Konservatismen der snublede i begyndelsen

Man skal altid passe på med at udstyre skribenter med profetiske evner, men man må altså sige, at Harald Nielsens karakteristisk af konservatismens situation ano 1913 nu snart 100 år efter synes at have en vis relevans.

"Langt værre end den ydre svaghed er den indre: Modløsheden og rådvildheden. Konservatismen véd ikke længer, hvad den skal gøre og tror ikke for avlor på at noget nytter.

Når et parti er kommet i denne stilling, ligger det nær at tale om dårlig politik. Højre har jo adskillige gange fået at vide både af modstandere og tilhængere, at det skulle ikke have gjort således, men helt anderledes.
Når dette har gentaget sig et tilstrækkeligt antal gange, når man fra en derligtgående politik er svinget om til en eftergivende og tiblage igen, og man har gjort den erfaring, at intet hjælper, er det forklarligt, at der opstår både hos vælgere og førere en vis fortumlethed, der dels giver sig udtryk i indbyrdes splid, dels i selvopgivelse og dels i, at man begærligt klmarer sig til den første den bedste politik, der anvises, blot den har det ringeste skær af gennemførlighed."

Ja det kender man jo. Det tankevækkende er, at der ikke gik to år før end det gamle konservative parti var gået i graven og et nyt opstået. Harald Nielsen ord faldt i et tidehverv, hvor meget af det gamle var blevet værdiløst, hvor de overleverede sandheder, var blevet hule søforklaringer. I Jacob Paludans "Jørgen Stein" er dette mesterligt antydet i den gamle Amtmand Steins tiltagende hypokondri og pludselige aldring, der træder udvikler sig, som krigen udvisker den gamle verden og en ny generation, Jørgen Steins tager sine første usikre og famlende skridt ud i en verden, der endnu er helt uafklaret.

Når nu Harald Nielsens ord kan virke profetiske er det måske fordi de skønt faldet i tidehvervet ikke omhandler en begivenhed, men en tilstand. Den tilstand, som er konservatismens, hvor den må finde sig til rette i en ny verden og hvor ingen rekurs til det gamle er mulig. Måske lykkedes projeketet simpelthen ikke for den moderne konservatisme, og måske er Harald Nielsens diagnose ikke blot ord, der kan sige os noget om 1913 og 2010 men om den danske konservatisme, der skulle finde sine ben efter 1915 og som ligesom resten af denne generation snublede allerede i begyndelsen.

Stemmokratiet

I Lars Triers film Manderlay fra 2005, kommer hovedpersonen Grace til en amerikansk farm hvor de sorte landarbejdere stadig lever som slaver, selvom tiden ellers er 1930'erne. Hun sætter sig derfor for at befri slaverne og omstyrte den regerende godsejerfamilie. Dette første lykkes hurtigt. For hun er i besiddelse af en arbitrær voldsmagt, i form af en flok bevæbnede gangstere. Men slaverne har svært ved at vænne sig til den nye frihed, og det kommer til at virke forstyrrende både på gårdens drift og de emanciperedes indbyrdes forhold. Grace vil derfor udruste landarbejderne til selv at administrere farmen. Et af midlerne dertil er et obligatorisk (at gunpoint) kursus i demokrati. Eller blot flertalsafgørelser rettere. Arbejderne tager da også ideen til sig, og øver sig i at stemme om forskellige spørgsmål. Blandt andet bliver det foreslået at stemme om hvad klokken er. Man har hidtil holdt rede på tiden ved en form for sædvanepraksis, der dels bestod i at kigge på godsejerfamiliens gamle (men ikke lige pålidelige) bornholmerur og almindelig tyden af naturens omskiften. Men de nye tider på farmen gør at også netop tiden må tages op til revision. Med et beskedent flertal bestemmes det så at klokken er noget andet end før. Denne nye tid går så sin gang lige indtil der skulle høstes på gården. Selvom tiden kun flyttedes nogle timer, betød det over lange stræk at man ikke kunne bestemme hvornår de livsvigtige afgrøder skulle hentes ind. Det lykkes således kun at høste ganske få afsvedne majskolber.

Hvorfor så denne omtale af et enkelt tema, i en seværdig, men ikke i sig selv mesterlig film?

