Den selvbedrageriske modkultur

Her i dagene omkring den 1. maj opruster venstrefløjen. Ikke mindst i en tid hvor den har medvind, populært illustreret i den nærmest teflonagtige, men stadig gement rædselsfulde Villy Søvndal, der ganske afvæbnende tronede på talerstolen til SF's nylige landsmøde.

Den for venstrefløjen, navnlig dens uhyggeligt mange unge repræsentanter, så centrale forståelse af sig selv som værende en modkultur bliver også støvet af. Mod kapitalismen, mod nedskæringerne, mod fremmedhadet, mod ensretningen. Og så videre, og så videre.

De borgerlige er nogle værre skiderikker, uden humor og kun med mere af det samme. Gamle grå mænd i jakkesæt. Den sorte, fascistiske, asociale og racistiske regering. Når vi nu får et nyt flertal, regner de milde gaver ned over befolkningen og krisen går over med det samme.

Universiteterne, plejehjemmene, sygehusene, bistandskilenterne, førtidspensionisterne, folkeskolelærerne, børnene i Sandholmlejren, folkesundheden, den hjemløse, kvinden uden bestyrelsespost, den kollektive trafik, klimaet, det eksperimenterende teater og de hjemløse kan alle glæde sig til at vi får en ny regering.

Modkulturen vil nemlig gøre noget godt for dem alle.

Det er nemlig en modkultur at ville mere velfærd, mere tolerance, mere lighed og en progressiv socialpolitik. Det har vi nemlig ikke haft noget af de seneste mange år.

Eller er det? Svaret er naturligvis nej. Det er dybt selvbedragerisk af venstrefløjen at lancere sig selv som en modkultur. Hvis der er noget der er en modkultur er det, i al beskedenhed, at finde i spændingsfeltet mellem konservatismen og liberalismen, hvor debatkulturen har været kilometerlangt foran den socialistiske de senere år, i hvert fald her til lands.

Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved velfærdsstatens og de offentlige udgifters evindelige vokseværk. Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved normopløsningen; opløsningen af den nationale enhedskultur, familien, folkekirken og ægteskabet. Det er en modkultur at stille spørgsmålstegn ved tidens mantra om at det er langt finere at søge end at stå fast. Det er en modkultur at insistere på at noget er ubetinget privat og bestemt ikke offentligt. Det er en modkultur at slå fast, at bankpakkerne ikke repræsenterer et forsvar for kapitalismen, men snarere er et udslag af nykeynesianismens genkomst.

Modsat er det uendelig konformt, provinsielt og selvbedragerisk at hævde, at der skulle være noget specielt modkulturelt ved at være ung og tilhøre venstrefløjen.

Kapitalismens skrøbelighed

Kapitalismen opfatter jeg som et gode. Ligesom Burke tror jeg på sammenhængen mellem samfundets socioøkonomiske indretning og dets styreform. Kapitalisme og frihed hænger for mig sammen med ligeså stor selvfølgelighed som senfeudalisme og frihed gør det for Burke. I en debat med Jacob Hedegaard affødt af en kritik, jeg rejste af forbrugerismen, har jeg dog tilladt mig at på et punkt at rette en anklage mod dette økonomiske system. Nemlig at dets fortsatte beståen ikke er en given sag. Jacob Hedegaard har derimod argumenteret for kapitalismen som et selvberoende system af uendelig eller udstrakt varighed, fordi det bygger på menneskets grådighed. Hans forsvar for kapitalismens styrker minder i den forstand meget om Smith eller Mandeville, der begge argumenterede for dette systems styrke i kraft af dets fundering i en last snarere end dyd.

Jeg vil slet ikke være et øjeblik i tvivl om at kapitalismens styrke netop er, at den i en forstand ikke er dydig, et system, der forudsætter at mennesket er godt er et system, der altid vil skvatte sammen.

