Det forvanskede ansvarsbegreb

Flemming Rose udgiver en ny bog om muhammedtegningerne, der - uanset om den evindelige diskussion om dem kan virke trættende - må siges at være at være kilde til den væsentligste samfundsdebat i moderne tid.

Jeg synes at et af de mest fordummende indlæg i debatten, og der har ved gud været mange, har været påstanden om at den provokation, der af nogen tolkes ind i tegningerne, er en kilde til vold. At ytringsfriheden skal begrænses af hensyn til et bredere perspektiv: ønsket om at opretholde social harmoni og orden; at beskytte borgeres følelser med videre. Ytringsfrihed under ansvar, har nogen kaldt det. Dette argument har nogen brugt til at tilskrive Flemming Rose ansvar for, ikke blot publiceringen af tegningerne, men også for de afledte konsekvenser. I en indskudt bemærkning, skal det påpeges at de, der bagatelliserer det muslimske tørklæde under henvisning til så-og-så mange gram stof, har svært ved at fatte at tegningerne blot er nogle få gram blæk. Sådan er der jo så meget.

Der er tale om en gennemgående forvanskning af ansvarsbegrebet. At forsøge at forlænge muhammedtegningerne ud i bredere ramme om et hadeklima, er dels en knægtelse af ytringsfriheden, dels en begrænsning af mulighederne for at føre en fordomsfri og kritisk offentlig debat. Et udslag af en kvalmende politisk korrekthed. Det er i den grad nødvendigt at fastholde, at det ikke er Flemming Roses hånd, der antænder ambassader eller er bag den eventuelle voldsanvendelse, som publiceringen af tegningerne kan afstedkomme. Sådan kan man ikke påkalde sig omstændighederne, uanset hvor udbredt det er i så mange andre sammenhænge.

Det der skal understreges er, at en fri offentlig debat også er en frihed til at lade sig påvirke af bestemte former for ytringer. Hvis man ikke vil se på muhammedtegninger, kan man lade være med at læse Morgenavisen Jyllands-Posten.

For yderligere perspektivering, kan der henvises til søndagens helt fremragende udgave af Deadline 2. sektion, der kan ses her: Link

Det svenske demokrati

Når svenskerne omtaler danskerne i den offentlige debat, er det sjældent med rosende ord: Vi er som danskere moralsk tilbagestående i forhold til broderlandet Sverige, der på moralens slagmark har indtaget det etiske højdedrag. Herfra kan svensken skue over hele terrænet og gør os andre den tjeneste at lede et moralsk stormangreb på os, hver eneste gang vi stakkels forledte forsøger at finde en passende stilling.

Men i kampen mod den forledte i syd, vores eget lille Danmark, er der nu begyndt at komme problemer. Forledelsen har smittet svenskernes egne styrker og udgør nu en 5. kolonne. Med rette kunne man i morges på svensk tv se en række rystede mennesker, der simpelthen ikke kunne forstå, hvordan der i deres egen midte kan eksistere sådanne forledte. Svenskerne har jo altid været moralsk overlegne. Kan det virkelig passe, at de nu ikke længere kan regnes til disse, men nu skal indtage en helt ordinær plads i menneskeheden - dér, hvor man lever i den vildfarelse, at alt ikke bare er sort og hvidt, men at der faktisk også er forskellige grå nuancer - de såkaldte 'dilemmaer'.

Dette skaber et stort problem for svenskerne. Førhen var det jo let nok at have et demokrati, når folk stemte, som den politiske elite og medierne ville have dem til, men hvad gør de nu, hvor befolkningen er begyndt at blive forledt af de sydlige kræfter? Der kan kun være tale om en løsning: Svenskerne må revidere deres regler for demokratiet. Demokratiet er til for, at vælgerne kan sanktionere den politiske elites løsninger - hvor er vi henne, hvis vælgerne begynder selv at udtænke løsninger eller måske oven i købet opfinde problemer, der IKKE ER DER! Og problemerne er der altså ikke, for det står i aviserne.

