Forretningsgangen
Det er en ganske almindelig dag i Integrationsministeriets 14. afdeling. Fuldmægtig Teodor Amsted passer sit arbejde - svarer telefonopkald, forbereder notater og responsa. Han er en pertentlig mand, bosat i Upsalagade, og ikke begejstret for tidens åbne kontorlandskaber, der forstyrrer enhver mulighed for at koncentrere sig. Tiden slæber sig af sted og sammenhængen mellem teksten i den svære bog og teksten på skærmen er svær at fastholde.
På kontorchefens kontor residerer Herluf Ohmfeldt. En bredbringet bulderbasse, der som enhver anden i den bedre lønningsklasse af departementerne har den veludviklede evne, at han kan slippe ud af ubehagelige sager og indgå studehandler. Pludselig træder et bud ind af døren. Buddet overrækker kontorchefen en konvolut med en meddelelse: Ministeriet må i al hast forberede de nødvendige notater og responsa for at regeringen kan iværksætte lovgivning, der pålægger borgere, der har været bosat i Danmark mere end 7 år, selv at betale for tolkebistand. Bilag vedlagte.
Kontorchefens næse fortæller ham, at dette er en besværlig sag. En med masser af skriverier i pressen. En sag, hvor man som embedsmand nødigt vil kunne hænges op på noget og risikere at skulle bistå ministeren ved et samråd, hvor oppositionens håndtaskebevæbnede fruentimmere og piccoliner altid slår i bordet. En sag, hvor der skal indhentes mange oplysninger fra fjendtligt indstillede høringsberettigede, som alle skal strikkes sammen og betænkes i lovens endelige udformning. Der er brug for en omhyggelig mand til et sådant arbejde.
Kontorchefen åbner døren - som den eneste sidder han endnu i lukket kontor - og kaster et blik udover de øvrige medarbejdere. Teodor Amsted har netop afbrudt sine skriverier, rejst sig fra skrivebordet og gået mod køkkenet og kaffemaskinen. Det tunge juristeri kræver stimulanser. Herluf Ohmfeldt er en snarrådig mand, så han rejser sig hurtigt fra skrivebordet, og går selv ud for at hente kaffe. Sagen er velanbragt hos Teodor Amsted, nu skal aftalen blot i hus.
Ved kaffemaskinen hilser Amsted og kontorchefen, og Amsted spørger til buddets ærinde: Ohmfeldt redegør for sagen og beder Amsted om at påtage sig arbejdet. Rygtet vil vide, at den siddende regering plages af en insisterende interesse for at få lovgivningsarbejdet i hus, så her må der handles. Amsted må påtage sig opgaven - kontorchefen vil drage omsorg for, at få afviklet den sag, som Amsted netop er beskæftiget med. Teodor Amsted er som nævnt en pertentlig mand, som sjældent undslår sig en opgave og endnu sjældnere modsætter sig den kontante kontorchefs vilje. Altså accepterer han, vel vidende at der venter meget arbejde forude.
Ved skrivebordet sammenholder Amsted bilagene til buddets meddelelse med eksisterende lovgivning, og sammenfatter dette i et resumé, som skal tilgå den høringsberettigede. Han ved, at der bliver knas med Institut for Menneskerettigheder og Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination. Embedsmænd og skriverkarle bekriger gerne hinandens skriverier med en lidenskab, der overgår enhver læserbrevsskribents.
Amsteds resumé tager kun et par arbejdsdage at færdiggøre, så rundkastes det til de høringsberettigede. Amsted sørger for at være færdig en fredag, således at der er et par hviledage - plus mandag og tirsdag - før svarene tikker ind. Indsigelserne bliver ganske rigtigt mange. Kommentarerne er entydige: På kant med konventionerne, i strid med artikel CRM 114 og en høringsberettiget påpeger også, at der tale om lovgivning ensidigt vendt imod en i forvejen svag og marginaliseret gruppe.
En ting er dog disse vagthundes indberetninger; fra forvaltningens side kommer der også kommentarer og indsigelser. Er der foretaget beregninger over forslagets samlede balance?
Bliver udgiften til administration ikke højere end provenuet fra egenbetalingen? Der spares jo en masse administration, ved at give alle ret til alt! Er det sandt, at dette forventede provenu fratrækkes det samlede bloktilskud? Alle disse indsigelser summer i fuldmægtig Amsteds hovede, og han må skrive til andre ministerier og bede dem finde regnestokken frem og udregne forslagets samlede balance. Desforuden skal der udarbejdes et notat til ministeren, som også må overveje lovforslagets konsekvenser. Det sidste er det værste, for ofte insisterer den siddende minister - en viljefast og selvstændigt tænkende mand - på at sidde embedsværkets indvendinger overhørig. En sej satan.