Men en argumentation, der funderer en specifik samfundsindretning alene i et antropologisk konstant som den menneskelige natur, er også en fundamentalt set ahistorisk argumentation, der ikke vil forstå, at kapitalismen ikke har samme alder som lasten grådighed, men er et system, der opstår meget sent i historien og på et tidspunkt sikkert vil forgå. Uanset med hvor stor overbevisning man kan fremføre havesygen som primus motor og dermed sikring for systemet, har man ikke forklaret det, hvis man ser bort fra, at her er tale om et historisk fænomen. I en forstand er der ikke tale om andet end kapitalismens selvfejring, når den sætter sin fundamentale oprindelse til at være menneskets natur. Hér er virkelig et system af mennesket og for mennesket forstås. Man kan kun ærgre sig over, at det var så længe under vejs, at mennesket i de første 100.000 år af sin historie var foruden dets egentlige økonomiske system.

Mere valid synes en forklaring, der netop tager sit udgangspunkt i kapitalismens historiske karakter. En sådan giver Marx og en sådan giver Max Weber. Siden da har mange andre givet forklaringer. Men her er et par grundlæggende. Mest interessant er Weber, der henfører kapitalismen til en særligt protestantisk etik, der dels opvurderer handelsmanden, der ellers altid i det før-moderne samfund er en udskældt skikkelse, dels opvurderer velstand som et tegn på Guds nåde og dels opvurderer arbejdet i og med at ”kaldet” verdsliggøres. Sådanne forudsætninger foruden er der ingen kapitalisme. Det drejer sig om for Weber og traditionen efter ham at undersøge baggrunden for, at undersøge fundamentet for, at det kapitalistiske system pludselig engang i 1700 tallet for alvor sætter i gang og forårsager en eksplosion i velstanden, som ingen lige kender i verdenshistorien. En fransk historiker påstod engang at i Frankrig mellem år 1300 og 1800 skete slet intet. Den førmoderne førkapitalistiske historie er historien om gentagelser, historien i moderniteten og kapitalismen er historien om udvikling.

Allerede Weber fremhævede, at kapitalismen godt kunne overleve uden den protestantiske etik. Man kunne nemlig tale om en særlig kapitalistisk etik. En sådan betoner flid, pligt, ærlighed og selvstændighed. Alle fundamentale egenskaber for den selvstændige erhvervsmand, som er kapitalismens pioner. Med udviklingen i kapitalismen blev som følge af den fortsatte kapitalkoncentration dog denne mellemstand en truet dyreart. Den kapitalistiske entreprenør veg som Burnham beskrev i 1941 for manageren, der havde udskiftet pionerånden med lønarbejdermentalitet.. Allerede her truedes kapitalismen.

Kapitalismen førte her liberalismen ud i et dilemma. Det lod til, at det ikke lod sig gøre at forene et politisk liberalt demokrati med en økonomisk liberal dagsorden. For den utøjlede kapitalisme førte til skabelsen og styrkelsen af vælgergrupper, hvis mentalitet var en ganske anden end kapitalismens. Den Manangeriale tænkning afløste kapitalismens etik i statsapparatet. Hvor dette tidligere havde værnet om det frie marked ved netop at sikre dets frihed, blev tanken nu, at økonomien måtte tøjles eller styres. Denne tanke deltes af alle. Socialisterne, der ville afmontere kapitalismen. Socialdemokraterne, der ville spænde den for et egalitaristisk projekt og de liberale og konservative, der ønskede at forsvare selvejerklassen og deres kapitalistiske ånd mod kapitalismen.

