Når heltene dør II

I et tidligere indlæg her på Reaktionen, skrev C.S at der snart ikke er flere helte tilbage.

I går døde af en af heltene, Bjørn Svensson, i en alder af 99 år. Gennem trekvart århundrede var en han en flittig stridsmand i dansk åndsliv, der evigt og utrætteligt tog til genmæle mod ethvert totalitært træk i tiden. Svensson gik altid lige til sagen, argumenterede altid klarsynet og prægnant med en encyklopædisk viden. Helt indtil det sidste. Aldrig nogen vaklen, og blik for både for samling og splid. På den ene side kæmpede han benhårdt for forsoning i grænseområdet mellem det tyske og det danske, på den anden side urokkeligt for Danmarks selvstændighed og frihed i kampen mod nazismen, kommunismen, islamismen og masseindvandringen.

Bjørn Svenssons anliggende var tveklangen af strid og saglighed, bedst sammenfattet i sit forsvar for både samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen. Det rigtige og det principielle. Han tilhørte en generation, der nu hastigt svinder bort. En generation der oplevede sværdslagene med det totalitære på allernærmeste hold, og derfor var vaccineret mod den ideologiske forblændelse, der desværre havde held til at vinde fodfæste igen i efterkrigstiden, dog i svært anderledes gevandter.

Et af de store træer i skoven er faldet. Æret være Bjørn Svenssons minde.

Det dyre samfund

Det er dyrt at være dansker. Indkomstskatten er ubetinget i verdensrekordstørrelse. Går man en tur i supermarkedet, koster det foruden forskellige punktafgifter 25 procent af beløbet på kvitteringen i skat.

Køber man sig en bil lyder tilbudet: "Køb en, betal for tre". Inden den har været ude at rulle en eneste kilometer, koster det en ganske hamper ejerafgift. Skal der tankes brændstof på bilen, betænkes statskassen også med en fem-seks kroner pr. liter. Inden længe skal der sikkert betales kørselsafgifter, fordi nogle uvidende, velbjærgede sjæle hævder, "at det er gratis at køre på vejene". Køber man sig et hus, koster det ejendomsskat, og tænder man lyset, skruer op for varmen eller skyller ud i toilettet, kan man dårligt gøre det uden at sende penge i statskassen.

Man kan ikke købe sig en pilsner, en pose slik eller en pakke cigaretter, uden at et kolossalt, umætteligt afgiftsmonster skal blande sig -i de senere år mere og mere insisterende.

Evig og altid bliver det kun dyrere. Nok er mange af de fordyrende indgreb gennemført i økonomiske krisetider, men da opgangstiderne kom igen, glemte politikerne at afskaffe dem. For mange fremstår det som en naturlov, at tingene aldrig bliver billigere. Tag for eksempel de grønne afgifter, der var stor debat om ved deres indførelse. Nu har alle og enhver vænnet sig til at betale dem, så fra politisk hold er tiden inde til at hæve dem til et niveau, der er fuldstændig ude af proportioner.

Netop i en krisetid er tiden inde til at sige fra. Det skal være billigere at være dansker, og det er ikke ambitiøst nok at holde fast i et løseligt skattestop. Det samlede skatte-og afgiftstryk skal ned uden så megen økonomisk skrivebordsargumentation. Det skal ned, simpelthen fordi det er for højt. Velfærd og velstand kommer ikke kun fra overgenerøse offentlige kasser, men også fra, at nogle basale forhold er på plads: At ganske almindelige mennesker ikke skal pukle en vis legemsdel ud af bukserne for at have råd til hus, bil og indkøb.

Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende

En ny konservativ kapitalismekritik

David Cameron vandt det britiske valg og fik også dannet regering efter en del genvordigheder. Valget blev vundet på en Big Society-dagsorden - en konservativ vision, som ikke blot vendte sig imod de 13 års Labour-styre, men også vil være et opgør med den konservative tunge arv efter Thatcher. Visionen er for så vidt ikke ny. Snarere er der tale om en genhævdelse af klassisk konservativ skepsis over for det utøjlede, frie marked.

