Da kaptajn Espersen kæntrede

Det Konservative Folkeparti er i krise – igen. Her skal ikke redegøres yderlige for partiformandens ferierejser, undskyldninger og så videre, ligesom at jeg slet ikke vil komme ind på det forhold, at medierne er helt og aldeles uvidende om den meget lille betydning det har at en eller anden tilfældig lokalforeningsformand på Nordfyn er utilfreds med Lene Espersen.
Det er nemlig alt sammen helt ligegyldigt. En partileder i medvind ville aldrig kunne svækkes af en sag som Mallorcasagen. Problemet er et andet. Da Lene Espersen i sin tid blev formand for Det Konservative Folkeparti stod hun som talsmand for en bestemt politisk linje. Alle var klar over dette. Valget mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen var ikke kun valget mellem blondinen og brunetten, men også valget mellem to retninger, som partiet kunne bevæge sig i.

Et stort flertal foretrak Lene Espersens retning. Hvad stod hun for? I modsætning til Connie Hedegaard stod hun for den del af den konservative tradition, der orienterede sig til højre, fremhævede en kulturkonservativ værdipolitik, streng retspolitik og økonomiske reformer. Det store flertal, der var for Espersen skyldtes flertallet for denne linje i partiet. Hendes modstandere var marginaliseret. Connie blev sendt til Bruxelles.

Den store lakmusprøve på hendes politiske projekt var det store integrationsudspil. Partiet ville her gå ind at markere sig som et egentligt konservativt parti, der motiveret af social indignation og kulturel selvbevidsthed gjorde op med den integrationspolitiske kurs, der fastholdt at kun økonomi var af betydning. I sommeren 2009 sad den nye linjes hovedarkitekter Brian Mikkelsen, Naser Khader og Lene Espersen linjet op og fremlagde visionen.

En vision, der var både saglig, fornuftig og dybt socialt ansvarlig. Det konservative integrationsudspil satte fingeren på den kulturelle desintegration, som var masseindvandringens konsekvens. Integrationsudspillet slog med syvtommersøm fast, at indvandrerne var kommet for at blive, at løsningen ikke var højrefløjens hede drømme om repatriering, men derimod en kulturel integration, som kunne løfte indvandrerne ud af skammekrogen og ind i samfundet samtidig med at det danske samfunds værdier blev fastholdt. Alt i alt fornuftig konservativ politik. Lige præcis det, som så mange konservative længe havde ventet på.

Men hvad skete der? Efter en dags god presse slog det hele bak. Burkasagen eller Burka sagaen kom frem. Her kunne de konservative have stået fast, men snart forlod de anført af Lene Espersen alle skanser. Burkadebatten mundede ud i en tandløs kommission, hvor man hyrede en kendt islamapologet som formand, resten af pakken blev glemt og gemt. Naser Khader blev syltet. Kreds efter kreds blev lukket for ham. Lene Espersen var intet sted at finde. Den formand, der skulle have vist rygrad viste nu at hun ingen havde.

Snart lød der helt nye toner fra partiformanden. Nu var det slet ikke kulturkampen, der var vigtig, nu var det økonomien. I det konservative bagland genlød budskabet. Forlad alle værdipolitiske holdninger. Fuld retræte. Tilbage til økonomismen. Her lykkedes det som bekendt at subsidiere bankerne – en markant borgerlig sejr. Alt andet slog fejl. Ingen reformer kunne blive gennemført. Impotensen tog til. Kort efter tog Espersen på en velfortjent ferie og da hun kom tilbage opdagede hun at partiet havde taget ved lære af hendes rygradsløshed. Nu vender alle rygklapperne ryggen til hende og klapper sig selv på ryggen, reder skindet og håber på Connies snarlige komme.

Lene Espersens formandskab var noget af det mest lovende i sit udgangspunkt. Her var kvinden, der kunne vende skuden for konservatismen. I stedet ligger hele projektet nu grundstødt og hvad end Kaptajn Espersen klarer skærene og redder sig i land eller om der efter et valg kommer en ny partileder, så er projektet nu dødt og konservatismen igen uden retning.

Harald Nielsen om slægt, ægteskab og konservatisme

I anden, omend beslægtet sammenhæng, har jeg genlæst dele af litteraten Harald Nielsens forfatterskab. Et emne jeg tillige tidligere havde lejlighed til at beskæftige mig med studiemæssigt. En del af bloggens læsere vil måske kende til Harald Nielsen gennem Søren Krarups forfatterskab; de to respektive konservative forfatterskaber har da også nogle påfaldende fællestræk, men det er ikke det der er emnet for dette indlæg. Det er i stedet et urkonservativt anliggende, som blev diskuteret længe inden Harald Nielsens tid, i første halvdel af det tyvende århundrede, og med garanti vil blive det længe efter Krarups.

Harald Nielsens baggrund for at beskæftige sig med familie og ægteskab, og i det hele taget bidrage til tidens kvindesagsdebat, var en immanent modvilje mod den abstrakte lighedstænkning der prægede mange miljøer, også dengang. Dertil kom mere konkrete bekymringer for, blandt andet, hvilke konsekvenser den kvindelige stemmeret ville få på længere sigt. I artiklen Moder eller Vælger fra 1909, beskæftigede han sig med spørgsmålet om kvindelig valgret. Først og fremmest med henblik på hvad det ville betyde for kvinderne og familien. For Harald Nielsen var det klart at aktiv samfundsdeltagelse, for de gifte kvinders vedkommende, måtte ske på moderskabets bekostning.