En anden og ligeså væsentlig kritik af kapitalismen rejses af den konservative filosof Irving Kristoll. Kapitalismen og det frie marked forudsætter det dydige individ, hvis altså vel at mærke kapitalismen skal opfattes som et frihedsprojekt, hvad den skal hos liberalkonservative som Hayek. Dette dydige individ er ikke nødvendigvis at opfatte som dydigt i den forstand, Weber lægger op til. Men det skal være i stand til at tage friheden på sig, hvilket ikke er en nødvendig følge af negativ frihed. Kristoll peger på, at nihilismen er den moderne kapitalismes vigtigste fjende, fordi det er det fritsatte menneskes manglende accept af den kapitalistiske etik, som danner fundamentet for den moderne kritik af kapitalismen, som kom til udtryk ved ungdomsoprøret. Her var der ikke som tidligere tale om de pauperiserede massers kritik af udbytning, men om et angreb på kapitalismen af dens eget afkom, den velstillede middelklasseungdom. Kapitalismen viste sig med andre ord ude af i stand til at reproducere sine normer.

Man kan opfatte ungdomsoprøret og middelstandskritikken af kapitalismen som en radikalisering af den udvikling, der fandt sted i mellemkrigstiden, hvor interessemodsætningerne mellem det højere og det lavere borgerskab viste sig tydeligere. Det var et tegn på, at den etik og tankegang, der havde bundet disse klasser sammen i et forsvar for denne historiske samfundsøkonomiske indretning var gået op i limningen. Kapitalismen var i hele processen meddelagtig i sit eget fald. Den var i udgangspunktet baseret på, hvad sociologen Daniel Bell har kaldt en kulturel selvmodsigelse, idet den baserede sig på et normsæt, som den selv systematisk undergravede.

Hvad er løsningen da? Kapitalismen har skabt en velstandsstigning uden lige. Den er et gode. Men ikke et ubetinget gode. Den må forsvares. Adam Smith skrev for længe siden. ”Der kræves ikke meget mere for at føre en stat til den højeste grad af rigdom fra det laveste barbari end fred, mådelige skatter og en tålelig retspleje; alt det øvrige opstår ved tingens naturlige orden”

Den naturlige orden er ikke naturlig. Den er skabt af os i og med historien. Ordenens historicitet som for venstrefløjen er lig dens uegentlighed må for konservative være en påmindelse om de store ressourcer vi må lægge i et aktivt forsvaret for den økonomiske ordens før-politiske, kulturelle grundlag.

Hjerteligt tillykke, Deres Majestæt!

Om den konservative i sindet sidder på sit kontor og arbejder, står med sine børn på Amalienborg Slotsplads eller er et helt tredje sted, er ikke det, der i dag betyder det helt store. Hvad der forener de konservative sjæle landet over en dag som i dag, er en ren kærlighed til en institution og højagtelse for et menneske, som vi har det svært ved at forestille os samfundet uden. I dag skumler 'de rationelle' - de mennesker, der ønsker verden pakket ind i firkantede kasser. Stikker noget udenfor, må det hugges af, om genstanden bliver nok så skadet af det.

Dette had forstår den konservative ikke. Denne glædes ved historiens kontinuitet, kulturen og fædrelandet, hvorfra hans verden går. Dette kan nok ikke puttes ind i kasser, men hvorfor skulle det også det? Det er fuldendt i dets egenart - ikke fordi det passer på forestillinger opfundet ved skrivebordet i et dunkelt og indelukket studereværelse, men fordi det har udviklet sig. Det er nok ikke perfekt kantet efter strenge geometriske retningslinjer, men smukt i dets særegenhed.

Lad blot studerelampeidealisterne skumle i Amaliehaven! Vi konservative, vi mennesker, står på Amalienborg Slotsplads i dag kl. 12 og hylder dronningen - om ikke i virkeligheden så i sjælen.

På denne blogs skribenters vegne ønsker jeg Deres Majestæt et hjerteligt tillykke med fødselsdagen fra fem loyale undersåtter og et ønske om alt godt i Deres Majestæts gerning fremover.

Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke!