Man er nødt til at sørge for at hænge de forledte ud, som det, de retteligt er - tomhjernede kværulanter, der alene skaber røre, fordi de ikke har noget job. Og det, at de ikke har noget job, er jo altså deres egen skyld. De kan jo bare lade være med at have absurde politiske synspunkter. Det vil også stoppe de overfald, som de udsættes for, og som jo altså logisk nok er selvforskyldt. For deres eget bedste må man desuden udstøde dem af den politiske debat. Det kendte sociale eksperiment Jehovas Vidner har nemlig vist, at den slags er uhyre effektivt. Man må også forsøge at hindre dem i at ytre deres synspunkter. Smitten kan jo sprede sig. Vuvuzelaen er her et glimrende instrument.

Det eneste, man som dansker kan håbe, er, at svenskerne får nedkæmpet denne 5. kolonne, så de igen kan indtage det etiske højdedrag, så vi andre igen har vort faste kompas. Når vi forledes, vil svensken være der og kalde os til orden, og så kan man i sandhed være tryg. Demokratihistorien påbegynder nu et nyt kapitel: Vuvuzela-perioden. Sandheden skal råbes og skriges så højt, at ingen andre kan komme til orde, og når talerne forstummer i mangel på inspiration, må vuvuzelaen tage over. Man hører dens klare lyd kalde. Man hører dens milde manende tone, der byder en at omvende sig - bort fra forledelsen - og endnu engang at slutte sig til moralens regiment samlet under den blågule fane. For under denne fane finder vi ind til vor inderste kaldelse, vort sande mål, vor ypperlige bestemmelse: Vi vil være som svensken. Også vi vil være kulturløse. Også vi vil tilbede det store abstrakte intet. Også vi vil være en fis i en hornlygte!

Storbysmartness for alle pengene

Der er ikke sparet på de gode intentioner og de letkøbte, socialkonstruktivistiske antagelser i Merete Reinholdts interview med Anni Greve i sidste uges udgave af WA. Der er storbysmartness for alle pengene.

Udgangspunktet er på ny den sociale ingeniørkunst. Hvis menneskets private rum blot tilsløres, hvis vi løsnes for alle de snærende bånd, gives der en liberaldemokratisk kerne i os alle, der lynhurtigt materialiserer sig som et kulturelt fællesskab. Det er blot et spørgsmål om flere dialogbænke i parkerne, flankeret af Anni Greves såkaldt halvoffentlige rum, hvor de riter, man ellers troede var smidt på møddingen af den kulturradikale revolution, skal iscenesættes. Det er et besynderligt fænomen, at den normopløsning, der netop ligger i kim i den kulturradikale ideologi, søges afværget ceremonielt for positivt at tilgodese kulturfremmed indvandring.

Der er en skærende diskrepans mellem den kulturradikale utopis afvisning af kulturens betydning, når denne indvandring søges problematiseret, og så dens positive anvendelse af kulturens betydning i det uendelig slidte berigelsesargument. Pluralismen og tolerancen tilføjes her ballast som noget så ukulturradikalt som en statsautoriseret kulturel norm, som folk bare har at indordne sig under - og ikke mindst betale for. Inden for denne forståelsesramme har homoseksuelle og indvandrere krav på beskyttelse mod tonen i debatten, hvorimod leverpostejs-og kakkelbordsdanskerne bare skal integreres i verden. Det er simpelthen blot et spørgsmål om tilskyndelse til den internationale kultur, som Greve mener kan »skabes«, hvis ellers aftenkaffedanskerne gad trække gardinerne fra. Instrumentet har i vid udstrækning været det sociale sikkerhedssystem.

Alliancen med den socialdemokratiske skrankestat holder dog ikke inde her, den kulturradikale elite tynges af andre, eksistentielle problemer, nemlig priserne på fortovscafeerne. Anni Greve foreslår en statslig priskontrol, der sikrer, at en så basal storbymenneskerettighed som en latte, er til at betale. Planøkonomi iklædt moderne gevandter. Igen må man undre sig over de emanciperede verdensborgeres gennemførte uforstand og hjælpeløshed.

