Markerne modnes
Jeg har for nyligt haft glæden af at stifte bekendtskab med en af de danske forfattere, der desværre er gledet vældig meget i baggrunden og som ikke fylder meget i min gymnasietids ellers udmærkede danskundervisning. Jeg havde længe haft bogen ”Markerne modnes” af Jacob Paludan til at ligge i min reol, men det var først for nyligt jeg satte mig for at læse den.
Bogen handler i korte træk om møllersønnen Ivar, der vokser op i Kirkeby i nærheden af godset Pedersbjerg, hvor hans ven godsejersønnen Ralf bor. Man følger de to venners opvækst og navnlig deres ungdomstid. Ralf er en lykkens pamfilius for hvem alt er let. Man fristes til at sige for let. Alt hvad han peger på, kan han få på grund af sin baggrund og sit vindende væsen. Med Ivar er det anderledes. Han er altid den fremmede uanset, hvor han er. Tidligt forfærdes han over verdens hårdhed og kun ved musikken og kunsten lever han egentlig. Også Ralf er i udgangspunktet draget af kunsten. Hvor Ivar spiller violin helliger Ralf sig poesien. Men den for hvem alt er let kan ikke blive ved poesien. Hvor Ivar i stadig højere grad optages af violinen og udvikler enestående evner opgiver Ralf snart poesien. Ikke at han ikke vil recitere digte. Poesien kan bringe stemninger frem og være til god nytte. Men Ralf der letfodet danser gennem tilværelsen kommer til at afsky den ensomhed og tristesse, hvor den store kunst bliver til. Hans egen vej er bedre end kunstnerens.
Allerede her kommer afstanden mellem de to venner ind. Det er modsætningen mellem materialismen og idealismen, mellem at dyrke det skønne og svælge i skønheder. Som årene skrider frem, præges studentermiljøet i årene omkring første verdenskrig af en stadig større lethed og løssluppenhed. Ivars finger derimod bliver betændt og hans drømme om kunsten bristner. I stedet bliver han læge i en trist landsby i nærheden af Kirkeby, hvor han lever et ulykkeligt og sølle liv med sin kone og deres fælles barn – vanskabningen Klara, der egentlig ikke er deres fælles barn, men tværtimod frugten af endnu et af Ralfs eventyr med endnu en kvinde. Og dermed skal der ikke refereres mere fra handlingen – det ville være ærgerligt.
Jacob Paludan er konservativ i ordets bedste forstand. Han er ikke politisk. Han har ikke et program og har ikke svarene på rede hånd. I stedet gør han det konservatismen altid har været bedst til, nemlig observere udviklinger i det moderne samfund og protestere mod dem. Jacob Paludan er vel først og fremmest kritisk overfor materialismen og den tekniske rationalitet, der dyrkes med så stor iver i årene op til første verdenskrig – og i virkeligheden også i mellemkrigstiden. Markerne modnes er en stille protest mod den havesyge og trang til at ville underlægge sig tilværelsen ikke på tilværelsens egne vilkår men på den måde, der nu engang synes mest behagelig.
Ivar er ikke et helstøbt menneske. Ralf virker bestemt mere indtagende og havde vi valget ville vi alle hellere omgås Ralf end Ivar. Men den lethed hvormed Ralf får tilværelsen serveret for ham gør det hele til pjat for ham. Hans livsstil er en evig kasten sig i armene på snart den ene, snart den anden og snart det ene og snart det andet. Han er i bund og grund et overfladisk menneske, der nok lever det gode liv, vi isæt i dag har fået vildt os ind er tilværelsens mål, men han er også et menneske, der må sande at også det gode liv hele tiden vil have mere og at trangen til at ville sikre sig sin tilværelse er helt og aldeles umættelig.
Jacob Paludans budskab er ikke en dom over det overfladiske menneske så meget som det er en dom over den overfladiskhed, der i moderniteten griber mennesket. De fleste af bogens vigtigere karakterer er kunstnere og alle oplever de på trods af deres store evner det samme, at de enten som Ivar må bukke under og gå i hundene eller som f.eks. digteren Benjamin gå over til at skrive lægeromaner. Paludan dømmer tiden fordi det er tiden slev der er overfladisk og dræbende.