Sådan er kapitalismen. svar til Jacob Hedegaard

Den gode Jacob Hedegaard har på sin blog kommenteret mit indlæg om d. 9. april. Jacob er ikke helt tilfreds med indlægget, fordi det ikke nøjes med at kritisere staten men også kaster sig over "kapitalismens forbrugersamfund". Hans anklage mod indlægget er som følger:

"Der opstilles en dikotomi mellem ‘materielle værdier’ og ‘ hjertets goder’, og vupti er al moral skubbet til side for endeløs tilranelse af ligegyldigheder i form af håndgribelige ting. Det er som om rationalet lyder, ‘hvis bare vi havde samme velstandsniveau som i starten af ‘50erne ville samfundet kunne besidde fornuftig moral, ellers ikke’."

Dette fører ham til følgende reductio in absurdam: "Er den menneskelige moral faldet næsten kontinuerligt de seneste 2.000 år? Jeg tvivler…"

For nu at tage det sidste først så er svaret vel nej. Men en sådan absurditet må stå for egen regning. Den må i hvert fald besvares med en anden absurditet. Jacobs indlæg synes nemlig at bygge på en afvisning af, at der i det hele taget er en sammenhæng mellem livsform og økonomisk situation. Derved har han gjort op med de materielle kår som faktor i menneskets tilværelse. Betyder det så ikke også, at økonomiske motivationsfaktorer blvier ganske ligegyldige. Hvis Jacob afviser at velstand fører et bestemt handlemønster med sig, så afviser han samtidig at mangel fører et bestemt handlemønster med sig. Han afviser med andre ord, at den brødflove mand ønsker sig brød. Der er med andre ord tale om en menneskeopfattelse, hvor menneskets handlinger opfattet som ubetingede. Det kan også udtrykkes på den måde, at mennesket, hvis man skal følge Jacobs kritik kun beror på sin egenmægtighed. Det hverken drives, påvirkes, lokkes eller trues af noget. Ja ethvert menneske er i sandhed en ø.

Hvis vi ikke accepterer denne dyrkelse af den autonome vilje som et realistisk udgangspunkt for en analyse af ( eller et polemisk angreb på) samfundet, så er vi tilbage ved den muligvis meget problematiske påstand, at mennesket handler på baggrund af incitamenter. Disse kan vel aldrig oplistes og blotlægges i deres totalitet. De kan kun skitseres. Dette er sandt for en grundig behandling af emnet og i særdeleshed sandt for den mere stedmoderlige behandling, som blogmediet tilsiger.

Det som vi kalder moral er en ganske bestemt moral. Moralsk forfald fører i helt nøgterne termer bare til en anden moral. Noget moral byder os at hjælpe den fattige, anden moral byder os at ofre ham til vores blodtørstige guder. Det skal derfor præciseres, at når der tales om moral eller hjertets goder i indlægget, så menes der noget specifikt. En særlig veneration overfor tradition, en følelse af forpligtelse, en kærlighed til fædrelandet. Sagt på en anden måde en livsopfattelse, der fastholder subjektet på noget andet end det selv.

Forbrugerismen derimod handler om behov og tilfredsstillelse af disse. Opstår en sådan nødvendigvis af kapitalismen? Jeg ved det ikke. Noget tyder på det. Dermed er kapitalismen måske ovenikøbet selvundergravende, som bl.a. David Gress herhjemme og i USA de neokonservative har fremhævet. Kapitalismens fundament er en pligtetik, dens resultat er hedonisme. Måske fordi vi mennesker ikke er så gode som vi gerne vil det. Måske føler vi os primært forpligtet, når vi af nøden drives til pligten. Måske tager vi hellere på arbejde, når vi har brug for lønnen, end når vi kan undvære den. Dette synes i hvert fald at være et vigtigt element i kritikken af de manglende økonomiske incitamenter til at få sig et fast arbejde i dagens Danmark.

