Konservatismedebat i Kristelig Dagblad

Sidste uge, nærmere bestemt fredag og torsdag, var dette medlem af reaktionen så heldig at optræde i den udmærkede avis Kristeligt Dagblad i forbindelse med lanceringen af Årsskriftet Critique, der meget belejligt faldt sammen med endnu en konservativ kovending. Her et par uddrag fra artiklerne.

Artikel torsdag hed Gud, Konge eller lavere selskabsskat:
Hvad vil det sige at være konservativ? Spørgsmålet fik ny næring efter De Konservatives sommergruppemøde i går. Her skitserede folketingsgruppen en ny, gammel, meget erhvervsvenlig og vækstorienteret profil.




" Vi er ikke bange for at sige, at vi faktisk elsker det private erhvervsliv. Det er der, vi kaster vores politiske lodder hen i den kommende tids politiske kamp," sagde politisk ordfører Henriette Kjær til indledning på pressemødet. Selskabsskatten skal ned, og personskatten må ikke overstige 50 procent, lød det som i tidligere formand Bendt Bendtsens tid. Væk var temaet fra sommergruppemødet i 2009, nemlig værdi-og integrationsdebatten.... 

Historiker og forsker i konservatisme i mellemkrigsårene Christian Houlberg Skov fra Aarhus Universitet undrer sig over, at De Konservative ikke holder fast i den værdipolitiske dagsorden, man åbnede for et år siden. Han er selv engageret konservativ og står i næste måned for tredje udgave af årstidsskriftet Critique om konservatismen.

" Det er meget ærgerligt, at man fuldstændig skyder den værdipolitiske debat i baggrunden nu. Det bekræfter indtrykket af, at De Konservative hopper fra tue til tue for at finde en opskrift, der kan trække partiet ud af sin krise," siger han.
" Man har jo fået meget kritik fra erhvervslivet for at svigte i den økonomiske politik, og på den korte bane kan det være fornuftigt nok at imødekomme den kritik. Men på længere sigt efterlader det et flimrende indtryk," siger han."

Artiklen næste dag havde lidt samme tema, men var mere en baggrundsartikel, hvor fokus i højere grad var på Critique og noget af den debat, der blev rejst der.

"" Ideologier er noget bras." Sådan lød det fra daværende statsminister Poul Schlüter i 1983. Som statsminister sikrede han sit parti den historisk set bedste periode nogensinde, men måske lagde han også grunden til en ideologisk forvirring, som trækker spor helt ind i partiets aktuelle problemer.


Det mener i hvert fald en række konservative intellektuelle, som er samlet omkring årsskriftet Critique , der diskuterer konservatisme og udkommer næste gang den 5. september."

Folketingskandidat, politolog og forfatter til den gode bog brdr. Møller Nikolaj Bøgh citeres i artiklen

"Det indgår også i den klassiske konservatisme, at man har en skepsis over for ideologier og konstruerede samfundsopbygninger. Men det er ikke det samme som, at man ikke skal have en foretrukken samfundsmodel.Derfor synes jeg ikke, at Poul Schlüter har gjort partiet en tjeneste ved at sige, at ' ideologi er noget bras'," siger Nikolaj Bøgh. "

Selv taler jeg om arbejdet med det nye partiprogram:

"Christian H. Skov, som er redaktør på Critique , historiker og forsker i konservatisme ved Aarhus Universitet, er usikker på, om principprogrammet bliver klarere, når det har været ude i vælgerforeningerne.

" Mange af medlemmerne er jo ikke skolet i principielle debatter, for de stod ikke i særlig høj kurs i 1970' erne og 1980' erne," siger han.

Selv mener han, at De Konservatives problemer løses bedst ved at føre en mere værdikonservativ politik.
" Mange danske konservative har et stærkt ubehag ved at tale om det, som egentlig er konservatismens kerne. Jeg oplever en stor blufærdighed i forhold til at tale om det nationale, og endnu værre står det til med talen om kristendommen, der ellers fra et traditionelt konservativt synspunkt er den kilde, som fornyer og styrker vores kultur," siger Christian H. Skov. "


Derudover citeres også Poul Schluter, TOrben Rechendorff og Lene Espersen i artiklen

Artikel 1: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/378307:Danmark--Det-flimrer-for-konservative
Artikel 2: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/378477:Danmark--Kampen-med-det-ideologiske-bras

Og selvfølgelig link til Critique, som enhver tænkende konservativ bør købe: http://critique.ksaa.dk/

Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form

Jeg har i anden sammenhæng haft fornøjelsen af at have en nyere oversættelse af Carl Schmitts essays Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form hjemme, til redaktionel omtale, som det så pænt hed. Den anmeldelse der kom ud af det, kan læses herunder, med forbehold for at den i sin form måske ikke ligner et typisk blogindlæg.

