Konservatisme

Konservatismen er som bekendt en vanskelig størrelse, som der bruges megen tid på at diskutere og definere, inden den overhovedet når ud i den mere almene, partipolitiske slagmark. Det kan - ganske bestemt - være upopulært at hævde, at der er noget der er konservativt, og noget der ikke er, og dermed autoritativt trække en grænse op, som man hævder selv at stå på den rigtige side af.

Men hvis konservatismen ikke skal være et tomt begreb, en frase, er det naturligvis et begreb med indhold og mening. Et afgrænset begreb, der udelukker bestemte opfattelser af tingene. Mere end blot en konsensus om at der skal forandres for at bevares, for hvad skal i øvrigt forandres og hvad skal bevares? Heraf en spydighed om, at den universalistiske velfærdsstat, der i parentes bemærket er konservatismens klareste modsætning, dog med tiden må blive til en grundkonservativ størrelse, i og med at den har været så længe.

For naturligvis rummer konservatismen nogle grundantagelser, dels om hvad mennesket er, dels om hvilke forudsætninger man bør drive politik ud fra. Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at konservatismen er en national og historisk betinget størrelse. Det giver således ingen mening at tale om en transnational eller universel konservatisme. Japansk, congolesisk, svensk, brasiliansk eller canadisk konservatisme kan aldrig blive spejlbilleder, dels fordi landenes kultur og befolkning er forskellige, dels fordi konservatismen ikke er ideologisk konsistent, modsat socialismen og liberalismen, der begge opererer med et endemål med den menneskelige tilværelse, nemlig troen på frigørelse, der bestemt ikke er det samme som frihed.

For slet ikke at tale om den ideologiske socialdemokratisme, der fik sit danske gennembrud ved akademikersocialdemokraternes magtovertagelse i tresserne, og hvis endemål var det trivselsprægede menneske og den såkaldt forebyggende velfærdsstat, der fik antallet af offentligt forsørgede - både med og uden ansættelseskontrakt - og dermed skattetrykket til at svulme kolossalt i løbet af et enkelt årti, og i øvrigt lige siden. Disse former for ideologisk tænkning begrunder ofte deres ædle hensigter med henvisning til tilfældigheden: Vi må frigøre mennesket, få det til at trives, fordi det ikke kan gøre for at det fødes af de forældre, i den nation, i den kultur eller med disse bestemte forudsætninger. Med et samlebegreb kaldes den form for tænkning for humanisme, der sammen med materialismen er konservatismens klareste hovedmodstander.

I konservatismens optik er tilfældigheden et uomgængeligt vilkår. Mennesket er sat i nogle rammer, som det ikke selv har valgt, i et fællesskab af ufødte, levende og døde. Et fællesskab, der manifesterer sig i en kultur, i en nation og i et sprog, hvis institutionelle overbygning er staten, der ideelt er et værn mod menneskets anarkistiske og selvdestruktive tilbøjeligheder. Kultur, nation og sprog vælger man ikke selv, ligesom man ikke vælger hvor man vil fødes eller af hvem. Vil man hæve sig over tilfældigheden, kan man kun gøre det ved at hævde at have en viden om det absolutte, hvad der absolut godt for andre mennesker, hvilket i sin essens er en farlig og selvovervurderende opfattelse, der skridt for skridt afvikler friheden til fordel for en stat, der kun får sit virkefelt forøget og forøget. Alt bliver politisk - og til politik. Det enkelte menneske kan ikke hæve sig over den begrænsning, det netop er at være det enkelte menneske, og skal derfor ikke forsøge at frelse andre mennesker fra dem selv, hvad enten det forsøges tilvejebragt gennem en klientgørende velfærdsstat, gennem udviklingsbistanden, gennem klimatopmøder eller gennem humanitære bombetogter over Serbien. Alt til hobe rummer dette træk af totalitarismens djævelskab; af den ideologiske besættelse, der vil gøre alt til politik.

Hvad det historiske angår, kan det sammenfattes sådan, at hvor socialismen og liberalismen oftest sidder klæbet til forruden i det førerløse tog, der kaldes udviklingen eller fremskridtet, sidder konservatismen lidt på afstand af bagruden, og forsøger at holde rede på og opsamle de værdifulde ting, som udviklingen og fremskridtet - socialismen og liberalismen - kaster skødesløst bort. Konservatismen insisterer på opretholdelsen af en før- og upolitisk, kulturel og national orden, der beskytter det enkelte menneskes frihed mod eksperimenter og politisk totalitarisme, og i stedet fastholder mennesket på det at være menneske i en konkret sammenhæng, under ansvar for sig selv og sine nærmeste - og ikke for menneskeheden eller det globale.

Konservatismen er dermed en åndshistorisk tradition, der ytrer sig forskelligt til forskellige tider, men altid vendt imod enhver ideologisk besættelse, der vil omgøre samfundet ud fra en tro på højere idealer, på det retfærdige menneske eller på lyksalighed af politisk vej. Konservatisme er mistro til idealister, socialrådgivere, planlæggere, integrationskonsulenter og økonomer, der har travlt på andres vegne, altid er forfærdeligt bekymrede og - ikke mindst - særdeles rundhåndede med andre menneskers penge. Konservatisme er tværtom et forsvar for tradition, sædvane, orden og klasser, negative frihedsrettigheder i en hævdbaseret grundlov, og dermed en begrænset stat, der tjener til at holde menneskets førnævnte tilbøjelighed til anarki og selvdestruktion stangen.