Dette kan være et svar, men kun for så vidt, at man accepterer, at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer. Med forbrugersamfundet har vi både fået ideer, der bekriger et menneskesyn, hvor forpligtelsen er i centrum, og med velstanden har vi mistet vores nødvendige incitament til at være moralske.

link: http://jacobhedegaard.dk/2010/04/stadig-den-9-april/

Critiqueforedrag: Derfor er jeg ikke feminist

Ligestillingsdebatten fylder stadig mere i samfundet. Har ligestilling en prisTeologen og samfundsdebattøren Katrine Winkel Holm har gennem flere år angrebet ligestilling og feminisme. Ifølge Winkel Holm er ligestillingsbestræbelserne et ideologisk betinget og dens konsekvens er kernefamiliens sammenbrud. Winkel Holm taler herom i foredragsrækken Critique


Katrine Winkel Holm arbejder på en bog om emnet og har bidraget til flere danske dagblade med klummer om ligestilling, politik, samfundsdebat mm.


tid: Onsdag d. 21 April kl. 19
Sted: Richard Mortensen Stuen, Stakladen, AU
Arrangementet er gratis

Stadig den 9. april

Ungdommen har glemt 9. april. Kun et lille mindretal af de 18-25 årige ved, hvorfor denne dag er vigtig. Vi svømmer over af forargelse. De samme politikere, der har siddet med armene over kors mens folkeskolens kundskabsfokus blev afmonteret slår nu ud med de selvsamme arme og kræver indsats. Vi skal huske den 9. april, så den aldrig vil gentage sig.

Men måske er der en grund til at vi ikke husker den. Måske var den besættelse vi var udsat for ikke et historisk unikum værd at huske. ja måske har en større og mere omsiggribende besættelse sidenhen fundet sted. Måske ligger det nu i vores folkesjæl at være et besat folk, så envher tale om besættelsens onde år bliver meningsløs.

Da tyskerne kom opgav vi at forsvare os med militære midler. P. Munch, den radikal udenrigsminister, talte istedet om et Dannevirke i hjertet. Folket samledes om alsang og passiv protest. Den nationale samhørighedsfølelse blomstrede mens klassekonflikter tiltog og statsapperatet brød i stadig højere grad sammen.

Efter krigen blev vi igen besat. Vi sagde aldrig mere en 9. april og opprioriterede forsvaret og vendte våbnene mod den sovjetiske totalitarisme. Samtidig afmonteredes dog hjertets Dannevirke, det nationale sammenhold krakkelerede alt imens klasserne opløstes og statsapperatet tiltog sig stadig mere magt. En forsumpelsens passivitet bredte sig i Danmark i kølvandet på velstanden og kapitalismens forbrugersamfund. Med alle de materielle værdier det lykkedes os at skrabe sammen, var det ikke længere nødvendigt at forsvare hjertets goder og således brød landets kulturelle selvforsvar sammen. Vores tanker indvaderes, vore sjæle koloniseredes df moderne popkultur og forbrugerisme. Varefetischsisme blev nationalreligion. Engang sagde vi aldrig mere 9. april, idag kan vi igen konstatere at det stadig er den 9. april

Institutionskonservatisme af Kasper Støvring

En af mine personlige favoritartikler fra Critique 2008 er nu belvet lagt online. Kasper Støvring skrev i Critique 2008 om konservatismens menneskesyn, som han karakteriserede som en antropologisk realisme, der betonede menneskets behov for institutioner. Dette er et grundlæggende træk ved konservatismen, der stiller den i modsætning til politisk radikalisme.

Uddrag

“Ifølge en udbredt konservativ opfattelse er det moderne samfund i høj grad karakteriseret ved normopløsning. Individet har vundet frihed, men individet er et risikabelt væsen, et “ondt” væsen. Derfor må man reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så han kan få noget godt ud af det. Denne institutionelle konservatisme indebærer samtidig en kritik af anarkismen og radikalismens opgør med det bestående.”