Med det senere kæmpeessay, I Lys af Ægteskabsloven fra 1920, orienterede han sig i stedet mod den statslige indblanding i familiernes anliggender . Udgangspunktet for teksten var en kritik af det umiddelbart overståede kommissionsarbejde omkring Ægteskabsloven af 1919. Harald Nielsen satte sig imod parlamentarismens så at sige, dynamiske effekt. Partikonkurrencen ville anspore politikere til at prøve at gætte eller ’skabe’ folkets ønsker på forhånd. Derved risikerede man at skabe overflødige eller endda skadelige love. Dette igen kompromitterede ”Fornuften, Sagligheden” og gjorde at få, men højrøstede – in casu: kvindesagskvinder - kunne blive taget til indtægt for en større betydning end de egentlig havde.

Men essayet kom også ind på de grundlæggende omstændigheder. Først altså de politiske; og her måtte den kvindelige valgret stå for skud under Nielsens hvasse pen.

"Sagen er ganske simpelt den, at Kvindestemmeretten i sig selv er Udtryk for en radikal Tankegang og derfor overhovedet ikke kan virke uden at føre til radikale Konsekvenser. Det er en contradictio in adjecto at tale om en konservativ Rigsdagskvinde. En saadan kan ikke findes, og det er derfor ikke mærkeligt, at hun i praksis viser sig heller ikke at eksistere. Selv den mest harmløse gamle Dame fungerer fra det Øjeblik, hun lader sig vælge ind paa Rigsdagen, som et bolsjevikisk Ferment."

Omend her lidt polemisk udtrykt, fokuserede Harald Nielsen på, hvad man i dag måske ville kalde strukturelle årsager. Henover selve konservatismens vilkår - hvor altså kvindestemmeretten betingede dårlige sådanne - kom han tilbage til selve slægten og dens ægteskabelige hjørnesten.

"Det er imidlertid ikke blot Kvinderne der tror, at de kan lade sig vælge og dog være konservative, men ogsaa omvendt de konservative Partier, der tilpasser sig til at have dem i deres Midte og imødekomme deres Ønsker uden at lægge mærke til, hvad de dermed sætter over Styr, thi fundamentale Kendsgerninger kan selvfølgelig ikke ændres ved Afstemninger eller Programudtalelser. (...) Tværtimod er Grunden til, at en egentlig Konservatisme ikke kan trives og knapt nok findes, at den efterhaanden som den har akcepteret de radikale Principper ikke kan værge sig mod de radikale Konsekvenser, thi hvergang den vil bekæmpe disse, indvikler den sig i Selvmodsigelser og dens Opposition bliver derfor kun spredt og famlende, og i Stedet for at se, hvorfra Nederlaget stammer, tror man det er fordi man ikke har fulgt nok med i 'Udviklingen' og søger ved nye Indrømmelser at indhente det forsømte. "

Med radikale principper og i det hele taget udtrykket radikal, sigtede Harald Nielsen til de anskuelser der forstod samfundet og kulturen udfra andre betingelser end de han helt konkret så som de virkelige, naturligt givne og historisk betingede. Radikal var i særdeleshed den filosofiske og politiske lighedstænkning. Ligheden lå hverken til menneskets natur eller samfundenes historisk begrænsede kultur. Og før den, var det et uomgængeligt vilkår at mennesket var bundet af både sine fysiske omstændigheder og historiske, timelige placering. Konkret i de omstændigheder fødsel og slægt gav ham. Men faren var at det moderne samfund og dets politiske udvikling rev tæppet væk under slægten, og dermed også det enkelte menneske.

"Ofte kunne denne Slægtshjælp - saaledes som Menneskenaturen nu engang er - være baade treven og kummerlig - og den ene eller anden af dem, der skulle yde den har vel ikke sjældent svigtet, men den moralske Fordring var der ligefuldt og kunne ikke flyttes. [...] Naar [nu, red.] Hus og Indbo brænder, er det assureret, naar Manden falder fra, nyder Hustruen en større eller mindre Del af den Formue, der tidligere regendes for Slægtens, i Form af Livrente eller hun faar Enkehjælp fra Staten. Naar Forældrene bliver gamle frembyder de ingen Problemer for Børnene, men faar Alderdomsunderstøttelse; bliver de syge, rydder man ikke Plads til dem og vaager ved deres Leje, men kører dem paa Hospitalet og bringer dem en Blomst. Afhængighed, Ydmyghed, Taknemmelighed, Kærlighed - ingen af disse stærke Følelser faar Lejlighed til at opstaa, men lever i en Atmosfære af tynd Venlighed, i hvilken alle Frænder er lige graa, og paa Baggrund af hvilken de erotiske Fornemmelser, selv de flygtigste og mest overfladiske, faar et flammende Præg af at være noget, fordi de dog er af Kød og Blod."

Den grundlæggende underminering af slægtens betydning sætter sit præg på alt. På individets selvforståelse, på forskellen mellem omsorg og forsorg, og altså også familiernes egne afgørende bindeled - ægteskabet. Dette gælder både romantisk set og institutionelt. Essayet former sig derefter som en kort litteraturhistorisk beskrivelse af ægteskabets historie; og det er ikke et forsvar for fornuftsægteskabet som sådan, men en henvisning til at også det, uomgængeligt var en del af slægtens omsorg, på godt og ondt. Harald Nielsen tvivlede også på at mange dengang har set det som undertrykkende - det havde i det mindste knyttet til sig økonomiske nødvendigheder - og det måtte i alle fald forstås på sin samtids præmisser. Fra oplysningstiden, som Harald Nielsen betegnede som dets storhedstid, over romantiken, hvis emotionalitet i nogen grad rokkede ved institutionens stabilitet, til nutiden, hvor Harald Nielsen tvivlede på at den enkelte virkelig var bedre stillet.