Fordi det minder om temaet i enkelt nyhedsindslag, der forholdvist ubemærket dukkede op i nyhedsstrømmen i den tidlige efterjul.

Kongehuset i Sverige har på det seneste fået megen ufrivillig opmærksomhed af forskellige årsager, som ikke skal nævnes her. De er vel de fleste bekendt. Det er vel også i forlængelse af den omtale at indslaget skal ses: Dette går på at svenskerne ifølge en form for meningsmåling tilkendegiver at Kong Carl Gustaf bør gå af indenfor en given periode. Hensigten skulle være at overlade tronen til kronprinssesen som åbenbart er mere populær. For en overfladisk betragtning er der derfor ikke noget decideret anti-royalt eller republikansk i adspørgslen. Og hvad undersøgelsens ophavsmænd måtte have af bevæggrunde er irrelevant. Ligeså hvad dens besvarere måtte have tænkt. Det er heller ikke interessant om det udtrykker nogen folkestemning i Sverige, eller om undersøgelsen i øvrigt er plausibel. Det væsentlige er selve den antagelse at man skulle kunne stemme om en konges værdi.

Monarkiets betydning og væsen er før omtalt her på stedet, og det er absolut heller ikke første gang at sådanne meningsmålinger ser dagens lys. Så historiske, juridiske og andre argumenter skal ikke fremføres her.

Men nogle gange skal det absurde til for at påpege det ulogiske. Derfor eksemplet fra Manderlay. En konsitutionel monark er en førpolitisk repræsentation, som ret nok ved politik er konstitueret, berammet. Men monarkens anliggende er at pege bagom denne indramning. En monark der end ikke får lov til at udfylde rammen, fordi han antages at kunnes stemmes til side efter forgodtbefindende - er derfor ikke en monark. Skarpt trukket op, svarer det til ved flertalsafgørelse at ville bestemme at flertalsafgørelse er den eneste rigtige styreform. Det indeholder en mere eller mindre eksplicit logisk inkonsistens.

Som en særpræget og absurd fabel (vellykket eller ej), er Lars Triers film egnet til at påpege dette.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/401086:Udland--Svenskerne-vil-af-med-kong-Carl-Gustaf

http://www.spiked-online.com/Articles/0000000CAFF9.htm

At sidde på debatten

Der har været lidt murren over debatten på det seneste. For en gangs skyld ikke over tonen, den plade er heldigvis gledet ud af hitlisterne. Det er måske en af kulturkampens sejre? At man fremstår som en fortidslevn fra de 90'ere, der ellers tidsnok skal blive et årti man ser tilbage på med betydelig nostalgi, hvis man konstant går rundt og beklager sig over tonen i debatten. For lige at hæfte en ende på det med 90'erne, kommer det naturligvis til at gå på, at det var tiden lige inden internettets og mobiltelefonens gennembrud. Tilstedeværelsens tid.

Men man skal dog ikke forledes til at tro, at det gælder substansen i debatten. Så langt er venstrefløjen slet ikke nået i sin selvransagelse, at den rent faktisk er nået til andet end selvgode fraser og hæmningsløs svælgen i og med andre menneskers penge. Det er i øvrigt i sig selv påfaldende: Møder man de unge idealister fra venstrefløjspartierne er de tilsyneladende ikke helt indforståede med konsekvenserne af de sidste 40 - 50 års socialpolitik. Problemet er stadig, at der ikke bliver givet nok hjælp. Man kan tale om en besynderlig tveklang af pragmatisme og principfasthed.

Det fastfunderede princip er det enkelte menneskes selvrealisering. Alle har ikke blot ret til et fedt køkken, de har også ret til en studentereksamen, en universitetsuddannelse og et fedt job bagefter. Alt andet er løftebrud. Det har avlet den udbredt selvopgivende og pylrede indstilling; åndslinjen fra Bistandsloven af 1976 til tv-udsendelserne om de unge mødre, der erklærer at det er kommunens skyld, at de er blevet gravide. Hvis der ikke var så mange problemer med at presse penge ud af sagsbehandlerne, glemte man ikke at tage sine p-piller. Lad mig straks præcisere, at jeg ikke har set programmerne, kun fået dem refereret. Det skal dog ikke forhindre mig i at bedømme dem, men det er en anden sag.

