CFP til Årsskriftet Critique

Dette måtte muligvis have relevans for bloggens læsere

Ønsker du at bidrage til Årsskriftet Critique?


Årsskriftet Critique søger artikler til sin 2011 udgave. Årsskriftet bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige ide-, kultur- og samfundsdebat. Tidsskriftet er således åbent for en bred vifte af artikler, der spænder fra forskningsartikler til deciderede holdningsindlæg. Ligeledes søger Årsskriftet Critique at være et forum for en bredere skare af skribenter, der indbefatter forskere, politikere, ideologer og meningsdannere, og bestræber sig samtidig på også at være en rugekasse for det vækstlag af skribenter med interesse for de emner, som Critique beskæftiger sig med. Artiklerne til Critique er typisk mellem 5 og 15 sider. Ønsker du at bidrage med en artikel inden for et emne med relevans for Årsskriftet Critique bedes du skrive til ks@konservativestudenter.dk



Forslag modtages i form af artikler, resumeer eller ideoplæg. Forslag bedes indsendt inden 15.11 2010


http://www.critique.ksaa.dk/

Hvad er der i vejen med konservatismen?

Jeg blev for nyligt bedt om at kommentere på den konservative krise til det nye net-magasin Atlas. Det blev til en længere artikel, som de nu har lagt online. Her et par uddrag:


"Det Konservative Folkeparti er i krise. Det kan vist kun den mest overbeviste partisoldat benægte. Selv han er dog nok blevet overbevist af de seneste måneders meningsmålinger, som har givet De Konservative i omegnen af 6 procent af stemmerne....Men kampagnen mod Lene Espersen er ikke opstået ud af det blå. Den er et symptom på en alvorlig konservativ krise, der dybest set bunder i partiets ideologiske hjemløshed. Partikonservatismen ved ikke, hvad den er og derfor ikke, hvor den skal stå, og hvad den skal gøre....

Krisen har dybe historiske rødder. Man kan lidt forenklet sige, at Det Konservative Folkeparti allerede fra stiftelsen led af en identitetskrise. Skulle man være et borgerligt midterparti for middelstanden, et reaktionært godsejerparti eller et økonomisk liberalt parti for højkaptitalen? Disse spørgsmål hev og sled så meget i partiet, at det var lige ved at lide vuggedøden. Med Christmas Møller fandt man sig i 1930erne til rette på en nationalt og socialt orienteret konservatisme, men efter krigen forsvandt det nationale og kun det sociale bestod. Det blev så uklart, hvad ’konservativ’ egentlig betød, at man i 60erne flere gange talte om at skifte navn til Folkepartiet eller Centrum. Enden på det hele blev, at man beholdt navnet, der jo alligevel ikke betød noget som helst.
....
Lene Espersen stod ved sin overtagelse af partiets ledelse som et sikkert kort, hendes hårde linje tiltalte mange borgerlige vælgere, og frem for alt var der i udgangspunktet en styrkelse af den konservative værdipolitik, som havde været underspillet under Bendt Bendtsen, under hvis lederskab Det Konservative Folkeparti enddog formåede at vakle særdeles meget under Muhammedkrisen.
...
Ja, De Konservative har hoppet fra tue til tue på jagt efter det ledige standpunkt, og derfor er de mislykkedes. Standpunkter er ikke noget man tager, men noget man har.
...
Det Konservative Folkepartis krise er paradoksal, for konservatismen i Danmark trives som aldrig før. 2001 var måske ikke som Søren Krarup har hævdet det et systemskifte, men alligevel var det som om, at den ligegyldige og posthistoriske sindstilstand, der havde bemægtiget sig den offentlige debat og intellektualismen især blev sprængt væk sammen med tvillingetårnene. De seneste næsten 10 års debat har i den grad været præget af fremvæksten af national- og kulturkonservative strømninger."



Artiklen kan læses i sin helhed her: http://atlasmag.dk/node/165?page=0,0

Konservativ anarkisme

Overskriften kan lyde som en selvmodsigelse, og det er der måske også tale om. Det vil læseren bedst selv kunne vurdere, når dette indlæg er til ende.