Let revideret udgave af et oplæg fra et debatmøde.

Stadier på partiets vej - eller mangel på samme...

Ved marskandiseren fandt jeg i går en gammel sekretær. Det var i sandhed et prægtigt møbel - De ved, kære læser, sådan et gammelt møbel, som altid indeholder et væld af hemmelige rum og gemte sager. Møblet indtager nu en prægtig plads i min kollegielejlighed, hvor det fylder 22,3 % af det samlede gulvareal. Dette er imidlertid ikke den væsentlige del af historien. Da jeg flyttede det på plads, sprang pludseligt en skuffe op, og et gulnet stykke papir faldt ud på gulvet. Med den klare forventning, at der på dette dokument stod linjer så hemmelige, at de måtte skjules, men samtidig også så vigtige, at forfatteren havde følt sig nødsaget til at skrive dem, begyndte jeg ydmygt at læse.

Jeg vil herunder skitsere de væsentlige træk i dette dokument. Enkelte passager er ikke blevet anset for relevante i denne sammenhæng, da disse er at betragte som værende alene relevante i visse praktiske forhold, hvori modtager og afsender står til hinanden. Ligeledes er afsenderens navn udskiftet:

Til Det Konservative Folkeparti

...

Jeg har i al den tid, jeg har været medlem, været det i det håb, at de dårlige ting i partiet måtte blive ændret til det bedre. Jeg har måttet konstatere, at den udvikling bort fra konservatismen, som i mange årtier har præget partiet, ikke er stoppet. Man får ganske vist fortsat listet treklangen "Gud, konge og fædreland" ind her og der, men det sker helst, når folk ikke hører det. Jeg mener, at dette viser en skamfuldhed over for noget af det mest basale i vort kald som konservative.

Gud er degraderet til folkekirken, som alene forsvares med det vage udsagn, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed. Dette er ikke et argument. Hvis man ikke mener, at den moralske, endsige den religiøse overlegenhed er en mulig kamp at føre, så kan man i det mindste dykke ned i, hvordan denne institution har været med til at forme det samfund, vi alle er en del af. At opretholde folkekirken er langt mindre kunstigt end at fjerne den. Den absolutte ligestilling af religionerne giver mærkværdigt lidt mening i et land, der er så påvirket af kristendommen som det danske, men de argumenter hører man ikke.

Kongen er ikke nævnt i det i øvrigt mærkværdigt ukonservative debatoplæg "Fremtiden er konservativ" - ingen henvisning til den samlende figur, intet forsvar for monarkiet, end ikke en spinkel ytring af ærbødighed eller ydmyghed over for tronen er at finde. Derudover lugter de argumenter, der føres for monarkiet, når det angribes, i den grad af, at man ingen tanker har gjort sig om det stærkt principielle i en samlende instans funderet på tusind års historie og den enorme ærbødighed, som burde følge med - ikke så meget for personen, der sidder på tronen, men for det symbol, tronen selv udgør - kontinuiteten, historien, kulturen, nationen osv. Skulle man forsvare monarkiet, så fremhæv da det uendeligt smukke i, at monarken sanktionerer hvert stykke lovgivning med en signatur, hvori der ligger tusind års samlende autoritet. Fremhæv, at netop arvelighed er en garanti for, at det ikke er den magtgale, men den, der er opdraget til det og føler det som sit kald, som sidder på tronen. Og giv så pokker i demokrati-argumentet imod monarkiet. Når alt kommer til alt, er demokratiet, som Løgstrup sagde det, "en skikkelig måde at være uenig på". Det er ikke en livsstil, som alle instanser skal gennemsyres af. Historien, arven og kontinuiteten er fuldt og helt så vigtige som demokratiet. Hvad er det ellers, at statstyret er til for, hvis ikke for at tænke over og reagere på, hvordan i dag er bedre (eller dårligere) end i går, og hvordan i morgen kan blive endnu bedre.

