Messerschmidt om konservatismen

Når Messerschmidten er skarp, så er han ofte meget skarp. Det er han foreksempel i sit frække og veltilrettelagte angreb på Lars Barfoed, der tidligere i Weekendavisen afviste, at DF var et konservativt parti, fordi Messerschmidt havde været så uforsigtigt at skrive noget i retning af, at den fuldstændige lighed var en smuk tanke, men ikke gennemførlig. Barfoed gjorde vel ret i at afvise det smukke i denne lighed, men til gengæld var resten af hans indlæg ideologisk nærmest et vakuum. Man må håbe for De Konservative at d har bare en, der kan modgå Messerschmidt, ellers må man nok sige, at det udstiller den ideologiske dovenskab, som er den egentlige drivkraft bag partiets dybe krise.

Hvad er konservatisme? Gud, Konge og Fædreland springer frem som den første tanke. Men konservatisme er mere og dybere end symboler. At være konservativ er at besinde sig på det reelle, ikke lade sig rive med af ideologiske fabulanter; at leve i tillid til sig selv og det folkefællesskab, man er en del af, med respekt for historien; at afvise ideologiseringen og løse de konkrete og praktiske problemer, samfundet står med. Klarest er det historisk blevet formuleret af ireren Burke, men også i dansk litteratur findes strejf af konservativ tænkning. I stort som småt. Tænk blot på Johannes V. Jensens ord: ”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”.
....
Jeg har svært ved at se den konservative sjæl i Det Konservative Folkeparti. Hverken i min tid som EU-parlamentariker eller som folketingsmedlem har jeg oplevet den. Jeg har hørt snak om lavere skatter og strammere retspolitik. Men ikke én gang har jeg hørt livsfællesskabet med over tusind års kristendom, verdens ældste monarki eller Danmark som nationalstat forsvaret af en konservativ. Snarere tværtimod – og det da i særlig grad i forhold til EU, værdipolitikken såvel som indvandringen og den multietniske ideologi, der stadig præger dele af det konservative parti. Hvor ofte har vi ikke set konservative afvise forslag om en strammere udlændingepolitik, fordi man vil forsvare, hvad man kalder ”humanismen”. Men hvad er humanismen andet end en tom ideologi, rundet af Rousseaus revolutionære snak? Det er en abstraktion af mennesket – og dermed det diametralt modsatte af tankegangen hos os konservative, for hvem det konkrete er virkeligheden.
...
Èt af de konservative slogans, jeg aldrig har forstået dybden i, er at ”forandre for at bevare”. Ønsket om at ”forandre for at bevare” er blevet en politisk elastik, der strækkes så langt, som man ønsker, for at tilpasse sig sin nye herre – internationaliseringen for enhver pris. Hvis de konservative virkelig havde taget ordet ”konservativ” alvorligt, ville Dansk Folkeparti aldrig have haft en chance. Sandheden er, at Det Konservative Folkeparti siden begyndelsen af 1970´erne har hængt fast i den internationale, globaliserede dagsorden og er stoppet med at bekymre sig om folk, fædreland eller suverænitet, mens EU, FN eller andre internationale institutioner krævede mere politisk magt over Danmark.