***


Da Informations Forlag sidste år valgte at trykke en dansk oversættelse af Carl Schmitts to store essays fra 1920’erne,1) faldt dette i tråd med en nyere tids genvakte interesse for den kontroversielle tyske jurist og filosof. Her skal kun nævnes ganske få eksempler. Fra England kom i 1999 den af Chantal Mouffe redigerede antologi, The Challenge of Carl Schmitt.2) I den, tog en række erklærede liberaldemokrater og venstreintellektuelle Carl Schmitts kritik af netop det liberale demokrati op til revision. Schmitts medlemskab af det tyske nazistparti og juridiske karriere i Det Tredje Rige i 1930’erne, var og er en betydelig anstødssten derfor. Men en grundlæggende tanke i den nye bølge af Schmitt-læsninger synes at være, at det aspekt ikke skal skygge for at Schmitts forfatterskab rummer samfundsmæssige indsigter af betydelig skarphed og blivende værdi. På dansk kom dertil Mikkel Thorups antologi, Den ondeste mand i live?3) fra 2007. Den følger til dels i Mouffes fodspor, men rummer bidrag fra et bredere spektrum af den politiske skala, og om flere forskellige emner. En dansk oversættelse af to af hans centrale værker forekommer derfor aldeles relevant.

Politisk Teologi omhandler suverænitetsbegrebet i statsretten. For så vidt udformet som et indlæg i debatten med Schmitts samtidige juraprofessorer. Ifølge Schmitt er suverænitetens begrebshistorie4) ’strandet’ ved det udtryk at det er en ’…højeste retsligt uafhængige ikke afledte magt…’. Men dette er ifølge Schmitt en formalisme som i en virkelig situation dårlig kan hæftes på én bestemt person eller anden størrelse. Men en sådan afgrænsning er svær at sætte, for på hvilke områder gælder den, og hvordan forholder den sig til den almindelige lovgivning? Det er disse spekulationer Schmitt søger at opløse med sin spidsdefinition. Liberalismen og demokratiet hørte til i navnlig det 18. århundrede, mente han. Men den demokratiske masse-politik rummer i sig et opgør med afpolitiseringen: Med det 20. århundredes total-stat, er samfund og stat ét. Med andre ord: Alle sfærer er potentielt politiske. Og for Schmitt er politik lig med kamp. Schmitt starter så at sige hvor Hobbes slutter: Alles kamp mod alle, naturtilstanden, slutter ikke fordi staten, Livjatan, undertrykker den, den repræsenterer højest en våbenhvile i striden. Og diverse stater imellem forsætter den tillige. Som politiske ordener, er staterne resultatet af den politiske strid, det grundlæggende fjendskab. Og netop som et sådant eksistensvilkår, determineres den ikke af dialog eller forhandling – men af beslutning. Derfor indrammes politik og magt hos Carl Schmitt decisionistisk.

Men det liberale demokrati rummer bestræbelser på at afgrænse magten i juraen. Men det er en abstraktion, mener Schmitt, for så vidt alle ordener rummer et udenfor, der sætter den. Loven determinerer, beskriver, den orden som er den politiske orden, er et udtryk for dens vilje. Men det er suverænen der sætter og holder den. Og suverænen er altså den der har den egentlige politiske magt. Begrebet undtagelsestilstand bliver derfor helt centralt for Schmitt. I undtagelsestilfældet suspenderer staten retten i kraft at sin ret til selvopholdelse. Men undtagelsestilstand er ikke anarki og kaos, det er dog en orden, og magt er ikke ret. Men ret forudsætter en normativ situation eller tilstand, og suverænen defineres ved at have magten til at bestemme hvornår denne situation er indtrådt. Det kan den fordi politik og magtens vilkår går forud for juraen.