Pragmatismen gælder midlerne. Når det gælder realiseringen af det enkelte menneskes fulde potentiale, er intet dem helligt. Prøv at spørg en socialdemokrat, om han vil sætte en fast defineret grænse for, hvor højt skatte- og afgiftstrykket skal være, hvor mange offentligt forsørgede der skal være og hvor stor overførselsindkomsternes kompensationsgrad skal være. Det bliver en kort diskussion, for det vil vedkommende ikke. Allerhelst vil han blot bevilge flere penge, og kan de ikke tages ved beskatning må de tages ved lånefinansiering. Den største forbrydelse ville være, at måtte rulle velfærdsstaten tilbage. Foreholder man dem antallet af offentligt forsørgede, f.eks. de 800.000 der er uden ansættelseskontrakt, møder man en moderat beklagelse. Det går så stærkt, fremskridtet har taget en masse jobs, velfærdsstaten har jo netop afdækket nogle behov; men måske er antallet i sig selv faktisk et bevis for velfærdsstatens succes. Herre jemini.

Det er ikke helt ved siden af skiven - forklaringen er faktisk ganske enkel. Det er naturligvis klart, at når man øger og forenkler adgangen til offentlig forsørgelse, er der selvfølgelig flere, der søger offentlig forsørgelse. Logik er eller ikke min kop te, men i dette tilfælde er det ikke så svært. Foreholder man folk det paradoks, at den universelle velfærdsstats opfindere - den er nemlig i høj grad en kvasiteknologisk størrelse - dog mente, at deres opfindelse hvilede på den opfattelse, at udviklingen gerne skulle gøre det nemmere at forsørge sig selv, og dermed at et stort antal i sig selv ikke var en succeskriterium, bliver samtalen enten tavs eller mere ophidset. Sådan er det med de ømme punkter.

Hvorfor denne lange digression? Lad os spole tilbage: Anliggendet var en vis murren over debatten. Opinionsredaktøren på (samarbejds)Politiken hæftede sig ved, at der savnedes kvalificerede venstrefløjs-meningsdannere på under halvtreds år, hvorimod den borgerlige fløj er et mylder af såkaldte talenter. Alt efter opfattelse kan man tolke det som man vil, og undertegnede er naturligvis godt tilfreds med tavsheden fra venstre flanke. Det er altid velgørende med mindre idioti i det offentlige rum, omend der fortsat er mere end rigeligt. Mette Frederiksen, Morten Grønbæk og Carsten Jensen er i hvert fald altid leveringsdygtige.

Men med Thomas Nielsens ord ser det nemlig ud til at venstrefløjens synspunkter fortsat har sejret ad helvede til. Forholdet er naturligvis det, at der ikke høres venstrefløjsstemmer i en diskussion, hvor deres synspunkter i vidt omfang er overtaget af den herskende politikerklasse og ikke mindst af Danmarks Radios redaktionelle prioriteringer. Venstrefløjens synspunkter er blevet sandhed langt i de etablerede borgerlige partier, hvor man deler den opfattelse, at det ubetinget ville være et lyksaligt forhold, hvis politikerne besad flere penge at dele ud af. Selv Anders Samuelsen, dansk politiks ultraliberalist par excellence, taler om at reformer er nødvendige, for at have råd til velfærdsstaten i fremtiden. Kristian Jensen, næstformand for Danmarks såkaldt liberale parti, beklager at de offentlige udgifter ikke kan stige de kommende år.

Man siger at vi har de politikere vi fortjener, og det er nok sandt. Sandheden er også, at grunden til at det er på højrefløjen de kvalificerede debattører findes, er naturligvis at deres tankegods står udenfor den kompakte enighed, der dominerer dansk politik og Danmarks Radios redaktioner. Systemet er med de venstreorienterede; deres tankegods doceres af den herskende klasse. Derfor er de venstreorienterede i vid udstrækning tavse, og derfor er Mattias Tesfaye i virkeligheden en omvandrende Potemkinkulisse; en bønhas, der er interessant på baggrund af alle andre ting end sine holdninger, der er så uendeligt trivielle. Han mener i virkeligheden ikke noget nyt - hans opfattelse har jo sejret ad helvede til, og så kan vi jo vente på næste gang vi står ved afgrundens rand, et bonmot der tidsmæssigt falder fint sammen med Thomas Nielsens. Så kan det være, at den strømpil der udgår fra tidens debat måske bliver til virkelighed. Det må siges at være et opbyggeligt håb. Glædelig jul.

