.!

”Her er den moderne konservatisme på kollisionskurs med nutidige nationalister som Søren Krarup, Jesper Langballe og Dansk Folkeparti. Hvor de bedømmer den enkelte på geografisk oprindelse, etnisk baggrund og religion og taler om “dem” og “os”, så gør den moderne konservatisme det modsatte og tager udgangspunkt i individet.”