Også bragt som debatindlæg i Weekendavisen, som svar på artiklen "Nøglen til den høflige storby"

Fra broderfolket: SD på gaden

Sverige er et mønsterland. Tilfædligt faldt jeg lige over en rejseblog for en gruppe KUere, der er taget derop for at hjælpe deres søsterforening den liberale ungdomsorganisation MUF. Dem om det, intet mere herom. Dog en interessant iagttagelse fra den udsendte ungkonservative:

"Bagefter mödtes vi i det centrale Stockholm, hvor vi var med til at dele endnu flere pjecer ud, ved det svenskerne kalder “valstugor”, som er små huse som de opstiller på de store torv i byerne og så opsøger folk selv de partier der interesserer dem. Og naturligvis havde Moderateren sådan en – en meget velbesøgt en af slagsen. Det samme kan siges om Sverigedemokraternes, som var under politibevogtning, fordi at de havde fået trusler. Tro det eller ej, så kan et lille skur på et torv få 4 hollændervogne og en 20 betjente på gaden!"

Ak ja. Hvem der havde en så åben og fri debat og en så årvågen politistyrke.

Medier med mere

Ansporet af en kvalificeret diskussion om medier, behovet for et vist kvalitetsniveau i disse, og spørgsmålet om licens- eller skattefinansiering, er det værd at nedfælde nogle linjer om dette emne.

Anledningen var de nylige nedskæringer i Danmarks Radio (DR), og en konsensus omkring bordet om, at DR ganske bevidst sparer på nyhedsområdet af pressionsmæssige årsager. DR vælger hermed at gøre det lodret modsatte af, hvad de fra politisk hold er blevet pålagt. En ganske klassisk metode, der også kan findes i kommuner og regioner, hvor det ofte er de mest borgernære og efterspurgte velfærdsgoder der spares på, for dermed at skræmme (lands)politikerne fra at pålægge dem yderligere nedskæringer. Det er muligt at DR ihærdigt hævder det modsatte: at besparelserne på nyheder og aktualitet er nødvendige, men det er naturligvis forkert. Der er masser af andre steder at spare, det er blot et spørgsmål om vilje og prioritering. Mere om sidstnævnte senere. Her skal dog lige nævnes det besynderlige armslængdeprincip, der er en slags elastik i metermål. På den ene side kan DR hermed imaginært forsvare sig selv, og sige sig fri af politisk regulering, og hævde en handlefrihed i den daglige programplanlægning. På den anden side er armslængdeprincippet en illusion; en omgang blændværk, som politikere bruger til at slå hinanden i hovedet med. Når de borgerlige brokker sig over venstresnoethed eller afviklingen af rådhusklokkerne, overtræder de så sandelig armslængdeprincippet. Når de venstreorienterede brokker sig over, at Geert Wilders eller Jimmi Åkesson kommer til orde, gør de da så sandelig ikke.

Et kerneelement i diskussionen var selve behovet for ikke-kommercielle medier. Det klassiske, kvalitative krav om et vist niveau, ikke mindst sat i forhold til Danmarks ringe geografiske og sprogmæssige udstrækning. I forlængelse heraf et principielt kulturkonservativt forsvar for de givne, kulturbærende institutioner. Så vidt så godt. At instiutionen så bevarer P3 og afvikler P2 lader vi så stå et øjeblik, som en uforklarlig og ulykkelig hændelse.

Jeg er principielt skeptisk overfor licens- eller skatteyderfinansieringen, og nok mere af en frimarkedstilhænger end flere andre kulturkonservative. Sideløbende med diskussionen om de elektroniske medier, er det påfaldende at netop dagbladsmarkedet fungerer uden direkte, kvalitatitv støtte. Støtten gives her i form af momsfritagelse og støtte til distribution og porto. Der er ingen der taler om, og der er ingen seriøs opbakning til, udgivelsen af en postkasselicens- eller skatteyderfinansieret avis, der skal sikre et vist niveau i den trykte presse. Det har nogle historiske årsager, bestemt, men er stadig en relevant pointe. Lige så relevant som den opbremsning i oplagstilbagegangen man sporer hos den seriøse, profilerede og kvalitetsprægede del af avismarkedet. Jeg synes der er megen kvalitet og seriøsitet i dansk presse, som kan siges at fungere på et forholdsvist frit marked, i hvert fald hvad angår indholdet, netop det kvalitatitve.