Abildgaards og Henriksens kritik af Lene Espersen

Det er turbulente tider for Det Konservative Folkeparti. For snart længe siden skrev jeg her på bloggen om, hvad Lene Espersens fald ville betyde. Med hende vil også den linje falde, hun trods alt, i hvert fald i udgangspunktet har forsøgt at stå på. Nu hvor opløsningen er så fremskredet synes udviklingen at bekræfte det. Partiets næste leder tegner til at blive justitsminister Lars Barfoed. Hans navn har allerede længe floreret i konservative kredse, som det – i lyset af situationen – oplagte bud.

Forleden gav han udtryk for, at De Konservative måske ikke skulle gå med i en regering med Venstre, selvom de borgerlige skulle vinde næste valg. Det var jo en klar undsigelse af Lene Espersen, der da også hurtigt efter var ude at underkende Lars Barfoed. I mellemtiden var låget dog røget af gryden og oppositionen kommer nu så maddiker i et rådnende æble krybende frem. De før så underdanige partisoldater kryber nu i en anden retning. Det mest slående eksempel herpå har været de to konservative folketingskandidater Mai Henriksen fra Odense og Mette Abildgaard fra Rudersdal, der direkte har kritiseret den konservative ledelse.

Deres kritik nyder udbredt støtte i konservative kredse. For mange konservative er fortvivlede over den politiske udvikling, over Lene Espersen og over, hvad de opfatter som den manglende erkendelse af den politiske linjes fallit. Der er en bred følelse af, at nogen må sige noget, eller at nogen må gøre noget. En ulmende utilfredshed, der ikke spørger til, hvad der siges og hvad der gøres, men bare kræver handling.

Her på reaktionen er vi jo gerne utilfredse, og hvis man har lyst kan man her finde en langt dristigere og mere uforskammet kritik end de to levebrødspolitikere nogensinde ville vove at give udtryk for. Jeg vil ingenlunde angribe deres ret til kritik, endsige at de kritiserer. Kan være det skader partiet, men hér er det ikke partisoldatens overvejelser, der gør sig gældende. Jeg vil hellere ikke kaste mig ud i en sikkert berettiget kritik, at dette her jo ikke er et udtryk for mod, men derimod en kold og beregnende opportunisme. De to unge damer kan deres håndværk. I den virkelige verden er den slags en karakterbrist, i politik er det en dyd.

Hér drejer det sig om sagen.

Og det er i lyset af sagen, at Mette Abildgaard og Mai Henriksens kritik er problematisk. Nu hvor linjen er brudt sammen og forskellige grupper i det skjulte – eller ganske åbenlyst – kæmper for at definere retningen efter Lene Espersen, så kan man ikke som god konservativ, stille sig tilfreds med, at nogen stiller sig op og taler Roma midt imod. Vi må stille et højere krav. At de også taler for konservatismen.

Og det er netop, hvad Mai Henriksen og Mette Abildgaard ikke gør. De taler ikke for konservatismen, for de er kun med den allerbedste vilje at opfatte som konservative. Deres kritik går særligt på to områder. Skattepolitikken og indvandrerpolitikken, hvor de vender sig mod pointsystemet.

Mette Abildgaard skriver:
”Loven regulerer hvem man som dansker må gifte sig og bosætte sig med i Danmark. Det er et system baseret på nytteværdi, og det er ikke konservativt,”

Og her ligger egentlig humlen. For hvad er disse tøvende rebellers forståelse af konservatisme egentlig. Jeg kender dem begge som eksempler på den bløde socialkonservatisme, som netop er moderne dansk konservatismes store tragedie. En konservatisme, hvor det er mere presserende at være korrekt og pæn end at være konservativ, hvor nationale grænser intet betyder og hvor folk kan bosætte sig præcis hvor de vil, en konservatisme, der ikke anerkender Danmark, som danskernes land, hvor lovgivningsmagten med største selvfølgelighed kan sætte grænser for, hvem vi egentlige ønsker skal bosætte sig her.