"Praksis er derfor bleven den simple og ligetil, som vi alle kender, at den Unge tager sin Chance som den tilfældigt kommer paa hans Vej, og fortryder bagefter - i Regelen naar det er for sent, thi det kan ikke nægtes, at der er temmelig mange 'Nitter' i den moderne Gramsepose, der har erstattet baade 'Fornuften' og 'Romantiken' som Ægteskabsmægler."

Til slut opsummerede Harald Nielsen en række af de ændringer og forhold, der underminerede slægten, ægteskabet og hjemmene. De forhold der direkte og indirekte havde banet vej for 1910'ernes og '20'ernes ægteskabs - og boliglovgivning han var modstander af, fordi den byggede på radikale forudsætninger og en urealistisk fremskridtsoptimisme.

"Overhovedet - vil man studere de Angreb, fro hvilket Ægteskabet som Institution i vore Dage er udsat, er Storbyen stedet dertil. Den er Midtpunktet for alle de Indflydelser der tærer paa dets Livskraft: Individualismen, der undergraver Hjemmene, Industrialismen der opløser dem, og den sociale Hjælp, der overflødiggør dem."

* * *

I dag er det kun den sidste indflydelse der endnu diskuteres fra konservativt politisk hold. Det endda kun famlende og undskyldende hvis overhovedet. De færreste har vel i dag indtryk af at konservatismen står stærkt og selvstændigt på fast grund. Harald Nielsen så også svaghedstegnene i sin samtid, og man kan være mere eller mindre enig i hans diagnoser og anskuelser. Men udover den rent historiske interesse, vil jeg vove den påstand at han i dag stadig er relevant, fordi han var en polemiker der klart så polemikkens grænser. Med et moderne udtryk er der grænser for hvad italesættelsen rækker til. Tidens konservatisme har stadig det samme problem at tale sig til rette med modens luner. Nok så mange borgerlige blogs betyder i den forstand ganske lidet. Egentlig konservatisme må bygge på virkelige samfunds vilkår og virkelige menneskers vilkår. Også vilkår der ikke nødvendigvis står i et nostalgisk fortidens skær hos de konservative sjæle. Hvad disse vilkår så er i det spæde 21. århundrede, det tør jeg dårlig gætte på.

Fabrikken og byen

Der var engang en fabrik. Den lå i en lille, driftig by med masser af teglværker, lige ud til et sund der i århundreder havde begunstiget byen som færdselsvej for mennesker og varer.

Der hvor fabrikken lå var der først et teglværk. Teglværkerne var i årevis byens hovederhverv, igen begunstiget af naturen, der havde sørget for en lerholdig undergrund. De som ikke fandt arbejde på teglværkerne, arbejdede som bønder eller med små, selvstændige sysler, såsom en forretning.

I en lang bevægelse, i løbet af det tyvende århundrede, blev der stadigt færre teglværker. Fremstillingsmåden var gammeldags, og krævede hårdt, fysisk arbejde. Derudover flyttedes transporten af gods fra vandvejen til landevejen, og her var byen knapt så begunstiget af sin beliggenhed. Der er dog stadig teglværker ved byen, men det er store, moderne fabrikker der ejes af mænd, der efter sigende er meget velhavende, men angiveligt også evindeligt bekymrede for deres erhvervs fremtid. Fra tid til anden lukker der stadig et teglværk, så mister endnu flere deres arbejde.

I den lange opgangstid fra midthalvtredserne til midthalvfjerdserne blev byen moderne. Den kædetrukne færge blev erstattet af en klapbro, med tilhørende firesporet vej. Det blev nemmere at komme udenom byen, men det forstod man nok ikke dengang. Byen fik ny, flot skole med idrætshal. Flere parcelhuskvarterer skød op. Byen forøgede sit indbyggertal og efterkrigstidens store generationer flyttede ind og fik med tiden børn, der fyldte skole og idrætshal.

I midten af halvfjerdserne lukkede det teglværk, der lå på fabrikkens grund. En driftig mand købte bygningerne og begyndte at fremstille mere tidssvarende og specialiserede produkter, der var efterspurgte. Arbejdspladserne overlevede. Byen var stadig levende med restauration, slagtere, manufakturhandel, bagere, købmand og en brugs. Der var beskæftigelse til folk og et stærkt lokalsamfund, der kunne sørge for at dække menneskers umiddelbare behov. Der var hvad der skulle være.

I slutningen af firserne kom der endnu mere driftige folk til byen. En større koncern købte fabrikken og stod klar med kapital og knowhow. Fabrikken var - ligesom byen altid havde været - begunstiget af at være tæt på et fremmed og stort marked, der netop på fabrikkens område ikke levede op til sin ellers så højteknologiske standard. Fabrikken blev til et eksporteventyr, en succeshistorie, der medvirkede til at løse den moderne økonomis store problem: At indgå i en samhandelsmæssig balance med fremmede stater.