Fædrelandet, siges det i partiet, forsvares inderligt og oprigtigt, men det ændrer ikke på, at det kun er en floskel uden indhold. De sidste fyrre år har man fra partiets side igen og igen jublet, hver gang man har kunnet lægge Danmark endnu mere i lænke i EU-"samarbejdet" uden at tænke over, at dette ikke er at favne forskellighederne, der unægteligt kunne virke givende og dannende på os alle, men fuldstændigt at ødelægge dem. Hvis EU på et tidspunkt begynder at kaste sig over folkeskolens pensa som led i den værdiforening, der sker i Bruxelles (partiets top vil sikkert pure afvise, at EU får beføjelser dertil, men vi har hørt den remse før), så vil man fra føderalisthelvedet i Europas hjerte få at vide, at de små poder ikke behøver læse H.C. Andersen, for vi har Dickens. De behøver ikke at læse Holberg, for vi har Moliere. De behøver ikke at læse Johannes Ewald, for vi har Goethe. Der er ikke noget, der tyder på, at "samarbejdet" er andet end en samlende og harmoniserende udvikling, ikke en mangfoldiggørende udvikling - alle nuancer vil blive ødelagt, og så kan vi mødes under EU-fanen, snakke det samme sprog og tralle med på Beethovens 9. symfoni. Det har ikke en kæft med mangfoldighed at gøre. Jeg betvivler ikke, at ministrene er glade for at deltage i de store topmøder og rådsmøder, men måske skulle man tage at spørge sig selv, om det er grunden til, at man sidder, hvor man gør. Der var for nylig konservative profiler, der udtrykte skuffelse over Christian 9, da det i forbindelse med Buk-Swientys bog "Dommedag Als" nåede avisforsiderne, at kongen havde tilbudt Bismarck, at Danmark blev medlem af Det Tyske Forbund - et løst forbund af principielt selvstændige stater. Det Konservative Folkeparti har de sidste mange år med åbne øjne vandret ind i et stadig mere og mere forpligtende "samarbejde", som har eget flag, egen hymne, egen mønt, egen hær og egen forfatning - dette er langt langt langt mere, end indtrædelsen i Det Tyske Forbund ville have betydet for landet i 1864.

Derudover har partiet i tidens løb bl.a. lagt stemmer til at jævne en betydelig del af den historisk enestående Assistens Kirkegård med jorden, man har undergravet familien som samfundsbærende institution ved ikke entydigt at tage stilling imod inseminering af enlige, og man har med det gigantiske fusionshelvede i form af bl.a. kommunalreformen sørget for endnu engang at undergrave civilsamfundet i form af nærdemokratiet. Det absurd ukonservative ses tydeligst i, at den primære begrundelse for kommunal enhed efter kommunalreformen ikke længere er følelsen af et lokalt fællesskab, men noget så ligegyldigt som et minimumsantal af indbyggere inden for kommunegrænsen. "Man vil aldrig sætte en ære i at høre hjemme i kvadrat nr. 71", som en klog mand engang skrev - manden var Edmund Burke.

der [er] ikke... tegn på nogen form for bedring,... man har konsolideret det bærende synspunkt, at man ikke tager sine ideologiske forpligtelser alvorligt. Jeg kan ganske enkelt ikke stole på, at partiet i fremtiden vil stå som forsvareren af de samfundsbærende institutioner, kulturarven, kontinuiteten og i sidste instans nationen...

...

Med ønsket om alt godt fremover
Venlige hilsener

Assessor Wilhelm

Støt Konservative Studenter!

Her på bloggen er vi jo nogle der er politisk engageret og for flere af os er det mere specifikt Konservative Studenter på Aarhus Universitet, der er rammen for vores politiske virksomhed. Denne forening, der er landets stærkeste konservative studenterforening, hvis ikke den stærkeste borgerlige studenterforening i hele landet er som det må være flere af bloggens læsere bekendt også en medspiller i tidens konservative værdidebat.

Her arrangeres en række foredrag med fremtrædende konservative personligheder og her udgives Årsskriftet Critique, der har bragt nyt liv til den konservative idedebat i Danmark. Men foreningen beskæftiger sig også med studenterpolitik og hér er der brug for din støtte. Foreningen stiller op til valg til universitetets bestyrelse og er du således studerende på AU, håber jeg, at du vil give Konservative Studenter din stemme.

på www.au.dk/valg

Foreningen går til valg på en række mærkesager, hvor jeg her særligt vil fremhæve sprogpolitikken, hvor man kræver en indsats mod domænetabet. http://www.konservativestudenter.dk/2010/undervisning-paa-dansk/
Men det er naturligvis ikke kun det snævert studenterpolitiske man støtter ved at stemme KS. En stemme til KS er også en støtte til den konservative kultur- og værdikamp, der af alle steder også må kæmpes på universitetet.

NB. Man kan bl.a. stemme på undertegnede, der står som nr. sjok et eller andet sted på listen.

Lidt om proportioner

For et par dage siden var jeg til en fest på universitetet. En almindelig, middelmådig en af slagsen, hvor der er var et ganske glimrende klientel af akademikere til stede. Det er altid dejligt at kunne drikke rigelige mængder med fadøl, og så alligevel runde aftenen med en timelang, principiel diskussion om kvalitative og kvantitative metoders styrke, sat i forhold til historievidenskabens kildekritiske studier. Vi var vist nogenlunde enige, så vidt jeg husker.