Titlen Politisk Teologi dækker over Carl Schmitts noget kategoriske antagelse, at moderne statsteoris begreber er sekulariserede teologiske dogmer: Den omnipotente lovgiver er i den forstand gud, og undtagelsestilstanden er miraklet. Netop i kristen forstand må Kristus være udenfor den judaistiske lov for at ophæve den og sætte den på ny. Undtagelsen som en mediering mellem suverænen og det levede liv. Men lovgivningsmagtens almagt er i dag legitimeret ved folket. Og det åbner for muligheden af både bundløst populistisk demokrati og diktatur. Men Schmitts diktatur, autoritære undtagelsesstyre, er kommisorisk, for så vidt det eksisterer med formålet at opretholde eller tilvejebringe en determineret orden, egentlig determineret af det selv, via suverænen. Beslutningen, den politiske ageren medierer mellem ordenens norm og det levede liv. Beslutningen vil være for orden som sådan. Hvordan den materialiseres afhænger af suverænen og dennes historiske betingelser.

Det er givet denne indsigt, der har ledt Chantal Mouffe og ligesindede kritikere til deres erkendelse af, at det er ufrugtbart at det liberale demokrati star helt uantastet. I en tid med atomvåben og terror, kan det ekstra-legale suverænintetsproblem heller ikke være mindre interessant. At Carl Schmitts kontroversielle og til tider svært tilgængelige værker nu er gjort lidt lettere tilgængelige for et dansk publikum, er i den henseende kun godt.

Romersk katolicisme og politisk form repræsenterer en noget anden side af forfatterskabet. Lars Christensen har i forordet til den danske udgave, kaldt den et katolsk modstykke til Max Webers berømte værk om protestantismens betydning for kapitalismen i Europa. Parallellen er nærliggende, fordi den indtil flere gange direkte henviser til Webers værk. Og hos Schmitt er der som hos Weber en kerne af materialismekritik. Men svaret er ikke en modstridende påstand, som eksempelvis at den kapitalistiske ånds rødder skal ses i katolicismen.

I katolsk forstand er mennesket ikke radikalt og absolut syndigt. Derfor blev spørgsmålet om prædestinationen og frelsesvisheden heller ikke lige så prægnant, som i den puritanske etik. Mener i hvert fald Schmitt; og derfor udformedes heller ikke en pragmatisk dennesidig askese. Den katolske kultur stiller mennesket anderledes harmonisk i forhold til den gennemteknologiserede og formaliserede verden, som blandt andet kapitalismen har skabt. Og heri ligger den egentlige apologetik. Den romerske katolicisme er som sådan et værn om menneskets ikke-materialistiske naturlighed, og personlighed. Men det har den kun kunnet være fordi den både har været uhyre fleksibel og radikalt standhaftig i sin repræsentation.

Det til tider lyriske sprog i essayet Romersk katolicisme og politisk form, er en klar kontrast til de hårdere og kontante udtryk i Politisk Teologi. Men på sin vis mødes juristen og kulturkritikeren i Schmitts forfatterskab. Det kirken ideligt repræsenterer, er Kristus og det apostoliske liv på jorden. Men derudover har juraen det lighedstræk med romerkirken at den kan knytte an til alle bevægelser og styreformer, blot der er, ja, form. Forudsætningen derfor er autoritet, magt. Men modsat kirken (Jesu stedfortræder) kan juraen kun ’formidle’ gældende ret – ikke skabe den som kirken kan, og har gjort det historisk set, i samarbejde med en stat. Den katolske kirkes repræsentation er helt særlig fordi den er personlig og konsekvent i sit udtryk. Og den autoritet den har, har den på baggrund af den idé den repræsenterer. Selv dens bureaukrati og hierarki er med til at udtrykke den idé, synes Schmitt at mene. Det kan med andre ord læses som en nuancering af synspunktet på den kolde decisionistiske magt, som Schmitt konstaterede i Politisk Teologi. Sammensætningen af de to essays er tillige et udmærket træk ved Informations udgave. Udgivelsen har interesse både i den filosofiske debat, og med rent historisk interesse.