I en sær modbevægelse ekspanderede fabrikken, altimens byen svandt ind. Slagtere, købmænd og bagere lukkede, både fordi ingen ønskede at arve den fædrende beskæftigelse og fordi en evigt ekspanderende bureaukratistat sendte bunkevis af breve med forordninger og opkrævninger. Så hellere et automatiseret 8 - 16.30-job, som et af dem man kunne få på fabrikken, der i sine bedste dage gav beskæftigelse til halvtreds mennesker.

Fabrikkens ekspansion rakte ud over byens grænser, særligt på grund af den dårlige infrastruktur. De tunge lastbiler var ikke populære i byen, og det kneb også med rentabiliteten når der skulle køres så langt fra den motorvej, som fabrikken ekspanderede imod. Til trods for den fine, firesporede vej. Fabrikken virkede dog fortsat, altimens byen fortsat svandt ind. De store efterkrigsgenerationer havde dels ikke fået nok børn, dels ønskede disse børn ikke at bo i byen.

En ond cirkel var etableret. Skolens overbygning forsvandt, samme vej røg brugsen og manufakturhandlen, der ellers stædigt havde været byens sidste forretning. Ikke langt borte havde kloge folk, for ganske få år tilbage, samlet et stort indkøbscenter som byens indbyggere fandt større anvendelse i, end i deres egen bys små forretninger.

Denne udvikling kunne ikke gå forbi fabrikken. Egentlig var den også håbløst utidssvarende, dele af den stammede helt tilbage fra teglværkets tid. Den blev stadigt mindre, beskæftigede stadigt færre, indtil den en dag lukkede. Som en slags skæbnens ironi kort efter den var blevet renoveret for et stort beløb.

I dag ligger bygningerne tomme hen, der arbejdes ikke. Der er ikke meget erhverv tilbage i byen, kun en stædig maskinfabrikant og et skibsværft som den nye storkommune dog ikke er så begejstret for. Det skæmmer udsigten. For et par år siden igangsattes et storstilet projekt med at omdanne en tidligere teglværksgrund, beliggende med en nydelig havudsigt, til et stort projekt med luksusboliger. Der kom dog en økonomisk lavkonjunktur i vejen, så projektet er for tiden sat i bero. Det var der ikke penge i, selvom projektets slogan om liv til en drøm lød smart. Knapt så smart var det dog, at projektet appelerede mere til velhavende pensionister end til børnefamilier. Men sådan er der jo så meget.

Historien om byen og fabrikken er tragisk. Den fortæller om stadigt færre, dels selvstændige, dels mennesker beskæftigede med industri og fremstilling. Den fortæller om stadigt mere trængte lokalsamfund. Den fortæller om en kolossal udfordring med at finde arbejde til folk. Og er måske et koncentrat af det modernes tragedie.

Fremtidens velstand

I den politiske debat tales der for tiden meget om, hvor fremtidens velfærd skal komme fra. Det er tilsyneladende blevet al politiks opgave, at sikre velfærdsstatens helt intakte overlevelse. I sin essens er velfærdsstaten nærmest blevet en hellig institution, frem for det den burde være: En praktisk, snusfornuftig foranstaltning der, måske i lidt vel rigeligt mål, bruges til at sikre de svagest stillede borgere et ordentligt liv med mad på bordet og tøj på kroppen. I en afideologiseret, mådeholdig form noget ingen socialt ansvarlig konservativ kan have ret meget imod.

Velfærdsstatens fundament er dog ikke velfærdsstaten selv. Oppositionen, anført af S og SF, går forrest med en teori om, at en omfangsrig velfærdsstat nærmest er forudsætningen for et sundt erhvervsklima. Vidensarbejdspladser og daginstitutioner som gensidigt afhængige, så at sige. Det er en fejlagtig teori, og en cirkelslutning der kun fører til konsekvent forøgede bevillinger til den offentlige sektor. Firkantet sagt, er det ikke løsningen på den økonomiske krise med såkaldte investeringer i velfærdsstaten. Det skaber ikke velstand, endsige løser udfordringerne med beskæftigelsen, at hyre i tusindtal af mennesker til offentlig beskæftigelse. Den offentlige sektor er, trods oppositionens hylende påstande om det modsatte, i enhver henseende rekordstor og det afledte skattetryk tilsvarende. Det er værd at minde om.

Det ville være gift for en konstruktiv vækststrategi, at forfalde til den fristelse det er, kunstigt at øge efterspørgslen i et land, der - som just nævnt - i forvejen har noget nær verdensrekord i offentligt forbrug og skattetryk. Det skal stå helt klart, at en regering med Det Konservative Folkeparti som deltager, forpligter sig på, at den eneste løsning på krisens meget alvorlige udfordring er en holdbar og langvarig vækst i den private beskæftigelse, kombineret med en stram udgiftspolitik i den offentlige sektor og en række strukturelle reformer, der begrænser udgifterne til offentlig forsørgelse og stimulerer selvforsørgelse. Netop i en krisetid skal der stås fast på, at der skal skabes en politik, der grundigt forbedrer vilkårene for det private erhvervsliv.

Forudsætningen for en velfærdsstat består i en samfundsmæssig velstand. At der skabes gode rammevilkår for forskning, industri og iværksætteri. At der er muligheder for en overskudsgivende, privat produktion. Der er ikke kun to løsningsmodeller: Enten at se passivt til, mens industriarbejdspladser lukker, eller at indføre fordyrende offentlige støtteordninger, som man aldrig kommer af med igen. Der kan gennemføres strukturelle reformer, der gør det muligt at fastholde private industri- og fremstillingsarbejdspladser i Danmark. Det er blot et spørgsmål om det politiske mod til at gennemføre dem; det der i 1970'erne blev kaldt krisebevidsthed. Et godt, gammelt og letforståeligt løsen siger, at ingen kan leve af at klippe og barbere hinanden. Det er en sandhed der fortjener mere udbredelse, her i krisens skygge.

(Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende)

Lindhardt om kirkedagene i Viborg

tidligere biskop Jan Lindhardt er en fremragende skribent. Han magter den svære kunst at skrive ironisk engageret, at få sine ord ord nedfældet på papir sådan, at læseren aldrig helt ved, hvor han har ham. En umiddelbar ligegyldighed overfor det, der sker er kun et dække for den store gyldighed, det lader til Lindhardt i virkeligheden tillægger de spørgsmål han behandler. Det er ikke uden grund at han er en efterspurgt foredragsholder, han er vel det kirkelige Danmarks svar på Niels Hausgaard. Tør, afdæmpet og kedelig men samtidig sprælsk, rebelsk og med masser af holdning.

Nys har han skrevet i Kristeligt Dagblad om Kirkedagene. En skildring, hvor tørre, meget tørre fakta blandes med tørre, ja overordentligt tørre kommentarer. Lindhardt er ikke så glad for kirkedagene og hvad de boder for kirken.

"
...Man mærker, at byen er blevet regionshovedstad....Det hidtil største arrangement, der er blevet holdt i de mange sportshaller, teatersale og udstillingsrum var netop Danske Kirkedage. Man regnede med, at op mod 4000 ville møde op, hvilket er mange. I Roskilde havde man kun godt 2000 deltagere. Noget af forklaringen er, at man slet ikke havde de faciliteter i Roskilde, som man har i Viborg, at det var dårligt vejr, og at der måske er flere fromme mennesker i Viborg end i Roskilde. I 1968 blev denne pontoppidanske tanke offer for et ungdomsoprør. Man holdt de første kirkedage i Haslev. Deres identitet var ikke særlig kristen, men først og fremmest kristen-politisk. Klassekampsamfundet skulle bekæmpes med evangeliet. Folk var fjendtlige mod det kapitalistiske samfund og ville bekæmpe det, hvilket var det samme som at slås mod den vestlige verden. Der var derfor mange, man ikke kunne være i stue med eller på atommarch med.

....
Grundtvigianerne holdt sig langt væk fra de venstreorienterede kristne: De unge ville jo ikke spille Laub, men have lysglobe i kirkerne, og de ville gøre noget for verden, hvilket var en misforståelse af både kirken og verden.
...
MEN HVAD SER VI NU? Kirkedagene er ikke længere politiske, men de abonnerer heller ikke på fællesskabet. De besøges af firhjulskristne, som har det morsomt med hinanden og hører på foredrag og drikker øl med hinanden ude i teltene sammen med gamle venner – ja og mennesker, der kommer for at udfolde sig selv kristeligt-religiøst. Kristendom er som alt andet i dag et tilvalg, hvilket ofte giver en let og føjelig religion, der mener det, man gerne selv vil mene. Men først og fremmest er det blevet ens egen oplevelse og erfaring og udvikling."


http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/367106:Debat--Kirkedage-2010--Nu-ogsaa-med-grundtvigianere?page=1

Mere gas fra den konservative varmluftsfabrik

I 1925 forsøgte den fremsynede konservative folketingsmand og Sønderjyllandsforkæmper Adolph Svensson at besjæle det Konservative Folkeparti med et tiltrængt skud af konservatisme. Han erkendte at konservatisme var mere en dag til dag politik, at den måtte være funderet i et særligt tilværelsessyn. For at fremme forståelse for det oprettedes det år "Den Konservative Højskole" som holdt til på herregården Hindsgaul. Det blev ikke rigtig så godt, som det kunne have blevet. Christmas Møller forstod sig ikke rigtigt på det. Han var som årene gik mindre og mindre interesseret i ånd og mere i den økonomisk politiske kamp. Resultatet var, at ånden døde.

Eller gjorde den? Nej den levede videre som varm luft. Og netop nu er opfølgeren for A. Svensson nationale og konservative projekt blevet slået op. Den konservative sommeruniversitet, som arrangeres i et samarbejde mellem partiet og FOF (som angiveligt er et konservativt oplysningsforbund - men jeg tvivler på at der er en bestemt konservativ måde at lære om astralterapi og hønsestrik).

Sommeruniversitetet har et særdeles beåndet program. Programmet handler om absolut ingenting. Se blot:

Det Konservative Folkeparti og FOF etablerer et trendpanel i forbindelse med Sommeruniversitetet den 27. -28. august 2010. Sommeruniversitetet har som overordnet tema ’Mennesket i centrum – aktivt medborgerskab’..... Med udgangspunkt i deltagernes eget liv og ønsker for fremtiden skal deltagerne i inspirerende rammer og sammen med de øvrige tilmeldte udvikle et tendenskatalog over trends inden for områderne:


• Samfundsliv
• Arbejdsliv
• Fritidsliv
• Familieliv


Tendenskataloget er til brug for vores fremtidige organisations- og politikudvikling.

Imponerende hvor meget ingenting, der er indeholdt i disse linjer. Den konservative ånd lever videre som gas og varm luft. Det handler om at følge tendenser, ikke om at kritisere dem. Det er den følgeagtige pæne konservatismes usmagelige selvfejring, vi her er vidne til. Væk er ideen om livet som forpligtelse, borte er tilværelsen krav, glemt er den konservatives pligt til altid at sige netop dette.
Ikke skyggen af en politisk orienteret debat om de emner, der har relevans for samfundets udvikling. Kun forblommet tale om tendenskataloger, fritidsliv, folks egne ønsker om fremtiden og andre fyndige fyldord.