Efter at have set endnu et afsnit af tv-serien "Borgen" slog det mig, at der faktisk var noget særligt over denne fascination af magtens korridorer. Med indførelsen af begrebet "spin" er hele politik begyndt at interessere danskerne mere og mere, fordi der tilsyneladende er tale om et spil, et drama, der udspiller sig på Christiansborg, hvor korridorer, kontorer, gruppeværelser og folketingssalen alle spiller forskellige roller i dette store magtens spil - et spil, der til tider kan synes at blive spillet for magtens skyld alene. Mærkesagerne er alene til for at have noget at måle en eventuel succes på.

For at sætte denne interesse i perspektiv vil jeg præsentere Dem, kære læser, for tre gode gamle danske film. Måske har De set dem alle som lørdagshygge på et tidspunkt, måske har De aldrig hørt om dem. Under alle omstændigheder er De seværdige.

Vi starter med filmen "Panserbasse", som med dens 74 år på bagen suverænt indtager pladsen som den ældste produktion i dette indlæg. Filmen handler i al sin enkelhed om en hyggelig rund politibetjent fremført i Ib Schønbergs glade og elskværdige skikkelse. Tiden er 1930'erne, og depressionen er hverdag i Kongens Københavns. På det tidspunkt havde Københavns politibetjente et par gader, de fast skulle patruljere, og der var over dem inspektionsbetjente, som holdt øje med, at betjentene passede deres runde. Vores helt udviser pligtfølelse over for sit job, men holder sig ikke strengt til reglementet. Han skriver ikke rapporter over lovovertrædelser, når han ikke synes, at det er nødvendigt, og han ordner sagerne med et "venligt sind og et lyst smil". Selvom han bør passe sin runde og ikke forfalde til adspredelser, kan han også godt tage en bismarcksklump i ny og næ, og han finder også tid til at drikke kaffe og spise blødt brød med ismejeridamen - hvilket dog ikke afholder ham fra at kunne ordne gadeuorden ved at råbe ud af vinduet, at skænderiets parter skal opføre sig ordentligt. Han er elsket og respekteret og bliver derfor adlydt som autoritet. Han er pligtopfyldende over for sit hverv, men finder det ikke altid nødvendigt at sætte hårdt ind, når sagerne kan ordnes på en forsonlig måde: "Jeg elsker min gerning, det passer mig bedst at gøre hver eneste hverdag til fest," som den trivelige betjent synger. Men tiderne skifter. Politiassistenten, Gammel-Holm, der var "så rar, så rar" og fik stationen til at føle sig som "en stor familie" er gået af, og en ny er tiltrådt. Denne finder ikke Panserbasses måde at gøre sit arbejde på tilfredsstillende. Han vil have rapporter, for "alt er af betydning" og skal derfor meldes tilbage. Han synes, at Basse er en dårlig betjent og vil have indført andre principper. I et opgør de to imellem udbryder Panserbasse ophidset: "De kender ikke mennesker. De kender kun paragraffer og love. De er ikke andet end en forlæst bogorm, en blegnæset juristsnude, det siger jeg, ærbødigst Peter Olaf Carl Christian Frederik Wilhelm Theodor Nikolaj Basse", hvorefter han bliver afskediget. Afslutningen på filmen skal ikke røbes her, men filmen er absolut seværdig og indeholder også noget så moderne som amerikanske gangsters.

Fimlen "Bussen" er fra 1963 og foregår i den lille by Nørre Uggeløse lige før verden går af lave. Bussen er byens omdrejningspunkt og køres af den glade og venlige Martin (Dirch Passer). Bussen kører ikke efter køreplan, men når folk er klar. Undervejs leverer han småting til de forskellige beboere. Endestationen er banegården, hvor toget holder tilbage, så bussens passagerer kan komme med. Men tiderne skifter. Kæmneren (Paul Hagen) har planer med den lille by. Det starter i det små med en hulkortmaskine på kæmnerkontoret, men i hans møde med bussen finder han ud af, at også den skal moderniseres. I sognerådet kæmper sognerådsformanden (Karl Stegger) og mejeribestyreren (Ove Sprogøe) om at være først med fremskridtsforslagene. De skaffer en ny bus, der stilles til rådighed af et selskab med mottoet "Præcision frem for alt!" De har en stram køreplan, og Martin forsøger at leve op til det, men må sande, at han får hele byen på nakken, hvorfor han stopper som buschauffør. Men sognerådet holder ved, for som sognerådsformanden så rørende har sagt det "Man kan ikke stoppe fremskridtet!" Dette er hans kone (Lily Broberg) imidlertid ikke enig i - ej heller resten af egnens kvinder, der går i strejke - de vil hverken lave mad eller... "det andet". Den lille by er snart på den anden ende, og kvinderne marcherer igennem byen med bannere, hvor det mest brugte slagord er "Ned med fremskridtet!"