At de begge er glødende ateister og modstandere af folkekirken og ikke mener, at kristendommen er en del af den danske arv og ikke er noget konservatismen skal forsvare trækker just heller ikke op i min bog. Her er tale om en konservatisme, som slet ikke kan skelnes fra socialliberalisme. Derfor har de succes i partiet. Det er netop den ideologiske forvirring, de to socialkonservative kritiserer, som har gjort, at den slags fortyndet sjask, de serverer, kan gå for at være konservativt. Fra deres kritik kommer ingen redning for konservatismen. Kun mere af det samme. Er de konservatismens unge håb, som Berlingske Tidende hævder, så vil jeg tillade mig at henfalde i den allerdybeste fortvivlelse.


http://www.berlingske.dk/politik/internt-opgoer-mod-de-konservatives-ledelse

HMS Det Konservative Folkeparti

Forleden fandt jeg på mystiske vis mig selv på en gammel havneknejpe, hvor jeg faldt i snak med en gammel søulk. Mens hans tale blev stadig mere tåget, hørte jeg i strømmen af savlende vrøvl ord, der på forundelig vis syntes ud utrykke en dybere visdom, noget profetisk og noget grundlæggende sandt. Uden at virke alt for uhøfligt fandt jeg et stykke papir frem og noterede den gamle verdenshavsbesejlers visdomsord:

”Det knager i den gamle skude, Det Konservative Folkeparti. De salte bølger slår ind over skroget. Langsomt, umærkeligt men sikkert visker de skudens navn væk. Nu anes kun ordet "parti". Sorte klatter af maling er eneste minde om skudens fulde navn. Tidligere kaptajner har styret skuden med fast hånd, sejlet den igennem de værste storme det grønne hav har kunnet opbyde. Sikkert slog den faste stævn de sorte bølger ned, sikkert pløjede skuden gennem de onde år og savede sig igennem de blodrøde oceaner.

Tidligere kaptajner har styret skuden med nok så fast hånd, om så blikket var sløret og umådeholdenhed i alle livets øvrige forhold tyngede dem. Styrmændene er få og kaptajnen under dæk. Nu bemandes skibet af lange, sorte skygger i den sidste dødedans før solen endelig går ned over det grønne hav.

Den ringeste slægt soler sig i dens sidste stråler. De laver rænker og kalder sig for håb. De griber roret og lægger kursen om. Under dem skriger skudens planker i vrede og foragt, drivtømmer med mindet om forliset af et prægtigere skib, Højre, og mens rædselsskrigene blandes med de ringeste jubelråb griber tidens vinde den gamle skude, sønderriver dens sejl, kaster den mod revet, hvor det grønne hav atter omfavner sine børn med et kvælende suk.”

Borgerlighedens brudte fronter

Man har været så venlig at bede mig skrive en klumme til netmagasinet sappho.dk. Jeg har skrevet om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, værdikampens status og det generelle forfald. Hele artikel kan læses på sappho: http://www.sappho.dk/borgerlighedens-brudte-fronter.htm

Her i uddrag:

Der er egentlig ikke meget at smile over som situationen er. Den borgerlige regering kører på pumperne. Dens projekt – i det omfang den havde et – er mislykkedes. Den kan ikke mere. I horisonten truer venstrefløjen. ...

Den borgerlige regeringens eneste eksistensberettigelse var at sætte sig i spidsen for en konservativ reaktion mod det vulgære, sociale eksperiment, som vi kaldte Danmark.


En konservativ reaktion? Ja, for konservatismen er netop den ideologi, der vil stille sig på vores kulturelle udgangspunkt og forsvare den frihed, som er denne kulturs mest værdifulde frugt, og som samtidig er den klareste forudsætning for, at vores kultur og civilisation kan videreføres...

Faktum er, at de borgerlige debattører står helt alene med kulturkampen. Befolkningen vil hellere se ”Vild med Dans”, og den borgerlige regering har sat sine penge på etablissementet. Når ”venstrefløjen” nu fylder så lidt i den offentlige debat, er det simpelthen fordi, den ikke behøver at tage særlig notits af de små borgerlige køtere, der intet andet kan gøre end stille sig op foran de tavse monolitter og bjæffe så dygtigt, de har lært. Systemet kører videre, og højrefløjens dominans på blogs er ikke et tegn på dens styrke, men et tegn på, at den af ren nød er fortrængt ud i massekommunikationens mest afsides randområder....