1) Carl Schmitt: Politische Theologie (1922) / Römischer Katholizismus und politische Form (1923).
Carl Schmitt: Politisk Teologi & Romersk katolicisme og politisk form. Dansk udgave Informations Forlag. København 2009.
2) Chantal Mouffe, red.: The Challenge of Carl Schmitt. London 1999.
3) Mikkel Thorup, red.: Den ondeste mand i live? Læsninger af og mod Carl Schmitt. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Univeritet 2007.
4) Her forstås ikke begrebshistorie i den moderne metodiske forstand. Men denne disciplins rødder i den tyske højreintelligentsia, er for historiestuderende og andre et interessant emne i sig selv, som dog ligger noget udenfor denne anmeldelses rammer.

Nu er vi ervhervslivets ven

På sidste års sommergruppemøde foretog Det Konservative Folkeparti en værdipolitisk vending, der skulle sikre partiet en plads i den værdipolitiske debat, man så længe havde forsømt til fordel for kampen mod trækprocenten. Dette var meget påtrængt. Endnu husker vi med gru Muhammedkrisen, hvor de konservative var i tvivl om, hvorvidt det nu var ytringsfriheden eller fetaeksporten, der skulle forsvares. Desværre gik det jo med den værdipolitiske vending som det gik. Ja det gik rent ud sagt i skvudermudder, men årsagen hertil var ikke den retning man havde valgt at gå i, men det forhold, at mange slet ikke havde til sinde at bevæge sig i den retning og at de, der forsøgte væltede over deres egne fødder.

I år har Det Konservative Folkeparti så foretaget en kovending. Det værdipolitiske eksperiment er ovre og vi kan konstatere, at det slet ikke var hvad dansk konservatisme handlede om. Nu fremstår de før så forhadte 10 % som et næsten utopisk mål og partiets ledende kadrer forsøger at erindre, hvordan det nu var, at man tidligere havde nået denne attråværdige position at være et folkeparti, der repræsenterede en brøkdel af folket. Ja partiet har foretaget en kovending og har muhet værdipolitikken helt ud til siden for i stedet at være erhvervslivets ven.

Så her står vi altså igen - med begge ben plantet i den eksportklare fetaost og blikket stift rettet mod de ti procent.

Ja således endnu et afsnit i sagaen om den konservative slingrekurs, der gør selv den mest kølige observatør ganske søsyg at bevidne.

Resignation

Sådan er der jo så meget. Set fra lænestolen er resignationen tiltrækkende, et fristende needle chill, for at citere fra et af U2's bedste numre der lige passerede forbi. Pessimismen er miskendt, den er som bekendt den eneste isme, der holder hvad den lover. Det må altså blive ved de spredte betragtninger.

I ferien læste jeg Thoreaus langgaber af en klassisker, "Walden", og selv om denne måtte konkurrere med klapstolsovervejelser om at henlægge næste års sommerferie til Holland, landet må være totalt mennesketomt, eftersom alle hollændere tilsyneladende er i Sydfrankrig, rummede den dog alligevel et springende alternativ. Når det hele er for meget, er det fristende at stikke af og finde sig en hytte i skoven og ved søen, langt fra verdens vrimmel. Ligesom Thoreau ikke for at søge eneboertilværelsen, snarere for at frigøre sig fra læsset af verden der segner af modernitet, formynder- og velfærdsstat og karriereræs.

Apropos Frankrig, var et feriens små spil at tælle EU-symboler. Jean Monnet og Robert Schuman, de to skrivebordteknokrater og lurendrejere der fik idéen til hele menageriet, må have så mange broer, pladser og gader opkaldt efter sig, at det nærmer sig en verdensrekord som ville gøre salig Washington grøn af misundelse. Selv Bagnols-sur-Cèze, en søvnig provinsby med 18.000 indbyggere, er ikke gået ram forbi og man må ikke håbe for de tos efterladte, at det er dem der klipper alle snorene over. I så fald må de have svært ved at passe deres rigtige arbejde. Det er i øvrigt ikke nemt i Frankrig: credalnationen jonglerer med så mange identiteter at det kan være svært at holde overblikket. Vejskilte på provençalsk, busterne af Marianne og så endelig EU, der på fransk er i lige linje med en stormagtsdrøm, der stædigt balsameres i kælderen under Louvre. Måske er det derfor, at der ikke rigtig er noget af det der hænger ved. Så søger den franske Thoreau tilflugt på torvet med kammeraterne, petanquekuglerne og en flaske pastis. Det der med sammenhængskraft må blive demain.