Den sidste film, jeg vil henvise til, er "Martha" fra 1967. Martha er et containerskib, der mest af alt ligner en rusten dynge skrot. Den kan kun lige præcis holde skruen kørende, men besætningen elsker deres skib. Den glade besætning sminker regnskaberne, så det ser ud, som om at Martha giver overskud, men i virkeligheden indkræves der 75 % af besætningens hyre til at dække underskuddet (det såkaldte "overslæb") - og til i øvrigt at sørge for, at besætningens måltid ikke bare er sundt og nærende, men direkte overdådigt. De har det godt på skibet, og selvom madreglementet ikke følges, selvom broen jævnligt tager en tår O.P. Andersson, selvom regnskaberne aldrig bliver indsendt, og selvom telegrafisten er ordblind, så går det nok alt sammen. Både maden og drammen øger tydeligt besætningens livskvalitet, regnskaberne er alligevel altid de samme, og telegrafisten modtager alligevel altid det samme telegram (Telegrafistens udlægning: "Juniregn skaber udbredt morgentåge", efter det gængse morsealfabet: "Juniregnskaber udbedes omgående"). Men tiderne skifter. En dag kommer skibsrederen om bord, og han vil have reglementet overholdt. Stemningen på skibet går i mol. Et enkelt besætningsmedlem forsøger endda selvmord (hvilket dog mislykkes, fordi han springer ud fra skibet med redningsvest på). Skibsrederen overvejer endda at skrotte Martha, fordi det ikke er rentabelt - endnu engang berøver tørre tal og paragraffer folk for livsglæde, mens den naturlige autoritet, kaptajnen (Karl Stegger), får klippet sine vinger i reglementets navn.

Grunden til, at man føler sig veltilpas, når man ser disse film, er naturligvis bl.a., fordi fremstillingen af det pågældende samfund er idylliseret, men filmene dækker over ægte frustrationer, som eksisterede for et par årtier siden og længere tilbage i vores lille land - frustrationerne over de upersonlige grænser, der sættes for samfundslivet af love og reglementer. I den personlige forbindelse til autoriteterne bliver mennesket en eksistens, der kan indtage sin rolle i forhold til autoriteten, mens den upersonlige forbindelse alene får mennesket sat i kasse og tænke det som en tremmekalv. Der er tale om et behov for en mentalitetsændring - hvor autoriteterne forsøger sig som personlige, men at vi også opfatter dem sådan - men der er også tale om en alvorlig brist, som det politiske system har tilført vores lille samfund.

Vi startede ved Borgen, og denne serie er det værste eksempel på, at denne brist nu ligger dybt i forholdet til vores politiske system. Vi synes, at det er spændende at se magthavere rådslå om beslutninger, der for dem selv er evigt ligegyldige, men som kommer til at påvirke menneskers liv og eksistens. Vi synes, at der er noget fascinerende ved denne upersonlighed i beslutningerne. Måske var det ved at være på tide, at vi fandt de gamle film frem igen - at vi stopper denne upersonlighedens fordærvelige indvirkning på vores opfattelse af samfundet.

Jeg skrev, at der var tale om en mentalitetsændring, og det er der også behov for, og det ville jo også være let for politikerne, hvis det kun var det - så kunne de alene kaste bolden over til os - men dette er ikke det eneste. Fusionssygen, som bl.a. er komme titl udtryk i kommunalreformerne og politi- og retskredsreformerne har taget livet af en stor del af den personlige kontakt mellem mennesket og autoriteten. Vi er blevet tremmekalve!