Til festen skete der mange mærkelige ting, der her skal refereres i punktform. Musikken var - som det efterhånden er blevet vane - plagsomt høj. Man fik nærmest en høreskade af lydniveauet, hvilket medførte at den fest, der var værd at være til, fandt sted længst muligt væk fra højtalerne. Der var unge førsteårsstuderende, der fandt det morsomt at skubbe hinanden ind i væggen og hoppe og springe rundt. Der var fyrfadslys på bordene, som blev brugt til andet og mere end hyggelig belysning. Noget lugtede i hvert fald mistænkeligt brændt af og til. Der var skøgagtigt påklædte kvinder, og nogle af dem lå og sov på betongulvet allerede klokken elleve. Der blev danset på bordene, ganske længe og af ganske mange personer. På stedet var der ophængt jerngitre i loftet, kendere af stedet vil vide hvordan og hvorledes, og to personer fandt det morsomt at gynge lidt i disse, alt imens konstruktionen truede med at falde ned over det samlede selskab.

Alt det tog de færreste notits af. Men på et givet tidspunkt i festen fandt undertegnede og to kammerater på at tænde et par cigaretter indenfor. Det var en ganske regnfuld og blæsende aften, og - som det er blevet officiel, statsdikteret skik - var alle rygerne henvist til at udsætte sig for elementernes rasen. Fadøllene havde nok vakt en vis ungdommelighed letsindighed hos os, så derfor dristede vi os til at ryge en enkelt cigaret hver ved bordet, der stod behageligt fjernt fra de larmende højtalere og det meste af festens tåbeligheder i øvrigt.

30 sekunder efter at cigaretterne var antændte, greb en person ind. Han sad tættest på, og var i øvrigt netop den person, der havde følt trang til at gynge lidt i jerngitteret og udsætte selskabet for ganske overhængende fare, bogstaveligt talt. Han var indigneret, men blev fejet af med, at han måtte fremskaffe rygepolitiet, og at der i øvrigt var blevet danset rigeligt på bordene. Et minut senere meldte en geskæftig, kvindelig studerende sig på banen, en der efter sigende er ganske veludstyret hvad angår rundsave på albuerne. Hun forsøgte sig dog med en forsonende linje og mente, skævt smilende, at vi burde have været længe nok på stedet til at vide, at rygning foregik udenfor. Igen blev der henvist til dansen på bordene, at vi i øvrigt ville holde os i skindet, og blot ryge denne cigaret færdig. Hun drejede om på hælene og svansede bort. Et minut efter, da de hvide King's var næsten færdigrøgede, troppede en midaldrende, skægget mand op, og forsøgte at appellere til vor dannelse med et kortfattet, overbærende og letforståeligt "Nej". Underforstået: Det var jo dårlig stil, hvilket der givetvis var noget om. Også han blev dog affejet, men kort efter var episoden slut. Cigaretterne var færdigrøgede og slukkede.

Sådan er der jo så meget. Bagefter kan man ærgre sig over at have følt trang til denne lille provokation. Der er sikkert blevet snakket, og indforstået har man kunnet blive enige om disse herrers tåbelighed. Men spejler man episoden i de andre episoder jeg skildrede, står proportionsforholdet uvægerligt tilbage: At det fremstår helt ukontroversielt, at gøre alt muligt andet tåbeligt og generende, hvorimod det at tænde et par cigaretter indenfor medfører en lynhurtig, selvretfærdig og indigneret reaktion.

Løgnerens gudstjeneste

Som så mange andre der læste den i gymnasieårene eller før, vendte jeg også tilbage til Martin A. Hansens, nok ret velkendte roman, Løgneren. Her i efteråret lagde jeg mærke til en ting eller to jeg ikke havde set, forstået eller indoptaget før. Så vidt jeg husker var det heller ikke et aspekt der ligefrem blev fremhævet i gymnasieundervisningen.

Hovedpersonen Johannes Vig – hvis fulde navn som bekendt ikke skal udtales for hurtigt – betror sig i dagbogsskriverier til sin opdigtede ven Natanael. Natanael er i bibelsk forstand en person uden svig, samtidig med at han er en almindelig israelit og menneske under loven.* Hvad der berettes er derfor i den ene ende hægtet op på en løgnagtig selvudlevering, og i den anden ende på en længsel efter sanddru bekendelse. Det kan ses som en lodret akse i fortællingen: Bekendelse må jo altid være til nogen eller noget udenfor og over personen selv, noget denne læner sig opad eller måler sig efter.

Johannes udfylder alskens vigtige hverv på den lille danske ø Sandø. Lærer, degn, postmand, uformel sjælesørger og mere til. Men han er ikke hjemme på øen, som tilflytter føler han sig i et dybt modsætningsforhold til de indfødte beboere.

Det har været en hård vinter og vandet mellem Sandø og fastlandet er frosset til. Derfor er det Johannes der som degn skal forrette gudstjeneste i øens lille kirke, da præsten ikke kan være til stede. Men hvad der skulle have været en formelig andagt en søndag, bliver først for Johannes en famlende ængstelse overfor kirkegængerne, de andre, menigheden, som han føler, har forret til kirken. Han er fremmed der og ved ikke hvordan han skulle kunne forkynde noget for dem. Men da han endelig rejser sig for at tale, oplever han en besættelse - og hvad der før var hans egen isolation bliver de andres dumhed og overtro. Hans sind kastes fra asken i ilden. Han ser sig selv ovenfra, som en fremmed på jorden. Men netop disse oplevelser, eller Johannes’ beskrivelser af dem, peger tilbage på hans egen nedbrydelse. Han egen særprægede stillen sig under korset. Det er en ikke-gudstjeneste fra hovedpersonens side, som virker tom, selvhadsk og løgnagtig. Men netop således bliver gudstjenesten et billede på Johannes’ oprigtige sønderknuselse. Omend et særpræget sådant. Det forstår man dog først på baggrund af den efterfølgende læsning og fordi det hele ses i bekendelseslys.