Amsted sukker og sveder over stablerne af papirer, og det hele er virkelig ikke nemt. Tilmed får pressen - Dagbladet Information - nys om sagen og skriver kritisk om initiativet. De høringsberettigede lader sig villigt interviewe og referere, og aviskampagnen tager entydigt afstand fra planerne, som blot er endnu et led i VKO-flertallets fremmedfjendske og asociale politik. Amsted må altså navigere i hajfyldt farvand, men et lovforslag kommer dog på benene dog med undtagelser og præciseringer. Rigsfællesskabet, det tyske mindretal og krigs- og granatchokramte har måttet betænkes og undtages fra bestemmelserne, dog må sidstnævnte underkastes en lægefaglig vurdering og tro og love-erklæringer.
Forslaget hastebehandles og vedtages i Folketinget, men hermed er lykken ikke gjort. Embedsværket arbejder ufortrødent. Modviljen mod at administrere forslaget findes stadig i forvaltningen, ikke mindst fastholdelsen af at provenuet skal modregnes bloktilskuddet. Så er der jo færre penge at rutte med, og hvem kan regne med en besparelse i vore dage? Selv efter forslagets ikrafttrædelse kimer telefonerne, både hos økonomichefer og endog i ministeriet. Hvordan og hvorledes? Hvordan administrerer vi? Dokumentations- og rådgivningscenteret bebuder en retssag, der om nødvendigt føres til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En tabt sag vil skade Danmarks blakkede ry endnu mere. Sagen er dog af Teodor Amsteds hænder, indtil han en dag får bud fra en gammel skolekammerat, men det er en helt anden historie.
Forvaltningen er lige så røget, som andre er spegede, og tro og love-erklæringer kan fabrikeres og undertegnes på samlebånd. Således undgås den besværlige administration, de kedelige historier i Dagbladet Information og de betændte retssager. Og således må det politiske system sande, at det ikke er nok at have flertal for sine beslutninger i Folketinget: Yes, minister.
På kontorchefens kontor residerer Herluf Ohmfeldt. En bredbringet bulderbasse, der som enhver anden i den bedre lønningsklasse af departementerne har den veludviklede evne, at han kan slippe ud af ubehagelige sager og indgå studehandler. Pludselig træder et bud ind af døren. Buddet overrækker kontorchefen en konvolut med en meddelelse: Ministeriet må i al hast forberede de nødvendige notater og responsa for at regeringen kan iværksætte lovgivning, der pålægger borgere, der har været bosat i Danmark mere end 7 år, selv at betale for tolkebistand. Bilag vedlagte.
Kontorchefens næse fortæller ham, at dette er en besværlig sag. En med masser af skriverier i pressen. En sag, hvor man som embedsmand nødigt vil kunne hænges op på noget og risikere at skulle bistå ministeren ved et samråd, hvor oppositionens håndtaskebevæbnede fruentimmere og piccoliner altid slår i bordet. En sag, hvor der skal indhentes mange oplysninger fra fjendtligt indstillede høringsberettigede, som alle skal strikkes sammen og betænkes i lovens endelige udformning. Der er brug for en omhyggelig mand til et sådant arbejde.
Kontorchefen åbner døren - som den eneste sidder han endnu i lukket kontor - og kaster et blik udover de øvrige medarbejdere. Teodor Amsted har netop afbrudt sine skriverier, rejst sig fra skrivebordet og gået mod køkkenet og kaffemaskinen. Det tunge juristeri kræver stimulanser. Herluf Ohmfeldt er en snarrådig mand, så han rejser sig hurtigt fra skrivebordet, og går selv ud for at hente kaffe. Sagen er velanbragt hos Teodor Amsted, nu skal aftalen blot i hus.
Ved kaffemaskinen hilser Amsted og kontorchefen, og Amsted spørger til buddets ærinde: Ohmfeldt redegør for sagen og beder Amsted om at påtage sig arbejdet. Rygtet vil vide, at den siddende regering plages af en insisterende interesse for at få lovgivningsarbejdet i hus, så her må der handles. Amsted må påtage sig opgaven - kontorchefen vil drage omsorg for, at få afviklet den sag, som Amsted netop er beskæftiget med. Teodor Amsted er som nævnt en pertentlig mand, som sjældent undslår sig en opgave og endnu sjældnere modsætter sig den kontante kontorchefs vilje. Altså accepterer han, vel vidende at der venter meget arbejde forude.