Hvis vi som konservative kan være anarkister, så vil vi vel kun kunne være det som de, der afviser det kolde reglements autoriteter, mens vi søger de sande autoriteter, de autoriteter, som vi står i forhold til, og som er en væsentlig eksistentiel byggesten, fordi der derigennem skabes ægte loyalitetsforhold og troskab. Det er vel pga. den personlige forbindelse, at Dronningen som statens personificering står som et stærkt symbol for os, og hendes underskrift er den autoritet, der skal til, for at vi i ærbødighed bøjer os og holder loven.

Kristendom og den instrumentelle brug af kristendommen

Religionens genkomst i Danmark er en tragedie. For her kom den aldrig igen som luthersk kristendom. Den kom til os udefra som østlig mysticisme og hedenskab, fra syd som islam og fra vest som en perverteret vækkelseskristendom. Folkekirken oplevede vist engang i 90ernes en lille vækst i antallet af kirkevielser og blandt de hendøende slægter, der sætter deres fod i kirken er der vistnok også flere der går til alters. Men kristendommen kom aldrig igen herhjemme.

Til gengæld fik vi modreaktionen. en agressiv ateisme, som overalt ser tro, som bilder sig ind at leve i en stærkt religiøst stat, hvor biskopperne er mørke mullaher med middelalderen i bagagen og folkekirkens præster ivrige missionærer. Gid det var så vel. Lidet aner ateisterne, at folkekirken er en slatten klud, der vil tage livet af sig selv længe før ateisterne kommer til fadet. Alligevel farer de frem med bål og brand. Dette foranlediger folk til at forsvare kristendommen og det er sikkert også meget godt. Man henviser til paven i Rom og hans forsøg på at lænke troen til fornuften (hvad troen dog aldrig kan have nogen gavn af) man henviser til sammenhængskraften og gør kristendommen til en kulturel komponent, eller man henviser til kristendommen som det vestlige sekulære demokratis udgangspunkt.

Alt sammen kan det jo være meget godt. I sidste ende bruges alle disse greb i kristendommens tjeneste. De bruges af samvittighedsfulde mennesker, der forstår hvilken gave det er, allerede i sit kulturelle udgangspunkt at være sat overfor kristendommen og deres mål er derfor at fastholde kristendommen i kulturen. Det er mission og mission må altid foregå på denne faldne verdens præmisser eller slet ikke.

Men midt i al virvaret bør man naturligvis huske på, at kristendommen ikke lader sig forsvare, for den lader sig slet ikke angribe, og man bør også huske på, at man i sit forsvar for kristendommen kan risikere at forsvare noget ganske andet end den. Man kan gøre troen til fornuft og fornuften til tro, man kan gøre kirken til et tandløst forsamlingshus og man kan reducere troen til en samfundsinstitution på ligefod med P1, Dronning Margrethe og den danske pølsemand.

I en anden sammenhæng faldt jeg forleden over et radioforedrag af P.G Lindhardt om Oxford-bevægelsen. Denne spidsborgerlige kristendom, som huserede i det kristeligt-idealistiske high society i mellemkrigstiden og frem til 50erne og netop ville ikke alene forsvare kristendommen men påpege dens uendelige gavnlige konsekvenser.

Fra at være et personligt frelsesprogram med sikkerhed for succes i livet blev den efterhånden til en anti-kommunistisk ideologi, der rejste korsbanneret til kamp mod kommunismen og hævdede sig som den demokratiske ideologi. Personling fremang og demokrati. Ganske godt. Men mon ikke begge klarer sig uden kristendommen, hvis de overhovedet har en værdi, som de bør klare sig? Og hvad sker der med den kristendom, der som en anden okse spændes for denne borgerlige karet?