Nok hævder de liberale at være langt mere rendyrkede i deres forsvar for friheden, men deres frihed er så sandelig ikke af denne verden. Den er en drøm, en utilnærmelig horisont og en gold utopi. Det er ikke frihed til os, men frihed fra os og alt, hvad vi står for i kraft af nu engang at være dem, vi er, født på dette sted og i denne tid...

Den nye virkelighed og den gamle

Som det sikkert er tilfældet med de fleste af denne blogs læsere, er jeg koblet ind i Facebook. Ja reaktionen er faktisk med på noderne, idet vi har en helt igennem død fanside på det sociale netværk. (Hvor dog kun to af reaktionens medlemmer, selv er medlemmer, da resten enten har forladt facebook eller aldrig oprettet sig.) Facebook er et interessant fænomen, fordi det er den sociale side af det internationale netværkssamfund. Det er her vi forbinder os med venner og bekendte i hele verden, i modsætning til "resten" af nettet, hvor vi blot handler eller søger informationer groft sagt. Facebook sætter to tykke streger under det forhold, at internettet har en social dimension, og at dette kommunikationsmiddel således er blevet et vigtigt element i konstruktionen af vores sociale fællesskaber.

Netværkssamfundet, eller hvad man nu skal kalde det, er også et interessant fænomen. Det er radikalt voluntaristisk og står derved i grellest mulige modsætning til vores normale sociale relationer, som vi altid havner i på anden vis. På nettet kan vi imidlertid skabe en fortælling om os selv, der slet ikke har nogen relation til vores gængse sociale virkelighed og på den måde er vores drømme blevet helt igennem løsrevet fra den virkelighed, som begrænser dem og ofte skuffer dem.

Ja det er en revolution. Men så måske alligevel ikke. Ikke kort kig ned af min egen facebook venneliste afslører, at langt de fleste af disse er folk, jeg kender fra virkeligheden, de fleste af dem er mine jævnaldrende, langt de fleste er akademikere in spe, og et foruroligende stort element af dem er tillige konservative.  Her har man haft den ubegrænsede frihed og så har man i virkeligheden bare reproduceret sin sædvanlige sociale situation. Det kan selvfølgelig bare være mig, der har det sådan. Jeg er jo ekceptionelt reaktionær, så det kan ikke udlukkes. Ser jeg imidlertid et par af mine facebookvenners vennelister igennem så finder jeg samme mønster. Den "normale" virkelighed sætter sig igennem, emancipationen er kun på skrømt.

Åh ja selvfølgelig hist og her er der en eller anden, som udnytter det sociale medie til helt igennem at give et falsk indtryk af sig. Men her drejer det sig om stakler. Folk der socialt set mangler både arme og ben og bruger den nye teknologi som krykke. Perversioner, hvis liv i det hele taget er et stort uprigtigt skuespil. De har altid været der. De er hvad postmodernisterne kalder plastiske. Det vil sige, de er, hvad vi andre ville kalde svigagtige og ledløse. Sviget og slevfornægtelsen rinder som en konstant strøm gennem menneskets historie. De der med djævlens vold og magt vil være noget andet end de er, dem må vi altid trækkes med. facebook eller ej. De er ikke beviset på en ny social virkelighed på, men giver os blot sikkerhed for, at alt er som før og verden stadig er den samme faldne, som vi så længe har kendt.

Virkeligheden sætter sig igennem også for dem og må den ramme dem hårdt. Men Facebook og andre sociale netværkstjenester er ikke andet end redskaber for en given social virkelighed, som kun langsomt forandres. Årsagen til dette indlæg var et kort, jeg så på JP. Det er et sort kort, hvor alle landegrænser og kontintenter, kort sagt alt givet er visket bort. En tabula rasa, hvor det nye netværksmenneske er klar til at tegne sin virkelighed, som streger mellem punkter i et netværk. Ud af stregerne opstår et billede. Hvad forestiller billedet. Den nye virkelighed. Men hvad ligner billedet. Den gamle virkelighed, landegrænser, kontinter, vestlig dominans, forskellen på frie og ufrie stater (mægtige kina er sort som natten).




link: http://jp.dk/nyviden/article2278471.ece

Mennesket er det store værktøj, der frembringer rigdom

I en tid, hvor det kulturelle selvhad er næsten kvælende, hvor liberale udskælder konservative for deres kulturalisme og hvor multikulturalister søger at få os til at tage skridtet ud i den totale selvfornægtelse kan det være nyttigt at erindre kulturens rolle. Den britiske statsmand, den konservative Macaulay sagde det så ganske fremragende allerede i 1846. Hvorfor skabes noget? Hvorfor blomstrer vesten, mens alt andet visner?