Ved skrivebordet sammenholder Amsted bilagene til buddets meddelelse med eksisterende lovgivning, og sammenfatter dette i et resumé, som skal tilgå den høringsberettigede. Han ved, at der bliver knas med Institut for Menneskerettigheder og Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination. Embedsmænd og skriverkarle bekriger gerne hinandens skriverier med en lidenskab, der overgår enhver læserbrevsskribents.
Amsteds resumé tager kun et par arbejdsdage at færdiggøre, så rundkastes det til de høringsberettigede. Amsted sørger for at være færdig en fredag, således at der er et par hviledage - plus mandag og tirsdag - før svarene tikker ind. Indsigelserne bliver ganske rigtigt mange. Kommentarerne er entydige: På kant med konventionerne, i strid med artikel CRM 114 og en høringsberettiget påpeger også, at der tale om lovgivning ensidigt vendt imod en i forvejen svag og marginaliseret gruppe.
En ting er dog disse vagthundes indberetninger; fra forvaltningens side kommer der også kommentarer og indsigelser. Er der foretaget beregninger over forslagets samlede balance?
Bliver udgiften til administration ikke højere end provenuet fra egenbetalingen? Der spares jo en masse administration, ved at give alle ret til alt! Er det sandt, at dette forventede provenu fratrækkes det samlede bloktilskud? Alle disse indsigelser summer i fuldmægtig Amsteds hovede, og han må skrive til andre ministerier og bede dem finde regnestokken frem og udregne forslagets samlede balance. Desforuden skal der udarbejdes et notat til ministeren, som også må overveje lovforslagets konsekvenser. Det sidste er det værste, for ofte insisterer den siddende minister - en viljefast og selvstændigt tænkende mand - på at sidde embedsværkets indvendinger overhørig. En sej satan.
Amsted sukker og sveder over stablerne af papirer, og det hele er virkelig ikke nemt. Tilmed får pressen - Dagbladet Information - nys om sagen og skriver kritisk om initiativet. De høringsberettigede lader sig villigt interviewe og referere, og aviskampagnen tager entydigt afstand fra planerne, som blot er endnu et led i VKO-flertallets fremmedfjendske og asociale politik. Amsted må altså navigere i hajfyldt farvand, men et lovforslag kommer dog på benene dog med undtagelser og præciseringer. Rigsfællesskabet, det tyske mindretal og krigs- og granatchokramte har måttet betænkes og undtages fra bestemmelserne, dog må sidstnævnte underkastes en lægefaglig vurdering og tro og love-erklæringer.
Forslaget hastebehandles og vedtages i Folketinget, men hermed er lykken ikke gjort. Embedsværket arbejder ufortrødent. Modviljen mod at administrere forslaget findes stadig i forvaltningen, ikke mindst fastholdelsen af at provenuet skal modregnes bloktilskuddet. Så er der jo færre penge at rutte med, og hvem kan regne med en besparelse i vore dage? Selv efter forslagets ikrafttrædelse kimer telefonerne, både hos økonomichefer og endog i ministeriet. Hvordan og hvorledes? Hvordan administrerer vi? Dokumentations- og rådgivningscenteret bebuder en retssag, der om nødvendigt føres til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En tabt sag vil skade Danmarks blakkede ry endnu mere. Sagen er dog af Teodor Amsteds hænder, indtil han en dag får bud fra en gammel skolekammerat, men det er en helt anden historie.
Forvaltningen er lige så røget, som andre er spegede, og tro og love-erklæringer kan fabrikeres og undertegnes på samlebånd. Således undgås den besværlige administration, de kedelige historier i Dagbladet Information og de betændte retssager. Og således må det politiske system sande, at det ikke er nok at have flertal for sine beslutninger i Folketinget: Yes, minister.
posted by A.O. at 11:46
5 Comments:
Som altid irriterende velskrevet og med en næsten Kafkas sans for detaljer, men: Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at du mere eller mindre generelt giver embedsværket skylden for, at politikernes (til tider mere eller mindre uigennemtænkte) lovgivningstiltag ikke fungerer, som de skal. Således f.eks. ideen eller "visionen" om at alle børn i børnehaver skulle have et sundt måltid mad om dagen. Det endte med reelt at blive et forbud mod at forældre smurte madpakker til deres børn. Ansvaret herfor er alene politikernes ikke embedsmændene. Politikerne synes mange gange helst at ville fremsætte et katalog over gode intentioner og så overlade det til andre at gennemføre dem. Sådan spiller klaveret ikke.