Thatchers konservatisme var minimalstatsliberalisme tilsat moralisme. Den ville sætte markedet fri og hæmme statens vækst. Camerons konservatisme vil tæmme både marked og stat, så der bliver plads til civilsamfundet.

Der er tale om en venstredrejning af det konservative parti, som finder sit stærkeste udtryk hos filosoffer som Phillip Blond og Roger Scruton.

Konservatismens fader, Edmund Burke, var en stor fortaler for frihandel og en god ven af Adam Smith, den skotske filosof, der mere end nogen anden står som et ikon for tiltroen til det frie marked. Alligevel må man sige, at Burkes holdning til den gryende kapitalisme var karakteriseret af en dobbelthed. Han hyldede den gamle landadels dyder og skosede det nye ‘pengearistokrati’, hvis velstand byggede på spekulation, snarere end arbejde og ejendom. I den nye tids velstand øjnedes en trussel mod den samfundsorden, Burke elskede og forsvarede.

Uæstetisk karakter

Da Den Industrielle Revolution vendte op og ned på det traditionelle samfund, reagerede romantisk indstillede konservative med væmmelse. Én kritik af industrialiseringen og kapitalismen gik på dens uæstetiske og materialistiske karakter - fabriksskorstene var dystre og sataniske. Andre pegede på, at kapitalismen ødelagde de traditionelle bånd mellem mennesker til fordel for den rent mekaniske relation mellem arbejder og arbejdsgiver.

Den konservative premierminister Benjamin Disraeli skrev, at det moderne samfund nu var splittet mellem ‘to nationer’ - de rige og de fattige, og at der kun eksisterede ligegyldighed eller fjendtlighed imellem disse. Derfor måtte der formuleres en samlende, national vision, som kunne mindske kløften mellem grupperne og hindre klassekamp og revolution.

Senere tider har afvist de socialkonservatives politik som pur opportunisme og et forsøg på at stække de socialistiske bevægelser. Det står dog klart, at deres politik byggede på oprigtig bekymring over det samfund, kapitalismen havde skabt og i et væk omskabte. I modsætning til socialisterne ville man ikke gøre op med kapitalismen, men afhjælpe dens uheldige sociale konsekvenser.

Adam Smith mente, at alt hvad der var nødvendigt for at sikre rigdom, var »mådelige skatter og tålelig retspleje; alt det øvrige opstår ved tingenes naturlige orden«

Konservatismen har aldrig afvist de to første led. Men hvad vil tingenes naturlige orden sige? Hvor liberalismen fremhæver natur, fremhæver konservatismen oftere kultur og historie.

Max Weber gjorde opmærksom på, at kapitalismen bygger på en særlig etik. Denne er funderet i den protestantiske kristendoms verdsliggørelse af den klassiske kristne ‘kalds’-tanke. Protestanten (og kapitalisten) arbejder ikke for at leve, men lever for at arbejde. Samme etik tilsiger, at opsparing er bedre end forbrug, og tillod derved, at der blev ophobet den mængde kapital, som var den moderne kapitalismes nødvendige forudsætning. Men kapitalismens problem er, at den selv bliver til frontalangreb mod denne etik. De moderne kapitalistiske samfund er ikke præget af pligtfølelse og kaldstanken, men af forbrugerisme og hedonisme. Dette er, hvad sociologen David Bell har kaldt ‘kapitalismes kulturelle selvmodsigelse’. Kapitalismen er med til at fremme en livsstil og en moral, der står i stærkest mulig modsætning til den etik, som er dens eget fundament.

Menneskets natur

Liberalister afviser kritikken. For dem er markedet grundlæggende afledt af menneskets natur. Markedet og kapitalismen er det naturlige og derfor stabile. Man kan i virkeligheden kun undre sig over, at der skulle gå så mange år fra de mesopotamiske flodkulturer til, at menneskets skæbnebestemte og naturlige økonomiske system endelig lod sig indfinde engang i 1700-tallet.