P.G Lindhardt holder meget karakteristisk sit radioforedrag i 50erne, hvor det er bekvemt og omkostningsfrit at gøre op med Oxford-bevægelsen eller Moralsk Oprustning, som det da kaldte sig.  Sådan gjorde han nemlig. Kæmpede kampe, der var vundet for at være sikker på, at stå på den rigtige side. Onde tunger ville kalde ham eftersnakker, jeg vil i denne sammenhæng kalde ham en særdeles polemisk begavet epigon. Eftersnakkere og epigoner kan nemlig have ret, for så vidt det er det rigtige de gentager og således gentager jeg her en af folkekirkens store gentagere af den simple grund, at han her forekommer mig at have ret:

"Men det skal siges, at der er eet middel, som ikke lader sig anvende i nogen form for kamp, og det er Kristi kors. Det er ikke et kamptegn, ikke noget sejrstegn, som kan løftes over ideologiske eller andre slags hære. Korset er dom over os...

Det hænger sammen med, at kristendommen ikke kan bruges til nogetsomhelst; den er ikke effektiv, ikke konkurencedygtig på markedet, den styrker ikke det totale beredskab og øger ikke produktionen...

For kristendommen handler altid om det virkelige liv, ikke om det muligt kommende; hverken om det, som den kirkelige religion drømmer omo hinsides døden, eller det, som oprinder når kommunismen har fået sin verdensrevolution, eller Moralsk Oprustning har forvandlet de 10 % i nøglestillininger, som er nok til at stille et folk under det inspirerende demokratis ledelse.
Kristendommen ved intet om morgendagen, men kun om idag; derfor er den også ligeglad med menneskeheden og taler altid til det enkelte menneske. Til ham stiller den absolutte krav, krav, som det ville spærnge ham i stumper og stykker at skulle opfylde...

Med den tale vil evangeliet binde mennesket i dets konkrete og hverdagslige omstændigheder, binde det til dagligdagens mennesker. Det vil ikke forvandle dem, men netop som de nu engang er og ikke anderledes vil det binde dem til deres ansvar."

Gordon Gekko og Vestens fald

Da jeg i sin tid var en ung naiv gut, der troede han kunne få noget positivt ud af at mænge sig med de liberale og derfor tog et kursus i frimarkedstænkning på CEPOS uni, hørte jeg første gang om Gordon Gekko. Det var den liberale tegneserieanmelder Christopher Arzrouni, der med julelys i øjnene tale om denne store skikkelse fra Oliver Stones Yuppie klasikker Wall Street. "Greed is good" sagde Gordon Gekko, "Grådighed er godt" gentog Arzrouni "Greed is good" gentog Cepos disciplene.

Wall Street har jeg efterfølgende set. Det er en fremragende lille film, der handler om den unge håbefulde spekulant Bud Fox, der kommer i lære hos den succesrige og totalt hensynsløse Gordon Gekko, der som alle spekulanters moder hærger sig gennem forretningsverdenen på jagt efter hurtige gevinster og til skade for den almindelige arbejder og den protestantiske arbejdsmoral, der i dens amerikanske udgave hedder "an honest day's pay for an honest day's work". Ironisk blev Gekko det helt store Yuppie-idol. Eller det er måske ikke så ironisk. For Yuppierne var glade for to ting. Penge og dem selv. Og når de unge KUere i 80erne så Wall Street så de en mand, der havde penge og en mand, der mindede dem om dem selv - uden de krøllede skjorter og den dårlige hud.

Selv er jeg lidt splittet. Jeg er på den ene side meget sympatisk indstillet overfor Oliver Stones kritik, fordi den netop fremhæver alle urimelighederne i en selvsmagende narcisist kultur, der kun havde øje for nuet og ingen respekt for moral og etik. På den anden side ved jeg også godt - jeg har dog været på CEPOS - at liberalisterne har en pointe, de kan sgu skabe velstand, så vi andre brækker os af vellevned. Jeg er egentlig også meget positivt stemt overfor 80ernes konservatisme, der jo ikke bare var neoliberalisme, sådan som f.eks. Støvring hævder. Både Thatcher og Reagan blev valgt på en kombination af økonomisk liberalisme og moralsk konservatisme. Det er vel egentlig lige mig. I dag dyrkes de vist mest af libertinere, der tror friheden øges med graden af nøgenhed og som jeg er ret sikker på Thatcher ville have spæret inde.