Det er vist en længere debat, men indlægget bygger på en længerevarende samtale og en diskussion med en forholdsvist højt rangerende ansat i en relevant forvaltning, som selv påpegede at muligheden for at anvende de tro og love-erklæringer var en for stor fristelse, med henblik på at undgå besvær i administrationen.
I sidste ende er det naturligvis en politisk fejl, at man ikke indrette rammebetingelserne bedre; men for mig er det ganske klart at en forvaltning og et embedsværk også kan forfølge sine egne interesser.
I en konservativ optik må man nære en sund mistro til både politikere og embedsværk, og jeg er ikke i tvivl om at embedsværket har haft en finger med i spillet, når det gælder likvideringen af mange de initiativer, som man ellers kunne have forventet fra den siddende VK-regering gennem de seneste ti år. Jeg tror personligt på, at den passus jeg har om at universelle velfærdsydelser sparer en masse administration - at alle har ret til alt - er endog særdeles velkendt i embedsværket. Man er ganske bange for at rokke ved det system.
Jeg er selvfølgelig ikke uenige i, at man skal nære en sund mistro til både politikere og embedsværk. Jeg kunne dog godt tænke mig, at du blev en smule mere konkret: Hvilke af regeringens initiativer mener du er blevet likvideret af embedsværket?
Det er jo lidt af en krystalkugle-sag, for det er svært at bevise at et bestemt initiativ er blevet likvideret af embedsværket.
For mig er det et stærkt indicium, at medierne - vistnok mest JP - har refereret centrale S/SF-folk for at tiden er rindet ud for magtovertagelser uden markante personalemæssige konsekvenser. Man har sine egne folk med, kort sammenfattet. Det kan kun være erfaringsbaseret og i forlængelse heraf har medierne refereret V/K-folk, der i de ansatser, der har været til en begyndende selvransagelse, har peget på at V/K havde for megen tillid til embedsværket og forpassede nogle chancer ved ikke at ansætte egne folk. Jeg gætter - igen - når jeg tror at en del af selvransagelsen hos V/K kommer til at betone dette element stærkere i tiden der kommer, dog skal man selvfølgelig notere sig, at det også kan være et resultat af en manglende vilje til at rette spotlightet mod en selv og egen politisk utilstrækkelighed.
Jeg slår ned på flygtninge- og integrationsområdet, fordi jeg tror det er her, at regeringen har måttet tage flest slagsmål - der har jo også været mange, særdeles Dagbladet Information-snakkesagelige embedsmænd på det område. Allerede før 2001 lød beskeden jo, også fra embedsværket, at det var vanskeligt at "stramme mere"; og jeg er sikker på at den besked har lydt igen og igen. Jeg er også sikker på, at embedsværket har været imod, da regeringen i 2003 eller 2004 lempede en række punktafgifter - blandt andet på tobak og spiritus; men da gjorde de dog. Andre eksempler kunne være det langsommelige salg af TV2, forhøjelsen af hastighedsbegrænsningen, den forsigtige velfærdsreform for et par år siden. Som sagt er det svært at være konkret, det bliver lidt spredehagl, i og med at vi må vente på beretninger om de sager, der ikke blev gennemført.
Jeg glemte forresten at takke for rosen - irriterende velskrevet må vist være et kompliment.
Jeg mindes også at have hørt, at en eller anden fra S eller SF kom med nogle antydninger af, hvad der kunne ske af reformer i centraladministrationen efter et valg, men dette taler vist ikke lige frem for, at embedsmændene har modarbejdet regeringen.
Jeg er ikke overbevist om, at Integrationsministeriet skulle være en særlig kampplads i relation til embedsværket. Søren Krarup synes i "Systemskiftet" (s. 62), nærmest ar rose folkene dér. På integrationsområdet er der i øvrigt en betydelig grad af politisk signalforvirring: Over for den danske befolkning vil politikerne helst signalere, at loven skal være så stram som overhovedet muligt. Samtidig forsikre man om, at man naturligvis vil overholde både den ene og den anden konvention eller charter. Den slags internationale forpligtelser er som bekendt ikke altid helt klare i deres formuleringer. Jeg vil ikke bebrejde den embedsmand, der er i tvivl om, hvilket hensyn, der skal veje tungest.
Send en kommentar
<< Home