Naturen bestemte Ægypten og Sicilien til at være verdens haver. De var det engang. Gives der på jorden eller i luften noget, der kunne få skotland til at blomstre i højere grad Ægypten, Holland og Sicilien? Nej, det er Skotten, der skabte Skotland. – For to århundreder siden var de steder, på hvilke der nu rejser sig fabrikker, hoteller, banker, universiteter, kirker og blomstrende samfunds senatsbygninger, ørkener, der var prisgivne panteren og bjørnen. Hvad har bevirket denne forvandling. Var det den rige muldjord eller de vandrige floder?

Nej! Prærierne var dengang lige så brede og vandrige som nu. Var forbedringen virkningen  af en eller anden stor kapitaloverdragelse fra den gamle verden til den nye? Nej, udvandreren medfører i reglen kun ubetydeligheder; men han udfører et engelsk hjerte og hoved og arme og engelsk hjerte, hoved og arme forvandler vildnisset til kornmarker og urskovens uhyre træer til byer og flåder. Mennesket, mennesket er det store værktøj, der frembringer rigdom

Støvring og sammenhængskraften

Jeg var i går til et foredrag i Studenterkredsen, en grundtvigsk foredragsforening, som holder til på Aarhus Universitet. De arrangerer ofte interessante og lærerige foredrag, hvoraf jeg desværre kun har haft mulighed for at komme til alt for få. I går havde de inviteret konservatismens unge håb, litteraten Kasper Støvring, der kom for at tale om sammenhængskraft. Støvring er altid interessant at lytte til og jeg er vel grundlæggende enig med hans synspunkter. Ligesom alle vi der er konservative kan være glade for, at der findes en mand som Støvring, der kaster sig ud i den offentlige debat, mens vi andre bliver hjemme.

Ja Støvring har grundlæggende ret. Hans hovedargument er sikkert mange af denne blogs’ læsere bekendt, men fortjener alligevel at blive gentaget. Vi har i Danmark en positiv og udbredt nationalfølelse, der giver os sammenhængskraft, hvilket udmønter sig i tillid og igen resulterer i øget lykke og velstand. Denne sammenhængskraft har vi i kraft af vores historiske, monokulturelle fællesskab med fælles sprog og fælles normer. Det er en vigtig pointe hos Støvring – som ikke alle tilhører tilsyneladende lod til at forstå – at dette ikke blot er et synspunkt, dette er ikke blot Støvring, der bekender sin glæde ved at være dansk, nej det er et sociologisk faktum, som man kan måle og veje. Sammenhængskraften og dermed kulturen er fundamentet for alt det, vi synes godt om. De liberale frihedsrettigheder er funderet heri og velfærdsstaten er funderet heri – den er et resultat af sammenhængskraft og ikke sammenhængskraftens årsag.

Dette fortjener at blive gentaget igen og igen, for det er vigtigt og det er sandt, og Støvring har da heldigvis også en stor villighed til at sige det samme igen og igen. Og tak for det.

Men nu til malurten. Den Støvringske pointe forekommer mig på enkelte punkter at være problematisk for mig som konservativ. Den er en argumentation, der først og fremmest er skræddersyet til at afvise truslen fra multikulturalismen, altså denne afart af liberalismen, som er comme il faut i den dannede offentlighed. Men bivirkningen heraf er, at den som konservativ pointe også bliver aldeles tandløs i forhold til den kulturkampsfront, der handler om at forhindre det kulturelle forfald. Selvfølgelig, her handler det også om at bevare det nationale fællesskab og her har Støvring gode argumenter på hånden. Men det drejer sig også om hvilke værdier, der gør sig gældende i det nationale fællesskab.