Tandløsheden er tænderskærende. Programmets lallende ligegyldighed symptomatisk for den konservatisme, der har lagt sig til at dø midt i tidens strøm. Den konservatisme, der har valgt at være en rygradsløs dingleryg, der løber stakåndet efter hver tendens for at følge med tiden. Dette er den konservatisme, der har lagt sig godt tilrette i historiens store toiletkumme og kun venter på at nogen rykker i håndtaget og lader centrifugalkraften klare resten.

klassisk dannelse

Jeg deltog forleden som taler til en udmærket konference om Klassisk dannelse vs. Reformpædagogik afholdt af Konservative Studerendes landsorganisation i Aalborg. Jeg havde fået den ære at tale om klassisk dannelses oprindelse og ideer. Som historiker valgte jeg naturligvis at omtolke den stillede opgave til en fortælling om dannelsens historie. En fortælling, der i høj grad er en om storhed og fald. Her en lynudgave.
Ideen om den klassiske dannelse opstår i renæssancen som et forsøg på at genoptage klassisk tids dannelsesidealer, der orienterede mennesket mod det egen menneskelighed snarere end mod Gud. Derfor kaldes disse tænkere også humanister – et udtryk konservative jo kun i nogen grad er glade for. Det giver dog god mening at fastholde en vis entusiasme for dannelsesbegrebet for konservative alligevel. Denne klassiske humanisme har meget lidt eller slet intet at gøre med det moderne beggreb, hvor humanismen er degeneret til føleri eller hedonisme. Den klassiske humanisme sætter ikke mennesket forstået som behovsmennesket i centrum, men menneskeligheden.

Menneskeligheden forstås her som det, der adskiller mennesket fra dyret. Dannelsestænkningen hævder, at mennesket er både natur og kultur. Som natur er vi i kausalrelationernes jerngreb og altså ufrie, som kulturvæsner har vi friheden som mulighed. Dannelsesprojektet er altså et frihedsprojekt.

Dette frihedsprjket adskiller sig dog i høj grad fra det, som vi kender i neoliberal eller Lockes tænkning samt hos kulturradikalismen.

Dannelsesteoretikerne frihedsbegreb handler om at sætte mennesket i stand til at handle på baggrund af dets menneskelighed; bedst formuleret hos Kant som at sætte mennesket i stand til at handle som autonomt væsen på baggrund af dets fornuft. Dannelse forudsætter altså netop tvang og indkulturalisering. Menneskets fundamentale socialitet og dets samfundsmæssighed er frihedens forudsætning. Hos liberalismen er frihed blot fraværet af tvang, altså det der er tilbage, når vi fjerner alt andet. I dannelsestænkningens lys er det, som er tilbage, når alt andet er væk, ikke frihed men den ufrihed, som mennesket også er præget af som naturvæsen.

Konservatismen deler fundamentalt dette menneskeyn, men lægger mindre vægt på menneskets åndelige vækst for i stedet at se dannelsen som en måde at tøjle det risikable menneske på. Det er altså ikke så meget menneskets sublimering som risikoen for perversion og anarki, der driver den konservative dannelsestænkning.

I de sidste 40 år er dannelsestænkningen kommet under pres. Vi kan tale om en trussel fra venstre og en fra højre. Truslen fra venster behandles bedst i Allan Blooms bog the closing of the american mind, hvor han beskriver hvordan kulturrrelativismen har ophævet ideen om visse ideers værdi og derved umuliggjort tanken om at nogle kundskaber skal læres. Dette kan i gen ses som et resultat af reformpædagogikkens fokus på læringsprocessen snarere end det der skal læres. Venstrekritikken har ført os ud i det som dr. Phil Børge Kristiansens i sidste nummer af bladet STANDARD har kaldt kulturforfaldets negative dialektik.

Venstretruslen er blevet suppleret af en højretrussel, som har kunnet sætte sig igennem der, hvor dannelsen ikke længere er ubestridelig. Højretrusselen er formålsrationalitetens hegemoni, der vil kende altings nytteværdi. Det er Benthams spøgelse, der huserer i åndens rige. Hvad skal det nytte spørger de liberale billedstormere. Fra tanke til faktura uden alt for meget tænkning er deres motto.

Og her står vi altså i dag. Dannelsesbegrebet er ikke længere relevant i en globaliseret verden. Alt er lige gyldigt og hvis noget er mere gyldigt end andet så er det i hvert fald kun det, som vi kan tjene penge på. Frihedsprojektet er afløst af et frigørelsesprojekt, der igen er slået over i det moderne menneskes reduktion til et led i samfundsmaskineriet. Den frihedens sfære og det åndens rige som Humboldt ville bygge, er ved den samlede indsat fra reformpædagogikken og neoliberalismen blevet indtaget og ødelagt.

Med udsigt til borgerkrigen

Hans Magnus Enzensberger, den eminente tyske forfatter, udgav for en femten års tid siden en fremragende lille bog. "Med udsigt til borgerkrigen" hedder den, og i den beskriver Enzensberger, ganske dystert, udsigterne til asymmetriske lavintensitetskrige i de vestlige samfund, der ellers på den tid gerne brystede sig af at være afslutningen på historien.

