De sidste timer

Jeg har, som en ganske uventet gave, fået et smukt indbundet eksemplar af bogen De sidste Timer. Den udkom første gang i 1947, og er en mindebog om de danske modstandsfolk, der kom af dage ved officielle henrettelser, mellem august 1943 og befrielsen. Den udgøres af de afskedsbreve de fik lov at skrive i timerne forud for eksekveringen af deres dom. Forordet oplyser at der fandt mellem 110 og 120 sådanne ’formelige’ henrettelser sted. Ikke alle de henrettede er repræsenterede, men bogen giver et stort og bredt udvalg. Før hvert brev, eller brevsamling, er indsat et portrætfoto og en kort beskrivelse af levnedsforløbet forud for – og under deltagelsen i modstandskampen. Gennemsnitsalderen for de henrettede var godt 25 år. Nogen skrev kun et enkelt brev af få linier, og andre nåede på de få timer at skrive indtil flere breve, af til sammen flere siders længde. Nogle af brevene skriver blot et ’tak for alt’ til efterladte familiemedlemmer, andre beskriver hvordan begravelsen ønskes, og andre har karakter af åndlige testamenter, der beskriver bevæggrunde og hvad personen henter sin trøst i, i denne skæbnens stund.

Det er ikke altid de længste og mest følelsesladede breve, der er de mest gribende eller rørende. En Poul Andersen, der ledede en nedkastningsgruppe i Hornslet, skrev således blot otte opmuntrende linier til sin spejdertrup. Det totale fravær af hilsener til familie og nære venner, appellerer, på sin egen måde, både til indlevelse og fabuleren hos læseren.

Men fælles for i hvert fald alle de udvalgte breve, er en tilsyneladende accept af det uundgåelige, og et ønske om at trøste de til hvem brevene er stilet.


Den i dag mere kendte Kim Malthe-Bruun skrev et langt brev til sin mor. Kære Mor. Det er fyldt af en poetisk og humanistisk idealisme, som understreger den påfaldende optismisme, som er en rød tråd i alle brevene.

”Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en Krigsret. Vi blev dømt til Døden. Jeg ved, du er en stærk Kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal ogsaa forstaa det. Jeg er kun en lille Ting, og min person vil meget snart være glemt, men den Idé, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder paa din Vej…”

og

”Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil. Det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, Tankerne mange. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit Sind er fuldkommen roligt. Jeg vilde gerne have været en Sokrates, men Publlikum manglede. Jeg føler den samme Ro som han og vil meget gerne, at I helt forstaar det.”

og tilsidst

”Jeg ser, hvad Vej det gaar i vort Land, men husk, og det skal I alle huske, at Drømmen ikke maa være at naa tilbage til den Tid inden Krigen, men at Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal for os alle. Det er den Gave vort land tørster efter, noget, hver lille Bondesøn kan se hen til og med glæde føle at han har Del i og arbejder og kæmper for.”

- ”I Hast – din ældste og eneste Søn. Kim”


Et meget anderledes, men lige så prægnant åndsdokument, blev Christian Ulrik Hansens afskedsbrev til hjemmet. Han var leder af en sabotagegruppe under Holger Danske. Han var også teologistuderende, og brevet bærer præg af en stærk tro.

”Først Tak, Far og Mor, for hvad I altid har været for mig, jert Offer har været stort; jeg har i mit Liv forsøgt at gøre mig værdig til dette Offer. I kender mig, I ved, hvad jeg har kæmpet for og dør for. Lad det levei jer og gøre vort Hjem stærkt i Tidens Storme. Lad det binde jer sammen, I kære fem. Saa bliver da disse tre, Tro, Haab og Kærlighed, men størst blandt disse er Kærlighed: lad Kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor Skyld. Ogsaa min Skyld har han taget paa sig. I Troen paa, at han har taget min Synd paa sig, i Haabet om at han vil tage mig ved Haanden og i Kærlighed til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor Mening dermed. Livet og Døden er jo slet ikke Modsætninger, de fuldkommengør jo kun hinanden.”

og

”Om to Timer staar Solen op. Saa knalder Skuddene ud over Landet. Græsset græder Dug, men se, Solen staar op, og kysser Duggen og Græsset. Og hjemme i Haven aabner Blomsterne deres duftende Kalke. Rosen gløder. Se Solen staar op. Alle I derhjemme. Bøj Knæ i Solopgangen. Bøj Knæ og bed til ham. Der vilde give sit Liv, for at vi kunde leve. Se, Solen stiger op over Landet, Guds straalende Sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner. Snart raaber han sit Holdt ind i denne grædende, lidende Verden, snart vil han erstatte sin Kærligheds Strenghed med dens Mildhed. Og det skal da være mit allersidste Ønske, naar Freden er inde, tag da et forældreløst tysk Barn til jer i stedet for mig. Thi saaledes forlanger Gud det af os, at vi skal være Redskaber først for hans Strenghed, saa for hans Mildhed.”

- ”Gud i Vold. Kristian.”


Brevskribenterne har forstået deres situation i lyset af forskellige, magter, i mangel af bedre ord. For nogen Gud, for andre den rent menneskelige kærlighed og for andre igen et offer for fædrelandet. Enkelte breve kan virke rørstrømske, og enkelte andre igen særpræget kolde. Men en ting har de til fælles: Den pånødne accept af døden, det uundgåelige. Timeligheden som menneskets bestemmende vilkår. Der er for så vidt ingen forskel på den der blev 20 år og den der blev 40. Nogen fæster lid til Gud i deres kristne tro, og andre knytter håb til en fremtid der er bedre, end den tid de selv nåede at opleve. Men ingen flytger fra timeligheden.

På enkel og medrivende vis, tvinger det læserens tanker frem til samme kant, som de henrettede stod ved. I det lys, er det lige så meget en art forkyndelse, som det er historiske dokumenter om modige frihedshelte. Det er opbyggelig læsning for al rodløs ungdom, og for ungdomforherligende voksne af alle aldre.