”den konservative tradition fastholder altså, at mennesket har en natur, og den er ond eller i hvert fald risikabel. Det synspunkt medfører et opgør med tanken om den blanke tavle, dvs. ideen om menneskesindet som en tabula rasa, der fyldes ud af den påvirkning, mennesket får gennemlivet.”

”Konservative afviser den minimale kultur, for ultimativt har den at gøre med lystbetonet tilfredsstillelse af den enkeltes private drifter uden moralske skranker. Konservative vil i stedet knytte an til den maksimale kultur, der anviser en fælles mening og derved knytter den enkeltes projekter til en større fælles målsætning.”

Link:  http://critique.ksaa.dk/2010/04/artikel-online-kasper-st%c3%b8vring-institutionskonservatisme/

Produktivitet

Jeg faldt over et kort læserbrev i en af dagens aviser. Det var skrevet af MF Christine Antorini (S) og i sig selv ikke specielt bemærkelsesværdigt. Sådan et bladrer man let forbi, blot et led i den kæde af nonsens man kan læse hver dag i aviserne. Avisen var tilmed Dagbladet Politiken som jeg af uranselige årsager havde fået fat i. Den bør man ellers holde sig fra, men det er en anden snak.

Der var dog lidt at tænke over. Christine Antorini skosede i læserbrevet den såkaldte tænketank CEPOS for at mene, at øget beskæftigelse i den offentlige sektor ville være skadeligt for den private sektor. Martin Ågerup er "så håbløst gammeldags". Antorini mente nemlig at fremtidens arbejdspladser vil være en snæver symbiose mellem private og det offentlige, uden en knivskarp sondring. Miljøstyrelsen og kommunernes miljø- og teknikforvaltninger i skøn samklang med såkaldt grøn vækst i den private sektor. Halleluja - husk at afsætte rigeligt med milliarder.

I krisens skygge er det faktisk en ret væsentlig strid: Den nykeynesianske tyrkertro på, at man kan bruge de offentlige budgetter til at investere sig til vækst, har vind i sejlene i en tid hvor budgetterne har svært ved at hænge sammen. Når alle afviser muligheden for at skære i de offentlige udgifter, og de færreste tør tone rent flag og sige at de vil øge skattetrykket, bliver resultatet denne casinoagtige omgang med skatteborgernes penge. Troen på at man gennem subsidier, styring af økonomien og såkaldt offentligt-private partnerskaber kan fremtrylle arbejdspladser. Trækker man metafysikken endnu længere ud når man frem til pendulsvingeren Richard Florida, der mener at kunne afgøre at homoseksuelle, kunstnere og bohemer er kilden til fremtidens økonomiske vækst.

Der tales så meget om at vi skal løse den økonomiske krise ved at være kreative, veluddannede og smarte. Når de andre er billigere skal vi være bedre. Det er givetvis rigtigt et stykke hen ad vejen. Kontrasterende hertil kan man dog søge visdomsord i de klassiske sentenser: Vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden. Oplevelsesøkonomi, velfærdsteknologi og grøn vækst er i deres essens tomme fraser; et spilfægteri der dækker over det mest grufulde scenarie: At industri og fremstilling, privat, overskudsgivende produktion, bliver stadigt vanskeligere, nærmest umuligt, i en verdensdel med for høje lønninger, endeløse rækker af gode grunde til ikke at gå på arbejde og kolossale bureaukratiske komplekser, der lægger talrige hindringer i vejen for det private erhvervsliv.

