Nej til højere tobaksafgifter

I en meningsmåling (FS, 10/7) mener Socialdemokraterne at have fundet frem til, at danskerne -dette misbrugte samlebegreb for respondenter -ønsker højere tobaksafgifter. Ikke uventet ønsker flertallet af respondenterne højere afgifter på tobak, hvorimod et mindretal er imod, nogenlunde sammenfaldende med fordelingen af rygere og ikke-rygere. Det er ikke så underligt: Meningsmålingen svarer til at spørge, om man foretrækker, at en selv eller naboen skal betale mere i skat. Naturligvis vil man helst selv slippe og dynge regningen over på andre.

Det er så typisk. Lejere mener, at ejere skal betale mere i boligskat. Offentligt ansatte mener, at den offentlige sektor får for få penge. Ikke-millionærer vil indføre millionærskat. Forlæng selv listen. Sådan kører skattekarrusellen ufortrødent, og uden at nogen stopper den. Her har vi grundskavanken ved den kolossale offentlige sektor og velfærdsstaten; den såkaldte fordelingskamp: at borgerne kastes -og kaster hinanden -ud i en skånselsløs og egoistisk kamp for dels at få mest muligt fra de offentlige kasser, dels bidrage mindst muligt -og i forlængelse heraf få alle de andre til at bidrage mest muligt.

Som følge heraf har friheden trange kår. Et flertal behøver ikke at udvise special omtanke over for et mindretals frie valg, og her er de iværksatte initiativer mod tobaksrygning et skoleeksempel. Flertallet tromler af sted, anført af fantasten Morten Grønbæk, der mener at kunne fastslå, at ingen mennesker ryger af lyst, og at tobak i øvrigt skal forbydes totalt. Han har stærke venner, hele vejen op i EU-systemet, hvortil den nationale politiske kamp forlægges, når nationerne bliver for halsstarrige. Så indføres bindegale tiltag som kvindekvoter og altomfattende rygeforbud bare af europæiske politikere, hen over hovedet på de danske modstandere. De borgerlige partier bør i den grad foretage en dybtgående selvransagelse overfor EU-projektet, der truer vor nationale selvstændighed.

Det kræver karakterstyrke at være frihedens stædige forsvarer. At fastholde, at friheden altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide, med et udtryk lånt fra Christopher Arzrouni. Det er ikke et statsanliggende at blande sig i, om borgerne ryger tobak, eller hvor de gør det. De statslige kampagner og tiltag vendt mod tobaksrygning er totalitære og et udslag af en barnepigetankegang, hvor borgerne er til for staten og dens institutioner og ikke omvendt. Vanskeligheder med at få sygehusbudgetter til at hænge sammen er ikke et argument for afgiftsforhøjelser, de er snarere argumenter mod sygehusordninger, hvor enhver kan te sig lige så tosset, som vedkommende vil, og stadig få vederlagsfri behandling. Lad mig tilføje, at jeg er tilhænger af et vederlagsfrit og skatteyderfinansieret sygehussystem.

Det hævdes, at politikere "må gøre noget"; at de ikke kan se "passivt til". Det er det rene blændværk. Friheden -en reel og varig frihed -afhænger af at politikere er bastede og bundede; at politikere ikke kan gribe frit på hylderne og læsse alskens byrder på bestemte enkeltgrupper.Tobak er allerede mere end rigeligt afgiftsbelagt og der må siges fra: Et klart nej til højere tobaksafgifter!.

Ubearbejdet debatindlæg, bragt i Fyens Stiftstidende