Det kan være, at Sodoma havde et stærkt civilsamfund. Der gik i hvert fald ikke længe før byens mænd flokkedes om at besove den engel, der havde besøgt Lot og for så vidt kan vi om Sodoma sige, at der var en by med et stærkt civilt netværk, fælles normer så stærke at selv diverse guddommelige advarsler blev overhørt og vi kan nok læse mellem linjerne at de gode borgere i Sodoma havde et fælles sprog, de formår i hvert fald at meddele deres hensigter klart og tydeligt.
Og så er alt vel godt? Nej som bekendt ikke.

Sodoma som billede er måske fortærsket. Men pointen er blot, at sammenholdet gør det ikke alene, også det, der holdes sammen om er afgørende. Her er faren med Støvrings argumentation, at den ikke formår andet end at fastholde status quo, mens kritikken af denne status quo derimod bliver en splittelsestendens. Det er som Henning Kehler engang skrev: ”Her staar det godt til, her bor de tossede.”

Men det står ikke godt til. Støvring antydede selv faremomenterne ved fortællingen om den nationale sammenhængskraft, men det positive budskab, som han havde besluttet sig for at levere, stod i vejen for en dybere behandling af det kulturelle forfald, som er blevet vestens skæbne. For Støvring sagde på den ene side, at sammenhængskraften var god, fordi vores liberale rettigheder var funderet deri, vores syn på ligestilling, demokrati, ytringsfrihed med mere, men sagde så senere at hans pointe om sammenhængskraft netop var en kritik af en moderne liberal forståelse af den neutrale stat, forfatningspatriotismen osv. Men tænk nu om det er sådan, at den liberale kultur netop er blevet vores kultur og at vores kultur derfor med den kulturelt funderede individualisme, sekularisme, menneskerettighedsisme - og jeg skal komme efter dig – er blevet en kultur, der undergraver sig selv, fordi den ikke vil anerkende individets tilknytning til et på forhånd givet historisk kollektiv.

Støvring ville vel sige, at han netop forsvarer det liberale mod det liberale, men så må spørgsmålet være om dette overhovedet kan gøres på det refleksive og argumenterende plan, som Støvring henholder sig til, kan vi elske nationen, fordi den virker rent sociologisk, kan vi opretholde kristendommen, fordi den har en vigtig moralsk funktion. Det er som om, at rationalismen har krøbet sig ind i den sociologisk farvede konservatisme og omspundet den i en refleksivitet, der umuliggør forsvaret for det, der ikke alene er førpolitisk, men også før-refleksivt, det som er vores følelsesmæssige tilknytning til vores arv, vores historie og vores fællesskab.

Ja man får lyst til at citere den kosnervative folketingsmand, præsten Hans Thyge Jacobsen, der sagde, at fædrelandskærligheden ikke burde være et motiv til det religiøse, "Men den, som er besjælet af sand, levende og arbejdsom Fædrelandskærlighed, han er optaget af at kæmpe imod det onde og lave i sit Folk og for det gode dets Sejr"

Den moderne konservative

Det her er nu en meget skæg video, som Randers kredsens konservative folketingskandidat har fået lavet.

Derfor er historien autoritet

Alt, som er levende, kendes på, at det forandrer sig. Det er inde under en stadigfremadskridende udviklings lov. Men dets kendemærke er også, at det må lyde en forudbestemmelse i sit udspring. Ingen flygter fra sin oprindelse. Den levende organisme kan i sin udfoldelse synes såre forskellig fra det spirende liv; men der er et indre slægtskab, et lønligt væsenspræg, der uløseligt sammenknytter kim og frugt.
Liv er forandring; men det er også bundethed til udspringet.
For et folks liv gælder de samme love. De må stadig udfolde sig, om det vil leve. Men det må også være sit væsen tro.
At følge konservatismens linje i vort folks historie er just at eftersporde den organiske vækst, det groende liv indenfor den folkelige egenarts grænser, at erkende arven og dens forpligtelser, at give syn for den kontinuitetens kæde, der binder slægt til slægt.
Det konservative ved, at ingen retningslinje for fremtiden kan tages gyldig om den ikke har klare tilknytningspunkter til fortiden.
Derfor er historien autoritet

- Alfred Bindslev 1936