I det ydre har oplevelserne i kirken ikke ændret noget. For så vidt heller ikke i Johannes selv. I en vandret akse kan ses hans møde med – og syn på sin omverden og de andre mennesker: I stort og småt fortsætter hans ensomme liv på øen. Han værdsætter de stunder hvor han underviser øens børn i sin skolestue, og han nyder sine mange vandringer i den stemningsfulde natur. Men en tidligere voldsom drukneulykke blandt nogle af øens fiskere plager ham, fordi han føler medskyld i den. To uforløste kærlighedsforhold slås han også med. Hans følelse af at have forpasset alle sine chancer og fornemmelsen af isolation og dødstanker præger dagbogsskriverierne.

Samtidig presser udviklingen og den store omverden sig også på: En ingeniør fra fastlandet og en entreprenant storbonde har store planer der skal realiseres når blot isen smelter og transporten til øen igen kan gå regelmæssigt. Det er den tidlige efterkrigstids Danmark og rationalisering og teknologisering melder sig overalt. Johannes iagttager skarpt, som den ensomme gerne gør, hvordan øens andre mennesker stiller sig overfor alt dette og hvad han tror de tænker om ham selv. Mange er født og opvoksede på øen – de tilsyneladende urokkelige grå skikkelser der skræmte ham i kirken med deres følelse af selvfølgelighed. Andre er også kommet til øen udefra, men synes alligevel at have slået rod og fundet ro: Lovmennesker kalder han dem, de der bliver hvor de er sat og ikke ængstes over at alt ikke er glæde og opfyldte drømme. Andre, for eksempel de to kvinder i hans liv og den unge ingeniør, kalder han for lykkemennesker; de længtes efter andre steder at leve, at store glæder skal komme til dem eller at blive forløste i livet. Med et ben i hver lejr møder vi Johannes selv. Hans mange pligter på øen gør ham for så vidt både uundværlig og afholdt af ikke så få, men hans egen splittelse mellem lov og lykke – i konkret forstand mellem øen og kvinderne – fører til hans isolation og fortvivlelse.

Alt dette har man som læser fornemmet i hans betroelser til Natanael. Det gælder også den oplevelse hvor de to akser så at sige skærer hinanden i ham, og hvor der kastes nyt lys tilbage over den tilsyneladende miserable gudstjeneste og alle hans andre anfægtelser. Han er ude og jage snepper i det tidligste morgengry sammen med Rigmor, som er den ene af kvinderne i hans liv, og som han her betror sig til. Hun spørger ham:

”Du sagde før at du troede paa Gud. Var det ikke væmmeligt at sige det her?

Nej, her passede det.

Det forstaar jeg ikke Johannes. Jeg tør ikke vove at snakke med om store Spørgsmaal, om Verden, om Krigen og hvad Meningen er med Livet. Jeg har kun mit eget Liv. Og jeg har i Grunden altid haft det godt og alligevel er mit Liv blevet meningsløst. Hvordan kan man da tro paa en Gud?

Det maa man. Naar du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du at det hele er en Valplads hvor to Magter slaas. Og et Ingenmandsland gives ikke.”

Præster har også i vore dage og virkelige verden sagt at en prædikestol må være vantroens talerstol. I nogle sammenhænge mere velplaceret end andre, men fred være dermed. Sandt er det så vidt at mennesket ikke har andet at komme til Gud med, end vantro, selvom man mødes af nåden. Og endnu mindre ændrer det på at forholdet til Gud er et bekendende forhold – det er sagt at al vestlig litteratur er bekendelseslitteratur netop af den grund – og at mennesket altid overfor evigheden står i løgnen. Men troen er så netop det der rækker ud over Meningsløshedens yderste, for nu at bruge bogens udtryk. Det kan man se i Johannes’ ellers tilsyneladende ubehjælpsomme forkyndelse og svigefulde bekendelser. Uanset som om man tror sig urokkeligt plantet i pløjet jord og bag traditioners volde, eller om man er en fremskridtets mand fra det store fastland.



* Johs. 1, 47 – 51. Hvis nogen skulle være interesseret.

PETs rapport om hadeforbrydelser. Hvem overfalder hvem?

Jeg så lige at overskriften på dr.dk er, at antallet af hadeforbrydelser stiger. Under denne overskfit står der: ”Antallet af overfald på danskere, fordi de er homoseksuelle eller mørke i huden, stiger”. Det kan naturligvis være rigtig nok. Samfundet generelt bliver værre og værre og næverne sidder stadig mere løst på folk. Men når nu kilden er DDR, skal man jo lige tjekke og det gjorde jeg derfor i den PET rapport, som danne baggrund for overskriften.