Den liberale og konservative filosof Hayek har hævdet, at politisk frihed altid må gå hånd i hånd med økonomisk frihed. Demokrati og marked kan ikke skilles. Men netop i et demokratisk samfund har det vist sig svært at opretholde et frit, ureguleret marked. Det var dilemmaet for konservatismen efter Første Verdenskrig. I et klassisk værk beskrev politologen James Burnham, hvordan kapitalismen efterhånden nåede til en fase, hvor den gamle kapitalistiske pioner ‘entreprenøren’ blev fortrængt af ‘bestyreren’. Den nye forretningsmand ejede ikke sin virksomhed, men var blot en vellønnet ansat. Han blev således præget af en lønmodtagermentalitet, der fremmedgjorde ham over for den kapitalistiske etik og iværksætterånd.

Dette afspejlede sig i middelklassen. Tidligere bestod den af selvstændige erhvervsdrivende med små butikker eller værksteder. Kapitalismens udvikling imod monopoldannelser og kapitalkoncentration førte til, at denne selvejerklasse blev stadig mere presset og i stadig højere grad blev almindelige lønmodtagere uden særligt varme følelser for kapitalismen.

Svært at skelne

I Danmark blev Det Konservative Folkeparti stiftet som et forsvar for denne selv-ejerklasse. Faren var, at den skulle blive opslugt af arbejderklassen, vende det borgerlige, kapitalistiske samfund ryggen og falde i hænderne på tidens sejrende socialistiske og højreradikale ideologier.

Det var først i 1980’erne at denne konservative tradition i mange europæiske lande og i USA blev trådt under fode af den frembrusende neoliberalisme. Siden har mange konservative ikke kunnet skelne mellem liberalisme og konservatisme.

Finanskrisen og udviklingen i konservativ tænkning peger på, at også de konservative partier vil udvikle sig i en mere markedsskeptisk retning. For nylig kritiserede økonomiminister Brian Mikkelsen privatiseringen af offentlige virksomheder, og før det, var det en anden konservativ økonomiminister, Lene Espersen, der stod i spidsen for den massive understøttelse til bankerne. Tiden vil vise, om Camerons big society kan få samme effekt på verdens konservative partier, som Thatchers dagsorden fik det i 1980’erne.


Ovenstående har undertegnede fået bragt i Informatio som international kommentar

http://www.information.dk/236848

Feminismens fortrædeligheder

Teologen Katrine Winkel Holm har for tiden en bog under udgivelse om emner som feminisme, kvindekamp og ligestilling. I modsætning til de fleste bøger med de temaer, skal man nok ikke forvente, at Winkel Holm stiller sig op i koret af forargede feminister, der kræver stadig flere tiltag for at gennemføre kønsnivelleringen. Den 21. april holdt hun et glimrende foredrag i foredragsrækken Critique. Foredraget er nu lagt ud på nettet og kan høres her:


Katrine Winkel Holm: Derfor er jeg ikke feminist from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.

http://www.critique.ksaa.dk/

Ved Valdemarsdag

Mange af denne blogs læsere ved sikkert, at det i dag er Valdemarsdag. 15 . juni er en dag, hvor alle danskere bør rette ryggen og tænke tilbage på den fortid, som vi bærer med os i vores daglige liv som et stykke uafviselig virkelighed. Dette er mytens funktion. Tiden er en underlig størrelse. Selv hvis vi her ser bort fra fysikkernes eksperimenter med dette begreb, som har vist at denne dimension, der engang tænktes som det sikre, i virkeligheden kun er relativ. Det er ikke til at forstå, og det har heller ingen relevans. Tiden sådan som den fremstår for os er jo den oplevede tid. Her er tiden også relativ men på en anden måde. For os der oplever den er der jo noget udmiddelbart og før-refleksivt i vores tidslighed, som gør at det i en forstand er ganske absolut. Men den er relativ i den forstand, at andre kan opleve den på andre måder. At noget på en gang både kan være absolut og relativt, er et problem, som de fleste mennesker har svært ved at håndtere og det der går igen i kulturrelativismens problem.

Kulturrelativisterne forstår ikke, at det, at der findes forskellige kulturer ikke betyder at kulturen for den enkelte er noget relativt. Tværtimod ligger der allerede i kulturbegrebet, allerede i den indrømmelse, at det er kulturer der sætter det enkelte menneskes forståelse af tilværelsen og sin egen situation, at kulturen for den enkelte er noget ganske absolut.