Moderniteten er for ham først og fremmest materialisme og i en sådan verden er der ikke plads til den ideelle stræben og kærligheden til det ene eller den ene.
Bogen handler i korte træk om møllersønnen Ivar, der vokser op i Kirkeby i nærheden af godset Pedersbjerg, hvor hans ven godsejersønnen Ralf bor. Man følger de to venners opvækst og navnlig deres ungdomstid. Ralf er en lykkens pamfilius for hvem alt er let. Man fristes til at sige for let. Alt hvad han peger på, kan han få på grund af sin baggrund og sit vindende væsen. Med Ivar er det anderledes. Han er altid den fremmede uanset, hvor han er. Tidligt forfærdes han over verdens hårdhed og kun ved musikken og kunsten lever han egentlig. Også Ralf er i udgangspunktet draget af kunsten. Hvor Ivar spiller violin helliger Ralf sig poesien. Men den for hvem alt er let kan ikke blive ved poesien. Hvor Ivar i stadig højere grad optages af violinen og udvikler enestående evner opgiver Ralf snart poesien. Ikke at han ikke vil recitere digte. Poesien kan bringe stemninger frem og være til god nytte. Men Ralf der letfodet danser gennem tilværelsen kommer til at afsky den ensomhed og tristesse, hvor den store kunst bliver til. Hans egen vej er bedre end kunstnerens.
Allerede her kommer afstanden mellem de to venner ind. Det er modsætningen mellem materialismen og idealismen, mellem at dyrke det skønne og svælge i skønheder. Som årene skrider frem, præges studentermiljøet i årene omkring første verdenskrig af en stadig større lethed og løssluppenhed. Ivars finger derimod bliver betændt og hans drømme om kunsten bristner. I stedet bliver han læge i en trist landsby i nærheden af Kirkeby, hvor han lever et ulykkeligt og sølle liv med sin kone og deres fælles barn – vanskabningen Klara, der egentlig ikke er deres fælles barn, men tværtimod frugten af endnu et af Ralfs eventyr med endnu en kvinde. Og dermed skal der ikke refereres mere fra handlingen – det ville være ærgerligt.
Jacob Paludan er konservativ i ordets bedste forstand. Han er ikke politisk. Han har ikke et program og har ikke svarene på rede hånd. I stedet gør han det konservatismen altid har været bedst til, nemlig observere udviklinger i det moderne samfund og protestere mod dem. Jacob Paludan er vel først og fremmest kritisk overfor materialismen og den tekniske rationalitet, der dyrkes med så stor iver i årene op til første verdenskrig – og i virkeligheden også i mellemkrigstiden. Markerne modnes er en stille protest mod den havesyge og trang til at ville underlægge sig tilværelsen ikke på tilværelsens egne vilkår men på den måde, der nu engang synes mest behagelig.
Ivar er ikke et helstøbt menneske. Ralf virker bestemt mere indtagende og havde vi valget ville vi alle hellere omgås Ralf end Ivar. Men den lethed hvormed Ralf får tilværelsen serveret for ham gør det hele til pjat for ham. Hans livsstil er en evig kasten sig i armene på snart den ene, snart den anden og snart det ene og snart det andet. Han er i bund og grund et overfladisk menneske, der nok lever det gode liv, vi isæt i dag har fået vildt os ind er tilværelsens mål, men han er også et menneske, der må sande at også det gode liv hele tiden vil have mere og at trangen til at ville sikre sig sin tilværelse er helt og aldeles umættelig.
Jacob Paludans budskab er ikke en dom over det overfladiske menneske så meget som det er en dom over den overfladiskhed, der i moderniteten griber mennesket. De fleste af bogens vigtigere karakterer er kunstnere og alle oplever de på trods af deres store evner det samme, at de enten som Ivar må bukke under og gå i hundene eller som f.eks. digteren Benjamin gå over til at skrive lægeromaner. Paludan dømmer tiden fordi det er tiden slev der er overfladisk og dræbende.
Moderniteten er for ham først og fremmest materialisme og i en sådan verden er der ikke plads til den ideelle stræben og kærligheden til det ene eller den ene.
posted by C.S at 11:02
3 comments