Hvad jeg fandt der var, for det første skyldes en del af den markante stigning, at opgørelsesmetoden i år er en anden end foregående år, således at også tilfælde, hvor man ikke er sikker på om, der er tale om hadeforbrydelser er medregnet. Der er i alt 306 forhold, hvoraf 131 er tvivlsomme. I 2008 var tallet 175. For det andet dækker den voldsomme stigning i forhold ikke ”overfald” men netop samtlige forhold fra ukvemsord til mord. Men stigningen i overfald er nu i sig selv så bekymrende, at dette ikke skal forfølges yderligere.

Mere betænkelig var jeg over påstanden om, at flere i år blev overfaldet fordi de var mørke i huden.
Ser man på PETs tal, så var der i 2008 113 tilfælde af racistisk motiverede forhold, og i 2009 kun 73. Der er med andre ord tale om et fald.

Af de 73 tilfælde udgør overfald kun de 9. Det fremgår desværre ikke, hvad dette tal var sidste år. Men det betyder også, at DR slet ikke kan foretage den sammenligning, de gør. Mht. overfald er tallene ikke til stede, mht. samlede forhold, er der tale om et fald.

Men lad os så se på, hvem der overfalder hvem. Ifølge PET er det oftest danskere, der foruretter ikke danskere. Det gælder i 65 ud af 73 tilfælde. Men det er igen umuligt at se, hvordan det forholder sig med overfald. Desuden er der jo her den hage ved det, at kun de tilfælde er medtaget, hvor der tænkes at være et ekstremistisk motiv. Hvordan det generelt forholder sig, altså om det generelt er sådan, at det er danskere, der overfalder indvandrere siger disse tal intet om. Hvad skal en indvandrer mon sige, for at hans overfald på en dansker, skal registreres som racistisk. Blegfis? jeg ved det ikke. Det er min opfattelse, at en af de ukvemsord der fra den kant oftest bruges i sådanne sammenhænge er "racist".

Det kan i den forbindelse bemærkes, at skønt antallet af gerningsforhold mod homoseksuelle er det laveste i kategorien hadeforbrydelser, er det oftest dem, der udsættes for vold og også kun indenfor denne gruppe, at et drab er fundet sted. Hvem der overfald hvem der, skal jeg lade være usagt.

Nej jeg er ikke ekspert på området og jeg ved ikke, hvem der overfalder hvem. men jeg vil nu alligevel godt ligge hovedet på bloggen og hævde en relativ overrepræsentation af indvandrere på gerningsmandsiden i kriminalitetsstatestikken, i dommervagten og i fængslerne.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2010/11/03/213348.htm
http://www.pet.dk/upload/ekstremismerapport2009.pdf

Opdatering:

Fra en lidt ældre avishistorie fra 2008

Ud af i alt 85 unge under 18 år, som i første halvår af 2008 blev fremstillet i Dommervagten i København for forbrydelser, der kan give fra halvandet års fængsel og opefter, havde de 67 pct. en udenlandsk baggrund mod 56 pct. i 2007.


Politidirektør Hanne Bech Hansen betegner kriminaliteten blandt unge indvandrere som »det største og altoverskyggende problem i den danske hovedstad«
....
En ny analyse af volden i København i 2007 viser, at også her er indvandrerne stærkt overrepræsenterede. Mens 54 pct. af gerningsmændene havde dansk herkomst, havde 46 pct. en udenlandsk. Der er tale om en stor overrepræsentation, idet personer med udenlandsk baggrund udgør omkring 20 pct. af befolkningen i København.
Voldsofrene var for 75 pct.s vedkommende danskere, mens 25 pct. havde udenlandsk baggrund

http://jp.dk/indland/krimi/article1424845.ece

Tea Party

Det amerikanske midtvejsvalg er endt med en republikansk sejr. Det har længe været ventet og har vist kun kunnet overraske de danske mediefolk, som er blevet hængende i den obamania, som virkeligheden har kureret amerikanerne for. Som USA eksperten Mads Fuglede meget rigtig skrev forleden, er Obama bedre til valgkamp end til at regere. Den seneste udvikling, hvor republikanerne har fået flertal i repræsentanterns hus men ikke i senatet er ganske interessant. På den ene side fastlåses det politiske system ikke, hvilket ville kunne give Obama anledning til at gøre GOP til syndebuk, på den anden side er Obama nu tvunget til at samarbejde med republikanerne, hvis ikke han vil gøre livet meget svært for sig selv.

Det mest interessante ved hele forløbet op til midtvejsvalget har imidlertid været Tea-party bevægelsens fremkomst. Den har vundet sig en stærk position inden for det republikanske parti og har taget flere såkaldte moderate republikanere på sengen.