Kulturrelativismen er et analytisk standpunkt, der viser hen til menneskets kulturalitet ikke et til et krav om at mennesket kan leve hævet over kulturerne, så ville der jo netop ikke være nogen relativitet, idet et objektivt standpunkt hinsides relativiteten kunne tænkes.

Myten om Dannebrogs fald fra himmelen er jo ganske givet ikke i nogen objektiv forstand virkelighed. Men skal den derfor afvises? Er det vores opgave som mennesker at leve i objektiv forstand? Eller er vi ikke netop henvist til at leve ganske særegent i vores egen situation. Myten om Dannebrogs fald fra himmelen er noget meget mere end objektiv virkelighed. Den er noget andet end blot endnu et faktum, der kan indføres i bunken af fakta og samles i encyklopædier. Det er hvis vi vælger at befinde os i det udgangspunkt, at vi er sat i en særlig sammenhæng, en fortælling, der i det hele taget sætter vores virkelighed. Det er en tilbagevendende fejring, der stadigt på trods af tidens fremadskriden i en ubønhørlig linie til de sidste tider, hævder sin relevans for os. Det er fortid, men det er ikke tilbagelagt. Det er tværtimod en myte, der gør fortiden samtidig og dermed afgørende for os i vores virkelighed.

Det nationale

Jeg har for nylig læst Kasper Støvrings fine bog om sammenhængskraft. Den er på mange måder et rigtigt godt stykke arbejde; et solidt konservativt bud på at give et begreb, der ellers anvendes lemfældigt, klangbund og mening.

Kasper Støvring er i det hele taget en af de dygtigste til at sætte ord på, begrebsliggøre, en nationalkonservativ position. Det er i det hele taget en nationalkonservativ, måske snarere en alment konservativ, udfordring at få formuleret et positivt modsvar til det system af sandheder som liberalismen og socialismen, i deres firkantede udgaver, tager udgangspunkt i. Den negative, antiideologiske position er altid vanskelig at fastholde, ikke mindst fordi det er så evigt let at beskylde den for at være inkonsistent og principløs. Sådan er der så meget, og med en vis patos i behold kan man indvende, at det så er den konservative, der for alvor er nødt til at tænke. Her gives ingen automatpilot-svar.

Begrebsliggørelsen har dog også en bagside. Konservatismen opererer i høj grad med elementer af tavs viden, nogle indlejrede normer der netop har deres værdi i, ikke at være udtalte. Derfor kan det være svært at relatere sig til udtalte forsøg på at sætte borgerdyden og det nationale på formel. Det nationale kan også blive en abstraktion, en forblændelse, på den måde at en aggressiv, chauvinistisk hævdelse af den, har en slags modsatrettet virkning: Jo mere benhårdt den køres frem, jo mere firkantet den tillægges bestemte egenskaber, jo mere kan grunden for alvor skride under det folkelige fællesskab i den nationalstat, der i sin essens er et konservativt, for ikke at sige et menneskeligt, grundvilkår. Man kan selvfølgelig indvende, at det er nødvendigt at sætte ord på og - som det hedder på akademikerkaudervælsk - italesætte det nationale, netop når det er truet. Når et mangearmet, ustyrligt juridisk monster i yderste konsekvens kan lede til et forbud med Dannebrog, er der vel grund til at råbe vagt i gevær?

Jovist, for ikke at sige bestemt. Det er også glimrende at betone, at staten er en slags overbygning på det nationale fællesskab, og at der eksisterer en gensidig forpligtelse mellem disse to elementer. Vor tids farligste bevægelse er illusionen og kravet om en værdineutral service- og behandlerstat, blottet for stillingtagen og løsrevet for enhver historisk og dermed kulturel forpligtelse. Så er vi for alvor ude i opløsningen.

I forhold til den udfordring, er det dog nødvendigt at fastholde konservatismens betoning af en før- og egentlig også upolitisk, kulturel orden. Heri ligger der også en afideologiseret, konservativ prioritering af det nationale. Det nationale er ikke en ideologi eller et bestemt holdning man ifører sig. Det er ikke noget man ustandseligt går og snakker om med højtsvungen patos. Det er kun meget få mennesker forundt, og langt de fleste af dem der i øvrigt gør det, er som regel nogle klaphatagtige spradebasser. Det der for alvor betyder noget, for eksempel det nationale, går man stille med. Det er netop et udgangspunkt, ikke et programpunkt.