Nå ja. Dårskaben er nemlig svær at kapere - både i det store og det små. Den kan være svær at skildre i andet end netop spredte betragtninger, brudstykker af et mønster. Den ytrer sig i tåbelige levebrødspolitikere, forblændet multikulturalisme, en blind tiltro til teknikken og fremskridteriet, blandt så meget andet. Der er så meget at tage fat i. Weekendavisen skriver for eksempel, i en ret bredt citeret artikel, at 440 politbetjente blev såret ved optøjer den 1. maj 2009. Det er noget man har lyst til at sige eller skrive noget om, men resignationen overvinder lysten til det. Det får lov at forblive en konstatering, et eksempel der taler for sig selv. Bedre bliver det ikke, når resten af artikelen rummer et mindst lige så dystert budskab, som det er svært at have kapacitet til at klare. Beslægtet hermed, kalder det på resignationens lise, at se de danske medier præsentere professionelle fattige, der rammes af regeringens ih-så brutale nedskæringer. For det første er de ikke fattige, det er man ikke hvis man har råd til fladskærm, internetforbindelse og tobak.

For det andet - og ret beset det vigtigste, nu overvindes resignationen - mangler vi (også) en reel diskussion om livsvilkårene for offentligt forsørgede. Det er åbenbart en sejlivet myte, der ikke blev udryddet efter at jubeloptimismens version 2.0 grundstødte i 1970'erne, at velfærdsstaten skal levere absolut kompensation. At det skal være muligt at leve et jævnbyrdigt liv på offentlig forsørgelse. Det skal det ikke, for det har - vel - aldrig været meningen at et sådant liv skulle være attraktivt. Jeg mindes ikke engang, at venstrefløjen har ment det. Naturligvis skal der være tab, afsavn, man lider ved at lade sig forsørge af de andre. Som altid er medierne flittige til at bruge børnene som pressionsmiddel, de kan hverken komme i biografen, i musikskole eller holde børnefødselsdag. Som om det skulle være vanrøgt. Vore dages nøjsomhedskultur isolerer sig åbenbart til sådanne luksusproblemer. Som altid kan man begynde at stille uret, måske rettere skattekortet, efter den dag hvor de, som oplevede den rigtige nøjsomhedskultur, den fra 1950'erne og til dels 1970'erne, ikke længere er dem som befolker plejehjemmene, men er afløst af de, der har lidt den livsforfølgende tort at måtte undvære ture i biografen som barn. Lad os håbe der står krisehjælp parat.

Nå, lad os geare ned: Så er der universitetsbiblioteket, der ellers i mangt og meget er et helle; et fredeligt sted, hvor forandringer tilsyneladende kommer langsomt. Her skiftes databasesystem uden at det umiddelbart kan forklares, hvad der var galt med det gamle. Det nye er ringere end det gamle, langsommere og mindre brugervenligt. I skranken meddeles der, at man er nødt til at følge med tiden. "Nej man er ej", kunne man overveje at indvende, men de ord falder som regel på stengrund. Det er svært at være i fred.

Anbefaling Critique 2010

De brave folk på Årsskriftet Critique er den 5. september klar med årets nummer.
Critique 2010 indeholder ca. 180 sider og koster 100 kr. Her en oversigt over artiklerne, der spænder over den aktuelle linje hos de konservative over 30erne radikale konservatisme herhjemme og i Tyskland, til feminisme, folkekirke og Poul Schlüter.

Bestil Critique her.