Hvad er Tea party, og hvad betyder det? Tea Party er en græsrodsbevægelse, som er kendetegnet ved sin løse og nominelt flade struktur. Den er i udgangspunktet ikke knyttet til noget parti, men er nærmest at sammenligne med en folkebevægelse. Reelt set har den dog vist sig, at være særligt knyttet til det republikanske parti. Der er tale om en folkelig bevægelse, hvis væsentligste drivkraft i udgangspunktet var en utilfredshed med såvel det republikanske som det demokratiske partis uansvarlige økonomiske politik, som ikke blot har været en økonomisk katastrofe, men også kulturelt set et angreb mod den traditionelle amerikanske opfattelse af frihed som fraværet af statsindblanding.

Både Bush d. II og Obamas regeringsperioder har imidlertid været præget af det som amerikanerne kalder big government. Det oprør mod Bush' politik, der også ligger i tea party overses oftest herhjemme, hvor man istedet langer den mest bekvemme og kommunikerbare historie over disken, nemlig at tea party er en racistisk anti-obama bevægelse. Det er imidlertid værd - i hvert fald hvis man er lidt interesseret i, hvad det egentlig er for noget - at bide mærke i, at bevægelsens rødder er miljøet omkring den paleo-konservative/libertarianske præsidentkandidat Ron Paul, der i det republikanske primærvalg fik mobiliseret en slumrende minimalstatskonservatisme, der i Bushårene havde ligget underdrejet.

Denne retning står altså i modsætning ikke alene til Bush, men også den socialkonservative, compassionate conservatism, dagsorden, som oprindelig var Bush' platform. Den står også i modsætning til den neo-konservatisme, der efter 11. september for alvor satte sig igennem og siden 80erne har siddet forholdsvist tungt på den intellektuelle konservatisme i USA.

Havde bevægelsen nu holdt sig på dette beskedne stadie og været et bondetog af utilfredse gammelkonservative så havde det hele været ligegyldigt. Men som bekendt gik det anderledes. Det var særligt debatten omkring sundhedsreformen, som for alvor gav bevægelsen vind i sejlene. Mens Obama havde travlt med at tromle sine holdninger igennem og sikre sit storstillede projekt mod skibbrud, samlede sig i afmagtens vrede store dele af den amerikanske højrefløj sig i tea-party bevægelsen.

Skønt den fortsat var at forstå som et opgør med big government, rettede dette opgør sig nu i stadig højere grad mod den konkrete reform og Obama og bevægelsen kunne for alvor samle sig opbakning, som en anti-obamabevægelse. I dag er der nok tale om et sammensurium af højrelibertarianere, paleokonservative, populister og vrede borgere. Den taler et sprog, der forstås af den lavere hvide middelklasse, der føler sig svigtet af de skiftende amerikanske regeringer. Dens program er nødvendigvis uklart, men det må først og sidst blive et udtryk for den vrede og frustration, som disse mennesker har. Dens nærmeste parallel er idag de europæiske højre-populistiske partier, men med et stærkt økonomisk liberalt præg, ja mest af alt ligner Tea party vel den reaktion mod formynderstaten, som i Danmark gav sig udslag i fremskridtspartiet, hvis politik jo også kun efterhånden blev afklaret.

Der er nok område at tage fat på for teaparty. Den hvide middelklasses bekymringer, som også republikanerne har været døve overfor indbefatter udover modstanden mod stigende skatter voksende statsmagt, bureakrati, centralisme men også multikulturalisme, indvandring, løntryk, traditionstab og frygten for det samfund, der vil opstå ud af det anglo-saksiske USAs demografiske kollaps.

Republikanerne står med andre ord over for en enorm udfordring i forhold til Tea party. Deres politik har i mangt og meget været i modstrid med alt, hvad denne folkelige, konservative reaktion kæmper for. De har nægtet at tage hånd om indvandringproblematikken - her viser det sig at åbne grænser, lukkede kasser ikke virker, de har centraliseret, øget de offentlige udgifter og ikke kunnet bremse traditionstabet. I et flerpartisystem ville teaparty sikkert have ført til et nyt politisk parti og republikanerne ville have blødt, som også de konservative herhjemme har blødt, men i USA er dette ikke en mulighed. Derfor ser vi også nu, at tea party i høj grad arbejder inden for det republikanske parti og gennemfører sit opgør med den republikanske moderatisme dér.

Det republikanske ettablissament har vist sig tvivlende. Nogle er blevet skyllet bort, andre som Newt Gingrich, der var den politiske hovedkræft bag den ideologiske genrejsning af GOP i 90erne kalder sig nu sympatisører, andre igen som Sarah palin har forsøgt med stort held at sætte sig i spidsen for bevægelsen. Fra flere lejre blæses der tilgengæld til modstand om ikke mod tea party så mod de kandidater, som bevægelsen driver frem og særligt Sarah Palin.

Endnu er intet afgjort. Der er i Tea party en forståelig modstand mod Palin, men hun har alligevel formået at placere sig som frontfigur for den lederløsebevægelse og dens skæbne risikerer derfor at blive afgjort med hendes.

Demokratisme, frihed og formynderi

Forleden havde jeg lejlighed til at diskutere med et folketingsmedlem. Et ganske fornuftigt et af slagsen, mere borgerlig end de fleste andre borgerlige af slagsen. Talen fandt ganske naturligt på flere af de vanvittige tiltag, forbud og forslag, som den såkaldt borgerlig regering har gennemført.