I stedet opfinder man fiktive behov og fiktiv efterspørgsel, for at hindre økonomierne i at segne under vægten af disse ting. Beskæftiger håndværkere gennem en renoveringspulje
(beskæftigelsesterapi) for at spare på det energiforbrug, der i øvrigt er bydende nødvendigt for at holde statsfinanserne sammen. Nå, falder forbruget må vi jo hæve energiskatterne. Nå nej - eller nå, jo? Hvem kan holde styr på dette cirkus? Igangsætter såkaldt velfærdsteknologi, der kun er levedygtig gennem (velfærds)statslig efterspørgsel. Det nye eksporteventyr! Jo tak - transfusioner fra den ene (velfærds)statskasse til den anden. Det er sandelig en glorværdig fremtid vi går i møde - kineserne, inderne og brasilianerne ryster sikkert i bukserne, når nu Vesteuropa for alvor svarer igen og lancerer deres seneste erhvervseventyr, der imidlertid kun holdes i live af en kunstig lunge. Gad vide hvordan bytteforholdet er mellem brasiliansk olie og en danskudviklet maskine, der kan give gamle mennesker et bad? Jeg tvivler på vi står godt, her i post-servicesamfundene.

Og så i krisens skygge.

Den Gamle Scene

Vi er nok mange, der har stået i Vor Frue Kirke og tænkt, at vi blev en smule mere religiøse ved at føle den barmhjertighed, som Thorvaldsens Jesus-figur udtrykker, og den storhed og glans, som guldbelægningen bagved giver indtrykket af. Nogle har måske også stået på Christiansborg Slotsplads og tænkt, at den grandiøse bygning, som indeholder både royale repræsentationslokaler, Folketinget og Højesteret - altså kerneelementer i de tre magtelementer i dansk folkestyre - i den grad understreger en ubetalelig følelse af magtens enhed og adskillelse, som er selve grundlaget for vor forfatning. Ligesådan har sikkert også mange følt sig inderligt rørt over at sidde til en forestilling på Det Kongelige Teaters gamle scene. Om ikke andet kan man, når man står konfronteret med den store bygning, kun tænke, at den store bygning på Kongens Nytorv med Oehlenschläger og Holberg foran i dens grandiøsitet må indgyde medarbejderne en sådan ærefrygt, at de kun kan føle sig rørte i deres virke i en sådan bygning - og det må vel, hvor dette faktisk sker, have indflydelse på publikum.

Socialdemokraterne har foreslået at Den Gamle Scene nedlagt. Jeg vil ikke begive mig ind i det principielle i indgriben i armslængdeprincippet, som Venstre på herlig teknokratisk vis har kastet ud som bedste argument imod nedlæggelsen af en national institution. Alene måske bare mildt indskyde, at det virkelig må være et inderligt had til Gamle Scene, der gør, at man bryder med den traditionelle kulturpolitiske kommandovej og direkte i det nationale parlament ønsker en nedlæggelse af nationalscenen sanktioneret.

Anden følelse kan det ikke fremmane hos et konservativt menneske, end at dette er et sygt rationalistisk syn på nationalt kulturelt sammenhold og bevarelse og den skønhed, der ligger deri - de følelser, det indgyder alle os, der godt kan acceptere at være en del af en prægtig kulturnation. Det får virkelig et konservativt menneske til at appellere til hver enkelt dansker og spørge, hvorvidt kroner og øre er det slående argument for at nedlægge en national kulturinstitution. Er det der, vi er nået til? Er vi så smålige?

En mild opfordring til Det Kongelige Teater må være: Genopsæt Elverhøj på Den Gamle Scene. Lad igen det danske folk kunne få den oplevelse at rejse sig til "Kong Kristian" og vedkende sig sin nationale kulturarv. Vi er ikke svage. Vi er ikke ynkelige. Vi er ikke smålige og let bestikkelige. Vi er stolte! Vi er et kulturfolk, som ønsker den stærke levende følelse, som kulturen giver! Vi er danske!!!

Socialdemokraterne har vist deres grimme kulturdefaitistiske fjæs igen. De har bekendt kulør. Det samme har jeg som simpel dansk borger - forhåbentlig ikke som den eneste. Hvis Socialdemokraterne vil have kamp, så lad dem få det og blive slået af en stærk folkelig kulturel ånd:

"Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea!"

Kilde: http://politiken.dk/kultur/article939238.ece