Og i hvert tilfælde langt friere end på markedet for elektroniske medier. Hvad angår tv, og navnlig radio, er DR's dominans markant. DR agerer de facto som en kommerciel aktør, og tager markedsandele på områder som det frie marked burde kunne varetage. Man kender smøren: X-faktor; tåbelige bolig-, have- og madprogrammer og så videre. Her render vi dog ind i et paradoks: For på den ene side er det vanskeligt at fastholde DR som en smal, kvalitatitv aktør, der skal vise det de andre ikke vil. På den anden side er det tilsvarende svært at fastholde netop dette kvalitative forsvar og krav, når grunden under dette skrider lige så hurtigt, som X-faktors seertal kryber i vejret. Igen: DR afvikler P2 men fastholder P3, simpelthen fordi der er flere lyttere på P3 end på P2.

Det er svært at fastholde forsvaret for institutionerne, når deres indhold bliver kontraproduktivt. Det er for så vidt det samme med folkekirken, der i princippet er en særdeles gavnlig, historisk betinget institution, som det ville være et kolossalt svigt at opgive. På det konkrete plan er folkekirken dog på mange måder forfærdelig, invaderet af spaghettigudstjenester, babysalmesang og støtteerklæringer til Afrika - det land som alle børn kender - kirkebesættelser og afviste asylansøgere. Naturligvis kan man argumentere for, at institutionerne netop er materialiseringen af et folkeligt og kulturelt fællesskab, indenfor hvis rammer der kan udspille sig en kulturkamp om prioriteringen og det kvalitative. En slags manifestation af en borgerlig offentlighed, hvis nødvendighed er stærkt undervurderet af alle mulige konstruktivister, der så underer sig over den europæiske unions manglende, folkelige gennemslagskraft.

Så er det bare et problem, at den journalistiske og folkekirkelige virkelighed er en anden. Sat på spidsen er den ikke kulturkonservativ, ikke national, ikke ansvarlig. I stedet er den emancipatorisk, kulturradikal og venstreorienteret. Så er DR og Folkekirken netop kontraproduktive, og resignationen snublende nær. På medieområdet hælder jeg derfor mod privatiseringen og det frie markeds løsningsmodel: Jeg efterspørger hermed en dansksproget, reklamefri tv-kanal, der viser Tagesschau-lignende nyheder, renset for voxpop, Dreyer-film og "Hvornår var det nu det var". Og ikke viser X-faktor. Hvis jeg ikke kan få det, må jeg tage hvad kan få. Og så glæde mig over, at jeg ikke tvinger nogen til at medfinansiere mine præferencer.

konference om religion og politik på Aarhus Universitet

En forening som adskillige af denne blogs forfattere er involveret nemlig Konservative Studenter  er sammen med en anden forening som adskillige af denne blogs forfattere er involveret i nemlig KU værter ved en fremragende konference, som er arrangeret af undertegnede sammen med forfatteren til denne glimrende blog: http://jacobhedegaard.dk/

Konferencen har temaet "religion og politik" og det skal forstås i bredeste forstand, hvor både Islam, ateisme og kristendom er til debat. Alle er velkomne.

Konference: Religion og Politik

Forholdet mellem religion og politik er stadig oftere til debat i dag. Hvad end diskussionen drejer sig om folkekirken, islam eller religionens plads i det offentlige rum er det et spørgsmål, som optager sindene. Konservative Studenter afholder en stor konference om emnet

Program:

Kai Sørlander, filosof og forfatter: Kristendommens betydning for sekularismen og det danske demokrati.

Mehdi Mozzafari, professor, dr. scient pol.: Udfordringen fra islamismen

Debat mellem teolog Lars Sandbeck og antropolog Dennis Nørmark: Den nye ateisme og religionen i det offentlige rum

For ikke medlemmer:

Entre: 25 kr.
Entre + frokost: 75 kr. bestilling til ks@konservativestudenter.dk inden 1/10
Arrangementet finder sted lørdag d. 9. oktober kl. 12-17 i Preben Hornung Stuen, Studenternes Hus, Nordre Ringgade 3, 8000 Århus C.