De mekanismer, der lagde fundamentet under fortidens krige, udraderes ikke i løbet af en generation eller to, ifølge Enzensberger. Den latente mængde af vrede, "krudttønden", findes fortsat. Aggressionen ytrer sig blot anderledes, når der ikke er organiserede, symmetriske krige til at agere lynafledere. Destruktionen, selvdestruktionen, ytrer sig blot ved graffiti, bilafbrændinger, gadekampe eller slagsmål ved fodboldkampe.

Bogen er klart en mere systematisk og dyberegående postering værd, men det må vente til en anden gang. Anliggendet her, at se nærmere på den sump af kaos og anarki som Grækenland er på vej ud i. En øjebliksreaktion, så at sige. Der er noget absurd i at dette land, den vestlige civilisations vugge, nu er epicenter for kvintessensen af den vestlige kulturs kolossale svækkelse.
En svækkelse, der trodser enhver forstand, og kan hensætte en i de mest pessimistiske og dystre forudsigelser.

Molotovcocktails mod banker og politibetjentene; mod levende mennesker. I går døde tre mennesker da pøbelen brændte en bank af. De blev fanget i flammerne, og både værten og Grækenlandskenderen trak let på skulderen i gårsdagens Deadline. Billederne er dog rædselsfulde. Politiet ligner en uorganiseret flok amatører, der ikke rigtig ved hvad de skal stille op med de her voldspsykopater. Pøbelen ses med gasmasker og ishockeystave, tåregassen virker ikke rigtig til at være effektiv længere. Bevæbnet med stave banker voldspsykopaterne løs på politibetjentene.

Det er i sig selv en kulturel svækkelse, at voldsmonopolet ikke magter at hævde sig. Det er for så vidt ikke noget isoleret græsk fænomen, det kan man opleve ved såkaldte demonstrationer overalt i den vestlige verden. Voldspsykopaterne går amok; smadrer ruder, brænder biler af og overfalder politiet. Alligevel fabler nogle bekymrede sjæle om politibrutalitet.

Det kunne være velgørende at se den ellers åbenbart fallerede græske stat tage affære. Lige så vigtigt som det er, at der udvises økonomisk ansvarlighed, lige så væsentligt kunne det være at se landet hævde lov og orden. Det er mig ubegribeligt at de græske myndigheder ikke går langt hårdere til værks mod de afsporede voldspsykopater, der åbenbart stadig svæver rundt i en absurd volds- og revolutionsromantik, der er mindst lige så farlig for landet som den enorme udlandsgæld.

Sæt dog militæret ind! Voldspyskopaterne skal være velkomne til at udfordre voldsmonopolet, vi kan tage en rask lille, forhåbentligt afskrækkende, konkurrence om, hvem der trods alt har de største og mest effektive våben. Hvis jeg var græker, var det hvad jeg ville forvente mig at mit lands voldsmonopol.

Men det ville jo være politibrutalitet og disproportional magtanvendelse. En sag for Amnesty International.

Nietzsche i Critique

Nietzsche er en fascinerende tænker. I mange lande fik han stor indflydelse på konservatismen, hvad der ikke var udelt positivt. I Danmark blev dette aldrig tilfældet, hvad der altid har fascineret mig. Foredragsrækken Critique afholder onsdag et spændende foredrag med Lars Christiansen ( ham med gudlæse hjerner) der måske tager fat på nogle af disse spørgsmål.

Her er hvad der skrives på http://www.critique.ksaa.dk/


Georg Brandes forelæsninger om filosoffen Nietzsche satte gang i det moderne gennembrud. Nietzsche blev symbol på det moderne og en central figur i periodens religionskritik og kulturkamp. I foredraget vil ph.d.-stipendiat Lars Christiansen belyse aspekter af denne historie, bla. ud fra forfattere som Helge Rode, Henrik Pontoppidan og Johs. V. Jensen



Lars Christiansen forsker i Nietzsche og har været medforfatter på bogen “Gudløse hjerner” om den nye ateisme.

Tid: onsdag d. 5. maj kl. 16.15
Sted: Mødelokale 1, stakladen, Nordre Ringgade 1
Arrangementet er gratis

Don Mclean Koncert i Horsens

Forleden aften var jeg for en sjælden gangs skyld til koncert. De musikere, jeg bryder mig om er for det meste ældre herrer fra det såkaldte 2. folk revival, og det er desværre kun alt for sjældent, at vi herhjemme for mulighed for at høre disse aldrende kæmper synge deres vemodige svanesang. Der var koncert i Horsens med Don Mclean, som jeg flere gange har skrevet om her på bloggen. Don Mclean er selvfølgelig kendt som manden, der gav os American Pie og sangen Vincent og maleren Vincent Van Gogh. Jeg selv har lyttet til Don Mclean siden hans pladeselskab udgav en Greatest hits cd i kølvandet på Madonnas genindspilning af American Pie. Så noget godt kom, der da ud af det.