Kan det borgerlige Danmark genrejses?

Undertegnede har et surt og reaktionært opstød på 180grader. Her i uddrag, læs det hele på 180grader og giv evt. artiklen din stemme.

"Når man sådan står udenfor den politiske virkelighed og kigger ind, så bliver man nogle gange forundret over, hvad man ser. Tag nu for eksempel regeringens selvmordskurs. Venstre skranter. De konservative skranter. Selv det ukuelige støtteparti skranter. Men samtidig med, at det borgerlige Danmark politisk projekt er dødt, er det fortsat de borgerlige samfundsdebattører som markerer sig i samfundsdebatten. Det betyder ikke at folk er enige med dem, men det betyder, at det kun er til højre for midten af dansk politik, at der i dag tænkes nyt.

.....
Når nu der tænkes og skrives så meget på højrefløjen, hvorfor smitter det så ikke af på regeringen? Venstre har vistnok opgivet kontraktpolitikken, men den er ikke blevet erstattet med ny politik, så nu har det store regeringsparti slet intet på hylden. De konservative er for længst holdt op med at vove en tanke. Sidst man forsøgte, gik det jo grueligt galt. Desuden ved enhver loyal partisoldat, at selvstændig tænkning er en form for dissens. I stedet holder partiets ledende kadrer vejret og overvejer om de skal anrette sidste og afgørende tilintetgørelsesslag mod sig selv.

.....
Hvorfor? Moderne dansk konservatisme er i sin definition tankeløs, bevidst inkonsekvent og i enhver meningsfuld forstand impotent. Den har ikke villet være ved sig selv og er derfor blevet noget ganske andet. Dens skæbne blevet at halse efter snart den ene og snart den anden ideologi. I dagens Danmark er konservatismen Stauning og Jens Otto Krags trofaste lænkehund."



http://www.180grader.dk/Politik/kan-det-borgerlige-danmark-genrejses

Sommeraktiviteter fra Critique

Så nærmer sommeren sig. Det er jo den tid, hvor man sidder inde med skodder for vinduerne for at undgå larmen fra de balstyriske horder. I den forbindelse skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at hele Critique nr. I nu er blevet lagt online på Critiques hjemmeside.

http://critique.ksaa.dk/arsskriftet-critique/critique-2008/

Der vil desuden i løbet af sommeren blive lagt foredrag online med Kasper Støvring og Katrine Winkel Holm. Der er allerede nu foredrag mad Søren Krarup, Phillip Blond, Morten Uhrskov Jensen og Henrik Gade Jensen
Desuden vil jeg da lige gøre opmærksom på, at man også stadigvæk kan købe Critique nr. II ved at gøre således:

skriv til: chr_h_skov@hotmail.com

eller skriv til

Konservative Studenter i Aarhus

Wilstersgade 10,st

8000 Århus C

husk at anføre navn + adresse i bestilling.

indbetal beløb på

reg. nr: 5074

kontonr: 122189-4

Anfør Critique + dit navn på indbetaling.

Grundlovsdag

I går var det grundlovsdag. En dag, der fyldes med alskens godt og skidt.

Man kan glæde sig over det fantastiske, at vi har en grundlov, som har virket siden 1849, og som allerede kort efter kongens underskrivelse blev set som dansk folkeeje. Man kan glæde sig over, at den i den grad har vist sig langtidsholdbar, fordi 2/3 af paragrafferne står, som de stod i 1849. Man kan glæde sig over, at det stadig bliver tænkt som umagen værd at fejre dagen for underskrivelsen af et dokument, der binder konge og folk sammen i en enhed, så det ophøjede og det jævne sammen gøres til en samlet national enhed.

Man kan dog også ærgre sig - ærgre sig over de politikere, der bruger dagen til endnu engang at hælde møg på den enorme mødding, som det danske politiske system til tider kan være så herligt befriet for moralens og integritetens lænker, som det er. Man kan også ærgre sig over, at grundlovens ånd og tanke med de revolutionære studerelampeidealisters potentielle indgreb snart kan være en saga blot, og alle nationale institutioner, der bare på en eller anden måde kan tilbyde et alternativt billede af den nationale enhed til Folketingets magtdrevne moraliseren, kan se frem til at gå en stille død i møde.