Forleden så jeg Wall Street II. Jeg skal ikke give et fyldigt handlingsreferat her. Filmen er middelmådig, men ikke dårlig. Det vi vist på nudansk kalder udmærket. Stone vil både lave en fortælling om finanskrisen, (interessant) om et familiedrama ( ligegyldigt) om venstreorienterede bloggere kamp mod de højreorienterede MSM ( løgnagtigt) og en masse andre ting, som var så uinteressante, at jeg ikke lige kan komme på dem.
Stones pointe er ganske opbyggelig og det gør filmen ganske kedelig. Finanskrisen er et dementi af neoliberalismens "greed is good". Denne trosbekendelse afslører sin hulhed, for det viser sig, at den snarere er et spørgsmål "is greed good?" og svaret er at ligesom systemet baseret på grådighed skaber velstand, så skaber det også mere grådighed indtil alting er spekuleret op i værdier, der måles i fantasillioner.

Grådigheden skaber en velstandsstigning, der ikke er baseret på produktivitet og som derfor må kollapse. Grådighed er altså et meget tvivlsomt gode. Hvad er det gode da? Det er familien og de små ting. Det har Stone sikkert ret i, i hvert fald smører han pointen så tykt på, som jeg en ny og næ nyder at smøre nutalla på mariekiks. Ak ja. Sådan taler den venstresnoede idealist. Det økonomiske sammenbrud kan vende os mod vores egne, når grådigheden toner ud, toner kærligheden frem og så er alt jo godt.

Langt større havde det været om Stone havde ladet finanskrisen give sig udsalg i egentlige personlige katastrofer. For det er jo tilfældet. Det er tragedien og det er derfor krisen ikke bare er noget, man har beskæftiget sig med i finansnyhederne. I stedet for at følge den kreative klasses lykke over endelig at have fået lidt tid, så kunne Stone måske have fortalt den historie, han allerede lagde op til i Wall Street i skildringen af de almindelige blue-collar arbejder, der var spekulationens ofre.

Vi lever idag totalt sammenfiltret med spekulationen, den er vores velstands kilde, og dens sikkert uundgåelige fald er også vores deri ligger krisens epokale betydning og Wall Street II kunne have været en symbolsk konstatering af vestens fald - istedet blev det til noget der mest af alt minder om et damebladsinterview med teologen og pornografen Poul Joachim Stender om at turde langsomheden. Synd og skam.

Kommissærerne

Der har altid været noget sært træffende ved at netop EU-kommissærerne har titel af kommissærer. For det første indebærer begrebet en klar adskillelse fra det at være folkevalgt, en afkobling fra folkestyrets grund. Folk fra kommissioner, ikke parlamenter. Ansvarsfrie typer, der ikke er forpligtede på andet end det politiske maskineri og det korpus af interesser, der har bragt dem til skrivebordet. Som følge heraf er de - for det andet - oftest af netop skrivebordsteoretisk tilsnit, lidt gråtonede og nærmest - med den fantastiske Nigel Farages ord - en slags bankrådgivertyper, uden karisma, lidenskab og dybde. Sådan nogen man finder bunker af på ethvert statskundskabsinstitut og i ethvert socialdemokrati, og vader de ikke ind i EU-kommissionen, finder de sig nok en anden kommission, for i sådan skal der altid sidde nogen. De har ikke andet end skrivebord og vederlag at miste, og lader sig sjældent genere af begrænsninger, frihedsrettigheder og gammel vane og hævd. Alt det gamle ragelse, der står i vejen for fremskridtet.

Og så smager titlen kommissær også lidt af centralisme og viljefasthed. Rigtige Strelnikovtyper, dog uden læderfrakke, for nu at fortsætte typetegningen. Udtryk for den ideologiske og for så vidt hensynsløse magtudøvelse, der ikke er bange for at skære igennem og altid mener at vide bedre besked. Netop i det EU-system, der svæver rundt på tværs af nationalstaterne, og derfor er en teknisk-bureaukratisk konstruktion, uden historie og rod, trives sådanne typer som fisk i vandet, der i dette tilfælde desværre er omfattet af en EU-fiskekvote på nul. EU-systemet er uden offentlighed og tynges derfor ikke ligefrem af legitimitet i befolkningerne. Det kan man betragte som et faktum, man kan også - som den svenske kommissærkommisær, udtrykket er ganske bevidst, i det intet land i verden er skikket bedre til at skabe kommissærer end Sverige, Margot Wallström, foreslå at man knytter det europæiske melodi grand prix tættere på EU, for dermed at komme den falske bevidsthed til livs. Det kan man tolke som ekstraordinær forblændethed, man kan også tolke det som et udslag af omsiggribende og slet skjult desperation. I et sjældent anfald af optimisme tror jeg på det sidste.