Jeg var taget alene til koncerten i Horsens. Det var egentlig ikke planen, men da jeg endelig fik mig taget sammen til at købe billet var tiden så fremskredet, at det ikke var muligt at købe flere pladser sammen. Jeg mente dog, at det var så vigtig at foretage denne rejse, som er at anse for en pilgrimsfærd alligevel. Don Mclean er i dag 64. Han var sidst i Danmark i 2005. Skal vi vente yderligere 5 år vil han næsten være 70 og på det tidspunkt er det mere end tvivlsomt om han vil være i stand til at synge sine stemmemæssigt meget krævende sange. I modsætning til de fleste andre folkesangere i slutningen af 60erne og starten af 70erne i den amerikanske tradition synger Mclean i en Bel canto tradition, hvor der ikke er noget af den vrængen og råhed, som man især kender fra Dylan. Mclean minder i en forstand rent stemmemæssigt mere om sangerne fra 50erne og starten af 60erne for hvem korrekt og formfuldendt stemmebrug var en selvfølgelighed. Det er ikke uden grund for Mcleans repertoire har altid udvist en stærkt element af nostalgisk længsel efter 50erne og dens musik. I hans hit American Pie er der mange referencer til denne glade og umiddelbare musik, der gik tabt i løbet af 60erne og den musikalske udvikling synes hos Mclean at gå hånd i hånd med en generel forfaldshistorie.

Don Mclean er vel ikke konservativ i politisk forstand og han giver i flere af sine sange udtryk for en stærk og tidstypisk kritik af det amerikanske samfund. En sang som ”Orphans of Wealth” fra hans første album er måske det stærkeste eksempel herpå.




Derudover har han også indspillet flere antikrigssang såsom ”The Grave” og ”1967” ligesom Bob Dylans uforlignelige Masters of War er en fast del af hans koncertrepertoire. På samme måde kan det nævnes, at hans musikalske karriere indledtes med et partnerskab med den legendariske, og tidligere stalinistiske, folkesanger Pete Seeger i en kampagne for at rense Hudson floden. Men måske netop dette fokus på miljøet er en nøgle til at forstå, hvad Don Mclean egentlig har at sige om verden. Hans tekstunivers synes snarere, og i modsætning til de fleste af hans samtidige kolleger, at være præget af en generel modernitetskritisk åre end af et ønske om at politisere.

Til koncerten i Horsens bedyrede han, at han ikke brød sig om byer. Byer er matematik og net. Han forklarede at han ikke ejede hverken internet eller email. Der er forskellige veje til erkendelse af verden. Der er matematikkens, der er som en motorvej, så er der prosaen, der er som en landevej og til sidst poesi, der kun er en sti. Men det er netop denne sti, som Mclean vil betræde. På mange måder er det en klassisk romantisk kritik af byliv og modernitet, vi finder hos Mclean. Bylivet står for en perversion af de menneskelige relationer, den forbindes med tab af mening og orientering i tilværelsen. Flugten lader til at være den eneste mulighed, hvad Mclean har tematiseret i en af sine tidlige hits ”Castles in the Air”



Men flugten er jo netop flugt og også tab. Der ligger i udvejen i sig selv en tragedie. For Don Mclean er det en givet sag at lviet i verden er livet efter syndefaldet. Det religiøse fylder meget i hans repertoire uden at det dog er sikkert om der er tale om konfessionel tro, eller om den religiøse myte blot bliver en kilde til kraft og en måde at udtrykke det som også han oplever som virkeligheden. I den meget smukke kanon ”Babylon” udtrykkes det således ”By the waters of Babylon, we lay down and wept for thee Zion. We rembember thee Zion” Eller det samme tabsmotiv udtrykt I skabelsessalmen Genesis “We have grown, we have grown, we have capturede the throne of the kingdom, God made for our winning, We have grown, we have grown, but our children alone have so little time left for beginning”

Mcleans poesi har altid været langt over standard selv for den ellers forholdsvis poetisk anlagte folkemusikscene, og det er i al væsentlighed den konsekvente længsel, der udtrykkes i hans sange, som giver dem deres kvalitet. Hvad enten der er tale om en simpel kærlighedssang eller en skildring af en persons skæbne, befinder man sig hos Mclean altid efter katastrofen, efter døden og efter syndefaldet. Den elskede er væk, virkeligheden smuldret og kun det allerspinkleste håb, der end ikke giver lys, men blot sætter den aktuelle situation i et umådelig dårligt lys.

Faldet skildres tydeligst når Mclean tager fat i en af de mytologiske figurer, som han kendte fra sin barndom. Buddy Holly, der døde i flystyrtet. Den første superman George Reeves, der tog livet af sig selv eller de gamle cowboyhelte som Roy Rogers. Den amerikanske helt er død i den ikke særligt heoriske tidsalder, som er virkeligheden efter faldet og helten selv viste sig at være en illusion. Stærkest kommer dette til udtryk i sange som ”Bronco Bill´s lament” og ”Superman´s ghost”



Mcleans tekster og musik hæver sig over gennemsnittet netop fordi de taler tiden imod på en ganske anden og mere radikal måde end det ellers ses i den musik, der opfatter sig selv som samfundsrelevant. Den unge Bob Dylan ( men bestemt ikke den ældre) fremstår som en flabet og påståelig skoledreng i forhold til Mclean. Det interessante ved gode sange er at de kan synges med oprigtighed også udover den tid, hvori de er lavet. Der adskiller Mclean sig fra en anden af mine yndlingssangere, den gamle hippie-folkesanger Donovan. Hans udmærkede sange hører kun ungdommen og naiviteten til. Hans senere sange er en ørkenvandring ind i østlig mysticisme. Han vil gerne sige noget om livet, men ender som dogmatiker. Mcleans sange kan synges af den ældre Mclean såvel som den unge, deres udsagn om verden er ikke blevet undergravet af tidens gang og sangerens fremskredne alder tjener som hos Cash og Dylan kun til at understrege alvoren i lyrikken.