I Weekendavisens idesektion er netop blevet bragt et indlæg af undertegnede, som primært er en gennemgang af Landstingets historie med et hurtigt view over de argumenter, der blev ført for dette kammers indretning og i det hele taget for (med også imod) dets eksistens. Sekundært har jeg forsøgt at ytre det behov, jeg synes, at der kunne være for at overveje ideen om et førstekammer igen. Netop i tider, hvor man ser politikere enten kaste sig efter de tiltag, der er stemmer i, eller alternativt ved retoriske midler forsøge at forlede vælgerkorpset til at acceptere luftkasteller som den rene og skære sandhed, kan det måske være nyttigt at tænke over, hvordan man igen kan genfinde besindighed, moral og integritet i det politiske system - det, som der oprindeligt var Landstingets fornemste opgave.

Jeg tror, at når det er sket, når det indædte og ensidige had til institutionerne har lagt sig, og når vi igen har fundet vor kærlighed til og lidenskab for folk, konge og fædreland med de fejl og mangler, der er heri, så kan vi i sandhed hver d. 5. juni af hjertet udbryde: God grundlovsdag!

Kilde: www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3

Reaktionens 4. år

Vi nærmer os nu den tid, hvor Reaktionen kan fejre sin 4 års dag. I den forbindelse skal der naturligvis sendes en tak til vores mange faste og sporadiske læsere. Det er sjovt med sådan en forargelig blog; hvordan den er i stand til at få respektable folk til at se sort. Jeg husker de første reaktioner på bloggen. Der var en senere DKS formand, der med sin vanlige moderatisme bekymret kundgjorde at Kosnervativ Reaktion var aldeles ødelæggende for konservatismen, fordi det netop var den slags konservatisme, der ville have fået ham til at rende skrigende væk. At få lunkne pragmatikere op i det røde felt, tror jeg dog ikke bloggens skribenter så som en negativ ide.

Fra alle respektabler kanter lød rådet "gør det ikke". Og så gjorde vi det naturligvis. Jeg tror desværre ikke det lykkedes os at skræmme de respektable væk, men det lykkedes da at skabe en platform for tænkende konservatisme - eller i hvert fald postulerende konservatisme. Denne platform består endnu mod alle odds og mon ikke verden indeholder nok galskab og reaktionen nok arrigskab til at vi en tid fremover kan fortsætte vores anti-modernistiske korstog.

Falsk varebetegnelse - teologi og humanisme

Forleden dag - det vil egentlig sige i går - kom jeg gående med en indkøbspose i hånden forbi teologisk fakultet på Aarhus Universitet. Det var da at jeg forbløffet standsede og så op, ikke mod himmelen, men mod gavlen på den tændstiksæske-formede bygning, som teologerne holder til i.
På gavlen hang et kæmpebanner. Hvad var nu det? Var teologien på fremtog, ville den tage ordet alvorligt og omvende alverdens folkeslag? forkyndte den de sidste tider eller søgte den at indrullere nyt mandskab i de himmelske hærskareres sub-lunære divisioner?

TEOLOGI-MERE END DU TROR

Sådan stod der. Hvad er nu det? ja det er slet ingen ting. Det er teologiens totale og entydige selvophævelse. For hvad betyder det? det betyder teologi er ikke det, du tror det er, nemlig noget med tro. Det betyder teologi noget andet end tro. Teologi her får du ikke, hvad du kommer efter. Teologi - vores navn er falsk varebetegnelse. Teologi - Vi tager Herrens navn forfængeligt. Teologi - her kan du blive en sortkjolekældt religionsvidenskabsmand med jobsikkerhed.

Med et sådant teologistudie kan vi vist ikke være overraskede over at det står til i den nye strukturreform på AU at blvie opslugt af humaniora. teologi i Århus har længe været humanisme, så hvorfor ikke foretage en strukturel konsekvensrettelse af fagets tilhørsforhold, der i sin nuværende situation skyldes den forældede fordom, at teologiens sagsområde er noget andet end humanismens.