Dagens kommissær er sundhedskommissær, og dermed femårsplansansvarlig, hedder John Dalli, og han gør i dag partsindlæg - eller måske snarere partsudlæg - i den danske debat, ved - forud for revideringen af den danske rygelov - at foreslå et altomfattende EU-rygeforbud, der ikke kan rumme undtagelser, såsom de nugældende for enkeltmandskontorer og små værtshuse, der dog kan siges at være forkrøblede civilisationstræk. Det er svært at forestille sig en mere uhellig alliance end EU og en rygelov, men lad nu den principielle diskussion få være. Kommissæren udtaler nemlig, i forlængelse heraf, at idealet - smag på ordet, pas på brækfornemmelserne - er et røgfrit Europa, hvor alle subjekterne er tvunget fra denne last, by any means necessary. Intet er os jo helligt, som formanden for forebyggelses-, undskyld forbudskommissionen sagde - der var kommissionen og kommissæren i øvrigt igen. Den forhenværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt, en fortræffelig ryger som mærkeligt nok er socialdemokrat, dog af en ganske anden, hædersmandstøbning end de nuværende af slagsen, sagde engang at folk med visioner - idealer er vist en gangbar substitut for dette tilfældes skyld - burde gå til psykiater. Forslaget er hermed videregivet til John Dalli.

At læse Spengler eller være konservativ

Jeg deltog forleden i en interessant debat om den tyske historiefilosof Oswald Spengler. Spengler udfoldede i mellemkrigstiden sin pessimistiske historiefilosofi, der kombinerede en radikal konservativ kritik af det borgerlige-kapitalitiske samfund med en vidtløftig og åndrig forståelse af menneskets hele historie.

Kort fortalt mente Spengler, at der måtte gøres op med den enstrengede udviklingslinje, som traditionel historieskrivning betjente sig af, der byggede på skemaet oldtid- middelalder- nyere tid.

I stedet for denne fremskridtsoptmisistiske fortælling skulle historien forstås som lukkede organiske enheders udvikling, modning og forfald. Snarere end en linje var historien at forstå som de enkelte kulturers udvikling og udfoldelse af det, der allerede lå i deres kim. Denne tanke var ingenlunde ny, selvom Spengler gjorde store anstrengelser for at give det indtryk. Hans historiefilosofi var i sidste ende blot et aftryk af en tysk tradition for at forstå historiernes som kulturernes historie og udviklingen som den organiske udvikling det vil sige de enkelte kulturers realisering af deres egenhed.

Hvor Spengler var mere original var i den konsekvens, hvormed han underkastede forståelsen af kulturerne og historien sit organiske livssyn. Han ville finde love, der gjaldt for de enkelte organismer og den vigtigste af disse og den helt bærende i hans historiesyn var det, at organismerne som liv ikke kunne forstås med gængse videnskabelige begreber, men tværtimod kun gennem organiske begreber. Således kunne man ved analogi slutte at alle nationer gennemgik et skæbnesforløb gennem barndom, ungdom, manddom og alderdom og over 1200 sider mente Spengler at kunne vise igen ved analogi, at man om alle kulturer kunne påvise en sådan udvikling, der til sidst ville ende med at kulturen forstenedes i civilisation, fra hvilket punkt ingen yderligere indre udvikling var mulig.

Mange konservative, det var i hvert fald det jeg oplevede til debatten, bliver besnæret af Spengler, der med stor analytisk klarhed fremhæver nogle afgørende træk ved det vesterlandske samfund og tolker disse som forfald. At lade sig besnære er Spengler er imidlertid stærkt problematisk for enhver, der vil kalde sig konservativ.

For hvor Spenglers samtidsanalyse er et stærkt udtryk for tidens følelse af opbrud og hans kritik af moderniteten er ganske interessant og på mange måder – mener jeg – meget præcis, så er hans historiefilosofi en perversion.