Tonen var almindeligt beklagende, resignerende. Folketingsmedlemmet mente bestemt ikke, at rygeloven, madpakkeordningen eller afgiftsstigninger var udtryk for synderlig borgerlig politik. Så er det jo altid fristende at spørge, hvorledes tiltagene bliver til. Gang på gang oplever undertegnede, at borgerlige folketingsmedlemmer - rent personligt - ikke kipper med flaget over tiltag, der er skåret over samme læst som førnævnte. De er nærmest imod, som oftest overraskende borgerlige.

Så er det naturligvis nærliggende at spørge, hvorledes tiltagene så bliver til virkelighed. Metafysik? Trykker andre på knapperne? Eller mener de det? Ja, det er der åbenbart nogen af dem der gør, hvis man ellers skal tro folketingsmedlemmet. Modsat hvad man ellers kunne tro, mener flere af de borgerlige folketingsmedlemmer åbenbart hvad de siger: At skatteomlægninger er det eneste mulige; at det ikke er dyrt nok at "forurene" og "leve usundt" samt at fartfælder, selepåbud, pantsystemet og terrorpakken er ganske uskadelige, helt igennem nødvendige, og derfor tæt på at være de sidste værn mod liberalismens junglelov, og bestemt ikke udtryk for socialdemokratismens lovjungle. Meningerne om dette til en side, er det måske også uoprigtigt altid at mistænke alle mulige andre for at være uoprigtige, men det er så en anden diskussion.

Er der én samfundsudvikling, der har været dominerende i de vestlige samfund siden sidste verdenskrig, er det demokratismen. Troen på at demokrati, der i øvrigt er langt bedre tjent med at blive kaldt folkestyre, er andet og mere end et simpelt, ufuldstændigt redskab til at fordele magten ved hemmelige og frie valg. At der findes såkaldt demokratiske værdier, der giver sig udtryk i bestemte krav til det politiske systems beslutninger, samt - ikke mindst - at demokratiet rummer en iboende kraft, som sprænger alle begrænsninger, der peger i modsat retning. Kort fortalt: At noget er rigtigt, rimeligt, hensigtsmæssigt og muligt, tæt på at være godt i sig selv, så længe der er et flertal for det.

Sideløbende er der en tilsvarende udvikling, der peger imod at udvidelser af demokratiet gavner demokratiet eo ipso. At staten bliver mere demokratisk. hvis demokratiets råderum udvides; hvis flere spørgsmål underkastes en demokratisk afgørelse. Engang hed det demokrati i skolerne, på arbejdspladserne og i boligpolitikken. Det er man gudskelov gået væk fra, sådan nogenlunde, i det nogen skøre hoveder for nylig begik den kolossale fejltagelse at tale om demokratiske familier, ligefrem om demokratisk integration, men det er jo allerede glemt igen. De pågældende har nemlig begået talrige andre dumheder siden da, så her lader vi den blot stå et øjeblik.

Det er dog stadig voldsomt udbredt at sætte lighedstegn mellem f.eks. en nedsættelse af valgretsalderen, og så en udvidelse af demokratiet. For så vidt et udtryk for en - i dobbelt potens - perverteret form for utilitarisme, der har det svært med mindretalsbeskyttelse, dissens og komplicerede korrektiver for politikernes virksomhed, såsom tradition, gammel hævd, privat ejendomsret og markedsøkonomiens mekanismer. Menneskets hævdvundne og hårdt tilkæmpede ret til at være en idiot kan man også kalde det, eller i hvert fald blot retten til at gøre ting, som andre ikke nødvendigvis lige synes om.

Noget tyder på, at den stædige udvidelse af demokratiets råderum; essensen af den kulturradikale demokratismes bevidste program fra 1960'erne og 1970'erne, er forstenet i en egen, indre logik, der peger direkte modsat det oprindelige urformål, der ellers var uheldsvangert nok, nemlig at frisætte mennesket. I stedet oplever vi - i demokratiets navn - en uset detailregulering, uhyrlige formynderiske tiltag, som de færreste har stærke argumenter for, men som alligevel bliver til virkelighed, netop for demokratiet er blevet stadigt mere udvidet og mere programmatisk i sin flertalsforstening.

Korrektiverne, begrænsningerne af demokratiet falder som korthuse, ikke mindst når demokratismens programskrift får sin praktiske afspejling i politikere, der synker dybere og dybere til bunds i magtfuldkommenhedens muddergrøft, frem for at stå fast på frihedens klippe. Sammenfattet er det påfaldende, at så komplicerede og gennemteknologiserede samfund som de vestlige, på den ene side lader almindelige dødelige disponere over atomvåben med styrke til at tilintetgøre planeten adskillige gange, blot ved at trykke på en knap, mens de på den anden side er voldsomt i tvivl om, hvorvidt myndige borgere overhovedet kan opdrage børn, køre bil, håndtere eller afbrænde affald endsige foretage de rette indkøb, uden behørig statslig mellemkomst - hvis grad af formynderi veksler, men dog altid er af evigt tiltagende styrke.