Mine konservative værdier

- Lene Espersen

Til sikring af demokratiet

- Naser Khader

Den konservative utopi

- Anders Toft Hansen

De sorte jakobinere

- Christian H. Skov

Aksel Møllers konservatisme og politiske arv

- Nikolaj Bøgh

Ansvar og Ideal – Harald Nielsens parlamentarismekritik

- Jacob Aarslev

Blandt overmennesker og mystikere

- Lars Christiansen

De descriptione temporum

- C.S. Lewis

Artens Overlevelse

- Peter E. Nissen

Kirke og Stat

- Jan Lindhardt

Derfor er jeg ikke feminist

- Katrine Winkel holm

Poul Schlüter og hans tid

- Anders Orris

Ateismen er kristendommens fortabte søn

Sækularisering er en gammel forteelse, der er snævert knyttet til moderniteten. Men begrebet har også rødder i kristendommen ( som moderniteten i det hele taget), fordi enhver tale om adskillelse mellem det religiøse og det politiske forudsætter, at det politiske og det religiøse overhovedet kan tænkes uafhængigt af hinanden.

Det ligger mig fjernt at generalisere, men det lader ikke til at denne åbenlyse indsigt nogensinde har slået ateisterne – og hermed mener jeg tidens aktuelle svøbe. De frådende ny-ateister, der har fortrængt tidligere tiders magelige gudsfornægtelse i den offentlige debat. Gudsfornægtelsen forudsætter at vi kan forestille os et sted, hvorfra vi kan fornægte Gud, det forudsætter med andre ord, at ikke alting er religion, at religionen derimod er noget der eksisterer i verden og ikke en kvalitet ved verden selv. Denne affortryllelse er kristendommens værk, og skellet mellem den politiske og det religiøse en skelsættende grundtanke, der kun er kommet ind i verden ved kristendommens religionskritik.

Ateismen er kristendommens fortabte søn, der er så fortvivlet fortabt, at den ikke vender tilbage i håbet om at blive taget vel imod, men tværtimod fornægter sit ophav. Men ateismens mulighed er betinget af troens mangel på selvfølgelighed i kristendommen. Den er her ikke noget, som du kan slutte dig til ved at vandre omkring i verden og få religiøse oplevelser, den er noget du på trods af verden beslutter dig for at åbne ørene for, når du hører den forkyndt. Det at mennesket er ansvarlig for sin tro og ved sin tro, betyder at troen kun er der hvor muligheden for at afvise troen er til hvor der stilles et spørgsmål, sådan som tilfældet er i kristendommen. Der hvor det ikke er muligt at sige nej, hvor religionen er kosmologisk og det hellige ikke dans ganz andere men netop denne verden, der er det slet ikke muligt at have ateisme, der findes kun dovenskabens mulighed for misvedligeholdelse af pagten mellem mennesker og deres guder.

Alt imens dette træder i baggrunden i den offentlige debat, vinder ateismen frem, der hvor det hovmodige mennesker afviser kristendommen og dermed det, der sætter skellet mellem virkelighed og religion. For ateisten er verden altid religiøs. Der er kun den og intet andet, dette sted vi står er en del af den verdenstotalitet, der netop er total fordi den er alt, hvad der er, omfatter alt og sætter grænsen for alt. Hvor denne verden er sin egen grænse er denne verden sin egen afgud og ikke netop blot den affortryllede verden, der må forstå at den slet intet er i forhold til det uden for verden, som gør den relativ og dermed til kun det rent faktiske.

Gudsfornægteren er den der ikke tør at stå ved verden som det faktiske den er, når den sættes i relation til det absolutte, som vil bilde sig ind at det absoluttes mulighed findes i denne verden og er tilgængelig via fornuften, følelsen, fornemmelsen eller hvad nu det måtte være. Ateismen kan vi sagligt set ikke tage alvorlig. Den er ikke irreligiøs, sådan som den bilder sig ind, men netop den moderne verdens religion, der hvor denne har glemt, at den skønt moderne aldrig kan og skal være andet end verden, hvor den i lyset af sine egne bedrifter, tror på sin egen mulighed for at stå på og ved sandheden.

Men ateismen må tages alvorligt. Ikke sagligt som det den i sig selv er, men på grund af dens effekter og dens kritik af kristendommen. Er ateismen overhovedet noget er det denne verdens forkyndelse mod kristendommens forkyndelse, der ved sin egen definition, aldrig er denne verdens forkyndelse men forkyndelsen til denne verden og om denne verden og dermed er den ikke blot harmløs hedenskab, der står på tærsklen til omvendelse men selv en missionerende religion, der råber i kor med fanden selv for at overdøve forkyndelsen af evangeliet.