Den bygger ikke på argumentation, men kun på påstande og det retoriske greb hos Spengler er at overbevise med en blanding af patos og eksemplets magt. Som udgangspunkt er der altså slet ingen grund til at tage hans grundtanke alvorligt. Den er så uvederhæftig som noget og mere et udtryk for poesi end for historiebevidsthed.

Selvom vi altså ikke kan tage hans filosofiske grundlag alvorligt, tvinges vi til at tage hans filosofi alvorligt i dets mulige konsekvenser for vores forhold til historien samt dens konsekvenser for vores egen opfattelser af os selv som mennesker i historien.

Et synspunkt, der igen og igen kom frem under debatten var dette: ”Det er ikke interessant at se på fortiden som fortid. Vi mennesker står i en samtid og ved at se på historien, kan vi opdage at andre mennesker er stået i samme situation og derfor kan vi lære af det”

Det er ikke et synspunkt jeg rent ud vil afvise. Selvfølgelig kan man lære af historien. Spørgsmålet er blot hvordan. Hvad er historien? Jo den er først og fremmest det stedfundne. Den er begivenheder og levede liv, og ja jeg vil medgive, der kan også være mønstre og strukturer. Men for at erkende sådanne må enhver given historisk situation forstås på sine egne præmisser.

Dette var selve kernen i den moderne historievidenskabs fader Leopold von Rankes diktum ”Wie es eigentlich gewesen” Det handlede om at komme udover den historiefilosofi, der på forhånd havde afklaret historiens mål og mening og ville forstå fortiden i forhold til filosofien. Den konservative Ranke og hele historiefagets grundide er opgøret med de teleologiske sekulæreskatologier.

I det lys er Spengler blot en ny Marx og en ny Hegel. Fra sin samtids bakkedrag skuer han nonchalant udover historien og finder dens mening. At han i sit forsøg på universalhistorie forlader oplysningens universalhistorie og erstatter den med en ”konservativ” ændrer ikke ved, at han netop formulerer en filosofi i lyset af hvilken fortiden må forstås.

Han kan ligne den vestlige verdens krise med den antikke verdens og han kan som næste skridt ved den analoge metode slutte at undergangen må følge for vesten som den gjorde for Rom. Men hvad har han gjort. Han har jo ikke studeret Rom. Han har studeret et Rom, der er forvrænget i samtidsrelevansens troldspejl. Han har konstrueret et billede af det antikke, der passer ind i hans system. Han har ophævet hver epokes unikke karakter og han har genindført et mål i historien.

Overfor dette siger Ranke og den konservative samstemmende ”Jede Epoche ist Gott unmittelbar”. Og bedre kan det ikke siges. Gud er netop det udenfor historien, det absolutte som relativerer historien, fastholder den som blot historie og river guldtæppet væk under ethvert menneskeligt forsøg på at gøre en afgud af den historiske udvikling. Dermed bliver begreber som kulturs ungdom og manddom også værdiløse som andet end værdiladede metaforer. Det organiske-Spenglerske sprogbrug reetablerer et hierarki som de, der egentlig gjorde op med oplysningstidens historiefilosofi ville vende sig imod. Han fortæller en historie om historien og forveksler snart sin fortælling med det stedfundne og han kommer snart til at lære af den fortælling, han selv har skabt.

Vil man lære af fortiden er man forpligtet på ikke at ville lære af den, men at lære om den, og da kan man, hvis man så er så heldig efter lang tids arbejde, at lære noget om den, tillade sig at lære af den. Indtil da må han erkende at han ikke lever i et punkt hinsides historien eller med en privilegeret viden om historien, så han kan vide hvad der skal gøres og hvad han skal forberede sig på. Vi er tvunget til af den egentlige historie, der altid er uvis at leve i udkast til evig revision ingen absolut og evig mening gives i historien. Vil man fide den, er det ikke historien man skal søge i, men i den forkyndelse som tales ind i historien, men netop ikke er historien selv, og som tværtimod ved at etablere noget udenfor historien gør det muligt at leve som menneske i en verden underkastet den evige forandrings lov, hvis første paragraf er, at der ingen love gives.